Seksten venner rigere…

Det var med en lille knude i maven vi gik ned mod terrassen. For det første vidst jeg ikke helt hvor – eller hvad, for den sags skyld – det var, og for det andet, så havde jeg ikke den fjerneste idé om hvordan det ville blive. Jeg havde inviteret otte af mine følgere på Instagram til fest på “terrassen”, sammen med hver deres ledsager – og som præmissen jo sådan set er med den slags, så kendte jeg altså ikke et øje. Bevares, jeg har gjort det før, holdt læserevents og et hav af foredrag, hvor jeg ofte møder jer der følger med, men det her var altså første gang jeg holdt fest – og det endda uden anden anledning end at jeg syntes det var en sjov idé. For mig, for at møde nogle af mine følgere – og for dem der kom, for forhåbentligt at få en oplevelse lidt udover det sædvanlige. Sådan tænkte jeg i alle tilfælde da jeg planlagde det. En halv time inden festen skulle starte, var jeg knap så meget ovenpå.

Heldigvis viste det sig hurtigt at medarbejderne her på Samsø Festival (hvor “terrassen” ligger) er præcis ligeså nice, som alle andre vi har mødt indtil nu og de tog således særdeles godt imod os. Nu skulle gæsterne bare komme.

Klokken fem minutter i seks var der kommet to gæster. To. Fuck. Tænk, hvis de ikke gad komme!

Fem minutter over seks, var der heldigvis kun to som endnu ikke var kommet og et kvarter senere, havde vi inviteret et par af mine gæsters venner med op til festen og det virkede helt perfekt.

Folk snakkede på kryds og på tværs, vi drak en hulens masse øller og sang med på de sange vi kendte, imens jeg med nogenlunde held, fik sludret og krammet med hver og én af mine fremmede gæster, som heldigvis (og selvfølgelig) viste sig at være pissesøde allesammen.

Ej, det var virkelig, virkelig en god måde at starte festivalen ud på – især selvfølgelig fordi jeg nu har fået 16 nye venner, som jeg, festivalens beskedne størrelse taget i betragtning, formentlig kommer til at støde ind i et par gange i løbet af de næste par dage.

Jeg havde sørget for at der var glimmer til at alle kunne blive malet lidt i ansigterne – en opgave nogle tog mere bogstaveligt end andre, ha ha!


Fornemmer man det godt på billederne? At det bare var mega hyggeligt? Det var det i hvert fald og med dén erfaring i rygsækken, er jeg overbevist om, at det ikke bliver sidste gang jeg holder sådan et event, så tak til jer for at følge med og for at give mig muligheden for at kunne invitere sådan nogle gode nogen som jer. TAK! 

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. 1000 tak for en fed og mega hyggelig fest! Du og din mand gjorde starten på Samsø Festivalen til noget helt specielt. Dejligt at møde jer og de andre søde mennesker. En fremmede er blot en ven du endnu ikke har mødt! Håber vi ses i løbet af de næste par dage. kh Marianne & “tøsebarnet” fra Samsø.