mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Vegansk Pavlova – instakagen over dem alle!

Vegansk pavlova? Kan man overhovedet det? JA, man kan så – og du får opskriften lige her!

vegansk pavlova opskrift

Der findes få kager i verden der er så insta-venlig som den jeg vil præsentere jer for i dag. En pavlova, selvfølgelig. Eller rettere, en vegansk pavlova, for at være helt præcis!

Som I måske allerede ved – særligt hvis I har stiftet bekendtskab med min første opskrift på en nem pavlova – så plejer sådan én jo at bestå primært af animalske produkter, i form af æggehvider til bunden og fløde til toppingen. Men venner, jeg har simpelthen fundet ud af hvordan det kan laves uden de to hovedkomponenter – og samtidig smage fuldkommen vidunderligt. En lille smule anderledes end den originale, ja, men stadig meget, meget dejligt!

I stedet for æggehvider kan man nemlig bruge kikærtevand. Hidtil har jeg primært brugt det, når jeg shaker cocktails, som kan få et smukt skum, hvis man shaker med lidt kikærtevand, men nu har jeg altså også kastet mig ud i at gøre det til marengs. (Som basically er dét bunden består af). Det kræver en lille smule mere piskearbejde, end når man arbejder med æg, så hvis ikke du har en røremaskine eller i det mindste en elpisker, så kommer mullerne altså en lille smule på overarbejde med denne her. Men udover dét, så er det virkelig nemt at lave vegansk pavlova!

Skummet, som plejer at være baseret på fløde, er lavet af kokosmælk og det smager således lidt kokos-agtigt, men det synes jeg kun er lækkert, sammen med de syrlige bær. Og OMG! Tænk hvordan det må smage hvis man gør sig den ulejlighed at komme lidt ananasstykker på også. Mums!

I denne omgang har jeg brugt jordbær, hindbær, blåbær og et par ananaskirsebær, som jeg fandt nede i mit lokale supermarked, men alt frugt går an, så længe det ikke er aaalt for vådt – så kan det nok gøre skummet lidt smattet, forestiller jeg mig.

Nå, men altså, ikke mere snak – I skal jo bare have opskriften! Scroll ned og lad jer forføre af en vanvittigt lækker (og smuk!) vegansk pavlova 🙂

vegansk pavlova opskrift vegansk pavlova opskrift

 

Vegansk Pavlova

10 personer
90

Ingredienser

Vegansk Pavlova - bund

  • 2 dl kikærtevand (svarende til vandet fra 1 dåse kikærter)
  • 1/2 tsk eddike (alle slags går an)
  • 300 gram flormelis

Vegansk Pavlova - fyld

  • 1 dåse kokosmælk (fuldfed og køleskabskold)
  • 1/2 tsk vanillepulver
  • 2 tsk flormelis
  • Bær eller frugt efter fri fantasi

Sådan gør du

Vegansk Pavlova

Tænd ovnen på 90-100 grader, almindelig ovn.

Pisk kikærtevandet (og gem for guds skyld kikærter til aftensmaden, eller morgendagens frokost) sammen med eddiken, ved høj hastighed. Massen skal piskes helt stiv og hellere pisk lidt for længe, end lidt for kort. Forvent at det tager omtrent 6-7 minutter, førend massen er helt stivnet.

Herefter tilsætter du flormelisen, én spiskeskefuld ad gangen, imens du pisker løs. Pisk gerne et halvt minuts tid imellem hver skefuld flormelis.

Når al flormelis er tilsat pisker du yderligere fem minutter, indtil massen er så stiv, at du kan vende skålen på hovedet, uden det falder ud.

Den veganske marensmasse vendes ud på en bageplade beklædt med bagepapir og formes ligesom en fuglerede; altså tyndt smurt ud inde på midten og så med en god tyk kant rundt om. Sæt den ind i ovnen og bag den minimum en time – gerne længere, hvis du har tid.

Når bunden er  færdigbagt, åbner du ovnen og lader den stå og køle af derinde.

Imens forbereder du dit fyld.

 

Vegansk Pavlova - fyld (vegansk flødeskum)

Adskil det faste fra det flydende i din kokosmælk. Du skal kun bruge det faste, men du kan selvfølgelig fint gemme det flydende til at bruge fx i madlavningen senere.

Den faste masse fra kokosmælken piskes cremet og luftig. Det tager ca 1 minut. Herefter tilsættes flormelis og vanillepulver, pisk et par sekunder igen og voila. Vegansk flødeskum.

Kom det veganske flødeskum ovenpå den afkølede marengsbund. Kom bær på efter smag og behag og server for dine gæster, som vil blive blown away! 😉 

vegansk pavlova opskrift

Seriøst, er det ikke pænt? Det vil altså både imponere i virkeligheden, på billeder og selvfølgelig i maven, hvor jeg i hvert fald selv bliver usædvanligt tilfreds, når jeg har spist denne her. Rigtig god fornøjelse – og glem så ikke at tagge mig på instagram (@canabuttenschon) hvis I ender med at vise kagen frem derinde. Jeg vil sååå gerne se hvordan I kreerer den hjemme hos jer!

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Jeg er helt enig – kokosskum er sååå godt, særligt med et drys vanilje i og lidt extra ristet kokosmel på toppen af kagen.

    – A

  2. Wow! Har Simon lært dig dén opskrift? Den hjælper mig lige nøjagtig ud af den klemme, min datters allergi har sat mig i..

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven