mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Mit liv som jordemoder #2

Det var min allerførste vagt som jordemoder på fødegangen, hvor jeg for nyligt var blevet ansat. Jeg var netop trådt ind på en fødestue sammen med dét par jeg skulle hjælpe igennem en fødselUde i vagtstuen var de igangværende fødsler kort forinden blevet fordelt imellem os jordemødre og jeg havde, som den unge og nyudklækkede jordemoder selvfølgelig fået tildelt en fødende med stor sandsynlighed for en ukompliceret fødsel. For ligesom at hjælpe mig blidt og godt igang.

Men jeg vidste som jordemoder jo godt, at der aldrig er nogen garantier, når det handler om fødsler og jeg tror at jeg netop derfor, pludselig blev temmeligt usikker på mig selv, da først jeg lukkede døren bag os.

“Shit, shit, shit!” tænkte jeg. “Hvad nu hvis de opdager, at det er den allerførste gang jeg står på en fødestue uden en erfaren jordemoder bag mig?” Pludselig blev jeg i tvivl om jeg nu også kunne huske hvad det var man skulle. Kunne jeg overhovedet klare det? Og hvad skulle jeg egentlig svare, hvis de spurgte hvor længe jeg havde været jordemoder?

De spurgte. Manden spurgte. Pokkers!

“Jeg har ikke været færdiguddannet så længe, men halvdelen af uddannelsen er praktik, så jeg har taget imod masser af babyer” sagde jeg, imens jeg med middelmådigt held forsøgte at smile overbevisende. Manden nikkede og sagde ikke mere. Han koncentrerede sig i stedet om sin kæreste der havde kraftige veer.

Rummet var som så mange gange før. Jeg havde jo taget imod omtrent 50 babyer allerede og endnu flere gange havde jeg stået på en fødestue og hjulpet en kvinde (og hendes partner) til bedst muligt at kunne håndtere smerterne, frygten og udmattelsen, der for de fleste ramte på ét eller andet tidspunkt. Det var det samme her – og nu hvor jeg ovenikøbet var blevet ansat på en afdeling der var så stor at der altid var en erfaren afdelingsjordemoder på vagt, så var jeg jo alligevel ikke helt alene. Jeg kunne jo altid kalde på afdelingsjordemoderen.

Jeg viste parret til rette på stuen, fortalte at de måtte gøre hvad de ville for at føle sig hjemme og sagde, at jeg selvfølgelig ville være omkring dem det meste af tiden og i hvert fald når de havde behov for mig. Jeg tjekkede om alt det udstyr jeg forventede at skulle bruge under fødslen var i skabet. Det hele var pakket anderledes end sådan som jeg var vant til fra mine praktiksteder, så jeg var nødt til at gå det hele igennem, ting for ting. Det hjalp, fordi jeg kunne stå der med ryggen til parret og gennemgå mine arbejdsopgaver for mig selv, imens jeg trak vejret dybt, i takt med den fødende kvinde. Hold dit fokus, tænkte jeg både til hende og til mig selv.

Hold fokus.

Jeg kunne godt.

Skabet var som det skulle være og jeg satte mig over på fødelejet hvor kvinden lå. Hun håndterede sine veer så flot. Koncentrerede sig dybt og knugede sig ind til sin mand, som sad roligt som en klippe og mindede hende om, at trække vejret dybt.

Timerne gik sammen med fødslen. Der var godt styr på barnets hjertelyd, nogenlunde styr på kvindens smerter og det blev tid til at presse.

Jeg kaldte en sosu-assistent ind på stuen.

“Er det tid til at føde?” spurgte hun.

“Njargh, vi presser stille og roligt” sagde jeg “men du må meget gerne hjælpe med at gøre klar”.

Hun rystede lidt på hovedet, den erfarne sosu-assistent, imens hun med et smil gik igang med at rigge til.

Kvinden pressede godt og effektivt. Jeg var 100% fokuseret.

“Skal jeg gøre mere, eller kalder du bare når I føder?” spurgte assistenten.

“Fuck, går hun nu igen?” tænkte jeg, imens min mund formulerede noget ala: “Jeg tror ikke der går så længe, så du må meget gerne blive”. 

Hun rystede på hovedet igen og stillede sig over på modsatte side af hvor den entusiastiske og meget kærlige mand stod og forsøgte at give sin kæreste iltmasken imellem hver ve.

Egentlig havde hun nok ikke så meget brug for iltmasken, den kære fødende, men jeg var simpelthen så bange for at få et dårligt barn (altså et barn som havde haft iltmangel under fødslen) ud, at jeg konsekvent befalede kvinden ilt i alle pauser. Det gav trods alt barnet lidt bedre vilkår, tænkte jeg.

Jeg guidede kvinden det bedste jeg havde lært. Følte omsorg og empati og forsøgte at give hende modet til at finde alle sine indre kræfter, i kampen for at møde sin baby.

Et kvarters tid senere blev barnet født. En helt perfekt lille baby, som jeg har glemt kønnet på, men som skreg, blev lyserød og kom direkte op på sin mors bryst. Hun klarede den. Barnet klarede den. Vi klarede den.

Moderen græd, faderen græd og jeg lod en stille lille tåre trille ned over min kind. Tænk sig, min første fødsel, som rigtig jordemoder. Jeg havde klaret den.

I hvert fald indtil videre…

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven