Han skal ud. Nu.

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at det allervigtigste ved en fødsel er, at få mor og barn igennem den med livet i behold. Dernæst kan man begynde at tale om oplevelser, følelser, forløb og ønsker for hvordan det helst skal foregå.

For de fleste bliver det sidste heldigvis dét der fylder mest, men af og til skal man handle hurtigt, fordi man frygter at det første ellers kan blive noget man oprigtigt skal bekymre sig om. Nogle kvinder kommer til – ofte uventet – at stirre alvoren direkte i øjnene, som for eksempel denne kvinde, der ikke mærkede liv i løbet af en helt almindelig onsdag, hen imod slutningen af sin graviditet. Hun stirrede alvoren i øjnene – og vandt, gudskelov!

Midt i juli 2018, en meget varm onsdag, kom min søn meget uventet til verden. 

Jeg var 35+5 og havde fredagen forinden været til jordemoder, som havde vurderet vores dreng til at være 2500g.

Jeg havde været sygemeldt det meste af graviditeten med voldsom bækkenløsning, så jeg gik hjemme og lavede ikke så meget andet end at nyde at være gravid og mærke min lille dreng i maven. Men den her onsdag mærkede jeg ikke det mindste lille prik fra ham.

Jeg havde ikke mærket liv fra ham hele dagen, og det plejede ellers slet ikke at være et problem, han tumlede altid glad rundt så snart jeg lagde mig på sofaen. Men bum-stille lå han.

Da min kæreste kom hjem, insisterede han på, at når jeg var urolig skulle jeg ringe til fødegangen og få ham tjekket. Det er selvfølgelig rigtigt, og man får det at vide hele graviditeten, men af en eller anden grund lå det bare i mit baghoved, at jeg bare ville være til besvær, så klokken blev 16.49 før vi ringede til fødegangen, for at høre hvordan vi skulle forholde os. Vi havde prøvet alle trickene med isvand osv. uden held, så de tilbød os at komme ind til en scanning, som vi takkede ja til.

Min kæreste kom, lidt i sjov, løbene med de ufærdigpakkede hospitalstasker. Men da jeg var ret sikker på vi bare blev sendt hjem igen, så lod vi dem stå. 

Da vi kom ud på fødemodtagelsen ventede vi en halv times tid på at komme til. Min kæreste og jeg sad og pjattede, glædede os til at høre hvordan vores dreng havde det og måske få ham at se på scanneren, hvis vi var heldige. Faktisk talte vi nok mest af alt om, hvad vi skulle købe med hjem af mad, for vi var død-sultne! 

Så kom en jordemoder og satte bælte på mig, der målte hjerte og plukveer. Hjertelyden var fint, men hver gang der var en plukkeve, og dem havde jeg mange af, dykkede hjerterytmen. Det var hun ikke glad for. 

En læge kom ind og så med på scanningen, og konstaterede at han lå BUM-stille derinde.

Lægen stod længe og kiggede på skærmen, før hun sagde at hun ikke var så god til det og havde brug for en anden læge der lige kunne se med. 

Ca. 10min efter kom en læge mere. Hun mærkede på maven og prøvede at få ham til at spjætte ved at skubbe lidt, scannede og han lå stadig HELT stille. 

De meddelte pænt at de lige skulle snakke om hvad der skulle gøres, og gik ud. Tydeligt urolige. 

Det var først her min kæreste og jeg blev klar over at alting nok ikke var helt som det skulle være og vi begyndte at blive urolige. Imens undersøgte jordemoderen mig indvendigt. Plukkeveerne havde været med til at jeg havde åbnet mig 2 cm allerede. 

Da lægerne kom tilbage, fik vi at vide, at de vurderede at han skulle ud. NU. De anbefalede kejsersnit, fordi de ikke kunne finde en årsag til at han lå så stille. Men de sagde at hvis jordemoderen vurderede at det kunne lade sig gøre, kunne de også sætte mig igang med stikpiller.

Det var hun lidt tøvende omkring, men endte med at sige at det kunne vi godt. 

Jordemoderens tøven og lægernes bekymring, gjorde os dog sikre på at et kejsersnit var det bedste, så vi hurtigt kunne få ham ud og finde ud af om han var okay.

“Så er det vidst alligevel nu”

Så gik det ellers hurtigt. Jeg fik lynhurtigt et shot af noget der skulle neutralisere indholdet i min mave, mens en anden hjalp mig i hospitalstøj. Min kæreste skulle lige ud og sunde sig lidt på toilettet imens. Bagefter krammede vi og kiggede hinanden i tårevædede øjne i 10 sekunder. Min kæreste sagde “så er det vidst alligevel nu”.

Så kom der ellers folk ind igen. En portør stod klar til at køre mig direkte på operationsstuen. Jeg ville gerne selv gå derned, men det måtte jeg ikke. Min kæreste blev taget et andet sted hen for at få hospitalstøj på (og en ostemad, fortalte han senere), mens jeg blev gjordt klar på operationsstuen. Der var masser af mennesker og jeg var vildt imponeret over hvordan alle vidste præcis hvad de skulle hvornår, og samtidig havde hver og en af dem overskud til at komme og sige pænt goddag og præsentere sig for både mig og også min kæreste da han endelig kom ind. Han var klar ved min siden lige da de skulle til at bedøve mig. Jeg var utrolig nervøs for rygmarvsbedøvelsen, fordi jeg havde hørt en masse skræmmehistorier om at man kan dø hvis bedøvelsen løber op omkring hjertet. Og jeg blev stiv af skræk da jeg begyndte at føle en underlig prikken om brystet. Jeg fik hurtigt sagt det til sygeplejersken der stod ved min side, og hun og anæstesilægen vippede lejet jeg lå på, så bedøvelsen løb ned mod fødderne. Det var en vildt mærkelig følelse! Sygeplejersken beroligede mig og sagde at der ikke var noget at være nervøs for. De havde allerede testet om jeg ku mærke noget. Det troede jeg ikke helt på og bad dem teste igen, og hun grinede lidt og sagde de allerede havde skåret igennem de første par hudlag.

Mine øjne løb i vand, så jeg slet ikke kunne se noget og jeg havde svært ved at få luft igennem alle tårerne. Det var bare slet ikke til at styre. Jeg var så overvældet. Sygeplejersken snakkede mig gennem det hele, beroligede mig og sørgede for at forklare mig hvert skridt.

Præcis 15 minutter efter vi sagde ja til kejsersnit, var vores lille dreng kommet til verden. Jeg fik ham ikke op at ligge, og selvom jeg vidste det var for hans bedste, følte jeg et stik i hjertet og fik voldsomt ondt i maven og græd endnu mere.  Han blev tjekket af en børnelæge, mens jeg blev syet sammen igen. Det første jeg hørte fra lægen var “jamen han fejler jo ikke en skid”. Jeg græd og græd, men var lettet.

Jeg kunne slet ikke se ham for tårer, så sygeplejersken stod og tørrede dem væk, mens jeg forsøgte at få et glimt af ham. Min kæreste var ved hans side så snart de tog ham, det var i det mindste en trøst. Og han løb imellem mig og vores søn, med opdateringer og billeder på telefonen.

Han var lidt stille lige da han kom ud, men der var ingenting galt med vores lille dreng. Ingen kunne komme med en forklaring. Men de kunne se på ham at noget havde været galt derinde og de vurderede at hvis vi havde ventet et døgn mere, var det gået ud over hans helbred, så det var SÅ godt vi reagerede og kom derind hurtigt. 

De kørte ham hurtigt op på neonatalafdelingen, for han var trods alt født lidt for tidligt og oven i købet lidt lille i det. Han var kun 35+5 og vejede 1910g. Så han skulle lige overvåges lidt ekstra. 

Da jeg var blevet syet kom jeg på opvågningsstue, hvor jeg skulle ligge i to timer, før jeg fik lov at komme op til den lille og min kæreste. Det var verdens længste ventetid! På det tidspunkt havde jeg kun fået lov at se ham på afstand og på billeder. Heldigvis kom en sygeplejerske ned med min mobil, så jeg kunne facetime med min kæreste og se dem på den måde i mellemtiden. 

Jeg sov med min søn på maven den nat. Min vidunderlige søn, der, trods den lidt hårde start på livet, trives og udvikler sig helt som han skal. 

Skriv din kommentar

Kommentarer (6)

  1. Godt de reagerede og at den lille mand var sund og rask!❤️
    Men jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre, hvad den slags adskilles fra starten af, har af betydning for amningen😊

    1. Til Vibeke:
      I starter var han for lille og havde ikke nok kræfter til at amme, så de første 10 dage fik han modermælk i sonde. Derefter, med lidt øvelse over et par dage, ammede han med ammebrikker. Dem brugte vi i et par måneder, men derudover har jeg ammet ham uden problemer 🙂

    2. Det allerbedste – set ud fra et perspektiv omkring etablering af amning – er, at baby og mor ligger hud til hud umiddelbart efter fødslen. Barnet vil ofte ganske naturligt søge mod brystet, imens moderen vil få (eller bibeholde, hvis hun har haft veer) et højt niveau af oxytocin, som ikke alene øger tilknytningsfølelsen mellem mor og barn, men som også er nødvendig for at sætte mælkeproduktionen i gang.
      Desværre er det ikke altid muligt at skabe hud-til-hud-kontakt lige efter fødslen. For eksempel på grund af for tidlig fødsel, kejsersnit eller som her, begge dele. Det vil ofte betyde at etableringen af amningen kræver lidt ekstra tid og indsats, men det kan altså stadig “sagtens” lade sig gøre. (Jeg sætter sagtens i citationstegn, fordi amning ofte kan være ganske vanskeligt i begyndelsen – for alle). Så snart mor og baby er klar til det, skal de have masser af hud-til-hud-kontakt og så skal mælkeproduktionen stimuleres; enten ved at barnet sutter på brystet, eller ved at moderen malker ud.
      Jeg håber det var svar på dit spørgsmål 🙂

  2. Jeg sidder som første gangs mor, på bagsædet i vores bil med min 8 uger gammel søn ved min side og læse dette indlæg. Den fortælling var super rørende! Åh hvor er jeg glad for det endte godt og lykkeligt ❤️ flashback til min egen fødsel 🥰