mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

En fødsel 400 meter fra Roskilde Hospital

I fuldstændig modsætning til den meget lange fødsel I kunne læse om i sidste uge, kommer her en fuldstændigt fantastisk beretning om en fødsel, der gik så stærkt, at den endte med at foregå på parkeringspladsen ude foran Roskilde Hospital.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det må have været en temmeligt voldsom oplevelse, for de nybagte forældre, men den er fint, smukt og sjovt beskrevet. Tilmed synes jeg selvfølgelig det er super interessant at læse hvordan manden reagerer, da han opdager at hans kæreste er ved at føde uden en jordemoder til at hjælpe. Særligt fordi jeg i min kommende bog om fødsler faktisk har skrevet et afsnit der hedder “Jordemoderkursus til din partner” i forsøget på at afhjælpe den panik der selvklart opstår hos de fleste, hvis fødslen pludselig skrider ligeså hurtigt frem som det var tilfældet her. Afsnittet dækker selvfølgelig ingenlunde over en hel jordemoderuddannelse, men det er en kort gennemgang af hvad man som partner helt basalt skal vide og tænke på, hvis man – mod forventning, selvfølgelig – pludselig skulle stå med ansvaret for at tage imod sin egen baby.

Nuvel, det var et sidespor. Nu til denne uges fødselsfredag, som jeg synes er fuldstændigt fantastisk!

Jeg vågnede op fredag morgen, jeg var irriteret, faktisk rigtig morgensur. Jeg havde ondt i min krop og der var ikke kommet nogen baby i løbet af natten, selvom jeg ellers havde haft godt med plukveer da jeg gik i seng dagen før. Jeg var gået 5 dage over termin, hvilket jo bestemt ikke var planen. – Slet ikke som 2. gangs fødende.
Jeg kunne høre Magne og Morten tonse rundt og lave morgenmad i køkkenet og ballade inden Magne skulle i vuggestue. 

 

Efter Magne var afleveret blev Morten og jeg enige om at ringe til Roskilde Hospital for at bede om en undersøgelse. Jeg havde kraftige menstruationssmerter og jeg håbede virkelig at jeg kunne snyde mig til en hindeløsning mere, nu hvor vi alligevel var derinde.

Jeg havde fået en hindeløsning 2 dage tidligere uden der skete noget som helst..

 

Kl. 11 stod vi forventningsfulde på afsnittet for gravide og ventede på at det skulle blive vores tur. Efter en god 40 minutters forsinkelse med endnu mere utålmodighed fra mig min side, og en god håndfuld plukkeveer, blev det endelig vores tur.
Det var en ældre, garvet jordemoder der tog imod os. Hun startede med at sige ’’Når Nanna, så du vil gerne føde, hva’?’’ Hvortil jeg tænkte ’’Egentlig helst ikke hvis det kan undgås, men det kan det vel ikke..’’

Jeg var meget mere afslappet omkring fødslen denne gang, langt mindre angst og mere indstillet på at det bare skulle overstås.

 

Jordemoderen lavede hindeløsning og vurderede mig til 3-4 cm åben og uden livmoderhals, og vi blev sendt hjem igen med et ’Der var ikke meget at løsne, jeg tror ikke I skal regne med det store’’.

Humøret var godt og vi kørte forbi efter en bagel på vej hjem. Jeg havde plukveer som jeg synes nev lidt mere end vanligt, men ikke noget jeg ikke kunne holde ud.

Efter vi havde spist lagde jeg mig ind og hvilede lidt, plukveerne blev ved med at nive og jeg var egentlig lidt i tvivl om det var veer.

Min jordemoder og ALLE andre havde sagt jeg ikke ville være i tvivl når veerne kom, og jeg havde jo også prøvet at have veer før, så jeg tog det egentlig stille og roligt og så det an.
Sidste fødsel fik jeg veestorm og hele verden væltede ned over mig, så jeg var lidt nervøs over hvornår det ville starte sådan rigtigt..

 

Plukveerne var forsat regelmæssige og spændte, både i lænd og i mave, men det var ikke noget jeg ikke kunne holde ud med lidt fokus på vejrtrækning og så længe jeg lå ned.

Jeg besluttede alligevel at time dem, egentlig mest på grund af utålmodighed og for at se om der var progration i tingene.

Jeg havde i gennemsnit 1,5 plukve pr. 10 min. Jeg blev igen irriteret, det var jo slet ikke nok til at skulle køre til hospitalet og det var jo ikke engang rigtige veer. 


Morten blev alligevel nervøs og ringede til fødegangen, hun var lidt af et sludrehoved hende jordemoderen, og i de ca. 10 min han snakkede med hende, gik ’’plukveerne’’ fra at komme med 5-6 minutters mellemrum til ca. 2 minutters mellemrum.
Vi var forberedt på at det skulle gå hurtigt, når først det gik i gang, ligesom sidste gang jeg fødte. Men pludselig tog det fart.
Veerne blev til sammentrækninger der gav sved på panden og som krævede al min koncentration om vejrtrækning. Nervøsiteten voksede i min mave.
Morten ville afsted; jeg ville egentlig helst bare blive liggende og holde fokus på at arbejde med veerne. Jeg syntes han var pyldret og overreagerede, det var jo kun lige ved at starte.
Der ville gå længe endnu, det var jeg overbevist om.

 

Jeg tøffede ud i bilen mens jeg halv-bandede for mig selv… Morten var effektiv, snuppede babytasken, fik ringet til mine forældre og fikset afhentning af Magne i vuggestuen, fik smidt en sikkerhedssele på mig og så var vi af sted.

Det gjorde ondt at sidde i bilen, jeg havde brug for IKKE at sidde op. Der var bump på vejen, vejen drejede og jeg var skiftevis rasende mens over vejforholdene og min søde mands kørsel, og undskyldende lige så snart veen havde sluppet. -Det var fuldstændig som i en amerikansk komedie.

Morten gjorde hvad han kunne og kunne godt fornemme at det skulle gå hurtigt, med fuld fart på motorvejen og en hånd der var ved at blive presset til plukfisk af mig hver gang jeg havde en ve, fik hans os til Roskilde by på rekord (og muligvis ikke helt lovlig) tid.

 

Jeg havde ondt, og jeg var slet ikke i tvivl længere, jeg havde veer, og jeg var bange. Jeg var skide nervøs for det hårde stykke arbejde, som jeg udmærket godt vidste lå forude.

Da vi drejede ind på parkeringspladsen foran Roskilde Hospital tissede jeg i bukserne. Eller det troede jeg at jeg gjorde. I virkeligheden gik mit vand nok bare.

Jeg var blevet placeret oven på et håndklæde med en plastiskpose nedenunder.
Men alligevel var det aller første jeg sagde. ’’Fuck skat, jeg har pisset i vores nye bil’’

Jeg var så flov, tænk hvis vores splinter-fabriksnye-bil skulle stinke at tis resten af dens levetid pga. mig…
Han tog det nu pænt, min søde mand og begyndte at snakke om firmaer der levede af at rense biler og den slags, som jeg slet ikke kunne koncentrere mig om. 

Med ét mærkede jeg den meget velkendte følelse af at skulle skide. Ikke bare lidt skide, men sådan ’’jeg-kan-seriøst-ikke-holde-mig-skide’’!

Vi kunne ikke finde nogen parkeringsplads, og jeg blev mere og mere presset. – Morten nok i virkeligheden mest. 

Han foreslog at sætte mig af ved hovedindgangen, så jeg ikke skulle gå så langt, og jeg fik råbt noget i stil af at han var sindssyg i hovedet og at jeg overhoved ikke skulle stå alene og vente nogen steder!

Endelig fandt vi en p-plads, Morten var ude på millisekunder.
Han fik drejet mine ben ud af bilen og med ét mærkede jeg den meget velkendte følelse af at skulle skide. 

Ikke bare lidt skide, men sådan ’’jeg-kan-seriøst-ikke-holde-mig-skide’’.. Jeg panikkede fuldstændig. Det kunne jo slet ikke nytte noget også at skide i vores helt nye bil, nu måtte det simpelthen stoppe! 

 

Morten fik med MEGET overtalelse og nogle store stærke arme bakset mig ud af bilen.
Jeg gik så hurtigt jeg kunne, jeg skulle bare ind og have et toilet og det var NU! Jeg rasede afsted, i min egen optik, jeg er dog ikke engang sikker på at jeg gik normalt tempo af hvad jeg plejer når jeg ikke er gravid.

 

Morten blev ved med at tale om at jeg skulle trække vejret, og tælle for at holde fokus på noget.
Jeg gik, talte 1,2,3. Forfra 1,2,3.. Der var uendelig langt op til det dumme hospital (i virkeligheden noget der svarede til 600-700meter)

 

Pludselig blev behovet for at skulle på toilettet så stort at jeg ikke kunne lade være. Jeg kiggede Morten direkte ind i øjnene og hvæsede: ’’Nu skider jeg altså! Og hvis du nogensinde siger det til nogen så er det fandme tarveligt’’.

Og jeg troede virkelig bare, at jeg sked i mine nylonstrømper, men pludselig kunne jeg mærke et helt andet pres. Hele min mave trak sig sammen i en stor ve og pludselig kunne jeg mærke en kæmpe bule i mine underbukser og en fornemmelse af at tabe noget.
Jeg var ikke i tvivl, jeg havde født min babys hoved..

 

Jeg panikkede fuldstændig. Ikke fordi det gjorde ondt, men fordi jeg var bange for at tabe babyen ned på asfalten.
Jeg lagde min ned på knæ med det samme, midt på fortovet. Vendte mig om på ryggen og sagde ’’Undskyld skat, men jeg har født hovedet..’’
Morten kiggede forvirret på mig og sagde, ’’sludder, kom nu, vi skal inden for! Det har jo lige regnet’’.
Min kjole var gledet op og jeg kunne se på hans ansigtsudtryk at han fik øje på bulen i mine underbukser.
Hele hans mimik skifede med ét. 

Han råbte som jeg aldrig har hørt ham råbe før, ’’HJÆLP!!’’ ’’KALD PÅ EN LÆGE!’’. Han flåede hurtigt sin trøje af og lagde den under mit hoved.

En dame kom løbende til, og holdt min hånd. Hun snakkede løs om at hun havde født 6 børn og at det var meget vigtigt at jeg ventede med at presse..

– Jeg tænkte i mit stille sind, hvis du har født 6 børn, så ved du jo udmærket godt at det er jeg sguda ikke selv herre over, men sagde ikke noget.


Jeg gispede og gispede og gispede det bedste jeg havde lært og håbede der snart ville komme en forpulet læge.

 

Panikken og angsten var malet i Mortens øjne, mens han kiggede ned på mig og holdt min hånd. Han lå på knæ ved siden af mig. Der var strømmet mennesker til, som stod og skærmede med deres jakker, så ikke hele Roskilde behøvede se min bare tissekone..
Han havde en hånd under mit hoved og en hånd på vores babys hoved for at skærme lidt for den kolde vind. 

 

Pludselig kiggede jeg ind i nogle helt rolige brune øjne på den anden side af mig. 

En ældre kvinde med en beige jakke sagde ’’Hej, jeg er gammel jordemoder, tag det roligt.’’
Og med ét tænkte jeg, fint, lad os få det barn ud og få det overstået så vi kan komme indenfor.

Hun kiggede på mig og så sagde hun, ’’du presser bare når du er klar.’’

 

Jeg pressede det bedste jeg havde lært og pludselig kunne jeg høre babygråd. -Det aller første jeg tænkte var: hun trækker vejret! 

 

Hun var fuldstændig blå, nærmest sort. Hurtigt blev hun lagt op på mit bryst og alle folk omkring os smed deres trøjer for at vi havde noget at varme hende med.

Jeg kunne høre hende, hun lå og gryntede.. Lettelsen strømmende igennem min krop.
Det var overstået… 

Hun var ude og hun trak vejret og der var ikke sket noget alvorligt.

Morten kiggede på mig og sagde ikke noget. Men hans øjne var fyldt op med kærlighed og angst.

 

Pludselig var der folk i hvide kitler over alt.
Englen med de brune øjne, kiggede på os og sagde ’’kæmpe tillykke med hende, hun blev født 13.53’’ og så var hun væk. Vi nåede ikke at sige tak, få hendes navn eller noget..

 

Jordemødrene klippede navlesnoren og jeg blev hjulpet op i en seng.
Morten fik baby i armene og vi blev kørt op på fødegangen. Jeg var gennemkold og våd af at ligge på fortovet og da adrenalinen så småt begyndte at forlade min krop begyndte jeg at ryste fuldstændig vildt over hele kroppen.
Men intet var fint. Vi fik en omgang frikadeller og så kom storebror Magne og hentede os sammen med mormor og morfar.

 

3570gram og 50 centimeters kærlighed, der virkelig fik rystet vores verden fredag d. 3.5.2019 kl. 13.53, omtrent 400 meter foran Roskilde Hospital.

 

Velkommen til verden dejlige lille Nynne.

Skriv din kommentar

Kommentarer (6)

  1. Wauw… jeg måtte lige holde læsepause for ikke at komme til at sidde med ALT for fugtige øjne her på kontoret! Tillykke med Nynne! <3

  2. Hold nu op en fantastisk fortælling. Og SEJ! Jeg sidder helt med våde øjne og gåsehud. Og tænk lige over alle de megaseje fremmede mennesker, der bare med ét handlede, som om det var deres kære, der lå og fødte. Respekt. Tusind gange tillykke med lille Nynne.

  3. Kære Nanna.
    Du og Morten var SÅ seje den dag på parkeringspladsen. I klarede det virkelig flot. Jeg var en af de tre jordemødre, der i fuld firspring kom løbende ned på parkeringspladsen og på afstand så “den gamle jordemoder” løfte jeres lille Nynne op til dig.
    Der var så mange søde mennesker, der passede så godt på jer indtil vi kom frem. Både dem der så fint skærmede med deres jakker og hende der ofrede sin lyseblå trøje, så din bare numse:-) ikke skulle ligge på de kolde fliser (det havde haglet 10 minutter forinden). Og så selvfølgelig den fantastiske kvinde, “den gamle jordemoder”, som havde hørt jer, grebet et par viskestykker og var løbet ud til jer. Jeg kender hende ikke og fik desværre heller ikke hendes navn, men hun arbejdede i hvert fald på sygehuset, muligvis i et sekretariat.
    Godt nok var du i fremmede hænder, men de var bestemt kompetente.

    Jeg har efterhånden haft nogle “hele og halve” fødsler på p-pladsen foran Roskilde Sygehus, men din er nok den jeg husker bedst😊.
    Endnu engang stort tillykke til jer begge.
    De bedste hilsner
    Jordemoder Stine

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven