mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Mit liv som jordemoder #4

Allerede inden jeg var startet på mit allerførste voksenjob, som jordemoder på fødegangen på Hvidovre Hospital måtte jeg ringe til min chef og bede hende om fire ugers ferie. “Du ved godt, at du selv skal betale, ikke?” spurgte hun lidt mistroisk. Det vidste jeg godt. Ligesom jeg også godt vidste, at jeg virkelig gerne ville have de der fire ugers ferie lige der i det meste af november, selvom jeg virkelig ikke var meget for at fortælle min chef hvorfor. “Jeg er blevet inviteret på en rejse til Kina” sagde jeg lidt undvigende. I virkeligheden var det ikke spor løgn. Jeg var blevet inviteret på en rejse til Kina i fire uger i november. Jeg undlod bare lige at fortælle, at det var fordi jeg skulle repræsentere Danmark ved en international skønhedskonkurrence. Jeg syntes nemlig at det var så flovt!

Selvom jeg naturligvis ganske frivilligt (efter let pres fra det eventbureau hvor jeg af og til arbejdede) var stillet op til konkurrencen, så havde jeg aldrig nogensinde i min vildeste fantasi regnet med at jeg skulle vinde. Jeg ville jo overhovedet ikke vinde. Jeg ville jo bare have én på opleveren og møde nogle nye piger, nu hvor jeg lige var flyttet til København få uger forinden. Jeg har jo aldrig nogensinde været sådan skønheds-én, tænkte jeg.

“Hva’ så, modella?” grinede én af sosu-assistenterne, imens hun valsede en karikeret catwalk ned ad fødegangen, hvor jeg kom gående i mine træsko. Nogle af de danske magasiner syntes at jeg var en fremragende historie at bringe, så min plan med at holde det hemmeligt, gik selvfølgelig i vasken. Hun krammede mig og sagde alle mulige søde ting. Det skulle nok gå.

Det var en kæmpe kontrast, at sidde på en fødestue det ene øjeblik, for at stå og smile (falsk) på en scene det næste. Men det gik.

Det eneste der endte med at være noget rod var, at det hele skete nogenlunde samtidig med at de dersens moderne “iphones” fandt vej ind i manges liv. En nat – en lørdag vist – tog jeg imod et par som ventede deres første barn. Jeg viste dem ind på modtagestuen, undersøgte kvinden som foreskrevet og gav hende efterfølgende et lavement, med beskeden om at holde på det så længe hun kunne. I mellemtiden ville jeg lige stikke ned i personalestuen og gennemlæse hendes journal, for at sikre mig, at jeg havde styr på eventuelle særligt behov. Parret kunne, hvis de havde brug for det, selvfølgelig bare trække i den røde snor, så ville jeg fluks komme tilbage.

De trak ikke i snoren og jeg vendte således planmæssigt tilbage til stuen små 10 minutter efter jeg var gået. Kvinden var øjensynligt stadig på toilettet, men jeg gik ind alligevel.

“Er du kun 22?!” fløj det ud af manden, så snart jeg kom til syne for ham.

Hvad pokker, tænkte jeg. Hvordan i alverden…?

“Ja, jeg lagde jo mærke til at du har et lidt specielt navn, så jeg googlede dig lige…” sagde han, imens han stolt viste sin nye iphone frem.

… Fuck.

Jeg havde lige undersøgt hans kæreste indvendigt, om nogle timer jeg skulle jeg måske tage imod hans barn og nu sad han der og gloede på et billede af mig. I bikini. Med et meget stort (og meget falsk) smil, smurt udover mit makeupbelagte ansigt.

Sjældent havde jeg været så flov over min præstation som “Miss Danmark”, som jeg var lige der. Og min alder, for at tale om noget helt andet…

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)

  1. Hej Cana!
    Jeg skal til at starte på jordemoderuddannelsen her til februar og ender derfor også kun med at være 23 når jeg er færdig uddannet.
    Vil høre om du fik mange fordomme i mod din unge alder som jordemoder? Eller?
    Håber på et svar. 🙂

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven