Mit liv som jordemoder #3

Det var en af de mest erfarne afdelingsjordemødre der var på vagt. En meget dygtig, men også lidt hård jordemoder, var min fornemmelse. Hun fordelte altid opgaverne med hård hånd og man skulle som mening jordemoder ikke gøre sig de store forhåbninger om at kunne gøre indsigelser, hvis først hun havde truffet beslutning om noget.

Heldigvis fik jeg lov til bare at gå ind på en stue og passe en førstegangsfødende som indtil videre havde haft et ukompliceret forløb. Hun var lige ankommet til fødegangen, var ved okay-godt mod og alt var som det skulle være. Jeg satte mig ind på stuen, fornemmede parret og gjorde i virkeligheden ikke så meget end bare at være der, sådan som jeg havde gjort det så utroligt mange gange i min tid som studerende. Jeg stod til rådighed, kom med opmuntrende ord og lyttede hjertelyd i ny og næ.

Efter et par timer undersøgte jeg kvinden indvendigt. Livmoderen havde åbnet sig 5-6 centimeter og fødslen skred planmæssigt frem. Kvinden klarede det utroligt godt. Hun havde efterhånden ret kraftige veer, men fordi hun stadig havde 3-4 minutters pause imellem hver ve, kunne hun godt holde dem ud. Hun fik et par varmepuder og hendes bedre halvdel masserede hende troligt over lænden hver gang der kom en ve. De var et sejt par, de to.

Det bankede på døren. Det var afdelingsjordemoderen.

“Kommer du lige herud et øjeblik” sagde hun, henvendt til mig.

Gad vide hvad jeg skulle? Var der mon telefon til mig?

“Har hun kun åbnet sig 1 centimeter siden vagtskiftet?” spurgte hun.

“Mjah, måske halvanden centimeter – men hun har altså gode veer, så jeg tænker at det nok skal gå fint fremad” svarede jeg.

“Hvis hun ikke har åbnet sig mere end det, bliver du nok nødt til at sætte et vestimulerende drop” sagde hun med en tone, jeg havde lidt svært ved at læse. Altså, jeg var jo ny og hun var så erfaren, så måske ville hun bare hjælpe? Det gav bare ikke rigtigt mening for mig, når jeg nu vidste at kvinden åbnede sig helt planmæssigt.

“… Men der er jo fin fremgang? Altså, det går ikke med lynets hast, men det er helt indenfor normalområdet og jeg er altså ikke bekymret” prøvede jeg.

“Hør nu her. Du er nødt til at få hende til at føde af. Hvad vil du ellers sige til den næste der kommer, som ikke kan få plads? Skal hun så bare føde i parkeringskælderen?” sagde hun hårdt, vendte sig om og gik sin vej.

Av, mand.

Skulle jeg virkelig gå ind på fødestuen og potentielt ødelægge en god fødsel for én, fordi der var en anden på vej ind? Kunne det virkelig være sådan?

Aldrig i min studietid havde jeg oplevet noget lignende. Tværtimod var jeg oplært med tålmodighed og troen på, at langt de fleste godt kan klare sig igennem en fødsel uden alt for meget medicinsk indblanding, hvis bare man giver dem tid, ro og masser af omsorg. Og nu blev jeg beordret at anlægge et vestimulerende drop på en kvinde, uden den fjerneste indikation, andet end at afdelingsjordemoderen syntes det gik “lidt rigeligt langsomt”.

Suk… Måske var det alligevel ikke så nemt at være nyuddannet jordemoder og være startet på Danmarks største fødeafdeling.

… Eller hvad?

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Mennesket eller systemet, jeg tror vi alle som nye har stået i situationer hvor vores faglige vurdering er blevet tilsidesat og der skal power til at holde fast i det valg man har truffet udfra, aftaler,regler og faglig viden. Jeg har stået på en barselsgang og sagt nej til en læge der ville indlægge et barn hos os, med for lav fødselsvægt og for ung i uger. ( Vi måtte ikke lægge sonde på børn)
    Han svar var ” jeg er læge, jeg bestemmer” mit svar var jeg er ansvarshavende sygeplejerske og du er læge på børneafd. Du skal overholde de aftaler din overlæge har lavet med min afd.. måtte lige trække vejret dybt ud og tisse og så ringe til afd sygepl som støttede mig og lægen måtte komme og undskylde. Jeg tænker tit på hvor poweren kom fra og at jeg stod op for patienten, som skulle have den bedste pleje.

  2. Hej Cana,

    Sikke nogle spændende indlæg. Jeg sluger dem råt. Men jeg har sådan tænkt på hvad der så skete efterfølgende?

    Gav du hende vedroppen og “ødelagde” det hendes fødselsforløb eller gik det fint? 🙂

    Kh
    Emilie