To verdensstjerner i Netto!

Vi skulle bare lige købe lidt frugt og grønt til madpakken, så Simon tog Martha med hjem for at lave aftensmad og jeg tog drengene med i Netto, så de kunne vælge hvad de ville have. Som altid når jeg handler inden jeg har spist, kunne jeg selvfølgelig ikke holde mig til planen og vi kom således hurtigt til at fylde kurven med alt muligt vi “overhovedet ikke” kunne undvære. Jeg gætter på at klokken var henad 17 og butikken var sædvanen tro, stuvende fuld.

“Denne kasse modtager kun kortbetaling” stod der over den kasse med kortest kø. Perfekt. (Hvem har i øvrigt også kontanter i disse dage? Det undrer mig altid, når der er kæmpekø ved kontant-kassen, men nuvel, tilbage til historien).

Det blev vores tur og drengene læssede troligt alle varerne op på båndet, imens jeg, for at være en effektiv kunde, der hurtigst muligt kunne afvikle den voksende kø, åbnede tasken for at fiske min telefon, som også fungerer som mit dankort, frem. Der var bare ingen telefon. Fuck. Jeg havde et par mønter og en halvtredser liggende. (Ja, jeg er åbenbart sådan én der har kontanter i disse dage). Der var på ingen måder nok til at betale alt det vi skulle have, så jeg kiggede hurtigt på kasseekspedienten og meddelte, at jeg desværre havde glemt mit kort, så vi blev nødt til at pakke tingene sammen igen. Mig, med knaldrøde kinder, naturligvis.

Børnene forstod ikke et kvæk, så imens jeg famlede med “mine” varer, prøvede jeg at forklare dem, at vi altså ikke lige kunne købe de her ting lige nu og at jeg havde glemt mit dankort derhjemme.

“Vi kan bare betale for dig – så kan du overføre med mobilepay” sagde et par unge piger bag mig.

Helt befippet over situationen og over at blive tiltalt af andre, imens jeg stod der og svedte som en gal, fordi jeg var så flov over mig selv, sagde jeg bare noget med at jeg desværre heller ikke havde mobilepay, fordi min telefon var mit dankort og at det altså var dén jeg ikke havde fået med. Og så gik jeg tilbage ind i butikken, med mine børn, vores fyldte indkøbskurv og et hjerte der hamrede afsted i flovhed.

“Skal jeg ikke bare løbe hjem efter din telefon, mor?” spurgte Jens, da jeg begyndte at snakke om at vi måtte prioritere hvilke ting vi ville have med hjem, fordi jeg kun havde noget der mindede om 72 kroner. Han løb så hurtigt han kunne, og 10 minutter senere kunne vi forlade butikken, med vores varer.

Ak ja, det kan selvfølgelig ske for enhver og selvom det selvfølgelig er pinligt og dumt, at have glemt sine penge, når man handler ind, så er det jo også fuldkommen ligegyldigt. Det løste sig jo.

Hvad der til gengæld ikke er ligegyldigt, er de to pigers helt og aldeles uopfordrede tilbud om at lægge ud for os. Det virker måske som en lillebitte ting at gøre, men for fanden, hvor er det bare god stil! Havde jeg haft min telefon (men ikke noget dankort), havde de to piger jo fikset hele problemet. Jeg har selv gjort det et par gange tidligere, det her med at betale for andre og få overført pengene via mobilepay, ligesom jeg også engang har prøvet at bede en fremmed (og meget venlig) mand om at lægge ud for mig, fordi parkeringsautomaten vi stod ved, ikke kunne modtage kontaktløst dankort og jeg altså var kommet afsted uden mit fysiske. Men derfra og så til at opleve, at andre tilbyder deres hjælp – helt uopfordret – til mig, der er altså ret langt. Det gør mig glad og fortrøstningsfuld, når to unge piger tilbyder at hjælpe, selvom de i teorien kunne være fløjtende ligeglade med mig. Ja, de kunne måske endda ligefrem have syntes, at det var skægt at se sådan en forvirret mor stå og pakke sine varer ned, for at gå slukøret tilbage til butikken.

Men de tilbød sig som det mest naturlige i verden.

“Hey, du ligner én der har brug for hjælp – lad os hjælpe dig” kunne de ligeså godt have sagt og dét synes jeg simpelthen er så mega sejt.

Kæmpe desværre nåede jeg aldrig at takke dem, den der dag i Netto i Nordhavn, hvor jeg var så forvirret og flov, men hvis I på nogen måder skulle forvilde jer herind til mig, I to piger, så skal I vide, at jeg synes I er nogen verdensstjerner! Det er sådan nogle som jer der gør, at jeg godt tør tro på fremtiden. På gode mennesker, god karma og på, at vi allesammen nok skal få lidt at spise til aften – også selvom vi har glemt vores dankort inden vi går i netto. TAK!

Skriv din kommentar

Kommentarer (6)

  1. Sikke en sød gestus – og sikke et dejligt indlæg, Cana! Jeg har delt det i håbet om at det når frem til de to søde piger. Jeg har nemlig oplevet noget af det samme, hvor en fremmed kvinde kom mig til undsætning 🙏🏼

  2. Jeg har også lagt ud for én dame foran mig i køen engang. Hun blev lykkelig da hun skulle skynde sig hjem og lave middag til hendes gæster. Og pengene kom tilbage via. MobilePay. 👍 Vi må hjælpe hinanden hvor vi kan og tak for at dele den dejlige historie❤️

  3. Forleden dag, da jeg var nede i min lokale Irma. Så har kunden foran mig, åbentbart glemt sit dankort. Så siger kassedamen, “har du MobilePay?” Og kunder siger så, at hun også har glemt sin mobil. Så siger kassedamen fandme, “jamen har du MobilePay? For så kan jeg bare betale og så kan du overføre, når du kommer hjem. Jeg skriver bare mit nummer på kvitteringen.”
    Jeg var helt chokeret, både for den service, men også for bare at stole på en fremmede på den måde.

  4. Det er så dejligt, når man hjælper hinanden på den måde! Jeg står ved kassen i Silvan og oplever det også nogle gange, og det er virkeligt skønt at se!
    Jeg har også et par gange selv tilbudt at gøre sådan overfor kunder, men har desværre også, utroligt nok synes jeg, oplevet kunder, der selv har foreslået at kunne overføre til mig på mobilepay, hvis jeg lagde ud for dem – og flere gange, hvor jeg har sagt nej, har jeg oplevet en stor irritation og uforståelse for, at jeg ikke bare kunne gøre det, og at dét var dårlig service. Så som du gør nu og skriver tak til de to piger, synes jeg det er rigtigt vigtigt at sætte pris på en sådan gestus og ikke bare tager det forgivet, når man oplever det. Om man så i sin forvirring husker at sige tak, synes jeg ikke er så vigtigt, men blot at man ER taknemmelig. Skønt indlæg 🌞

  5. Paul it forward!
    Jeg har engang stået i kø og manden før mig skulle have rugbrød og mælk. Han havde et lille barn og ingen pung. Det gav jeg, så kunne de komme hjem og putte. Han lovede mig at gøre tilsvarende for en anden en anden gang. Et års tid senere stod jeg i din situation, ingen pung eller telefon, men damen bag mig bagtalte og jeg overførte pengene da jeg kom hjem. Den gode karma kommer igen ♥️💜🧡💛💚💙

  6. Det er så skønt med den slags.
    Stod engang med indkøb for 500 kr. + en sulten og træt 6-årig, da mobilepay (som var det jeg brugte til betaling), var nede. Anede ikke hvad jeg skulle stille op! En tilfældig mand i butikken stak mig så 500 i kontanter og sagde, at jeg bare kunne overføre via mobilepay, når det virkede igen. Jeg har generelt stor tillid til mennesker omkring mig, men for filan, hvor det varmede mit hjerte at møde så godt et menneske med så stor tiltro til en fremmed! En ægte hverdagshelt!