mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Det giver mig forår i maven!

For første gang i månedsvis, var det stadig mørkt da jeg vågnede i morges. Jeg havde sat min alarm en halv time førend jeg plejer, fordi jeg i aftes kunne mærke, at det nok ville være godt til mig, med lidt ekstra god tid. Et langt bad, rolig morgenmad og madpakkesmøring, som jeg ingenlunde kunne tage mig sammen til at få gjort, inden jeg gik i seng i går. Jeg gætter på at solen nok i virkeligheden var stået op, inden mig, men de tunge skyer på himlen, lod til at holde på mørket og minde mig om, at det er blevet efterår.

På cykelturen op til børnehaven blev jeg så gennemblødt at én af pædagogerne tørt konstaterede, at “jeg da vist lige havde været i bad”. Så jeg cyklede hjem igen, selvom jeg egentlig havde besluttet at tage på kontoret i dag. Og heldigvis for det, for ikke så snart som jeg var hjemme, skulle det vise sig, at der alligevel er forår på vej. Om ikke andet, så i hvert fald i overført betydning.

For bedst som jeg var begyndt at få armene ned over, alt det med vaccinationsprogrammet, som jeg skrev om forleden, så dropper der lige endnu en fuldstændigt fantastisk nyhed ned i skærmen på mig. Altså, af dén slags som potentielt kan påvirke os allesammen. Det handler om, at regeringen netop har landet en aftale som giver de fattigste børnefamilier et et ekstra økonomisk tilskud på alt imellem 550-700 kroner om måneden, per barn.

Det er så fantastisk og jeg bliver sgu nærmest helt rørt over, at se hvordan vores folkevalgte tilsyneladende har tænkt sig at holde en hel del af alt det de lovede, da de vandt magten i foråret. Virkelig.

Måske er det bare mig, men jeg troede faktisk at vi var på vej ud af en kurs, som nærmest kun ville gøre vores land fattigere, målt på den offentlige velfærd. Jeg troede at vi til stadighed var igang med at privatisere vores sygehuse, nedskære vores plejehjem, vuggestuer og offentlige tilskud til dem, som har de største behov. Jeg troede faktisk, at der ikke var nogen vej udenom nedgangen i den offentlige sektor, som i årevis har fået så mange hug, at den – i mine øjne – har blødt mere end hvad man egentlig kunne forvente nogen kunne klare. Jeg troede i hvert fald ikke på, at vi allerede nu, små tre måneder efter valget, ville se så positive forandringer blive vedtaget, som tilfældet altså gudskelov har vist sig.


De får det nye tilskud

Modtagere af integrationsydelse: 700 kr. per barn om måneden.

Enlige ramt af kontanthjælpsloftet: 600 kr. per barn om måneden.

Par ramt af kontanthjælpsloftet: 550 kr. per barn om måneden.

Alle enlige forsørgere får et tilskud på 650 kr. om månenden.

Kilde: dr.dk


Arghmen jeg er så glad!!!

Jeg får (selvfølgelig) ikke selv glæde af så meget som en krone ud af de ialt 300 millioner om året, de nye tilskud forventes at koste os, men jeg kender nogen der gør og jeg ved, at de har behov. Jeg kender stærke, seje, sjove, søde og intelligente mennesker, som hver især er kommet i uføre i eget liv, på grund af faktorer, som de ikke selv har været ansvarlige for. Ikke alene, i hvert fald. Nogen er blevet skilt, andre er blevet syge og fælles for dem er altså, at livet pludselig har budt dem på økomiske problemer, som ingen kunne have forudset. Økonomiske problemer, som nu vil blive lettet en lille smule. Låget bliver løftet lidt fra gryden og hvor jeg dog inderligt håber, at det vil give dem et øget overskud, personligt såvel som økonomisk. Jeg håber, at børnene kommer til at mærke en forskel – om ikke andet, så ved, at deres forældre ikke længere er ligeså pressede som de var i slutningen af sidste måned.

Who am I kidding? Jeg ved jo, at pengene kommer til at gøre en forskel i de familier de bliver givet og jeg ved, at det betyder noget for de børn, det hele handler om. Det betyder noget, om man kan få nye støvler når det bliver vinter eller om der er råd til at man kan gå til fodbold eller dans, sammen med de andre børn fra klassen. Selvfølgelig gør det det, og det glæder mig så inderligt, at vi igen begynder at løfte i flok og hjælpe dem, der virkelig har behov.

Det giver mig for alvor forår i maven – også selvom der stadig ligger små søer af regn på altanen lige udenfor mit vindue. Skide være med dem.

Skriv din kommentar

Kommentarer (5)

  1. Jeg undres lidt over tilskuddet til enlige forældre på 650 kr. Altså, når forslaget angives at ‘ramme’ cirka 27.600 børn, så kan det da vel ikke være alle enlige, der får det tilskud? Der er jo virkelig mange enlige forældre!

  2. Sådan som jeg forstår det, er det ikke alle enlige forsørgere, der får tilskuddet. Det er et ekstra tilskud til de enlige forsørgere, der allerede er berettiget til tilskud, altså folk der er ramt af kontanthjælpsloftet osv. Det står i den artikel, du linker til. Måske skal du rette det i dit indlæg, så du ikke videregiver urigtig information😊

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven