En lynhurtig førstegangsfødsel

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker fødsler! Jeg elsker at høre om dem, læse om dem, snakke om dem og skrive om dem. Det sidste har jeg igennem noget tid efterhånden gjort en del, eftersom jeg er lige på nippet til at være 100% færdig med at skrive (og rette!) min tredje bog, som netop handler om dem, fødslerne. Og når der så en sjælden gang imellem dukker en beretning op som denne, så elsker jeg det lige en lille my mere, fordi den er så velskrevet og så ægte. Bevares, det sidste er de selvfølgelig allesammen, men i denne her får man virkelig fornemmelsen af, hvordan det er, at føde sit første barn. I hvert fald hvordan det var for lige akkurat hende her, som I forøvrigt kan se meget mere til på hendes egen blog: www.forstadsidyl.momster.dk.

Tag godt imod en fantastisk fødselsfredag!

Vores førstefødte kom til verden et par dage før termin. To dage, for at være helt præcis.

Min graviditet havde været en prøvelse. Først med kvalme, forøget mavesyre og dernæst bækkenløsning i en sådan grad, at jeg måtte sygemeldes. Dernæst begyndte plukkeveerne og jeg var inde og runde fødegangen af to omgange, fordi jeg frygtede, at fødslen var i gang. Det var den heldigvis ikke.

Jordemødrene blev ved med at berolige mig med, at jeg ville kunne mærke, når de rigtige veer startede. Så ville jeg ikke være i tvivl.

Tirsdag d. 31 marts 2015 vågede jeg lidt i otte, med hvad der føltes som de sædvanlige plukkeveer. Hele dagen gik jeg og havde ret ondt, men tillagde ikke smerterne mere, end at det naturligvis kun kunne være plukkeveer. En førstegangsfødende føder jo ikke før tid!

Jeg fik på forunderlig vis gjort rent, ryddet op og ordnet andre praktiske gøremål. Redebyggeriet nåede nye højder i forhold til, hvor ondt jeg egentligt havde. Men det var meget vigtigt for mig, både at få støvsuget, vasket gulv, støvet af, ryddet op og så videre. Hundene passede godt på mig og de holdte sig hele dagen tæt på mig.

Dagen gik og om aftenen under aftensmaden måtte jeg holde mange pauser, for at kontrollere min vejrtrækning. Men igen, det kunne jo kun være plukkeveer tre dage før termin!

Klokken ca. 20.45, efter vi havde set Kurs Mod Fjerne Kyster, ringede jeg til fødegangen. For jeg synes altså, at de der plukkeveer tog til. Jordemoderen syntes, at det lød som gode fødeveer og rådede mig til at tage et bad inden sengetid og nogle Panodiler at sove på, skulle fødslen gå i gang om natten.

Den aften havde Netto åbent til sent, så jeg mente bestemt, at vi skulle ud at handle, for vi havde intet i skabene. Og morgenmad skulle vi jo altså have. Inden afgang beordrede jeg dog min kæreste til at pakke hospitalstaske og autostol i bilen, hvis nu, vi skulle ud at køre om natten. Så var det jo i hvert fald gjort.

Jeg kunne selvfølgelig ikke gå med ind i Netto og sad i bilen og prustede. Men jeg var stadig overbevist om, at det stadig kun var plukkeveer.

Min kæreste kom ud fra Netto og vi blev enige om, at en is fra McD var på sin plads. Det er nok nærmest den bedste is, jeg nogensinde har fået!

På hjemvejen spurgte jeg min kæreste, om ikke det ville være en god ide at tanke bilen lidt, så der var mere end 40 kilometer tilbage på tanken. Hvis nu, vi skulle ud at køre om natten. Du ved, just in case. På dette tidspunkt var jeg stadig overbevist om, at det kun var plukkeveer.

Vi kom hjem, jeg tog et bad og omkring kl. 22 var jeg klar til at hoppe i seng med et par Panodiler indenbords. Jeg sov på dette tidspunkt i kælderen og min kæreste ovenpå, da jeg skulle tisse så mange gange i løbet af natten, at det forstyrrede min kærestes nattesøvn.

Timerne gik og jeg kunne ikke sove. Kl. 00.00 skulle jeg igen tisse, og da jeg rejste mig, var det som om, at en ballon sprængtes inde i min mave.

Jeg gik ud på toilettet og syntes, at mine trusser var lidt våde på den der: ”Shit, har jeg tisset i bukserne”-måde. Jeg tog et bind på, som jeg havde fået at vide man skulle gøre, hvis man var i tvivl om vandet var gået og var nu klar til at gå rundt en time for at se, om der kom mere vand. Og det gjorde der, skulle jeg hilse at sige! Jeg skiftede trusser igen og gik ind til min telefon og ringede ovenpå til min kæreste.

”Vandet er gået” sagde jeg. Hans svar var: ”Er du sikker?” Yes, det var jeg. Han kom styrtende ned af trappen og jeg måtte endnu engang skifte trusser.

Jeg ringede til fødegangen og fortalte dem hele scenariet og midt i remsen af mit cpr. nummer væltede veerne ind over mig. Jeg var blevet ramt af en vestorm. Jeg rakte telefonen til min kæreste for at han skulle færdiggøre sætningen. Men i kampens hede, kunne han naturligvis ikke komme på de sidste fire cifre. Typisk! Mellem to veer brølede jeg dem til ham og jordemoderen i den anden ende sagde, at vi vidst bare skulle komme med det samme! Min kæreste – og jordemoderen – var heldigvis ganske enige.

Grundet de meget hyppige veer, kunne jeg intet selv. Han skulle have mig i tøjet og i de meget korte pauser begyndte kontrolfreaken her at dirigere med ham. Han skulle hente opladere til vores telefoner, få hundene ud at tisse og finde mine sko. Heldigvis er min søde kæreste ikke sådan at hundse med og totalt cool i sådanne situationer. Han er nemlig en rigtig dygtig ambulancebehandler. My luck.

Nå, men ud i bilen skulle vi og det skulle gå meget hurtigt imellem to veer. For fik jeg en ve midt på vejen ville jeg have vækket alle naboerne. Jeg præsterede nemlig at brøle som en af dinosaurerne fra Jurassic Park, har jeg fået fortalt. Det lykkedes ham heldigvis at få mig bugseret ind i bilen og få lagt sædet lidt ned. Jeg kunne ikke sidde helt oprejst, da babys hoved sad så dybt, at jeg nærmest følte han var på vej ud!

Og selvom min kære mand er ambulancebehandler og ikke er sådan at hyle ud af den, så var han alligevel ikke helt pjattet med, at skulle klare en fødsel i bilen. Derfor var det også noget heldigt, at der sådan en hverdagsnat ikke er ret mangen biler på vejene.

Vi kom igennem samtlige rundkørsler, og dem er der alligevel en del af mellem Silkeborg og Herning, og vi landede på hospitalet. Jeg fik hikstet: ”Kørestol!!” og min kæreste forstod med det samme. Han kom susende med den, fik mig bugseret over i den, og rutineret som han er, kørte han den på baghjulene hele vejen op på fødegangen, da jeg stadig ikke kunne holde ud at sidde ordentligt op.

På fødegangen kom jeg direkte på en fødestue. Endda den, dengang, helt nye fødestue 2, hvor alt udstyret er optimeret. Der var både dæmpet musik og skov på væggene ved hjælp af en projektor og trods en krop i smertehelvede nåede jeg lige at registrere det og tænke: ”Yes, vi fik den moderne stue!” Yes, kvinder er bare fantastiske til at multitaske.

Jeg smed overtøjet og kravlede op på briksen, krøllede mig sammen og ville ikke være med mere. Jordemoderen skulle af gode grunde undersøge mig og kunne konstatere, at jeg var fem centimeter åben. FEM, tænkte jeg. KUN FEM!? Det kunne ikke passe, med alle de smerter der blev ved med at vælte ind over mig. Jeg bad om en epiduralblokade, men min kæreste trådte heldigvis i karakter og sagde, at jeg skulle huske, at jeg ønskede en naturlig fødsel og at komme i badekar.

Jeg kunne intet overskue så jeg lod mig overtale og karret blev fyldt. Da jeg landede i det varme vand og blev placeret i den største badering jeg nogensinde har set, blev alt pludselig udholdeligt og jeg kunne holde til at være i min krop. Min kæreste fablede om ræve og grævlinger, som blev vist på væggen bag mig, men jeg var ligeglad og gik ind i mig selv og koncentrerede mig.

Pludselig følte jeg pressetrang og jeg var allerede ti centimeter åben efter en times tid på fødestuen.

Jeg ville gerne have født i vand, men grundet tempoet på fødslen var lillemanden blevet stresset og jeg måtte op på briksen, for at de kunne holde ordentligt øje med ham.

Op kom jeg og der kom et par ekstra hjælpende hænder ind på fødestuen, for at holde øje med både ham og mig.

Jeg pressede alt hvad jeg kunne, men baby mente åbenbart, at han var supermand og havde den ene hånd oppe ved hovedet. Derfor var det svært for mig, at presse ham ud selv og eftersom han skulle ud NU, fandt de fjerkræsaksen frem, jeg blev klippet og i næste presseve var hovedet født. Men til trods for, at presseveen ikke længere var der til at hjælpe, pressede jeg til og vupti, ud kom han. På tre presseveer. To og en halv time efter, at vandet gik derhjemme!

Vores lille mirakel kom til verden på en lidt hektisk, men alligevel helt fantastisk måde. Og trods smertehelvede og stress, er jeg glad for, at fødslen ikke trak ud. For jeg havde vitterligt ikke flere kræfter i min krop, efter sådan en omgang vestorm.

Så selvom det var en fuldstændig vanvittig og hård oplevelse, er det samtidig den vildeste præstation, min krop nogensinde har udført. Og ikke mindst, den mest fantastiske. Jeg er simpelthen så imponeret over, hvordan kvindekroppen fungerer og helt automatisk og urmenneske agtigt kan præstere.

Det er for vildt! Kvindekroppen rocker, og jeg er vild med det.

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)