mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – smerter, bryllup & kejsersnit

Som oftest, når en fødsel går igang, så er det på baggrund af enten veer, vandafgang eller et planlagt kejsersnit. For kvinden der har skrevet denne uges fødselsfredag var det dog noget ganske andet, der gjorde, at hun et par uger før termin, endte med at få et akut kejsersnit.

Jeg havde haft en totalt ubesværet graviditet, hvis man lige ser bort fra kvalme og træthed fra uge 6- 13. Men både 2. og 3. trimester forløb med masser af energi og ingen fysiske skavanker. 

Fredag morgen i uge 37+4 vågner jeg allerede ved 05 tiden, hvilket absolut ikke er normalt, med kvalme og en meget aktiv baby i maven. Jeg lægger mig ind på sofaen og ser lidt Netflix og kommer ellers langsomt i gang med dagen, efter jeg kysser min mand farvel, da han tager på arbejde. Kvalmen vil ikke rigtigt forsvinde og jeg har lidt ondt i ryggen og mærker i det hele taget bare et lidt udefinerbart ubehag.  Vi er inviteret til bryllup dagen efter og jeg skal holde min fødselsdag for mine veninder om søndagen i mine forældres have – begge dele noget jeg har glædet mig meget til, og jeg har virkelig optur over at baby endnu ikke har meldt sin ankomst, så det hele flasker sig. Vi skal overnatte hos mine forældre om natten, da vi bor tre timers kørsel fra bryllupsfesten, og vielsen starter tidligt om lørdagen. Bilturen gør på ingen måde noget godt for ryggen og jeg har en del plukveer der niver godt til. Da vi er fremme hos mine forældre er jeg træt, og jeg siger ret tidligt godnat. Jeg kan slet ikke finde ro og jeg har nu også ondt i maven på en måde, jeg ikke har oplevet før. Kvalmen er der stadig og pludselig kan jeg mærke at jeg skal kaste op. Natten er virkelig hård og jeg vil beskrive følelsen i maven som stærke mavekramper som aftager lidt af og til, men fortsætter det meste af natten. I bagklogskabens lys skulle jeg nok have tænkt at det ikke ”bare” var voldsomme plukveer eller at kramperne kom fra en tung og overbelastet krop. Men det var min første graviditet, så jeg havde ikke noget sammenligningsgrundlag og i virkeligheden ville jeg ikke pylre for meget. Og da jeg vågner lørdag morgen er alt i den skønneste orden. 

 

Det er et dejligt bryllup, hvor jeg har det super godt hele dagen og aftenen, og min fødselsdag søndag forløber også uden nogle problemer overhoved. Da gæsterne er gået og vi skal retur, kan jeg godt mærke at min ryg igen er blevet træt, men tænker ikke at der er noget at sige til at den er lidt overbelastet efter to dage med fuld knald på. De tre timer hjem er næsten uudholdelige. Jeg har kvalme og kaster op i bilen og min ryg gør så ondt som aldrig før. Men hjem kommer vi og jeg går direkte i seng. Her oplever jeg præcis de samme mavekramper som fredag nat, og jeg bryder grædende sammen, fordi jeg slet ikke kan overskue samme omgang en gang til. Jeg falder dog i søvn, og vågner løbende op natten igennem med ondt i maven, men da jeg vågner mandag morgen, er alt igen fuldstændig normalt. Min mand og jeg bliver enige om at kroppen sikkert er ved at være godt overbelastet og jeg er mere forundret over det der sker end nervøs.  

 

Hele mandag forløber super, tirsdag er jeg til tjek hos lægen hvor der bliver målt blodtryk, taget blodprøver og en urinprøve. Mit blodtryk er helt perfekt og urinen er også fin og så vil resultatet af blodprøven komme tilbage dagen efter. Min læge mener ikke at der er noget at være bekymret for (og det er jeg i virkeligheden heller ikke selv, for smerterne fra fredag og søndag nat er jo på ingen måde vedvarende og jeg har det rigtigt godt igen), og han siger at kroppen har brug for ro og hvile. Resten af dagen mærker jeg intet ubehag og onsdag skinner solen fra en skyfri himmel, så jeg lægger mig ud på terrassen og hygger med podcast og nyder det dejlige vejr. Omkring klokken 12 ringer min telefon. Det er min læge som med en nervøs stemme siger at blodprøverne fra dagen før er kommet tilbage og at mine levertal er helt ude at sejle. Han siger, at vi skal køre mod sygehuset med det samme, og at jeg skal forberede mig på at vores søn skal ud samme eftermiddag. Jeg kan mærke at pulsen stiger og jeg bliver virkelig nervøs, men spørger ikke ind til noget, og siger at jeg ringer til min mand med det samme. På det her tidspunkt er jeg virkelig nervøs for hvordan min baby mon har det inde i maven, og jeg tænker at det måske allerede er gået ned ad bakke om fredagen, da jeg første gang oplevede kvalme og ubehag. Og i dag er det onsdag. 

 

Min mand kommer og henter mig så hurtigt han kan, og en lille time efter at min læge ringede, står vi på sygehuset. Jeg får målt blodtryk som er fint og de tager en ny blodprøve, som også kommer tilbage med dårlige resultater – omend de er lidt bedre end dagen før. Min læge kommer ind og forklarer at de dårlige levertal tyder på en svangerskabsforgiftning, og først her finder jeg ud af at baby højst sandsynligt har det godt inde i maven og at det er min tilstand, det drejer sig om. I nuet når jeg virkelig at blive lettet over at det er mig, som potentielt kan være i fare, i stedet for vores søn, men svangerskabsforgiftning er naturligvis på ingen måde noget at spøge med, og lægerne vil have ham ud. Klokken 15.10 kom vores søn til verden via kejsersnit. Sund og rask og operationen forløb uden nogle komplikationer for hverken ham eller mig. Der blev holdt godt øje med mine værdier de efterfølgende dage og der har ikke været noget at sætte en finger på. 

 

Skulle jeg have reageret allerede om fredagen på mit ubehag og have ringet til fødegangen og bede om at blive tjekket? Det skulle jeg jo nok, for jeg er ret sikker på at mit levertal allerede der ville have vist et dårligt resultat. Når jeg forhåbentligt en dag bliver gravid igen, så vil jeg i hvert fald med sikkerhed hellere ringe til læge/fødegang en gang for meget end en gang for lidt. Jeg ved at nogle kvinder, som ender i kejsersnit, er utroligt kede af ikke at have oplevet en vaginal fødsel. Det er selvfølgelig en helt subjektiv følelse, men jeg kan, med hånden på hjertet, sige at jeg på ingen måde føler mig snydt. Nogle gange sker der ting som man ikke selv er herrer over og som ikke kan ændres. Jeg er bare taknemmelig over at alt gik godt – og det eneste der i virkeligheden tæller er at vi er blevet forældre til en sund og rask baby og vi alle har det godt. 

 

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven