Sommerdessert – med jordbær og marengs

Sommerdessert er i mine øjne sådan én, der smager sødt, friskt og lækkert – og så gør det selvfølgelig ikke spor, hvis den samtidig også er mega pæn!

sommerdessert med marengs og jordbær

Den ser imponerende ud, den smager vidunderligt og så er det faktisk – med lidt god forberedelse – ret hurtig lige at bakse sammen, denne her friske sommerdessert.

Jeg ved ikke hvordan det er gået til, men jeg er altså gået hen og er blevet bidt af en gal grydeske! En grydeske som ikke kun laver vegetarlasagne og den slags, vel at mærke. Eller jo, jeg ved nok godt hvordan det er gået til – min meget søde (og meget, meget tålmodige!) kæreste har nemlig lært mig et par tips og tricks i køkkenet, til hvordan jeg – ret let endda – kan lave nogle retter, som vil imponere de fleste. Snyd, måske. Men hey, jeg har ryggen på jer, for I skal selvfølgelig bare have nogle af de bedste tips givet videre. Så godt jeg kan, i hvert fald.

Og vi starter altså med denne her sommerdessert, som består af krystalliseret hvid chokolade, marengs, marinerede jordbær, lidt krydderurter og en kugle is, som jeg altså har købt til formålet. Bum.

Det lyder svært – især den krystalliserede hvide chokolade – men jeg lover jer, at det er ret nemt. I hvert fald hvis man er indehaver af et stegetermometer. Hvis ikke, så skaf et 😉

Afhængigt af dit overskud i køkkenet generelt og om du skal lave andre krævende ting til din middag før desserten, så kan det altså godt anbefales at forberede lidt i løbet af dagen. Eller for den krystalliserede hvide chokolades vedkommende, mange dage i forvejen. Den skal nemlig, når først den er lavet, bare en tur i fryseren og så kan du bruge den når end du har lyst.

Din marengs kan du i øvrigt også fint lave mange timer i forvejen, således du praktisk taget bare skal anrette, når det er tid til en omgang lækker sommerdessert.

sommerdessert med marengs og jordbær

Jeg har lavet to typer marengs – eller tre, faktisk – på denne dessert, men de kommer altså allesammen ud af den samme marengsmasse, så bare rolig, du skal kun lave det én gang 🙂

sommerdessert med marengs og jordbær

Sommerdessert med jordbær og marengs

6 personer
90

Ingredienser

Sommerdessert

  • Krystalliseret hvid chokolade
  • Marengsplader
  • Marengsdutter
  • Marinerede jordbær
  • 1 iter vanilleis
  • En god håndfuld små mynteblade eller basilikumblade
  • 15-20 spiselige blomster

Krystalliseret hvid chokolade

  • 50 gram hvid chokolade
  • 50 gram sukker
  • 2 spsk vand

Marengs

  • 1 æggehvide
  • 75 gram sukker
  • 2 spsk vand

Marinerede jordbær

  • 1 bakke jordbær
  • 2 tsk sukker
  • Saften af 1/2 citron

Sådan gør du

Krystalliseret hvid chokolade

Kom sukker og vand i en gryde. Kog det op til 127 grader.

Imens det koger, så hak den hvide chokolade groft og kom den i en skål. Eller bedre, i en røremaskine, hvis du har sådan én.

Når sukkeret er tilpas varmt, tager du det af og hælder det laaaangsomt ned i den hvide chokolade, imens du pisker løs!

Når alt sukkeret er pisket i, har du en smuldret masse tilbage. Den kommer du i en lufttæt bøtte og i fryseren. Her kan den sagtens stå i flere dage, inden du skal bruge den.

Marengs

Kom sukker og vand i en tykbundet gryde. Kog det op til 121 grader.

Pisk æggehviden hvid og let stiv.

Når sukkeret er tilpas varmt hælder du det laaangsomt op i æggehviden imens du pisker løs. Når alt sukkeret er hældt i æggehviden, pisker du videre ved høj fart i cirka 3 minutter, eller indtil massen er helt glat og godt stiv.

Smør det meste af marengsmassen helt tyndt ud på en bageplade beklædt med bagepapir.

Det øvrige kommes i en sprøjtepose (eller en frysepose med hul i det ene hjørne, hvis du ikke har en sprøjtepose) og duttes ud på bagepapir, sådan som du nu synes.

Hvis du gerne vil lave flere forskellige dutter, kan du evt tage en lille rest marengs og komme lidt frugtfarve i og dutte den ud også – sådan som jeg har gjort i min udgave af desserten her.

Marengsen kommes i ovnen (varmuft, hvis du har gang i flere plader) og bages i mindst 1 time ved 90-95 grader.

Hvis du bager din marengs længe i forvejen, kan den godt blive lidt blød og klistret i løbet af dagen. Hvis det sker, så kom den tilbage ind i ovnen ved 90 grader i 15-20 minutter inden du skal bruge den. Så tørrer den op og bliver god igen.

Marinerede jordbær

Skyl og skær dine jordbær i skiver. Kom dem i en skål sammen med citronsaften og sukkeret. Rør rundt og stil dem på køl i mindst 30 minutter. Jordbærrene kan sagtens stå og marinere i timevis – så vender du dem bare lige i skålen hver gang du går i køleskabet.

Samling og anretning af desserten

Start med at tage din is ud af fryseren og find herefter dine tallerkener og alt det andet du skal bruge frem, så du er klar til anretning.

Kom en spiseske krystalliseret hvid chokolade på hver tallerken.

Læg en stribe af jordbær foran og bagved den hvide chokolade.

Pynt jordbærrene med lidt mynte eller basilikumblade og et par spiselige blomster.

Kom marengsdutterne på rundt om jordbærrene. (Ikke ovenpå, da de så suger saften go bliver bløde).

Kom en kugle is – eller en quenelle, hvis du kan lave sådan én – ovenpå den krystalliserede hvide chokolade.

Bræk din marengsplade i mindre stykker og anret den op ad isen. Hvis du ikke er så god til at kugle is, kan du evt skjule den lidt bag marengsstykkerne.

Kom en spiselig blomst på toppen af isen og server imens den stadig er kold.

Velbekomme!

sommerdessert med marengs og jordbær

Jeg ved det godt – det lyder kompliceret, men jeg lover altså at det, når først man går igang, ikke er så slemt. Til gengæld kommer du stensikkert til at imponere dine gæster!

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)

  1. Det ser altså imponerende flot ud og lyder lækkert 🙂
    Så det skal jeg absolut prøve at lave.
    Tak for opskriften og en god weekend ønskes herfra 🙂