Mit liv som jordemoder #5

Det er efterhånden længe siden jeg slettede én af de apps jeg ellers var allermest begejstret for. TimeHop, som hver dag fortæller én hvad man delte på sine sociale medier på samme dato de foregående år. Jeg elskede den dengang den viste mig lykkelige stunder i det liv jeg stadig levede, men efter jeg blev skilt gjorde det simpelthen for ondt at få smidt gammel lykke i ansigtet hver dag. Så jeg slettede den og glemte alt om den og dét den gjorde ved mig, både af godt og skidt.

I mellemtiden er der så sket dét, at facebook er begyndt at gøre lidt det samme. I hvert fald så fortalte facebook mig forleden, at det var 10 år siden jeg havde delt nedenstående billede – og gudskelov for det, for selvom det, som så meget andet, skabte røre i mit indre, så var det af den gode slags.

Billedet er fra en artikel jeg lavede med et ugeblad i forbindelse med at jeg var blevet kåret som Miss danmark, bedst som jeg samtidig blev uddannet jordemoder. (Noget jeg skrev om i mit liv som jordemoder #4, i øvrigt). Og hvor jeg dog pludselig husker den der helt særlige følelse af, at være landet på rette hylde, som jeg havde, dengang jeg stod i uniform og hvide træsko på fødegangen.

Jeg elskede mit arbejde og forstod aldrig helt, hvordan nogen kunne forlade det erhverv, som igennem min uddannelse havde vist sig at være det fedeste i verden. For mig, i alle tilfælde. Jeg elskede de gravide, fødslerne, de mange undersøgelser, samtalerne og alt dét der fulgte med.

… Lige indtil jeg selv fik et barn, som jeg pludselig (og selvfølgelig) elskede endnu højere.

Eller altså, at få et barn som jeg (selvfølgelig) elskede højere, var i sig selv ikke ensbetydende med en opsigelse, men fordi jeg fik et barn med en mand, som spillede koncerter hver torsdag, fredag og lørdag flere måneder om året, alt imens jeg stadig skulle passe mine vagter på fødegangen, så gik ligningen ikke længere op. Vi boede dengang i Valby, imens alle bedsteforældre boede i jylland. Manden kunne ikke rigtigt se problematikken og mente at vi jo bare kunne få barnet passet, hvis ikke jeg kunne få fri så det passede med hans skema, men det kunne mit moderhjerte simpelthen ikke klare. Min 1-årige skulle ikke passes af fremmede i hele og halve dage – og da slet ikke hver anden weekend.

Så vi besluttede at flytte til Sønderjylland, hvor min nærmeste familie bor, så de kunne aflaste os lidt, når vores jobs kolliderede med mine tanker om, hvordan jeg gerne ville tage vare på vores barn.

Det var min plan, at jeg ville tage arbejde som jordemoder på fødegangen i Sønderborg, hvor jeg i forvejen havde tilbragt et års tid i min praktik og hvor chefjordemoderen havde lovet mig, at der altid stod et skab og en vagtplan klar til mig, hvis jeg nogensinde skulle komme retur.

Som sagt så gjort. Vi solgte huset i Valby, købte et i Broager og da vi var nogenlunde på plads, gik jeg frejdig ind på fødegangen for at få det job jeg var blevet tilbudt tre år tidligere.

… Der var bare ikke noget job.

Fødegangen i Haderslev var blevet lukket i samme uge, så mange af jordemødrene derfra var blevet sendt til Sønderborg, hvor de som følge af dét nu var for mange. Jordemødrene var blevet sendt på tvungen ferie og stod simpelthen overfor en fyringsrunde. Så selvfølgelig kunne jeg ikke blive ansat, uanset hvor godt et øje chefjordemoderen end måtte have til mig.

… Men hvad skulle jeg så?

(… Fortsættes om nogle dage, så hold øje)