mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Tid til eftertanke #32

Det har været en uge præget af en usædvanligt høj grad af hverdagstravlhed. Drengene har haft fire legeaftaler (tre ud af fire, hos os), jeg har hentet tidligt, handlet stort, gjort alt for lidt rent og okset rundt for at få alle ender til at mødes, fordi jeg indimellem også lige havde et møde i jylland, som tog det meste af min mandag, og fordi Martha pludselig fik galopperende tyndskid og der i øvrigt også lige var et barn, som havde (endnu) en tid hos tandlægen fredag formiddag og aaaalt muligt andet. Men altså, vi har været helt vildt meget sammen, Martha lader til at være rask igen og selvom jeg synes at mit hoved har været lidt over det hele i store dele af ugen, så har det for det meste været helt vildt hyggeligt. I hvert fald i de stunder, hvor jeg har haft ro til lige at kigge mig omkring og huske at nyde.

Ugens højdepunkt ligner til en forveksling et højdepunkt jeg også havde for nogle uger siden. Vi har nemlig endnu engang været i det Sønderjyske og altså, hvor jeg elsker at komme derned. Og så endda i solskin! Det vejr vi har holdt os her i weekenden har jo været fuldkommen vidunderligt, synes I ikke?

Jeg smilede mest da vi her til aften sad rundt om middagsbordet og Peter fortalte om de gode og de dårlige ting der var sket i weekenden. Hans intention var, at have tre gode og tre dårlige, men tilsyneladende var det eneste dårlige han kunne komme på, at vi skulle hjem fra tivoli, som vi besøgte (sammen med resten af København) i dag. Til gengæld var der så mange gode ting at berette om, at han endte med helt at stoppe med at tælle dem. Dét gjorde mig helt vildt glad!

Ugens lavpunkt var, da jeg hele torsdag og lidt af fredag var ramt af en buldrende PMS. Selvfølgelig uden at opdage det, førend det var forbi. Jeg var bare skide sur, træt, uoplagt og hovedpineplaget på den der helt særligt jeg-skal-have-sukker-og-netflix-NU måde.

Det gode ved det var at jeg trods alt mærkede min cyklus. Fordi jer er (en meget lykkelig) indehaver af en hormonspiral, så er det ikke altid jeg mærker til min cyklus. Ofte bløder jeg ikke og selvom hyppigheden igennem det seneste års tid har været stigende, så er det heller ikke altid jeg mærker til min ægløsning – og særligt sidstnævnte har jeg været temmeligt træt af. Ægløsning er jo det fedeste! Så jeg satser på, at den voldsomme omgang PMS betyder at hormonpåvirkningen fra min spiral efterhånden er så lav, at jeg snart kommer til at få en lidt bedre fornemmelse af min naturlige cyklus igen.

Jeg har haft det bedst med at iføre mig et par støvler, som jeg købte for en slik i Göteborg i sidste uge. (Jeg købte vinterstøvler til begge børn og mig selv til en samlet pris på 1000 SEK – eller svarende til 700 DKK). Jeg købte dem egentlig mest fordi det par jeg havde taget med på turen, ikke var helt så praktiske som det viste sig at jeg havde behov for – men nu har de nærmest siddet på mine fødder lige siden, så det var ikke bare et godt køb, det var et mega-godt køb.

Det bedste jeg har spist har været meget lidt mindeværdigt i denne uge. Det har mest af alt føltes som sådan en rigtig lasagneuge. Du ved, en uge fuld af den slags retter, som man kører af igen og igen. De fungerer fint, men wauw’er ingen. Jeg satser på at vende stærkt tilbage i næste uge!

Det bedste jeg har set er uden tvivl serien Unbelievable på Netflix. Ejmen altså, den serie er noget af det vildeste, klammeste, mest gribende og så absolut mest fængende jeg nogensinde har set. Serien er skabt ud fra en historie fra den virkelige verden og som total sucker for socialrealisme, så er jeg selvfølgelig hoppet i med begge ben. Den handler om hvordan en ung kvinde, der er blevet voldtaget, pludselig presses ud i at trække anklagen tilbage – ikke fordi voldtægtsmanden har presset hende, men fordi presset fra systemet simpelthen bliver for stort. Jeg har set de første fem afsnit og det er så sikkert som amen i kirken, at jeg sætter det sjette på, så snart jeg har trykket udgiv på nærværende indlæg, for den er så mega god, den serie. Hvis du har netflix, så se den.

I næste uge ser jeg frem til at skulle have fuld knald på performer-genet! Jeg skal blandt andet holde et foredrag på Greve Bibliotek, jeg skal på fotoshoot, jeg skal lave en halv dags filmoptagelser og så skal jeg gudhjælpemig også på et investeringskursus, som jeg kom til at melde mig på, da min bank for nogle måneder siden inviterede mig til det som det mest naturlige i verden. Ja okay, jeg ved godt at investeringskurset ikke som sådan kræver nogen særlig performance fra mig, men jeg forestiller mig alligevel at jeg lige skal trække vejret dybt ned i maven inden jeg går ind – præcis ligesom jeg gør, inden jeg skal holde foredrag 🙂 #wishmeluck

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven