mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

En fødsel fra november til sommer

Nogle gange rammer de mig lige i hjertekulen, de her fødselsberetninger og i denne uge er det altså særligt galt. Beretningen er så stærk og jeg følte mig undervejs taget i hånden og inddraget i frygten, glæden, kampgejsten og i sorgen, der uden tvivl har fyldt en hel del.  Tag godt, kærligt og åbent imod en meget, meget rørende fødselsberetning.

“Glæd dig til at føde”

“Det er fantastisk”

“Du kommer til at føle dig som den sejeste urkvinde bagefter”

Jeg har hørt de sætninger hundrede gange under min graviditet. Jeg ved nu ikke om jeg nogensinde kom til at glæde mig for alvor, men om ikke andet, lød det til at være en fed følelse bagefter.

Uge 30. Jeg bliver sygemeldt med alt for mange plukkeveer, 4 pr. 10 minutter, og beskeden om at “hvis du bevæger dig, føder du”. Ok. Jeg ligger syv uger op sofaen. Efter et par uger aftager plukkeveerne gradvist og  min kæreste og jeg fejrer de små sejre som ugerne går. Vi glæder os over at jeg er ovre uge 34, så lungerne er modne og så videre. Hospitalstasken er pakket og hver aften går jeg i seng med tanken om at fødslen kan gå i gang. Jeg sørger hele tiden for at være udhvilet og parat. Det føles som en meget lang pre-latent fase, hvor vi holder os på dupperne. 

Tiden går. Nytårsaften er jeg i 37+0 og der er stadig ingen baby. Jeg tager til nytårsfest og i dagene efter begynder jeg at bevæge mig mere rundt og uden for døren.

Termin. Stadig ingen baby. Heller ikke selvom jeg cykler og går lange ture. Utålmodigheden bliver sat på prøve – særligt efter 10 uger med “har du født”-sms’er. Dagene går. Veninder med termin efter mig begynder at føde. Jeg trawler nettet tyndt for gode råd til at starte en fødsel. Forsøger mig med hindeløsninger, zoneterapi, hindbærbladete. Alt muligt. Intet virker.

Jeg bliver sat i gang. “Det kommer til at gå virkelig hurtigt det her. Hun ligger så lavt, at hun smutter lige ud”. Det lyder godt.

Min kæreste og jeg har gjort os mange tanker om fødslen. Vi har både lavet playliste, lækker madpakke og en liste med øvelser, fødestillinger og alt muligt vi håber at få mulighed for under fødslen. Jeg har også trænet vejrtræningsøvelser i ugevis. Noget skulle jeg jo lave i ventetiden.

På dagen for igangsættelsen er der travlt og ventetid på en ledig jordemoder. Kl. 17.20 laver hun hindeløsning og tager vandet. Bam. 1,5 time senere er jeg 8 cm åben. 5 veer pr 10 minutter. Det kører derudad og gør helt ubeskriveligt ondt som lovet. Jeg suger al den lattergas jeg kan komme afsted med.

Jordemoderen og min kæreste hepper på sidelinjen og er enige om at vores datter snart ser dagens lys. Det er lige indtil der pludselig ikke er nogen fremdrift. Veerne kører stadig for fulde gardiner, men hun banker mod mit bækken og kan ikke komme helt ned.

Høj ligestand. Vores datter har kilet sig fast i mit bækken med hovedet kiggende til siden. Hun vil ud med hovedet på den bredde led. Det kan man ikke.

Jordemoderen anbefaler en epidural inden de begynde at forsøge at vende hende. Den smertedækker mig 100%. Det er en underlig følelse at gå fra så mange smerter til ingen smerter. Det der gør mest ondt er det venflon de har lagt i min hånd.

Herefter følger 6 timers vendingsforsøg. Vi starter i de bløde med rebozo, forskellige rotationer af min krop. Op og stå, ligge på den ene og anden side. Det virker ikke.

En fødselslæge forsøger at skubbe hende tilbage op i bækkenet. Hun har den ene hånd på min skulder. Den anden inden i mig og så lægger hun ellers alle kræfter i. Jeg priser mig lykkelig for at jeg er smertedækket. Det virker ikke. Vi prøver manuel rotation. Samme procedure men med rotation af baby indefra. Virker heller ikke. Der kommer flere læger og jordemødre forbi og kommer med gode råd til at få hende vendt. Lidt vedrop. Meget vedrop.

Da de ikke har flere ideer beslutter de at lave kejsersnit. Øv. Jeg ville gerne gøre arbejdet selv, men jeg kan godt se, at det er det rigtige at gøre. Vores datters puls er også begyndt at stige lidt. 

Klokken er over midnat. Jeg bliver kørt til kejsersnit. Nu er hun nok snart ude. 

De går i gang. Jeg ved ikke hvor lang tid sådan noget skal tage, men jeg synes der går lidt tid.

Endelig er hun ude og bliver lagt på mit bryst. Her ligger hun lidt og vi nyder hende en stund inden min kæreste, jordemoder og baby går ud i et tilstødende lokale. Da de er gået får jeg det pludselig virkelig dårligt. Jeg ryster så det føles som om jeg hopper op og ned på briksen. Jeg har kvalme og er sindsygt tørstig. Jeg kaster op. Jeg hører lægen spørge efter bagvagten og bliver lidt nervøs. Jeg har brug for nogen til at aflede min opmærksomhed, så jeg ikke kan høre hvad de siger på den anden side af forhænget. Det føles som en evighed før jordemoder, kæreste og baby er tilbage hos mig. Min kæreste vil ligge hende hos mig igen, men jeg har for meget kvalme.

Min livmoder er bristet spontant under forløsningen. Sprækket en halv omgang fra kejsersnittet om til ryggen og helt ned i bunden af livmoderhalsen.

Jeg bliver kørt til opvågning og bagefter på barselshotel. 

Her kommer jeg aldrig rigtig op og stå pga smerter. Det første døgn ligger jeg med kateter og de følgende dage kan jeg lige akkurat gå til toilettet ved siden af sengen hvis jeg støtter mig til vuggen som en rollator. Jeg græder af smerte hver gang. Min kæreste står for alt pleje og pasning af os begge. Jeg kan kun ligge ned og han mader mig, og jeg ammer hende.

En dag begyndte hun at græde da han hentede aftensmad, men jeg kunne ikke rejse mig og tage hende op. Jeg bliver kørt hjem i rullestol efter fire dage.

Et døgn senere bliver jeg indlagt igen pga kraftige smerter. Jeg bliver kørt til scanning med mistanke om noget med mine urinledere. Der er kø og jeg ligger og venter på en tom hospitalsgang og tuder og tuder mens mælken løber og venter på at det er min tur til scanning. Det var ikke sådan jeg havde forestillet mig dagene efter fødslen. 

Jeg ringer til min kæreste og kan høre vores datter græde af sult. Det er helt skrækkeligt og formentlig den del af fødslen der har påvirket mig mest. At være væk fra sit grædende barn.

Der var intet galt med mine urinledere. Jeg havde en slem forstoppelse. Formentlig efter så mange dage på morfin, som er hårdt for maven. Kombineret med syninger i livmoderen kan det gøre helt afsindigt ondt.

Hvis jeg følte mig træt oven på en fødsel, kejsersnit, søvnløshed og smerter, så fik et par dage på “få gang i tarmene”-drik, lige skubbet mig til et højere niveau af udmattelse, ved at fjerne al energi fra kroppen.

Det virkede og på dag 11 kunne jeg for første gang være med til at skifte vores datter.

Efterfølgende har jeg tænkt mange tanker og haft mange søvnløse nætter om forløbet og jeg følte mig hele tiden to skridt bagud i de første mange måneder, hvor jeg både skulle bearbejde oplevelsen, og (lære at) passe et lille barn.

Der har været flere gange hvor jeg var bange for, at jeg ville få en fødselsdepression, men nogle måneder efter fødslen faldt jeg over en metode, hvor man hver dag skriver tre positive ting ned, der er sket i løbet af dagen. Det blev et vendepunkt for mig og fik mig til at fokusere på de gode ting. At vi har fået en glad og velskabt datter. At jeg stadig kan få børn. 

Som min far så fint og kynisk sagde til mig dagen efter fødslen: “hvis det var sket i gamle dage var I begge døde”. Det er også en slags positiv måde at anskue det på.

Til at begynde med var jeg ked af at jeg ikke havde født rigtigt og at det gik anderledes end jeg havde forventet. Jeg var helt sikker på at epidural ikke var noget for mig. Og kejsersnit havde jeg slet skænket en tanke.

Nu hvor det er kommet på afstand, kan jeg godt se at en fødsel ikke behøver være hverken smertefuld, følge et bestemt skema eller bestemte faser for at man kan føle sig virkelig sej. En fødsel er en stor og voldsom oplevelse for alle på hver sin måde og skal jeg give et råd videre, må det være bare at gå med flowet og have tillid til det fantastiske personale. Man kan alligevel ikke planlægge forløbet.

Nu er der gået 6 måneder. Vores datter er stadig den sødeste unge på planeten og jeg har så småt fået lagt oplevelsen på rette hylde. 

Skriv din kommentar

Kommentarer (3)

  1. ALLE fødsler er rigtige fødsler – uanset hvordan ungen kommer ud! Du er sej, at du har født, og sej at du kan holde efterfødselsreaktionerne fra døren efter sådan en omgang. Kæmpe skulderklap herfra 🙂

  2. Enig med Helene. En fødsel består i at et barn kommer til verden. Om det så er ud af næseboret😉

    Ligger på fødestuen efter anden fødsel i går, og den var anderledes end den første, dog stadig god.
    Intet er rigtigt eller forkert. De to kasser skal vi have kørt til storskrald!!

  3. Dét er SÅ rigtigt, at dét ikke er afgørende “hvordan ” et barn kommet til verden… Men efter 2 ufrivillige kejsersnit og en 3’er på vej, er jeg stadig ulykkelig over, at jeg ikke kommer til at opleve en vaginal fødsel. Jeg har naturligvis accepteret at det ikke kan være anderledes, men inderst inde er dét en kæmpe sorg. En sorg, som mange stiller sig uforstående over for og som kan være svær at begrunde logisk. For nej, det betyder intet hvordan de er kommet til verden! Det er ikke n”forkert” at få børn ved kejsersnit. Det kan være livsnødvendigt og afgørende for både mor og barn.. Men så gør dét det alligevel…. altså betyder noget…
    Kram fra en mor til 2, snart 3 kejser-børn…

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven