Efter 36 timer med veer…

Hun nåede både omkring Bilka, Sunset og sine svigerforældre med veer der bragede afsted og selvom hun selv beskrev sin fødsel som “helt almindelig” så synes jeg at denne beretning vidner om en kvinde der er usædvanligt sej!

Undervejs i fødslen er hun flere gange inde på hospitalet i håbet om at være kommet langt nok i forløbet til at “måtte blive”, men bliver hver gang sendt hjem igen, fordi hendes veer er gået i stå. Det er et ganske hyppigt fænomen det her med at veerne går i stå, når man ankommer til fødegangen og jeg vil meget gerne sætte nogle flere ord på det i et blogindlæg for sig selv, i næste uge.

Indtil da, tag godt imod en skøn fødselsberetning.

Det var den 5. september 2017, jeg var gået 5 dage over termin, og havde en tid til at få foretaget en hindeløsning samme dag. Jeg var SÅ klar, til at møde vores lille baby. Vi vidste ikke om vi ville få en dreng eller pige, så nu var tålmodigheden ved at være brugt op.

Min mand er selvstændig, og arbejdshest. Så han var kørt tidligt om morgenen, for at arbejde, og så ville han komme hjem når vi skulle køre på sygehuset.

Jeg vågnede selv ved 6 tiden, fordi jeg skulle tisse, det var der nu ikke noget nyt i. Men denne morgen, var det som om jeg ikke kunne få tisset ordentlig færdig, og hver gang jeg fik bakset mig ind i seng, så skulle jeg tisse igen.

Formiddagen skred frem, og jeg kan helt ærligt ikke huske hvad jeg fik tiden til at gå med, måske at få pakket det sidste af hospitalstasken (altid godt at være i god tid)

Det begyndte at nive en lille smule, men det var til at holde ud. Jeg skrev til min mand, at jeg var sikker på, at mine veer så småt var i gang. Og så støvsugede jeg bilen, og gik i bad

Min mand kom hjem, og vi kørte på sygehuset. Det lykkedes heldigvis at lave hindeløsning.

Bagefter tog vi ud for at spise, og for at nyde vores sidste tid som 2

Bagefter gik vi rundt i Bilka, veerne var nu begyndt at bide mere. Og jeg kan fortælle at kølediskene i Bilka, har en perfekt højde til at stå op af, når man har veer, i hvert fald hvis man er omkring 1,68 høj.

På vejen hjem, tog vi forbi mine svigerforældre, fordi jeg ville låne en varmepude. Vi havde ellers aftalt, at der ikke var nogen som skulle vide, at der var noget i gang. Men prøv du selv at skjule at du har veer, overfor en kvinde som har født 4 børn…

Da vi kom hjem, begyndte veerne virkelig at bide til, og nu kunne jeg ikke koncentrere mig om andet end veerne. Jeg tog en masse bade, da varme var det eneste som hjalp på smerterne.

Om natten, syntes jeg selv at det gjorde motherfucking ondt, og jeg ringede til fødegangen. Hende som jeg snakkede med, mente ikke at jeg var så langt i processen, fordi jeg kunne snakke med hende. Men vi kunne da godt komme ind.

Så kl 3 om natten, kørte vi ind på sygehuset. Jeg blev undersøgt, og var 3-4 cm åben. Jeg må indrømme at jeg havde håbet på, at de ville beholde mig. Men nej ”tag hjem og hvil dig”

 

Vi kørte hjem, og jeg forsøgte at sove lidt. Men det blev ikke til meget søvn den nat.

 

Næste dag (6. september 2017) kom vi ind på fødegangen igen, og de lavede igen en hindeløsning.  Jeg var så træt, at jeg ikke orkede at snakke med nogen. Min mand fortalte, at jeg havde haft veer hele natten, og at de var kommet ret hyppigt. Men hver gang, at vi kom ind på sygehuset, så stoppede veerne. På det tidspunkt, var jeg meget tæt på bare at blive siddende i bilen, og så føde der…

Vi tog en tur i centeret og fik frokost (eller min mand gjorde) jeg stod og prustede som en syg ko, henover bordene på Sunset.

Vi havde aftalt med fødegangen, at vi skulle komme derop igen ved 14 tiden. Vi satte os ud i bilen og ventede derude indtil vi skulle køre. Min mand tog tid på veerne, og der var 3-4 minutter i mellem.

Bagefter tog vi op på fødegangen igen, og jeg blev undersøgt. Jeg var nu ca 6 cm åben.

Men ligeså snart jeg lagde mig op på briksen, gik veerne i stå. Jeg havde så gode og hyppige veer udenfor sygehusets mure. Men lige så snart vi kom ind, så gik de i stå. Jeg var ved at være godt træt af det hele.

Hende der undersøgte mig snakkede om at give mig klyx da det måske kunne sætte mere gang i det, hun skulle bare lige vende det med den overordnede først. Og til mit (u)held blev der selvfølgelig sagt nej til det. Jeg skulle tage hjem og se tiden an.

Det lykkedes mig at få hvilet lidt, da vi kom hjem. Min mand spurgte om det var okay, at han kørte ud og fik ordnet lidt arbejde. Det var det, hvis han lovede at have sin telefon på sig hele tiden. Jeg gik i seng, og lagde mig ned i fodenden. (Jeg har som barn, altid lagt i fodenden, hvis jeg havde vokseværk)

Ca kl 14.45 kom veerne rullende igen, men denne gang stillede jeg mig op på alle 4 og rokkede frem og tilbage. Pludselig gav det et kæmpe plask, og vandet var gået. Jeg ringede til min mand, og fandt ud, af at han slet ikke havde været afsted endnu. Men nu var smerterne ikke så slemme mere, det var som om at det lettede at vandet var gået. Så han skyndte sig at køre, så han kunne få ordnet det arbejde der.  Jeg ringede ind til fødegangen, for at informere om at vandet var gået.

Omkring kl 16 måtte jeg ringe til min mand og beordre ham hjem, nu kunne jeg ikke holde det ud mere.

Vi var inde på fødegangen omkring kl 17, og blev taget imod af en sød og ung jordemoder. Vi fortalte hende kort om de sidste mange timer. Jeg kom op på briksen og hun undersøgte mig, pludselig stod hun med et kæmpe stort smil, og sagde så ”Kristina, du er 10 cm åben, så vi finder en fødestue til dig nu. Og så holder vi fødselsdag inden for de næste par timer. Kan du selv gå? ”

Jeg gik lidt i panik, fordi jeg vidste godt, at nu kunne jeg ikke nå at få noget smertestillende. Men jordemoderen og min mand, var heldigvis gode til at berolige mig, og forsikre mig om, at jeg nok skulle klare den.

Jeg kom ind på fødestuen, og måtte stå i alverdens stillinger, så vi kunne få baby helt ned i bækkenet. De lyttede jævnligt på babys hjertelyd, og på et tidspunkt begyndte den at dykke. Baby var træt, ligesom sin mor. Nu skulle vi til at have den lille ud.

Endelig fik jeg presseveer, men desværre havde jeg ikke særlig mange presseveer af gangen, og jeg var også ved at være virkelig træt og udmattet. Efter at have presset i hvad der føltes som en evighed, hvor baby gled ind igen. Blev jordemoren og sosu-assistenten enige om at de måtte ligge et klip. Efter de havde klippet, gik der ikke længe, og så kom baby endelig!

Onsdag d. 6. september kl 20.07 blev Christoffer William født <3

4110 g og 53 cm <3

Imens jeg blev syet ringede min mand rundt til familien, og fortalte den glædelige nyhed. Han fik også sendt et billede til sin ex-kone, og skrev at deres søn havde fået en lillebror. 

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Jeg undrer mig lidt over, at kvinden ikke måtte blive da hun var 6 cm åben, for så var hun vel i aktiv fødsel? Vildt nok at blive sendt hjem synes jeg! Sej kvinde. Mvh

    1. Det har også undret mig mange gange siden.
      Desværre kan jeg ikke huske deres begrundelse. Men noget med at mine veer gik i stå, og jeg så jo ikke ud til at have så ondt når jeg var inde på sygehuset. Så måske de tænkte at jeg godt kunne klare det sidste derhjemme?
      Mvh kvinden fra fødselsberetningen