mo

Kære partner…

Uden nogensinde at have prøvet det, så forestiller jeg mig at det ikke altid kan være helt nemt at være mand. Særligt ikke, når man er sammen med en kvinde, som er igang med at føde. (Ikke at det er nemt at være kvinden i dén situation heller, men dét er de fleste nok allerede ret godt med på).

Derfor har jeg skrevet et par ord til dig, der på ét eller andet tidspunkt kommer til at stå på sidelinjens allerførste parket. For din – og din partners skyld ❤️

 

Kære partner

Allerførst vil jeg gerne rose dig for at gøre det godt. Du passer på din kvinde og hjælper hende efter bedste evne. Du finder dig måske i at blive hundset med, og du gør dit ypperste for at imødekomme hendes ofte ganske udefinerbare behov. Alt sammen uden at få den mindste lille bitte smule ros for det. ”Det er jo hende, der skal føde”. Og ja, det er hende, der skal føde, men det er vigtigt for mig også at fortælle dig, at du gør det godt, og at du sagtens kan klare det her, selvom det både er og bliver svært undervejs.

Det er en vild proces for alle at tage del i en fødsel, og det forstår jeg så inderligt godt, at det også er for dig. Du skal have et barn lige om lidt!

Et barn, som er et stort ansvar, du allerede nu skal begynde at leve op til.

Det kan være vanskeligt, særligt hvis din kæreste føder på sygehuset, at finde sin plads på en fødestue som dén, der ”bare” ser til. Jordemoderen går hjemmevant rundt, ordner, hjælper, masserer og kommer med opmuntrende ord og opdateringer om, hvordan fødslen skrider frem, imens du måske kan føle dig en lille smule akavet i det hvide hospitalsunivers. Du ved jo ingenting om det her, og hvis der er noget, du ikke vil, så er det da at gå i vejen eller at gøre noget forkert.

Men nu skal jeg sige dig en ting, kære partner. Du går aldrig i vejen, og hvis du alligevel gør, så skal jordemoderen nok, pænt og ordentligt, give dig et praj om, hvor du kan være i stedet. Det er jo også dig, der skal have et barn, og det er altså helt okay, at du kræver din plads.

Indtag rummet, og vis din kæreste, at det er okay at være lige der, hvor I er.

Selvom jordemoderen er dygtig til sit arbejde, så er du dén, der kender din kæreste bedst. Hvis du gør, hvad du kan for at fokusere på hende, gør du det godt.

Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort at træde ind på en fuldkommen fremmed arena og indtage rummet, som var det dit eget, men husk på, at jordemoderen også er der for dig. Hun ved godt, hvor vigtig du er, og hun vil hellere end gerne hjælpe dig til at føle dig hjemme. Hvis du er i tvivl, så spørg hende endelig. Bed hende vise dig rundt, og spørg, om der er noget, du skal være særligt opmærksom på for at kunne hjælpe din kæreste bedst muligt igennem.

Masser, nus eller tilbyd din kæreste en hånd at klemme i, hvis hun finder støtte i det, og brug så gerne din energi på at opmuntre hende. Fortæl hende, hvor god, stærk og sej hun er. Fortæl hende, at hun sagtens kan klare det her, og mind hende om, at for hver ve, der er overstået, er der én mindre tilbage, til at I får lov til at møde jeres lille vidunder.

Når hun mister modet (og det gør stort set alle på et tidspunkt), er det op til dig (og jordemoderen, bevares) at hjælpe hende op på hesten igen. Giv ros, opmuntring og forvisninger om, at det hele nok skal gå. Fortæl hende, at hun kan.

For nogle kvinder er din hjælp nok, til at hun kan håndtere veerne igennem hele fødslen, imens det for andre kræver, at jordemoderen kommer på banen med noget smertelindring. Begge dele er helt okay, og det vigtige undervejs er bare, at du bakker din kæreste op. Se dig selv som hendes tætteste allierede, der taler hendes sprog, og tør og kan tale på hendes vegne. Vær i fødslen sammen med hende, og giv hende alt det mod og al den energi, du overhovedet kan mestre. I kan det her sammen!


Teksten er et uddrag af min kommende bog, 40 ting du (i virkeligheden) skal vide om din fødsel, som udkommer d.24.oktober. Hvis du vil sikre dig et eksemplar, kan du allerede i dag bestille den i forsalg lige HER.

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Jeg kan anbefale at føde hjemme, det giver en særlig ro også for den kommende far, det er en helt anden situation at være derhjemme, hvor det er jordemoderen der kommer på besøg.
    Den kommende far har en meget vigtig rolle, det er ham der ved hvor tingene er, han skal måske gøre fødekarret klar og ikke mindst han føler sig ikke i vejen i sit eget hjem.

  2. Ih dette fantastiske skriv kommer lige en lille uge for sent.. Disse ord kunne hel sikkert ha hjulpet os rigtig godt igennem fødslen af vores første barn… 👶💙

    Glæder mig til at få fingrene i din 3. bog, for mon ikke det ender med at vores lille dreng en dag skal være storebror.. 😉

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven