mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Tid til eftertanke #26

Efter en noget dramatisk afslutning på den foregående uge, har det heldigvis set helt anderledes roligt ud i denne uge, som med den lavthængende aftensol bragende ind ad vinduerne her hos mig på fjerde sal, er ved at gå på hæld. I sidste uge fik jeg hverken skrevet eller udgivet mit ellers ret faste søndagsindlæg, tid til eftertanke, fordi jeg tilbragte det meste af dagen og aftenen på et fransk hospital, med min Jens, der havde slået sig noget så vederstyggeligt i en vandrutschebane. Så selvfølgelig kom der ingen indlæg der, men nu er jeg altså tilbage. I en sløv form for topform, for jeg skal allerede nu være ærlig at sige, at det ikke ligefrem har været den mest sindsoprivende uge.

Ugens højdepunkt må simpelthen være at Peter endelig har lært at cykle! Sådan rigtigt, hvor han selv kommer igang, kører og bremser igen. Set i forhold til gennemsnittet af børn, tror jeg måske det er lidt sent at lære at cykle som 5-årig, men for min lille dreng med et til tider temmeligt udtryksfuldt, ja nærmest eksplosivt temperament, har det været helt perfekt. Og han er så stolt af sig selv! Næsten ligeså stolt som jeg er af ham, gætter jeg på 😉

Jeg smilede mest da jeg så min venindes nye villalejlighed. Hun var så glad og stolt over den, at det smittede så meget af på mig, at jeg nærmest fik lyst til at flytte med. Andres glæde og stolthed kan i dén grad gøre mig glad og på mine veninders vegne bliver jeg det bare i yderligere potens.

Ugens lavpunkt må være fra i mandags, da det gik op for mig, at Jens tænder ikke bare sådan lige var at fikse. Vi var ellers blevet sat i sigte at der “bare” skulle bygges en ny tand op, nu hvor den knækkede tand var blevet sat på plads og hæftet med bøjle…

Det gode ved det var helt ærligt svært at få øje på. Men Jens tackler det hele så mega sejt og jeg er fuld af beundring over ham. Og heldigvis så stoler vi stadig på at alt nok skal blive fint med den tand – det kommer bare til at tage lidt (læs: ret meget) længere tid end først forventet.

Jeg har haft det bedst med at iføre mig mine allerede ret udtrådte sandaler fra bianco. Jeg købte dem til halv pris for nogle måneder siden og de har været intet mindre end fantastiske. De er enkle, pæne, nemme at få på og så er de knaldgode at gå i. (Så gode at det faktisk også var dem jeg havde på de par dage jeg løb rundt efter Peters cykel, indtil han blev sikker nok til at kunne selv). Desværre er de allerede så slidte at se på, at de næppe overlever frem til næste sandal-sæson…

Det bedste jeg har spist var Simons panang curry, som han lavede i to versioner (én der skulle tygges og én der ikke skulle) forleden. Mummelum, hvor er den god altså!

Det bedste jeg har set er endnu engang i børnegenren. Jeg har nemlig fået overtalt mine drenge til at give Far til Fire-filmene et skud – og vi har nu henover næsten alle ugens aftener set de tre af dem vi kan finde tilgængeligt online. (Og ja ja, nu hvor ferien er ved at være forbi satser jeg på ganske snart at kunne bidrage med lidt mere voksenkultur igen – hvis ikke, håber jeg at I kan bære over med mig).

I næste uge ser jeg frem til hverdagen! Jeg har elsket hvert et øjeblik (pånær alt relateret til ulykken i sidste uge), men nu hvor hverdagen nærmer sig, så glæder jeg mig helt vildt meget til den. Til struktur, til arbejdstid og til mascara for første gang i ugevis.

Skriv din kommentar

Kommentarer (3)

  1. Hej Cana
    Jeg ved ikke hvordan det er i Frankrig ift forsikring, men min dreng faldt og slog sine tænder i dagplejen og der sørgende tandlægen på akut klinikken for at der blev noteret og rettet henvendelse til kommunens forsikring i tilfælde af at hans tænder havde taget skade ( ift de senere blivende tænder) heldigvis var det ikke aktuelt. Og ift din søn er de rigtig dygtige i dag.
    Mvh Monica

  2. Sent at lære at cykle? Så er vi godt nok bagefter hjemme hos os. Min 5-årig er ikke i nærheden af at kunne cykle selv, og har aldrig tænkt på at han er sen… Tænker det kommer når børnene er klar til det 🙂

  3. Av altså – god bedring med den lille!

    Og smiler helt af, at du glædes på din venindes vegne – min lillesøster har lige fået ny lejlighed, og er også så glad, netop fordi hun er det 😀

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven