mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Lille frøken modsat

Med en både hurtig og ukompliceret fødsel bag sig, lå det ligesom i kortene, at hun selvfølgelig skulle føde vaginalt, da hun blev gravid igen. Altså, troede hun. I mellemtiden skulle det nemlig vise sig, at den bette inde i maven ikke var helt med på dén idé.

Velkommen til endnu en fantastisk og velskrevet fødselsfredag, leveret af en kvinde, som I kan se meget mere til på hendes blog: www.forstadsidyl.momster.dk

Det sidste skud på stammen herhjemme er en lillesøster, der i hvert fald ikke bare lige adlyder. Hun er allerede helt sin egen og har været det lige siden hun lå i maven! En lille bestemt frøken, kan man vist roligt sige.

Denne anden graviditet var lidt anderledes end min første.


Læs om kvindens første graviditet og fødsel lige HER


Jeg blev allerede meget tidligt ramt af en altoverskyggende kvalme, som resulterede i, at jeg af flere omgange var sengeliggende. Og sammen med en endnu værre omgang bækkenløsning end under første graviditet, måtte jeg se mig slået hjem. Bækkenløsningen gjorde, at jeg desværre måtte sygemeldes allerede fire måneder inde i graviditeten. Hatten af for jer, der tager alle ni måneder med kvalme og bækkenløsning i så svær grad, at i er beordret sengeliggende det meste af jeres graviditet.

Plukkeveerne slap jeg heldigvis stort set for denne gang, men kvalmen og bækkenløsningen klarede tilsammen fint arbejdet for, at give min krop kamp til stregen!

Som andengangsgravid følte jeg, at jeg kendte min gravide krop og dens signaler ret godt og jeg lyttede derfor langt mere til den, end første gang. Jeg holdte de pauser, – og tog mig tid til de hvil, som en familie på tre nu tillader. Og det var rigtig godt givet ud, for min krop havde brug for al den søvn jeg kunne indhente, når storebror var i institution. For både på grund af bækkenet og en uendelig tissetrang, fik jeg ikke meget søvn. Og da slet ikke sammenhængende søvn. Det var i den grad en by i Rusland!

Og i takt med at lillepigen voksede støt, kunne jeg godt mærke, at det ikke var hendes lille numse, som lå oppe under mine ribben. Det var hendes hoved. Ligeledes var det dermed også hendes ben og fødder der brugte min blære som boksebold og udgjorde den udvidede tissetrang langt tidligere, end under første graviditet.

Jordemoderen fulgte mig tæt og vurderede hver gang, at hun endnu ikke havde vendt sig.

Da vi nåede ind i uge 38 og endnu et jordemoder besøg, blev vi sendt til scanning for at klarlægge, om hun virkelig lå, som vi forventede. Og ganske rigtigt, den lille dame sad med hovedet oppe under mine ribben.

Vi blev derfor tilbudt et vendingsforsøg dagen efter scanningen, hvilket vi takkede ja tak til. Jeg håbede stadig, at jeg kunne få lov til at føde på naturlig vis, hvis hun blev vendt, men begyndte langsomt at overveje kejsersnit. En sædefødsel var lidt skræmmende og meget ukendt for mig.

Et vendings forsøg er ikke en specielt rar oplevelse. I hvert fald ikke for mig.

Under et vendingsforsøg er det ikke blide bevægelser der skal til. Der bliver taget fat og inden forsøget, får man som gravid også noget afslappende, som skal sørge for, at kroppen og ikke mindst livmoderen slapper af, så det gør det lettere, at få vendt barnet.

Lægen gjorde sit aller bedste, for at vrikke hendes lille mås op af mit bækken og få hende til at vende sig og et par gange gled hun såmænd også med noget af vejen. Men hun lod sig ikke så let overtale og faldt tilbage i den sædvanlige sædestilling hver gang.

Til sidst opgave lægen forsøget, men tilbød os endnu et forsøg et par dage efter. Og til trods for, at vendingsforsøg både kan sætte fødslen i gang og på ingen måde er behageligt, så håbede jeg inderligt, at det kunne lade sig gøre, at få hende vendt. Så vi takkede ja, til at komme tilbage to dage senere.

Den efterfølgende dag havde jeg en del plukkeveer og min krop var træt.

Men på foranledning af min jordemoder gjorde jeg også hvad jeg selv kunne, for at få hende til at vende sig. Jeg afprøvede lidt rebozo, dog uden held. Så min lid lå hos den næste læge, der skulle have forsøget med at vende den lille dame.

Vores overvejelser omkring den forestående fødsel og om det skulle være kejsersnit eller en sædefødsel var mange. For hverken kejsersnit eller en sædefødsel er ufarligt.

Alle jordemødre rådede mig til at føde naturligt og gennemgå en sædefødsel, eftersom min første fødsel, forløb rigtig godt og uden komplikationer. Jeg er åbenbart god til at føde! (Bare ikke at være gravid!)

Det farlige ved en sædefødsel er, at navlesnoren i det sidste stykke af fødslen, kan blive klemt mellem babys hoved og moderens bækken, hvorfor baby kan komme til at mangle ilt. Og selvom jeg troede på mine egne evner under sådan en fødsel, så føltes et kejsersnit for os begge, som det mest trygge og sikre valg. Dette til trods for de komplikationer, som ligeledes kan forekomme under et kejsersnit.

Men eftersom en sædefødsel lige så vel kan ende i et akut kejsersnit, følte vi os rolige i vores valg omkring et forestående kejsersnit, hvis lillepigen ikke var til at vende.

Andet vendingsforsøg endte helt som det første. Denne gang havde hun dog boret numsen så langt ned i mit bækken, at lægen hurtigt måtte kaste håndklædet i ringen og skåne baby og mor for yderligere strabadser. Beslutningen var taget. Jeg skulle have kejsersnit. Datoen blev sat, og jeg husker, at jeg fældede en tåre. Både fordi drømmen om endnu en naturlig fødsel brast men også fordi, at det pludselig kom tæt på og vi nu vidste, hvornår vi ville få lov til at møde hende og fejre fødselsdag.

Troede vi!

Andet vendingsforsøg blev foretaget torsdag d. 7 juni og lillesøster skulle have fødselsdag onsdag d. 20 juni.

Skulle min fødsel alligevel selv gå i gang ved, at min vand gik, skulle jeg ligge mig ned og ringe til fødegangen med det samme, så de kunne sende en ambulance. For når baby sidder op, så har man som fødende tyngdekraften imod sig og det er vigtigt, at man kan nå ind på hospitalet, grundet den mere komplicerede fødsel ved en sædefødsel.

Jeg gik efterfølgende og frygtede, at mit vand skulle gå midt i grøntafdelingen nede i Føtex! For det ville da se helt fjollet ud, at jeg lå det blandt porrer og gulerødder og flød!

Ligeledes gjorde jeg mig mange tanker omkring, hvordan jeg skulle håndtere det, hvis jeg var alene hjemme med Willum og vandet gik midt om natten. Hvordan skulle Ambulanceredderne komme ind? Hvad nu hvis jeg var gået på toilet (sandsynligheden var der jo, med alle de gange Nynne sørgede for, at jeg skulle tisse) og jeg så havde glemt min telefon ovenpå. Jeg måtte jo ikke gå nogen steder, hvis mit vand gik. Og hvem skulle kunne nå at komme og passe Willum, som lå der og sov, hvis denne fødsel gik lige så hurtig, som den første? Og hvordan skulle jeg håndtere det, hvis han vågnede?

Alle disse bekymringer blev helt unødvendige.

Lørdagen efter andet vendingsforsøg d. 9 juni var Willum og jeg på weekend hos mine forældre. Anders var i Aalborg både lørdag og søndag og til trods for, at der var lige under tre uger til termin og nu lige knap to uger til det planlagte kejsersnit, var jeg alligevel utryg ved, at være alene. HVIS NU, der skulle ske noget. For selvfølgelig gjorde der ikke det. Hun skulle jo have fødselsdag som planlagt. D. 20 juni.

Aftenen forinden var Anders og jeg forbi fødegangen med ret kraftige og hyppige plukkeveer. Vi fik lov at være der et par timer, for at se, om der var gang i noget. Det var der ikke. Men vi jokede alligevel med, at nu skulle det nok passe, at hun valgte at komme netop den weekend, hvor Anders var langt væk og ikke bare lige kunne komme hjem på rekord tid. Nogle gange skal man virkelig vare sine ord og lade være med at joke og jinxe!

Min mor hentede Willum og jeg lørdag morgen og underligt nok, medbragte jeg både baby autostolen og sygehustasken. Jeg tænkte ikke mere over det og følte bare, at jeg helgarderede mig.

Lørdagen gik, jeg havde ingen plukkeveer, var bare træt. Jeg tog dog mig selv i flere gange den dag at tænke eksempelvis: ”Nu sidder jeg i en havestol. Det er alligevel ikke det værste sted vandet kan gå, hvis det skulle være.”

Men dagen gik uden yderligere tegn på snarlig fødsel, om aftenen fik jeg puttet Willum og efter at have været oppe ved ham ved. 21.30 tiden skulle jeg tisse. Troede jeg. Vandet gik. Det mest perfekte sted af alle, når det nu skulle ske!

Jeg fik lagt mig på badeværelsesgulvet og råbte til min mor, at vandet var gået.

Hun blev, naturligt nok, ret overrasket og lidt befippet. Min far så mere undrende ud.

Jeg bad dem hente opladeren til min telefon, da der ikke var ret meget strøm på og fik ringet til Anders, som sad i en bus med sine kolleger, på vej til det sted de skulle overnatte. Jeg hørte ham råbe:” Vend bussen. Min kæreste skal føde!”, fik ham sendt tilbage til bilen og ringede derefter til fødeafdelingen. Lige dér blev jeg ramt af panik, da tanken om, hvor hurtigt sidste fødsel gik efter vandet var gået, ramte mig. Godt og vel 2,5 time tog det fra vandet gik og Willum var født. Og skal man tro statistikken, går det ofte endnu hurtigere de efterfølgende gange. Pludselig kunne jeg ligge to og to sammen i mit hoved og skulle det gå endnu hurtigere denne gang,, ville jeg ikke kunne nå ind på hospitalet og Anders ville ej heller kunne nå det!

Hurtigt kunne jordemoderen dog berolige mig gennem telefonen, for som hun sagde: ”Jamen Line, du har jo slet ingen veer!” Nåh nej, ro på igen.

Efterfølgende talte jeg med Anders, som endelig var nået frem til sin bil og på vej sydover. Men der er langt fra Aalborg til Herning, når man har noget man skal nå.

Ambulancen kom, jeg blev fragtet ned af alle mine forældres trapper på en stol med larvefødder og kom op på båren. Min mor var helt ved siden af sig selv, imens min far var mere fattet. Han skulle med på sygehuset og med ind til kejsersnittet, hvis Anders ikke nåede frem.

Lige her åndede jeg bare en lille smule lettet op. Jeg var nu i mere trygge hænder og mine bekymringer omkring at være alene hjemme med Willum midt om natten, blev fuldstændig ligegyldige. For lige her hos mine forældre, var han i de tryggeste og bedste hænder og han oplevede slet ikke al forvirringen og virakken. Det skete på det bedst tænkelige tidspunkt og sted, nu hvor det skulle ske, en dag hvor Anders ikke var hjemme.

Imens jeg lå der bag i ambulancen havde jeg både kontakt med Anders og min mor og til trods for, at jeg fik lidt veer, var det slet ikke noget, jeg ikke kunne være i, eller blev utryg over. Jeg følte at jeg havde styr over min krop og ambulanceredderen havde helt styr på situationen og havde løbende kontakt med fødeafdelingen.

Vel fremme kunne min far fortælle mig, at Anders ville være der cirka et kvarter efter os.

Og så gik det stærkt.

Jeg blev kørt op på en fødestue, hvor jeg blev undersøgt. 0 centimeter åben. Så min bekymring om en lynsædefødsel var helt unødvendig.

Overlægen kom og hilste på og sagde at de var klar. Anders fik maks 10 minutter og så var de nødt til at køre mig til operation!

Kort efter kom Anders heldigvis styrtende ind ad døren og fik overrakt operationstøjet, som han skulle hoppe i med det samme. Min far blev vist ned i et venterum, da han naturligvis gerne ville blive, til hun var født.

Vi blev ladt alene på fødestuen og nåede lige at se hinanden i øjnene og tale kort om, hvor vildt det hele var og at de hele gik op i en højere enhed, til trods for, at alle odds var imod os. Pludselig gik det for alvor op for os, at vores lille pige ville være ude hos os inden længe og vi blev helt fjollede af bare lykke og lettelse over, at Anders nåede til hospitalet.

Portøren kom og kørte os ned på operationsstuen hvor vi blev mødt af et hold af mennesker, som skulle hjælp os og ikke mindst, hjælpe vores lille pige til verden.

Det er det underligste og samtidig mest rolige jeg nogensinde har oplevet. Vores glæde smittede af og stemningen på stuen var fantastisk. Der blev joket, grint og smilet meget brede smil.

Jeg fik lagt den frygtede spinalblokade, som slet ikke var så slem endda. Herefter blev jeg lagt ned på briksen, blev koblet til alt det nødvendige udstyr og pludselig kunne jeg ikke mærke og bevæge mine ben. Det er det mærkeligste jeg har oplevet. Det er så skørt at være ved fuld bevidsthed, uden at kunne mærke halvdelen af sin krop.

Anæstesisygeplejersken spurgte mig, om jeg kunne mærke noget og jeg mente at kunne mærke noget, der føltes som en knivspids imod mit maveskind. Han smilede til mig og sagde, at så ville de lige vente lidt. Kort tid efter spurgte han mig om jeg nu kunne mærke noget og da jeg svarede nej, sagde han at det var godt, for vores datter var snart ude! Da jeg havde følt, at de satte en skarp kniv imod mit maveskind havde de stået og nevet mig med tange! Og så var de gået i gang.

Endelig hørte vi hende skrige og hun kom op på mit bryst. Lidt lille, men helt perfekt.

D. d. 10 juni kl. 00.13 kom 2680 g. og 47 centimeters lillesøster til verden.                  Pludselig lå hun der på mit bryst, helt klar til livet.

Mit kejsersnit blev en meget mere rolig, behagelig og langt mindre kaotisk oplevelse, end min første og meget hurtige fødsel, hvor jeg ikke selv kunne følge med. Under hele forløbet var både Anders og jeg helt trygge. Ligeledes var det en fantastisk oplevelse, at være mentalt til stede og helt klar i hovedet under hele fødslen og personalets rolige adfærd smittede af på os. Jeg er så glad for, at have fået denne oplevelse med i bagagen og at vi traf valget om et kejsersnit. Også til trods for, at det endte med et sub-akut kejsersnit, nu hvor lille frøken modsat ikke ville vente helt til d. 20 juni med at have fødselsdag.

Det skulle hun nok helt selv bestemme. <3

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Jeg bliver så glad, når jeg læser den her slags historier. Tak til de mange kvinder, som deler ud! Det giver mere ro i maven for sådan en som mig, der har første fødsel til gode.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven