mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

IKEA og veer – en andengangsfødsel

Det er alligevel de færreste der tænker “hey, lad os lige smutte en tur i IKEA” når de har mistænkt vandafgang og haft veer i løbet af morgenen. Ikke desto mindre var det altså hvad denne seje kvinde gjorde under sin anden fødsel, som lader til at have været en fuldkommen fantastisk én af slagsen! Velkommen til en vidunderlig fødselsfredag, som man kun kan blive glad i låget af at læse 🙂

Ved min første fødsel blev jeg sat i gang, da jeg gik jeg to uger over termin, og jeg havde derfor hele graviditeten indstillet mig på at gå over termin igen, og denne gang prøve at værne mig med væsentligt mere tålmod end sidst. Derfor virkede det meget trygt for min mand og jeg at flytte i uge 39. Så kunne storebror nå et par uger i den nye institution og at vænne sig til huset, og vi kunne bruge ventetiden på at komme på plads. Det største argument var, at det var lettere at flytte med en baby i maven end med en baby på armen.

Dagen op til den første (graviditetsuge 38+6), hvor storebror skulle have første dag det nye sted, og bedsteforældrene havde indvilliget i at sætte de mest basale møbler op i det nye hus, vågnede jeg tidlig morgen/nat ved et smæld i maven. ”Nej!” sagde jeg ud i luften, for det føltes præcis som en elastik, der sprang, og den følelse havde jeg hørt, man havde, når vandet gik. Jeg blev dog ikke våd mellem benene, så jeg prøvede at benægte tanken og sov videre. Da jeg stod ud af sengen nogle timer senere løb det ud med ‘fostervand’ – som i, det løb ned ad benene og dryppede hen ad gulvet. ”Der er noget jeg skal fortælle, det er lidt noget lort… Vandet er gået,” sagde jeg til min mand med ’vandet’ løbende ned ad benene; han blev til min overraskelse over-glad. Jeg kunne selv ikke komme i tanke om en værre timing. Men for ham var det fuldstændigt underordnet. (Hvilket var en kæmpe lettelse!)

Efter morgenmaden fik jeg lidt småveer. Vi fik afsat storebror til mine svigerforældre og justeret flytteplanerne, så vi kunne føde i Aarhus, tage til Herning og sove i huset alle fire sammen. Jeg prøvede at tænke tanker som ”ej, hvor er det bare noget værre rod”, ”hvor er det synd for storebror, han er jo helt forvirret”, ”det kan jeg ikke magte – så mange ting oven i hinanden”. Men de tanker bed ikke rigtigt på. Måske fordi min mand tog det så roligt. Siden min første fødsel havde jeg set og hørt så meget, som kun havde bekræftet mig i én ting: En fødsel kan man ikke forudsige. De seneste uger havde fødslen fyldt utroligt lidt, i forhold til hvor nært forestående den var. Jeg var ikke motiveret for at øve min vejrtrækning, og jeg syntes, at det var gået så godt sidste gang, at jeg tænkte: ”Så heldig er ingen to gange i træk.” Det lyder helt vildt negativt (eller jysk?), men det var sgu egentligt en fin måde at gå ind til det på; tavlen var ligesom klar til at blive skrevet på igen.

Tilbage til situationen i lejligheden i Aarhus, hvor veerne stoppede. Vi tog til tjek på fødeafdelingen ved middagstid, og det var ikke vandet der var gået, men en masse sekret, der havde væltet ud. (Jeg er stadig forundret over, hvor og hvordan der kunne være så meget.) Jeg syntes, det var så pinligt, at jeg som sundhedsfaglig kunne tage så meget fejl! Jordemoderen fortalte, at min livmoderhals var blød og en smule åben, men der var ingen tegn til fødsel. Det var træls at have sat så meget postyr i gang for ingenting, men omvendt var det dejligt, at ”stick to the plan” – nu vidste jeg, at jeg nok ville være gravid et par uger endnu. Nu kunne vi fokusere på storebror og på at flytte.

Vi tog helt oplagt i IKEA, lejede en trailer for at få nogle ind i huset, så vi kunne overnatte der med storebror. Klokken var omkring to, og jeg fik lidt småveer i IKEA, som jeg tilskrev, at jeg lige var blevet undersøgt af jordemoderen. Vi kørte hjem og fik en hånd af nogle venner og fik de vigtigste ting i traileren. Jeg havde stadig ’veer’, men tænkte at de nok forsvandt igen.

Køreturen tog en god time, og ’veerne’ kom med varierende intensitet og varighed med ca. 5 mins mellemrum hele vejen. Da vi næsten var nået frem, ringede jeg til fødegangen, og de sagde, at det ikke lød til, at det ville gå i sig selv igen. Vi ringede derfor til mine svigerforældre, om de ikke ville have storebror natten over, for måske var det alligevel i dag.
Vi parkerede bilen (helt uden at lede efter en parkeringsplads, for nu havde vi fandme en garage! Oh the joy!), og var en time i huset; længe nok til at jeg kunne indvie vores nye bruser med både håndholdt og regnvandsbrusehoved, og til at min mand kunne tømme traileren. Det var så godt, at vi havde shanghajet bedsteforældrene, for nu var der senge til alle mand at sove i. Så langt, så godt.

Vi tog på fødeafdelingen ved syvtiden, hvor vi fik den sødeste, unge, smukke jordemoder, som fortalte, at jeg var 3 cm åben og i latensfase. Hun bad os trisse rundt en times tid, og så ville hun forsøge at få luksusfødestuen til os. (Fik jeg sagt, at hun var sød?) Vi fik aftensmad, og jeg kan huske at tænke, at jeg ikke kunne begribe, at jeg faktisk kunne spise mellem veerne. Det var slet ikke en mulighed sidst. Det siger noget om, hvor milde veer jeg havde.

Vi trissede rundt i en halv time. Så fik jeg lavement og ville gerne i badekar.
Det fik jeg lov til, og vi blev vist ind på luksusfødestuen, med design-indretning og beroligende lys, lysbilleder på væggene af forår, et spa-fødekar og simpelthen bare det hyggeligste rum der nogensinde er set på et hospital!

Min mand gjorde badekarret klar ved at skrue helt op for varmen, så jeg måtte vente i en halv time, før han fik styr på det. (Tak for dét, mand 😉 ) Endelig var der styr på situationen (efter den søde jordemoder trådte ind), og jeg glædede mig så meget til at genopleve den smertelindring jeg fik ved sidste fødsel. Men der skete det stik modsatte; i badekarret var veerne endnu mere intense.

Først tænkte jeg, at det slet ikke virkede for mig. Men jeg tror faktisk nærmere, at det netop virkede. Min krop genkendte situationen og kunne huske, hvad det var den skulle, så veerne blev mere effektive. Jeg var i fødekaret i halvanden time, og på den tid gik jeg fra 4 cm til baby på brystet. Jeg kunne godt mærke, at den periode der sidst varede 6 timer, nu varede 1½. Hold nu op, hvor var det nogle smertefulde veer. Jordemoderen og min mand var fantastiske til at minde mig om mit værktøj – vejrtrækningen. Der opstod et samarbejde, som bare fungerede. De var så gode til at støtte mig men også helt hardcore at påpege, når jeg ikke gjorde, som jeg skulle.

På et tidspunkt ville jordemoderen have mig til at bevæge mig, og mit svar var et klart nej tak. Så sagde hun bare helt roligt og strengt ”jo, det kan du godt. Træk vejret.” Og så kunne jeg godt. Det synes jeg fandme bare er sejt – gid jeg kunne få min 2-årige til at lystre på samme måde (!).

Pressefasen var et par veer længere end sidst, men oh my freaking…. Det gjorde nas denne gang! Det var meget hårdere at presse ham ud, end det var med storebror. Så nu er jeg ikke længere så irriterende at høre på, når snakken falder på fødsler. Nu kan jeg også skrive under på, at det gør ondt! Men jeg kan også skrive under på, at det er den mest meningsfulde smerte, man nogensinde kommer til at opleve. Visheden om at hver eneste ve, hvert eneste pres og hvert eneste minut var ét skridt tættere på at lære lillebror at kende; det var helt fantastisk, og helt klart det bedste ved at have prøvet det før.

Jeg tog selv i mod ham i vandet, og det var bare så dejligt. Han var smurt ind i fosterfedt og var bare så fin og lille og rolig. Han kom til verden til sangen To Built A Home. Titlen kunne han ikke have valgt bedre! Det var så fint at gå ind ad hoveddøren sammen med storebror dagen efter, som en familie på fire, klar til et helt nyt kapitel.

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Mangler du flere historier?
    Jeg har 2 – både en hvor vandet går midt i morgenmaden og jeg pakker taske med veer og en anden hvor jeg tager fra omkring solrød/Køge til jagtvej på 3 sal for at hente en babystol og ender med at være spærret inde af en håndværker (og vandet endte med at gå så den studerende på stuen fik våde fødder 🤣)

  2. Hvis du mangler en historie om en turbo fødsel (både første og anden gang) så er jeg leveringsdygtig.
    Første fødsel: ankomst til fødegangen 5min efter veerne startede (var på vej ind da jeg ikke mærkede liv) var 2cm åben og fødte 30min senere.
    Anden gang gik der 50min fra første ve til jeg fødte.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven