mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – Min egen fødsel

Damer! Det er min fødselsdag i dag og når tilfældet nu er, at den falder på en fredag, så har jeg simpelthen overtalt min mor til at fortælle lidt om min fødsel – altså, om dengang jeg blev født. Ved en fødsel der i øvrigt var meget ulig hendes første fødsel, der var fuldkommen ukompliceret. Der er selvfølgelig gået nogle detaljer tabt siden dengang, for 33 år siden, men fortællingen er som den er og jeg synes (selvklart) at den er skøn.

Her er hvordan jeg kom til verden <3

Det var endnu ikke lykkedes os at finde et sted at bo, siden vi var flyttet fra Silkeborg og ned i det Sønderjyske, så vi opholdt os midlertidigt i et sommerhus ude på landet. Med en 3-årig og mig, der var højgravid – og i øvrigt uden telefonforbindelse. Great.

I min første graviditet gik jeg 10 dage over tid, så jeg håbede selvfølgelig stadig at vi kunne nå at finde noget mere permanent at bo i, inden jeg skulle føde. Der var jo længe til. Altså, troede jeg.

To uger før min termin vågnede jeg om natten, fordi jeg skulle tisse. Ja, det var der som sådan ikke noget mærkeligt i, men da jeg stillede mig op, kom jeg til at tisse på gulvet. En kæmpe pøl! Først forstod jeg ikke lige hvad der skete og jeg blev helt flov over mig selv. Tænk, at tisse på gulvet! Først da jeg trissede ud mod badeværelset og jeg stadig “tissede” gik det op for mig, at det nok nærmere var fostervand.

Jeg vækkede min mand. “Jeg tror vandet er gået, kan du ikke lige køre op og ringe til fødegangen?” spurgte jeg. Søvndrukkent kiggede han på mig og svarede: “Kan du ikke bare gøre det selv?”. Jeg tog selvklart ikke godt imod og måtte, på min egen højgravide facon, pænt bede ham om at flette næbbet og komme ud af fjerene!

Som sagt så gjort og en times tid senere kørte vi ud til min mor og satte vores søn af, inden vi satte kursen mod fødegangen. Vandet fossede stadig ud, så jeg sad pænt med to drivvåde håndklæder imellem benene og syntes bestemt ikke det var spor sjovt, at skulle gå rundt inde på hospitalet.

Jeg havde ingen veer da vi ankom midt på natten, så vi fik bare en stue hvor vi kunne sove og så måtte vi se om der ville ske noget i løbet af de næste timer.

Næste morgen undersøgte jordemoderen mig igen. Der var stadig ingen veer, jeg havde ikke åbnet mig og babys hoved [altså, mit!] stod stadig højt over bækkenindgangen, så det blev besluttet at jeg skulle have et ve-drop.

Og så skal jeg da ellers lige love for at jeg fik veer. Hold kæft, hvor fik jeg da veer!

Jeg åbnede mig hurtigt nogle centimeter, men jordemoderen blev ved med at snakke om at hovedet ikke trængte ned, så i løbet af formiddagen tilkaldte hun en læge. En – bliver jeg nødt til at indskyde – meget dum læge, som tilsyneladende var fuldstændigt ligeglad med at jeg havde så forbistret ondt. I hvert fald befalede han mig at ligge på ryggen under en hel ve, imens han skulle undersøge mig. Idiot, mand! tænkte jeg.

Lægen var enig med jordemoderen i at hovedet godt nok stadig stod lidt rigeligt højt, men det blev besluttet at se tiden lidt an.

Ved middagstid undersøgte jordemoderen mig igen. Hun kiggede på mig med alvorlig mine og sagde at hun mærkede babys næse, når hun undersøgte mig. Og at det altså hellere skulle være babys baghoved hun mærkede. Det virkede alvorligt. Jordemoderen hidkaldte lægen igen.

Kejsersnit.

Dengang lavede man altid et kejsersnit i fuld bedøvelse, så jeg fik et vi ses-kys af min mand, som pænt ventede udenfor, imens jeg blev bedøvet og vores baby blev forløst.

Jeg husker selvfølgelig ikke noget fra selve kejsersnittet. Til gengæld glemmer jeg aldrig dengang jeg blev kørt tilbage op på barselsstuen, imens jeg var ved at vågne op efter operationen, og jordemoderen kiggede smilende på mig og sagde “Tillykke Anne Grethe. Du har fået en datter”. Ikke fordi jeg blev glad eller rørt, men fordi jeg blev så vred over at hun dog bildte sig ind at lyve for mig. Jeg var nemlig ganske overbevist om – i min tåge af narkose, der stadig hang over mig – at jeg havde fået en dreng! Jeg husker ikke hvordan jeg svarede jordemoderen, men jeg er bange for at det ikke var i helt pæne vendninger.

Oppe på stuen gik det dog op for mig, at den var god nok, at jeg havde fået en datter. En lille mørkhåret datter, som efter et par timer kom op til mig, hvor hun lå, sammen med mig, indtil vi blev udskrevet fem dage senere.


For afklaringen skyld kan jeg fortælle, at jeg altså har ligget i dét man kalder en ansigtspræsentation, hvor babys hoved er bøjet bagover (og ikke forover, som man helst vil have), så ansigtet simpelthen vil ud først. Det er en meget uhensigtsmæssig måde for baby at ligge på og det vil i mange tilfælde føre til akut kejsersnit. Jeg vil gætte på, at jeg har ligget i en ansigtspræsentation med baghovedet op mod min mors kønsben – en stilling der er fuldstændigt uladsiggørlig at blive født i – hvorfor det akutte kejsersnit altså blev eneste vej ud. 

Skriv din kommentar

Kommentarer (7)

  1. Dejlig beretning og dejligt, du beskriver hvad en ansigtspræsentation er. Min datter lå sådan og når jeg prøver at forklare det siger alle: nååå hun var stjernekigger, men dem kan man jo godt føde.
    Jeg fik selv akutkejsersnit efter mange mange timer med ve-drop, rebozoo og you name it.,

    God fredag😊

  2. Stort tillykke med fødselsdagen 🙂
    Sikke da noget at du sådan stak ansigtet ned, men godt du kom ud i god behold og har foldet dig ud lige siden 🙂
    God fødselsbeskrivelse så mange år senere 😀
    Håber du får en dejlig dag og bliver godt begavet 🙂

  3. Pudsigt som den ligner historien om min ældste datters fødsel. Hun sad bare med måsen skruet fast i bækkenet, og det var først da en meget erfaren jordemoder kom til efter 2 1/2 døgn med vedrop, at det blev opdaget, at det ikke var hendes isse, de kunne mærke!

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven