Efter frisøren – nu med krøller!

Den kom til mig kort før sommerferien, ideen om at vække mine egne krøller til live. Jeg har ellers igennem flere år brugt mit glattejern til at lave krøller, men med udsigt til festival og camping en hel sommer, kunne jeg pludselig ikke overskue det. Jeg mener, hvem glatter – eller krøller – egentlig hår på en festival? (Ikke mig, i alle tilfælde). Så jeg lod hår være hår og købte i stedet shampoo, balsam og sådan noget styling-halløj til at komme i håret lige efter badet, som altsammen lovede at give flere krøller og mindre frizz. Ingen glattejern og – fandt jeg ud af kort efter – heller ingen frottéhåndklæder.

Hurtigt begyndte krøllerne at vise sig og jeg blev en dag så begejstret, at jeg delte et billede af dem (på en god dag) på Instagram. Her skete der det magiske, der så ofte sker på de sociale medier: jeg fik er væld af gode råd med på vejen og ét af dem har jeg altså indfriet i dag. Rådet var: besøg Vinthers Klippekælder. En frisør der ligger på Nørrebro, fandt jeg ud af. Da jeg ringede til hende før sommerferien fik jeg meldingen at hun lige akkurat havde fået et afbud i august, som jeg skulle være velkommen til at snuppe – og ellers var der først tider næste år. Jøsses! Jeg tog selvfølgelig tiden og har siden da GLÆDET MIG til at se hvad den yderst eftertragtede frisør mon kunne gøre for mit hår.

Egentlig synes jeg at mit hår den seneste tid har artet sig nogenlunde pænt, men jeg har været særdeles ramt af den udfordring, at den mindste bevægelse i det, kan ødelægge mine krøller så hurtigt som en tulipan fra supermarkedet kan visne, hvis man ikke kender de gyldne tricks til at få den til at overleve længe. En cykletur i modvind, en hånd igennem håret eller – værst af alt – en nats søvn får nemt alle krøller til at forvandle sig til troldeagtigt frizz og dét har jeg helt ærligt været en kende træt af.

Altså, indtil i dag, hvor jeg blev klippet, fik håret stylet (uden brug af direkte varmekilder) og cyklede videre fra Nørrebro, til Østerbro for at handle og hente børn og til sidst ned til Nordhavn hvor jeg har tilbragt eftermiddagen i selskab med tre børn og en hund – og en hel masse uvante krøller. Mine egne krøller, sgu!

Hun kan nemlig nogle tricks, hende Stephanie fra Vinthers Klippekælder. Især – for mig, som trods alt ikke har det “sværeste hår” for en frisør at gå til – kan hun noget med styling. Hun lærte mig om nye teknikker, produkter og metoder til at få mine krøller til at vare hele dagen og jeg må sige, at jeg indtil videre er dybt imponeret. De sidder der bare, uanset hvor meget jeg trækker i dem og dét er altså ret nyt for mig!

Som jeg sagde til hende da jeg kom i dag, så afhang mit hårs fremtidige skæbne ret meget af netop dét besøg, for hvis ikke hun kan få styr på de troldede tendenser, så tror jeg altså at jeg ender med at byde efterår og vinter velkommen ved at gå tilbage til at få gang i glattejernet på daglig basis. Indtil videre er jeg ret meget på “lad krøllerne leve deres eget liv og blive mere markante med tiden”, men jeg er samtidig også ret spændt på hvordan den nu kommer til at gå (og se ud) de kommende dage. Nu bliver det jo helt op til mig om jeg kan huske – og finde ud af – hvordan det er jeg skal gøre, for at give krøllerne det smidige hold de har lige nu.

We’ll see.

P.s. Jeg elsker jeres gode råd – og de er selvfølgelig også velkomne her – men jeg vil lige skynde mig at sige, at jeg allerede ER bekendt med facebookgruppen “Curly Girl” og at jeg helt ærligt kun er blevet mere forvirret af at have læst lidt med inde i den. 

P.p.s. Jeg har selvfølgelig betalt fuld pris for min behandling i dag – ellers havde der stået reklame i toppen af indlægget. Eller altså, faktisk fik jeg en pose spænder (til 30 kroner) med gratis, men det var vist bare fordi jeg købte fire produkter samtidig og ikke spor fordi jeg er blogger. Bare hvis nogen skulle være i tvivl. 

P.p.p.s. Jeg har hørt at en knust panodil i vandet, skulle kunne gøre underværker for tulipanerne. (Jeg har dog ikke prøvet det selv). 

Skriv din kommentar

Kommentarer (7)

    1. Altså, den jeg viste i min instastory i morges? Den indeholder åbenbart en mildere form for sulfat (sodium) og er således ikke god :-/ balsamen skulle dog være okay. Jeg har – for at give det de bedste chancer – købt helt nye produkter. Fra Innersense, som Stephanie vist er stort set alene om at forhandle indtil videre. (Jeg kender endnu ikke selv produkterne, men jeg kan forstå at de skulle være fantastiske!).

  1. “Hun lærte mig om nye teknikker, produkter og metoder til at få mine krøller til at vare hele dagen og jeg må sige, at jeg indtil videre er dybt imponere” Jamen del del del please😀

  2. Hvordan ser dit hår så ude efter et nats søvn? Har nemlig selv et problem med at det om morgenen, er blevet til et vildt troldehår.