mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Mit liv som jordemoder #7

Nu skal det jo ikke gå op i blogdesign og headere det hele herinde (omend jeg selvfølgelig nok skal give en melding når jeg har fået snævret feltet lidt ind).

I stedet skal det igen handle lidt om mit arbejde som jordemoder. Selvom jeg i sidste uge skrev om hvornår og hvorfor jeg stoppede i mit liv som jordemoder, så kan jeg nemlig mærke, at jeg slet, slet ikke er færdig med at fortælle. Derfor kommer her en fortælling fra én af de mere specielle oplevelser jeg har haft i mit virke som jordemoder, som jeg håber at I vil tage godt imod.

Der gik ikke andet end halvandet år efter jeg var blevet ansat, førend chefjordemoderen kom og spurgte om ikke det kunne være noget for mig, at blive hjemmefødselsjordemoder. Jeg havde vist allerede nævnt under min jobsamtale at jeg virkelig godt kunne lide hjemmefødsler – og så tror jeg måske, at det hurtigt havde rygtedes, at jeg var sådan en lidt “økologisk” jordemoder, som mente at tid, tålmodighed og omsorg ofte var langt bedre end vestimulation og andre indgreb i fødslerne. Jeg var autonom på min fødestue og havde det ofte bedst med at være alene sammen med det vordende forældrepar, selvom kutymen var, at man altid kaldte en assistent ind på stuen lige før barnet skulle fødes. Hvis der opstod komplikationer, var det selvfølgelig en anden sag, men i udgangspunktet, under de ukomplicerede fødsler, var jeg alene og dét vidste min leder.

Jeg takkede selvfølgelig ja og var meget beæret over, at få lov til at blive teamets absolut yngste – og mindst erfarne – hjemmefødselsjordemoder.

Det var på alle måder en fantastsisk tjans. Jeg kom i team med jordemødre der, ligesom jeg, havde en stor tiltro til at det ikke altid var en fordel at “blande sig for meget” i et fødselsforløb – og så fik jeg selvfølgelig en hel masse fantastiske oplevelser, sammen med nogle seje kvinder, mænd, medhjælpere og børn, som af og til var med til fødslerne ude i de hjem jeg kom i. Jeg elskede hjemmefødslerne og hvis nogen gad lytte, kunne jeg fortælle i timevis om nogle af alle mine oplevelser.

Noget af det fede ved hjemmefødsler er, at man som jordemoder kommer lidt ud af sin comfort-zone. Man træder ind i fremmede menneskers hjem og skal være der, på deres vilkår. Man ved ikke hvor noget er, og man ved ofte ikke hvilke ønsker parret har til den forestående fødsel, som det er min oplevelse, at de fleste “hjemmefødere” har taget ret kraftigt stilling til. De fleste er enormt velforberedte og både kvinder og mænd tager ofte et meget stort ansvar for den gode fødselsoplevelse. Bevares, det er der selvfølgelig også mange der gør på hospitalet, men overordnet set, har jeg altså oplevet en væsentlig forskel.

Èn af de vildeste oplevelser jeg nogensinde har haft med en hjemmefødsel, var dengang jeg kom ud i et lidt anderledes hjem, end hvad jeg var vant til. Det lå nemlig på Christiania…

Jeg kan godt afsløre at jeg aldrig er kommet sådan rigtigt meget på Christiania, så jeg anede ikke hvad jeg skulle forvente, da det gik op for mig at jeg skulle derud. Men jeg kom frem til et lillebitte hus – toværelses, så vidt jeg husker – fyldt med mennesker, stearinlys og et stort oppusteligt badekar midt i rummet. Jeg blev taget varmt imod og jeg husker tydeligt, hvordan det lille team af mennesker omkring den fødende, skabte en helt særlig, nærmest spirituel stemning. Nogen lavede noget med krystaller, andre sørgede for den helt rigtige røgelse og manden var fuldstændigt som en mand, der venter sit første barn skal være. Han var glad, nervøs, spændt og helt vildt stolt over sin kæreste, som trissede rundt i huset og klarede sine veer så flot.

Efterhånden som veerne blev kraftigere ville kvinden gerne i badekar, men fordi de ikke havde varmt vand installeret, måtte badekarret fyldes med vand, som blev varmet op, over gaskomfuret. Egentlig fungerede det meget fint, men jøsses, hvor blev det varmt i hele huset! Jeg tog et glas vand og hjalp selvfølgelig til, da manden kom til mig og fortalte, at de forresten ikke rigtigt havde noget toilet, så hvis jeg på et tidspunkt skulle tisse, så skulle jeg bare gå ned bagerst i haven.

Så deeeet….

Ha ha, det var simpelthen så skørt og så fantastisk at være ude til den hjemmefødsel, hvor alle ligesom smeltede sammen i et fællesskab, der handlede om at hjælpe den fødende på hendes præmisser. Hun var i egen arena og hun var så stærk! Selvom hun ganske givet havde det hårdt undervejs, så var hun alligevel så rolig og så fattet, som jeg sjældent har set mage.

Hun fødte 4-5 timer efter jeg var kommet, siddende i fødekarret sammen med sin kæreste, så de – sammen med mig – kunne tage imod deres barn. Det var så smukt, så rørende, så perfekt. Og okay, også lidt “mærkeligt”, men det var det vist heldigvis kun mig, der lagde mærke til.

Fødsler kan foregå på så utroligt mange måder og at jeg som jordemoder af og til kom ud til sådan noget som det her, er sgu da ret fantastisk at tænke på. Med fællesskab, røgelsespinde og en mand der var der 100% for og med sin kvinde. Dét er altså sejt!

P.s. Jeg tissede ikke, før jeg tog tilbage på hospitalet 2-3 timer efter fødslen. Det er sådan noget jordemødre kan og det kan ikke anbefales til nogen. 

P.p.s. Det var selvfølgelig ikke “mærkeligt”, at manden sad i badekarret sammen med kvinden da hun skulle føde. Slet ikke. Jeg havde bare aldrig oplevet det før. Det var helt som det skulle være – fordi det var perfekt for dem, det hele handlede om. 

Skriv din kommentar

Kommentarer (3)

  1. Hvis du fortæller så lytter jeg gerne. Jeg kunne høre om/læse om fødsler i timevis! Det er så spændende og så fedt at intet er ens!

  2. Min tredje fødsel var en hjemmefødsel. Alle tre fødsler var gode fødsler (omend meget forskellige) men min hjemmefødsel har altså en lille stjerne

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven