Fra det værst tænkelige scenarie til en ønskefødsel

Det var hendes værst tænkelige scenarie, at skulle sættes igang, så det var naturligvis ikke just med begejstring at hun tog imod beskeden om, at det var dét der skulle ske. Altså, troede hun, for jeg skal da lige love for, at hun endte med at tage røven på alle involverede. På den gode måde, heldigvis.

For mig var dét, det værst tænkelige scenarie: At skulle sættes i gang med piller og tvinge min krop i gang med en fødsel, som den tilsyneladende ikke selv var klar til. 

Jeg var sikker på, at jeg ville gå i gang af mig selv. Jeg havde haft en hel del plukkeveer gennem de seneste måneder af graviditeten, han satte sig fast forholdsvis tidligt og da jeg var inde til en CTG i uge 34, var min livmoderhals allerede begyndt at blive kortere. 

Jeg havde termin den 18/2 2019 og terminsdagen kom og gik… Det samme gjorde de næste 10 dage. Dagene efter terminsdagen føltes nærmest som varede de lige så længe som de første 9 måneder af graviditeten. Jeg blev virkelig, virkelig utålmodig. 

Ved tjekket på hospitalet i 41+1 bliver det konstateret, at jeg har 1,5 cm livmoderhals tilbage og er helt lukket, så derfor bliver det besluttet, at jeg skal sættes i gang med Angusta piller fredag den 1/3, hvor jeg ville være 41+4. For mig var dét, det værst tænkelige scenarie: At skulle sættes i gang med piller og tvinge min krop i gang med en fødsel, som den tilsyneladende ikke selv var klar til. 

Jeg skulle komme ind på hospitalet fredag morgen og have den første pille, for derefter at tage hjem og tage en pille hver anden time ind til veerne begyndte eller vandet gik. 

Dagen før den planlagte igangsættelse er jeg ude og spise frokost med noget familie, og vi taler om, at jeg ikke ligefrem ser frem til denne her igangsættelse. De tre kvinder, jeg er ude at spise med, er alle blevet sat i gang, og har forskellige oplevelser af forløbet, men jeg lytter ikke rigtigt, da jeg allerede har besluttet mig for, at det er noget møg. 

Jeg kommer hjem fra frokosten og sætter mig i sofaen og ser fjernsyn, da jeg pludselig får en mærkelig fornemmelse i kroppen. Min kærestes søster ringer, og hun siger, at hun synes, at jeg lyder meget mærkelig, og at hun er sikker på at jeg er på vej i fødsel. Et par timer efter, hvor den her murrende fornemmelse i underlivet har taget en smule til, går jeg på toilettet og kan her se, at jeg har tegnblødning. Jeg ringer til hospitalet, der i første omgang siger, at jeg bare skal prøve at slappe af indtil det gør så ondt, at jeg ikke kan holde det ud. Fordi jeg er førstegangsfødende, vil der gå mange timer før jeg skal ind på hospitalet. Jeg taler med fødegangen i ca. fire minutter, og på den relativt korte telefonssamtale får jeg fire veer, og jordemoderen i røret beder mig om at komme ind alligevel, så de lige kan se på mig. 

På vej i bilen begynder veerne virkelig at nive. Jeg stiller mig op ad en lygtepæl vel Hillerød Hospital, og skal virkelig koncentrere mig om at trække vejret. Da vi kommer op på fødegangen bliver jeg lagt på en seng, så de kan køre en strimmel. Personalet siger, at jeg kun er en lillefinger åben, og at jeg derfor får en pille-cocktail og skal køre hjem igen. Men veerne bliver ved med at komme hyppigt, og de tør alligevel ikke sende os hjem. De giver os derfor en stue, og jeg får en sprøjte morfin fordi det gør vanvittigt ondt. Jeg ved jo, at førstegangsfødende er mange timer om en fødsel, og derfor beder jeg efter 50 minutter om en epidural blokade, for hvis de smerter, jeg på daværende tidspunkt har kun er begyndelsen, så overlever jeg ikke. 

Jordemoderen beder mig lægge mig op på sengen, så hun lige kan tjekke hvor åben jeg er, før de giver mig epidural blokalen. I min morfinrus kan jeg høre, at hun måbende konstaterer, at jeg er 10 cm åben, og at jeg skal ind på fødestuen nu. Det tog altså 50 minutter fra jeg var en lillefinger åben til 10 cm. Så tror jeg da pokker, at det gjorde så ondt!

Jeg bruger ca. 2 timer på at baby-drengen skal trænge sig ned i bækkenet, og her suger jeg gevaldigt i lattergasmasken – fantastisk opfindelse! Ved hver ve famler jeg febrilsk for at få den på igen. På et tidspunkt bliver jeg sulten, og spørger i mellem to veer, om jeg ikke kan få noget mad. Jordemoderen og den studerende kigger mistroisk på hinanden og siger, at de godt nok aldrig har hørt om nogen, der er sultne på det tidspunkt. De mener derfor, at jeg umuligt kan være 10 cm åben, og beder mig ligge mig igen, så de kan tjekke. Men den er god nok. Jeg får en bid mad, og vi fortsætter. 

Vandet går først lige før jeg skal til at presse, og det kommer med et ordentligt plask på gulvet, fordi jeg står op for at hjælpe ham med at trænge ned i bækkenet. Jeg bliver bedt om at lægge mig op på sengen, for nu er det tid til at presse. Jeg ventede, at jeg ville få den der ustyrlige presselyst, men jeg får på intet tidspunkt pressetrang, så det er svært at vide, hvornår jeg skal presse. Jeg presser alt, hvad jeg kan alligevel, og da hovedet er på vej ud, får jeg udbrudt: ”Det her kan jeg ikke!” Jordemoderen siger så venligt, men bestemte, at nu har jeg bare at presse, så vi kan få ham ud. 

Det gør jeg så, og ud kommer den dejligste lille velskabte dreng. Det var godt nok en vild oplevelse, og da der ikke var nogen komplikationer, kørte vi hjem igen seks timer efter. 

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)

  1. Jeg blev skrupsulten under min fødsel, som ellers også var en hurtig omgang! Jeg blev spist af med druesukker og saftevand (som jeg ellers lige skal love for blev kastet hurtigt op igen). Til gengæld har jeg aldrig i mit liv fået så god toast, som den de serverede (godt nok til min mand), da vi kunne fejre fødselsdag for min dreng.