Den værste forældresyge: dårlig samvittighed!

Selvom vi på én eller anden måde har haft alle mulige gode betingelser for at få det gjort, så er vi simpelthen ikke lykkedes med at efterleve lærerindens ønske (og opfordring) om at få læst hver dag i løbet af sommerferien – og nu virker det ligesom nærmest lidt for sent at svinge piske, ikke sandt? Jeg mener, der er jo pludselig ikke andet end fire dage til at skolen igen ringer ind, og børnene skal stå så ret som dén slags sig nu engang tillader, her i år 2019. Bevares, vi (hvor jeg altså primært mener Jens, som trods alt er dén der har mest brug for at holde læsningen ved lige herhjemme) har da læst lidt, men de anbefalede tyve minutter hver dag, er det ingenlunde blevet til – og jeg kan, ærligt talt ikke rigtigt finde ud af om jeg bør have dårlig samvittighed eller ej over det. På den ene side er min samvittighed sort, imens den på den anden side pudser glorie og lover mig at alt nok skal gå.

Hvad siger I der også har skolebørn – har jeres børn læst hver dag i ferien? Næsten? Eller næsten ikke?

Jeg er sådan i tvivl om jeg nu også har truffet den rigtige beslutning og som følge af dét skrev jeg i sidste uge en klumme, som nogle af jer måske allerede har læst i avisen eller på BT.dk, som jeg tænker fortjener et genoptryk her på domænet.

Jeg tænker i alle tilfælde, at jeg ikke kan være alene med at sidde med disse tanker, så jeg håber at I vil tage godt imod – og at I måske også vil give jeres besyv med i kommentarfeltet nedenfor, så I kan gøre mig lidt klogere på hvad I tænker om emnet.


Den værste forældresyge: Dårlig samvittighed

Det var det allersidste hun sagde i klassen, inden de gik på sommerferie. ”Husk nu at læse hver dag”. De fleste af børnene registrerede det knapt, men jeg nikkede. Selvfølgelig gjorde jeg det.

Senere skrev læreren ud på skolens intranet og takkede officielt af for et godt skoleår og mindede os om at børnene stadig bør læse hver dag, selvom det er sommerferie. Der kan åbenbart ske et meget stort – og meget alvorligt – læretab, hvis man ikke holder læsningen ved lige, i løbet af sommeren.

Så selvfølgelig læser vi hjemme hos os. Altså, nogle gange…

For her må jeg altså krybe til korset og indrømme, at jeg åbenbart ikke er så pligtopfyldende på min otte-åriges vegne, som jeg troede. Heller ikke selvom jeg stod der i klassen og nikkede sagte, for en god måneds tid siden, da skolen ringede ud for sidste gang. Vi holder jo ferie.

Eller hvad? Er jeg helt galt på den, når jeg tænker, at det da også må være helt okay at slukke lidt for hjernen, selvom man først for nyligt er begyndt at kunne læse sine egne bøger?

For at bakke mig selv op, kan jeg sagtens komme op med argumenter for hvorfor det selvfølgelig er helt i orden, at læsningen er sat ned på et lavere blus end sædvanligt. Noget med at give hjernen fri, noget med at sætte fantasien i gang når man keder sig, noget med samvær, nærvær, is på stranden og lydbøger i bilen hele vejen ned igennem Europa, hvor det altså er min bitre, personlige erfaring at børn har det med at blive køresyge, hvis de skal kværne læsebøger under kørslen. Selvfølgelig er det okay at holde ferie, tænker jeg – måske en kende kækt.

På den anden side, så kan jeg jo også godt forstå, at de nok i virkeligheden har ret, lærerne, når de siger at det er vigtigt at holde alt det nytillærte ved lige. Læsningen er endnu ikke en forankret del af mine børns liv. Den mindste, som går i børnehave, er endnu ikke begyndt og den store har først lige lært det. Han læser ikke ”bare”. Han koncentrerer sig om at aflæse hvert et ord, for sidenhen at forsøge at skabe mening i sætningerne, som af og til har det med at blive lidt længere end hans læseniveau nok egentlig byder ham, fordi han synes at letlæsningsbøgerne er røvsyge. (Som jeg i øvrigt er enig med ham i, at de er).

Jeg kan godt se fornuften i, at børnene selvfølgelig stadig helst skal læse hver dag. Både for vedligeholdelsen og de gode vaners skyld.

Vi gør det bare ikke hjemme hos os – og fordi vi ikke gør det, rammes jeg af vor tids mest irriterende forældresyge: den dårlige samvittighed.

Vores børn er jo dem vi elsker allermest og derfor også dem, vi ønsker at gøre det hele allerbedst for. Det er der vi føler det største ansvar – og dermed også dér vi kan fejle hårdest. Sådan har jeg det i alle tilfælde selv. Det betyder, at jeg ganske ofte sidder tilbage med dårlig samvittighed over ikke slå til. For hvis der er ét sted i livet jeg godt gad at nærme mig perfektion, så var det da overfor mine børn, som selvfølgelig kun har fortjent det bedste i verden. Og i særdeleshed den bedste udgave der nu engang findes af sådan én som mig. Problemet er bare, at jeg er et menneske; og sådan nogle som os, helt almindelige dødelige, vi kan sgu ikke sådan rende rundt og være perfekte på kommando. Jeg kan i hvert fald ikke.

Og derfor, midt i al min uperfekthed, sidder jeg så tilbage med dårlig samvittighed, fordi jeg i den perfekte verden burde gøre det bedre. Jeg burde måske have højere ambitioner på mine børns vegne og jeg burde da i hvert fald som et minimum kunne efterleve lærernes ønsker, når nu jeg rent faktisk både har hørt, læst og forstået dem.

Det kan jeg åbenbart bare ikke, for vi læser altså ikke hver dag. Min otte-årige gør i hvert fald ikke. Men jeg lover højt og helligt, at vi læser af og til og at det er knaldhyggeligt imens.

Det med hyggen tror jeg nemlig helt personligt og ganske uvidenskabeligt på, er mindst ligeså vigtigt som at ramme de magiske tyve minutter hver evig eneste dag. I hvert fald når der står sommerferie på skoleskemaet – og så må vi tage det som det kommer, når klokken snart ringer ind til første time i et nyt skoleår, med nye lektier, nye forventninger og stensikkert også et snert af dårlig samvittighed i ny og næ.

Skriv din kommentar

Kommentarer (39)

  1. Vi har heller ikke læst i ferierne da børnene var små, den ene er lige blevet studen her i sommers og den yngste lige begyndt i 1g. De klare sig alligevel, vi har altid læst bøger højt for dem, og snakket meget om de ord og bogstaver vi har mødt!!! haft fridage også selvom de gik i skole, når vi mente det var nødvendigt, at blive “fyldt” op af mor og far.

    1. Jeg arbejder på et bibliotek, hvor jeg DAGLIGT møder forældre som er så kede af, at de ikke får læst tyve minutter dagligt. Det er sådan et svært krav at leve op til, når der også er sport, pligter, fritidsinteresser, andre lektier og kammerater at passe. Vi plejer at sige, at man når det man når og det skal man ikke have dårlig samvittighed over. Min erfaring er, at hvis man laver en hyggekrog og en aftale om at læse en halv time en gang om ugen istedet for at piske tyve minutter ind hver dag, så når man meget længere og børnene synes, det er fedt. Og spørg i øvrigt din lokale bibliotekar om fede let læsningbøger, for der findes masser af gode derude 🙂

  2. Vi har heller ikke læst i ferien, min 8 årige har dog lyttet en del lydbøger og så har han læst lidt i de bøger han har på hylden. Men det har været frivilligt og slet ikke hver dag.
    Jeg er af den opfattelse at børn har brug for ferie og fri indimellem, og min søn har nydt ikke at blive tvunget til at læse de dødkedelige letlæsnings bøger som han havde med hjem i tasken. 🙂 og jeg har ikke den fjerneste dårlige samvittighed, for vi har Til gengæld haft en super skøn ferie 🙂

  3. Hej Cana.
    Vores søn har ikke læst hver dag og de dage/aftener han har læst, er det når han kommer i seng og læser for sig selv. Vi har ikke læst med ham. Jeg tror han har haft godt af en pause og er nu klar til at starte i 2. kl.
    Jeg håber du kan pakke din dårlige samvittighed væk ❤️ Er sikker på at Jens nok skal klare det alligevel.

  4. Jeg har 3 sønner på hhv 7, 12 og 14 år. Den store læser on/off. Nogle gange tykke bøger på engelsk som fx Obamas biografi, andre semestre læser han intet ud over lektier. Mellemstesøn har udelukkende læst youtube-undertekster i ferien, og mindstebarnet har læst skilte, overskrifter mm som vi har mødt på vores vej.
    Jeg tror at børn har brug for pause fra
    SKAL-ting.
    Ferie er ferie – og det skal man slet ikke have dårlig samvittighed over.
    Vi er så gode til at klandre os selv for det vi ikke gør – vi bør istedet rose os selv for det vi gør istedet.
    Fortsat god sommer.

  5. Jeg er lærer og når vi går på ferie, så siger jeg god ferie og mener det. De skal ikke lave lektier i ferien. Heller ikke opfatte læsning som en skal ting. De skal gøre det af fri vilje i ferien. Ja, man kan godt mærke, at de måske ikke har læst så meget, men det indhenter de hurtigt. Børn har så travlt i deres hverdag, så weekender og ferie skal bruges på at være nærværende og afslapning. De har også brug for ferie! Så synes absolut ikke du skal ha det dårligt over det, men kan godt forstå du har det, hvis deres lærer har sagt som hun gjorde. Dine børn er formentlig opladet nu og klar til at give den gas igen😀.
    Min dreng går i 4. Og han har ikke åbnet en bog. Men vi har lyttet til rigtig mange lydbånd og så læser vi godnat historie hver aften. Det giver, som du selv skrive også rigtig meget.
    De skal nok klare sig selvom man ikke læser med dem hver dag. Når de er den alder, er det efter min mening det sociale og relationer der betyder ALT. Det andet skal nok komme 😀

  6. Jeg har drenge på 8 og 11 år som lige er startet i 3. og 5. klasse. Vi har på ingen måde læst hver dag i ferien – eller i resten af skoleåret for den sags skyld….! Ikke sådan efter “nu sidder du 20 min. og læser” i hver fald. Men derfor læser de alligevel – skilte, Anders And blade, fodboldmagasiner, bageopskrifter, indkøbssedler osv osv. Dét tror jeg også der er læring i. Det er jeg nødt til at tro på, for jeg har været nødt til at parkere den der sorte samvittighed om 20 min. om dagen.

    (I øvrigt er du nok den af alle mødre der giver MIG dårligst samvittighed, fordi jeg synes du er så sød og nærværende over for dine børn hver gang de lige “rumsterer” mens du laver stories ❤️ Eller mere misunder/beundrer måske. Så du er et forbillede, klap dig selv lidt på skulderen!)

  7. Jeg pudser glorien. Mine to store læser 15-30 mim hver aften når de er gået i seng. Nogle gange bøger, andre gange Anders and. Det er blevet en fast rutine. Vil får det aldrig gjort i løbet af dagen, og før vi indførte denne ordning var jeg 100% i dine sko 🙂

  8. Vi har ikke læst i ferien. Min søn på 9 år er så fyldt op af skal læsning hver dag, så han har haft brug for pause / ferie.
    Han har til gengæld lyttet til en del lydbøger.
    Jeg mener heller ikke at man skal lave lektier i ferien, der er så mange krav til de kære unger, de har brug for ferie 😊

  9. Hej Cana
    Vil bare sige at jeg elsker din blog og med fornøjelse følger med. Der er så tit du slår hovedet på sømmet i forhold til det at være mor, savne sine børn når de er hos far osv.
    Min dreng på 8 har overhovedet ikke læst i ferien. Han har holdt Ferie 😊 Jeg har aldrig holdt på det med de 20 min hver dag – heller ikke med min store pige på 17. Vi har læst når vi havde lyst, og jeg har læst højt for hende i mange år. Og sådan er det også med lillebror. I dag elsker hun selv at læse. Og har slugt 4 bøger – på engelsk – i sommerferien… Så glem den dårlige samvittighed, og lær dine børn litteraturens magiske verden at kende på deres præmisser og når de har lyst. Ingen gider noget med tvang 😊

    Kh en mor og bognørd

  10. Kender virkelig godt til den dårlige samvittighed. Før jeg selv fik børn, tænkte jeg ofte, hvor svært kan det være at få læst med sit barn hver dag. Jeg er skolelærer og har mange, mange gange fortalt forældrene, hvor vigtigt det er med de 20 min. hver dag, også i ferien. Så fik jeg selv skolebørn, og hvor vi da bare overhovedet ikke læser hver dag. Her i sommerferien kan det nok tælles på en hånd, hvor mange gange der er åbnet en bog. Men så er der blevet læst skilte, på slikpose, menukort osv. De har også hørt lydbøger og fået læst høj. Det tæller alt sammen 🙂

  11. Kære Cana
    Svaret er et stort rungende NEJ herfra !!🙏😊Det er sommerferie.. Og det har ordet “burde “iøvrigt også😊🥂
    Nyd de sidste dage af jeres ferie 🙏 Tak for altid skøn læsning😊
    Sommer kram
    Fra Britt

  12. Vi læser godnathistorier, men har ikke læst med børnene i ferien. Og vi er endda begge læreruddannede.
    Jeg er af den holdning, at når de har ferie, så har de f-e-r-i-e! De er også “på arbejde” hver eneste dag, så selvfølgelig skal ungerne da også have lov at slappe af, koble fra og holde fri.

  13. Ingen grund til dårlig samvittighed – min kommende 2.klasses dreng har heller ikke læst dagligt. Ca 1 bog i ugen er det blevet til 😊 men jeg vægter også afslapning, is og vandlag højt..

  14. Ingen grund til dårlig samvittighed ☀️ Jeg har tre drenge på 14,16 og 18 år. Har aldrig læst med nogen af dem 20 min hver dag. Faktisk er det ikke blevet til ret meget. De er alle tre dygtige læsere, og klarer sig fint både i skole og på gymnasiet. Det skal nok gå, og alle bliver til “noget” Det er også læring at være sammen med venner, hoppe på trampolin, bade i friluftsbadet, drikke øl 🙈 og meget andet.

  15. Vi pacer vores børn gennem hele livet.
    Og også os selv for den sags skyld.
    Vi (samfundet) har så travlt med alt det man bør og skal – min datter på 13 skulle i 6. klasse tænke over hvad hun gerne ville være, når hun bliver voksen.
    Jeg er snart 38, og jeg er ikke engang helt sikker på hvad jeg vil – hvordan kan man forvente at børn skal vide det?
    Selv hvis de læser 20 minutter om dagen, så giver det næppe den klarhed over fremtiden.

    Herhjemme er ferie til for at blive nydt. Fri fra at tænke (hvilket kommer forbløffende let for en teenager) og ro til at nyde livet.

    Mañana – vi når det nok. 🙂

  16. Min datter fik et hæfte med over 20 læseudfordringer med hjem, som skulle klares i løbet af ferien. Præmier til de elever, der har klaret dem alle. Vi har lavet 3 af dem, måske når vi 4 i alt inden skolestart mandag. Hun er en dygtig læser. Men min samvittighed (eller er det blot min høje pligtopfyldenhed?) er sort sort sort. Jeg plejer at være en forælder, der har styr på sådan noget! Ikke i år. I år har der været ferie og fokus på andre ting. Og jeg har ikke orket at presse læselektier ind. Men jeg lover at være en god, ansvarlig voksen igen, når skoleåret starter 😉

  17. Hej Cana
    Den dårlige samvittighed gør ingen godt – så pak roligt den væk
    Mit besyv må være at jeg tror næppe det er læring der går tabt
    Men min søn havde en vidunderlig lærer der også fastholdt og bad børnene læse tyve min hver dag også de fleste dage i alle ferier
    Hun vedblev at det ville være til stor glæde i deres senere liv – læseglæden vel og mærke
    Og i dag er de små blevet – 19 år og jeg må sande hun havde ret den skønne lærer
    Min søn kan lide at læse bøger – han fik læseglæden ind med de tyve min – også i ferierne – dog langt fra alle dage
    Alle er perfekte 🙂
    Smilla

  18. Tænk hvis din chef sagde, som det sidste inden du gik på ferie, at du skulle huske at tjekke din mail hver dag i sommerferien. For mig er det lidt det samme.. Men som de andre skriver, så kan man jo læse på mange andre måder end 20 minutter i en bog, og det giver formentlig meget mere udvikling at læse skilte, menukort osv, som man måske ikke gør så meget til daglig.

  19. Hej Cana
    Jeg sidder ligesom dig tynget af dårlig samvittighed og prøver at holde på min egen værdier, som når der er dømt ferie, betyder det også FERIE! I mine børns klasser har lærerne også skrevet om denne velkendte 20 min læsning hver dag, og så har min datters 1. Klasses lærer skisme også givet børnene sommerferie-læsebingo plade med hjem med forskellige ting de skal gøre imens de læser. feks skal læse 20 min i et telt, læse 20 min for et tøjdyr, læse 20 min med fødderne i fodbad,. Læse 20 min på en strand osv. 😳🙈. Det kan godt være at det lyder sjovt, meeeen nu er det ikke kun læsningen der bliver til en SKAL-ting, men også situationen som hun skal foretage og stedet der er bestemt. Og det bedste af det hele er, at alle felter SKAL være krydset af for at få Bingo, og dermed en is i præmie. Læreren har fortalt at de kun får en is, hvis de kommer tilbage efter sommerferien med en fyldt Bingo-plade. Jeg er fuldstændig grænse-overskredet i min indre verden, for det er ren afpresning af barnet. Hvem har lyst til at sidder som 2. Klasses barn og kigge på de andre spise is, fordi ens forældre er i mod det. Så vi kæmper her den sidste uge i vores ferie på at få udfyldt den pokkers Bingo-plade 🤬
    Jeg ved at jeg bliver en rigtig klage-mor til forældremødet her i starten af skoleåret. Men vores børn skal have lov til at holde FERIE.
    Knus M

  20. Nu er jeg selv lærer og neuropsykologisk udd.
    Jeg vil prøve at forklare:
    At lære at læse består at flere dele og begge hjernehalvdele skal med på banen.
    Den ene hjernehalvdel opfanger bogstaverne, den anden lyden af de bogstaver og så skal de kombineres til ord.
    Hjerne har de to halvdele forbundet med “streger”, drenge har 3 “streger” og piger har 5.
    Nu flere streger nu bedre til at få det lært, forbundet når to hjernehalvdele skal samarbejde.
    Drenge skal især øve sig i læsning da de jo fra starten i livet kun har de 3 “streger” som forbinder de to hjernehalvdele.
    Det er derfor piger/kvinder er bedre til at multitaske, vi har 5 “strenge” som kan opfange og kombinere.
    Men lige læsning kan være svært for børn da der netop skal bruges begge halvdele for at få syn til at sætte lyd på og så i kombi få det til et ord. Derfor er lydrette bøger bedst at starte med at læse for børn, det er bøger som de gode gamle: “Søren og Mette”.
    Eller læsning og opgavehæfterne “Læs og Forstå”.
    20 minutter giver et godt grundlag. Rigtig mange kan ikke så godt hverken læse eller stave og det er blevet et stort problem i Danmark.
    En god øvelse er også at tage et skrivehæfte og lade sit barn afskrive en tekst fra læsebogen, lad barnet skrive ca. 5 linjer af hver dag. Dette gør at hjernen af sig selv ligger mærke til bogstaverne samt tegnene og det gør på sigt barnet bedre til både at læse og stave.
    Håber det gav mening.
    Forstår godt, at mange ikke orker bruge så lang tid hver dag i en ferie, men det giver bare især drengebørn så meget godt med sig i sidste ende 🙂

  21. Ingen dårlig samvittighed. I har læst, måske ikke hver dag i 20 min men i har læst. Han er også ved at lære det og øver sig helt sikkert når han støder på noget der skal læses. I læser i alle hverdagene men nu har de ferie og skal også have lyst til det og det mener jeg at de får når de også får lov at have pause fra det så det ikke er en “sur” pligt hver dag

  22. De skal have fri – ligesom os andre… Intet pres, forpligtelser, forventninger mm. En dejlig lang pause for hjernen…. Er helt sikker godt givet ud for hoved og sjæl.

  23. Kære du!
    Mine børn er nu 27 og 24 år..de har altid holdt ferie, når der var ferie, kun læst, når de synes det var sjovt, aldrig som en pligt i ferien..og de er to velfungerende unge mennesker, som ikke har besvær ved, at læse bøger mm. Den ældste er landmand og den yngste har taget en bachelor i historie og er netop optaget på journaliststudiet på SDU
    Så pak du den dårlige samvittighed væk og glæd dig over, at I har nydt en dejlig ferie fyldt med hygge og kærlighed♥️

  24. STOP
    Ferie er familiens åndehul, som I bestemmer rammerne for og børnene nyder at fylde dem sammen med forældrerne❤️
    Har du måske arbejde med på ferie? Det fik jeg stress af… så dårlig ide. Ferie er genopladningstid, finde tilbage til kernen af familien. Det er misforstået at de tre uger skal være den tid hvor al det du ikke nåede siden sidste Ferie nu nås… død og pine….
    Stop den dårlige samvittighed og nyd samvær og dem du er så priviligeret at være sammen med.
    Kærligste hilsner fra mor til to store tøser, der lærte at læse og regne uden ferie-skole 🏖

  25. Hej Cana.

    Spot on! Du er ikke alene – overhovedet. Jeg har en dreng der starter i 1. klasse i næste uge, som godt kan læse, men som altså mister motivationen lige så hurtigt, som han når at kigge på den første side i sin letlæsningsbog. Jeg nikker (meget) genkendende til, at fylde sit hovede med “jeg burde nok” og samtidig have en mavefornemmelse og en mor-stemme der siger, at det nok skal gå alligevel. Den er svær, men mon ikke det går?

  26. Man skal forsøge at give børn læseGLÆDE og det tror jeg ikke på man gør ved at skulle læse 20 min. Dgl.
    Min læser en bog i ny og næ og så læser han måske ikke i 14 dage. Han skal i 5. Nu og har altid haft nemt ved det. Faktisk sagde læreren i 3. Klasse – I må endelig ikke fratage ham læseglæden ved at sige han SKAL læse dgl, det er SÅ fint som det er nu.
    Jeg tror på at utallige ture på bibliotek og rigtig meget højtlæsning har givet vores dreng den store glæde ved at læse og sige historier og viden til sig.
    Dårlig samvittighed har vi nok af – væk med den.
    Ferie gir SÅ meget andet end 20 min læsning dgl gør.
    Kærligst fra Line

  27. Overhovedet ikke om de har læst 20 min hver dag. De har læst det de har haft lyst til og i det omfang de har magtet.
    For de har ferie, og det skal de have lov til at holde.

  28. SPOT ON!!
    Jeg har herhjemme gået de sidste 14 dage og dagligt haft dårlig samvittighed. Og tænkt “i aften sætter vi os og læser”.. Men af en eller anden grund forsvinder tiden. Min yngste dreng er 8 og starter 2. Klasse på mandag. Den dårlige samvittighed ligger også i, at vi herhjemme læste rigtig meget med den store på nu 14 år – både højtlæsning og øvning. Han ELSKER at læse og forsvinde ind bøgernes univers og vil den mindste på 8 år gøre det samme, når nu vi ikke har dyrket det ligeså meget?
    Fordi jeg læste dit indlæg, tog jeg en snak med min mand. Han er selvfølgelig enig i at vi skal læse, men er samtidig fortrøstningsfuld og mener at når skolen starter, vil vi automatisk komme ind i rytmen igen 😊 Og han HAR ret…. Men den der samvittighed er nok ikke sådan til at komme af med. For som du skriver ønsker alle at være de bedste forældre for deres børn. Og gøre alt perfekt. Men jeg er på ingen måde perfekt!!

  29. Mine to ni-årige har bestemt ikke læst (i bøger altså) hver dag. De keder sig med bøger og vil gerne noget andet i deres sommerferie – og det forstår jeg faktisk godt!
    Tilgengæld har vi set engelske film med undertekster og den øver de sig i at følge med i – og så opfordres de til at læse det de ser på deres vej; vejslilte, bannere, menuer på restauranter m.m. Det giver godt og de er glade. Det passer ind i ferie og oplevelser og jeg kan holde min samvittighed nogenlunde ren!
    Kh. Helene

  30. Årh Tak for dig!
    Jeg har siddet med præcis den samme dårlige samvittighed her i denne uge.
    Vi har læst dagligt inden ferien, idet vores dreng, har haft nogle udfordringer ift. læsningen. Det går dog meget bedre.
    Men vi har holdt ferie, og ikke fået læst. Jeg syntes iøvrigt, det er under al kritik at børnene idag ikke længere må holde fri i deres ferier.
    Vi andre holder også ferie og kobler af, det har børnene med de krav, der stilles idag bestemt lige så meget behov for.
    Men årh hvor jeg kender følelsen🤦‍♀️

  31. Jeg kan som skolelærer i de mindste klasser kun sige at det er mega vigtigt. Gå på biblioteket, lær dem at fordybe sig og elske bøger. Det er der tid til i ferien. Og mange børn læser markant dårligere efter ferien, fordi der ikke støttes op om det derhjemme.

    Når det er sagt synes jeg ikke du skal have dårlig samvittighed, hellere prøve igen i næste ferie 🙂

    1. Selvfølgelig er det vigtigt 🙏🏼 Nu har vi heldigvis stadig holdt læsningen ved lige (omend det ikke har været struktureret hver dag) og min Jens læser efter min bedste overbevisning faktisk nærmest bedre i dag, end han gjorde da sommerferien begyndte – måske fordi han har læst en hel del andet end letlæsningsbøger, som ærligt talt keder ham 🙈

  32. Hej

    Vi læser ikke herhjemme i ferien, kun hvis han selv vil (han er 10 år)
    Tilgengæld får han en masse andre ting med sig i ferien som ikke læres i skolen.
    Oplysninger om de steder vi har været, ord på nye sprog og som bonus snakker han engelsk med alle han kan komme i nærheden af.

    Slip den dårlige samvittighed omkring læsedelen. Ferie er ferie og skal ikke følges som pligter at lave noget.

    Min holdning er at det nye skolesystem i forvejen presser citronen med meget lange dage, så derfor er ferie og afslapning ekstra vigtigt 👍🏻🌞
    God dag 😊😊

  33. Til hverdag får vi læst men ærlig talt når der er ferie og særligt sommerferie så får vi altså heller ikke læst
    Tænker de nok skal klare sig alligevel

  34. At høre lydbøger er også en slags læsning! Det træner sprogforståelsen og “nye” læsere kan ofte lytte og forstå på et højere niveau end de kan afkode, så det er fin træning.
    Kh en dansklærer

  35. Som indskolings-dansklærer og mor, kan jeg blot fortælle dig at det er det der er mest af, der præger dem mest. Dvs. selvfølgelig er det godt at læse i ferien. Og selvfølgelig er det også godt at holde fri og gøre alting fordi man har lyst.

    Hyggen er helt afgørende, som du selv skiver, for vi er ko blevet uddannet til at vide at børn kun lærer hvis de er motiveret. Hvis læsning bliver en sur pligt der bare skal overståes, er det mere eller mindre spild af tid. Så læs 15 min inden sengetid 4 ud af 7 dage i hverdagene. Så er Bjarne godt hjulpet.