mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Den bedste nyhed længe!

Egentlig var det meningen, at jeg ville have skrevet om noget helt andet i dag. Men da jeg læste nyheden om, at drenge fra på søndag også bliver inkluderet i tilbuddet om gratis HPV-vaccination, blev jeg nødt til at sadle om. For som mor til to drenge, kan jeg mærke, at jeg lige bliver nødt til at sætte et par ord på den nyhed.

Jeg ved at HPV-vaccinen har delt vandene lige siden den kom frem herhjemme og jeg ved selvfølgelig også godt, at det ikke er alle der læser med her hos mig, der deler mine synspunkter. Det opdagede jeg, da jeg første gang skrev om HPV-vaccinen (HER) og der kom ild i mit kommentarfelt. Ikke desto mindre, så står jeg selvfølgelig ved min holdning, som altså er meget, meget positiv.

HPV-vaccinen virker rent faktisk og man kan altså – som jeg en anden gang skrev om HER – allerede nu se et markant fald i antallet at kvinder, som får forstadier til kræft i livmoderhalsen, fordi så mange gudskelov har ladet sig vaccinere. Det er – set med mine øjne – fuldstændigt fantastisk, at man har fundet en vaccine, som kan holde helt op imod 90% af de kræfttilfælde der uden den ville være opstået, for døren.

Det er selvfølgelig stadig op til den enkelte at afgøre, hvorvidt man ønsker at tage imod tilbuddet om vaccination eller ej, og selvom jeg personligt synes det er en virkeligt, virkeligt god idé at gøre det, så har jeg selvfølgelig fuld respekt for, hvis andre har en anden holdning. Men – og her kommer altså et lille, men meget vigtigt men: Fordi det ikke er alle forældre, der lader deres teenagedøtre vaccinere, så må vi andre, der har mulighed for at bremse spredningen af HPV-infektionerne (som netop er dem, der blandt andet kan give kræft – og som altså også er dem man vaccinerer imod) jo træde til hvor vi kan. Og det kan vi blandt andet ved at lade vores drenge vaccinere. Hvis drengene bliver vaccinerede mod HPV, kan de ikke længere smitte pigerne – og voila – så er vi kommet ét skridt tættere på en udryddelse af den forfærdelige livmoderhalskræft, som jeg desværre har et både personligt og professionelt kendskab til, kan være en iskold dræber.

Indtil nu har det dog været for egen regning, at drengene kunne blive vaccinerede, men det skal altså, fra på søndag, ændre sig til at alle drenge, som er fyldt 12 år efter d.01.juli 2019, kan få vaccinationen helt gratis.

Kæmpestort hurra, altså!

På egne vegne, selvfølgelig fordi jeg så slipper for at skulle have penge op af lommen den dag mine egne drenge bliver gamle nok til at få vaccinationen (fordi jeg ellers gladeligt havde betalt for den). Men allermest på vores børns fremtids vegne.

Livmoderhalskræft er ikke at spøge med.

Udover at kunne afhjælpe livmoderhalskræft, så kan vaccinationen faktisk også afhjælpe de fleste former for kønsvorter, analkræft og så vidt jeg ved faktisk også nogle former for tunge-, strube-, og halskræft, som dog skulle være mere sjældne, hvorfor de ikke får så meget fokus. Disse kræft- og sygdomsformer er selvfølgelig ikke er forbeholdt piger, så udover at vi med vaccination af vores drenge kan støtte de ikke-vaccinerede piger i alligevel ikke at få HPV-infektioner, så får drengene simpelthen også selv direkte positive effekter af vaccinationen.

Som statistikkerne ser ud lige nu, så rammes 2 danskere hver eneste dag af kræftformer, som skyldes HPV. Og af alle disse, kan rigtigt, rigtigt mange altså forebygges med HPV-vaccinen. Det synes jeg er værd at tage med og jeg synes derfor, at det er en særdeles dejlig nyhed, at tilbuddet om HPV-vaccination i fremtiden kommer til at gælde for alle børn. Der skal i alle tilfælde lyde et stort og hjerteligt tak til Kræftens Bekæmpelse og Sundhedsstyrelsen herfra. Det var den bedste nyhed længe.

TAK!

Skriv din kommentar

Kommentarer (20)

  1. Jo jo er da helt enig. Men som forælder til to drenge på 15 og 17 hjælper det altså ikke meget. Og det er en virkelig dyr affære. Sorry for at putte malurt i bægeret 😕

    1. Du har helt ret! Det hjælper selvfølgelig (og desværre!) ikke jer økonomisk, men ikke desto mindre er det nuværende (altså, fra på søndag) bedre end ingenting – for alles skyld. Jeg håber at I kan finde pengene, hvis du alligevel vil have dine drenge vaccineret. Set i forhold til sy man potentielt kan undgå en kræftsygdom, synes jeg personligt at det er en “lille” pris at betale ❤️

      1. Jeg sidder hver eneste dag i Kræftens Bekæmpelse og arbejder med vores informationsindsats ‘Stop HPV – bliv vaccineret’. Som Kræftens Bekæmpelse er vi selvfølgelig også helt enige i at at alle drenge op til 18 år burde være inkluderet i vaccinationsprogrammet. Det er en politisk (og økonomisk) beslutning hvor grænsen er sat. Den gode nyhed er, at hvis I er medlem af Danmark giver de 50 % tilskud til vaccinen 🙂

  2. Jeg havde for 4 år siden kræft i mandlerne PÅ GRUND AF HPV-virus, så jeg jubler også i dag 🙂 Har selv en dreng på 8 år, som bestemt skal vaccineres, når han bliver 12 – var han bestemt også blevet uden den gratis vaccine

  3. Nemlig Cana – HURRA ♥️ Min søn er 13, men han skal vaccineres alligevel og jeg betaler med glæde (jeg tør simpelthen ikke lade være). Jeg er selv HPV vaccineret.

  4. Det er SÅ fedt! Begge mine børn skal have den når de er gamle nok. Både min datter fra 2013 og min søn fra 2018.

  5. Jeg har en søn som fyldte 12 år i februar, jeg skal også selv betale 🤥 Synes det er uretfærdigeligt og kan ikke forstå hvorfor det ikke bare kan gælde for alle under 18 år 😉

  6. Kære Cana.

    Så fint og meget relevant indlæg. Jeg er i min bedste alder (37) mor til to store børn. Jeg troede ikke HPV ville ramme mig, jeg har jo haft fast partner de sidste 14 år. MEN i start foråret blev jeg ringet op af lægen efter et obligatorisk celleskrab (som jeg btw havde let og elegant springet over i 4 ÅR 😑). Jeg har tidligere fået lavet to keglesnit, så tænkte egentlig ikke HPV ville ramme mig. Men lægen fortalte mig at jeg havde fået HPV type 16 og 18, som er skyld i 70 % af alle tilfælde af livmoderhalskræft. TAK for kaffe.
    Jeg er dog til tjek hos lægen med mine tal, og de ser fine ud. Og jeg lover, at jeg nu overholder alle kontrols fremadrettet. Men konklusionen er, selvfølgelig skal begge vores børn, både datter og søn have HPV vaccinen. For jeg vil ikke kunne stå ansigt til ansigt med mit barn, hvis uheldet er ude og det var mig der aktivt havde fravalgt vaccinen.
    Jeg syntes det er yderst relevant emne, og dejligt du spreder budskabet ✌️🌞

    Pia

  7. Hej Cana. Jeg har ikke skrevet kommentar til dig før, men jeg har simpelthen også armene i vejret over det! Både på egne børns vegne, men også på vores samfunds og de piger, der af en eller anden grund ikke bliver vaccineret. Der er så mange kræftformer, vi fremover vil se en nedgang i alene pga den her vaccine, og jeh vikke aldrig tøve med at vaccinere mine børn, selvom jeg selv skulle betale. Selvom jeg synes, samfundet bør betale, uanset alder, men det er en helt anden snak 🙂

  8. Hej Cana
    Det er bestemt en dejlig nyhed, men jeg er desværre ikke kun begejstret.
    Jeg er aleneforsørger til tre drenge på 5, 14 og 17 år. 💙💙💙 Den yngste får den tilbudt, men hvis de to store skal vaccineres, så er det for egen regning.
    Det har jeg økonomisk ikke mulighed for. 😞 så der skabes jo ulighed. For nogle vil det være en prioritering af de økonomiske midler, man har til rådighed, for andre er det ganske simpelt ikke muligt. Det er jo ikke lighed i forhold til sundhed. Tanken om, at jeg ikke kan beskytte dem alle tre i forhold til risikoen for HPV og de risici der følger med, kan godt gøre mig søvnløs … 🙁
    Fra en bekymret mor der ønsker lighed i sundhed og sygdomsforebyggelse

    1. Hej Maria
      Som jeg også har skrevet i en anden kommentar, så yder Danmark 50 % tilskud til vaccinen – hvis man er medlem selvfølgelig 🙂

  9. Det er så vigtigt.
    Jeg har selv været blandt de første der fik vaccinen men desværre også en af dem der har haft livmoderhalskræft.
    Efter behandling var jeg dog igennem endnu en omgang vacciner. Begge gange selvbetalt.
    Jeg ønsker ikke for min værste fjende at skulle opleve det. Lad os sammen beskytte dem som ikke har muligheden for at vælge vaccinen til pga sygdom.

  10. Som (total nybagt) mor til en dreng på 3 uger, er det da lige til at hyle over… 👏😭🎉 HURRAAA! 💙❤

  11. Desværre kan det aldrig gøres fair ifht. alder, når man indføre en aldersgrænse på vaccination. Det vil altid være malurt i bægeret for dem, der liiiiige er blevet aldersgrænsen plus 1 dag. Mine bedsteforældre betalte for mig og mine fætre, da vi fik vaccinationen. Og vi havde betalt for vores søn, hvis det var nødvendigt. HPV-vaccinen er, i min optik, så vigtigt.

    Men hvis man melder sig ind i Sygesikringen Danmark (gruppe 5) koster det 121 kr. om måneden at være medlem. Og så dækker de 50% af udgifterne. Det betyder, de samlede udgifter til vaccination er 2250 kr. Og med indmeldelsen i Sygesikringen Danmark trimmer man jo lidt på andre udgifter (medicin, tandlæge, briller mv.), sådan at den månedlige betaling til Danmark næsten “bliver tjent hjem igen”. Så det er – groft – de 2250 kr., man skal finde over 1 år i budgettet.

    Jeg er helt med på, det ikke bare lige er muligt for alle men 2250 kr. er nemmere at finde end 4500 kr.

  12. Jamen god nyhed for alle de drenge som vælger det til 🙂
    Jeg kender både gode og dårlige udfald fra forskellige kvinder.
    Jeg fik selv kræft i livmoderhalsen for mange år siden og havde kunnet tænke mig at tilbud om vaccine var der dengang.
    Så må du have dine drenge af sted til doktormanden/kvinden 🙂
    God weekend 🙂

  13. Det er en fantastisk nyhed. Min egen søn blev 12 i januar, så vi betaler selv. MEN hvis man er medlem af sygeforsikringen danmark, får man 50% refunderet – bare til info.

  14. Jeg jubler sammen med dig Cana, har selv to drenge på 5 og 8 år, der helt sikkert skal vaccineres når de fylder 12 år.
    Vi har haft en del tilfælde af kræft (livmoder halskræft, lungekræft, skjoldbruskkirtel kræft), så jeg er selvfølgelig selv vaccineret
    også:-)

  15. Enig enig enig. Som mor til 3 drenge (og sygeplejerske) er det et meget stort og tiltrængt skridt i den rigtige retning. Yes .

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven