mo

Beslutningen om et planlagt kejsersnit

Det er ikke altid nemt, at træffe beslutningen om at skulle have et planlagt kejsersnit. Tværtimod faktisk, så er det min opfattelse at langt de fleste gravide, faktisk helst vil føde vaginalt. Således blev det, med den kvinde som har skrevet denne uges bidrag til fødselsfredag, at hun fik planlagt et kejsersnit til dagen efter en lægesamtale…

Min graviditet havde generelt været uproblematisk. Jeg døjede med den klassiske kvalme de første 3 mdr. og til slut fik jeg ondt i lænden, men ellers gik det vist lige efter bogen.

Allerede fra uge 28 gik jeg til vægtscanninger, da mit første barn var en basse på 4,4 kg. og man ville derfor gerne lige ”holde øje” med hvordan vægten udviklede sig hos lillebror.

Min første fødsel, af min nu 6-årige søn, var efter 15 timers fødsel endt i et akut kejsersnit pga. at han stod skævt og at hans hjertelyd til sidst blev påvirket af det lange forløb.

Denne gang ønskede jeg at føde vaginalt og dette var da også anbefalingen fra fødselslægen, som jeg talte med allerede tidligt i min graviditet. Der var ikke nogen indikationer på at dette ikke skulle kunne lade sig gøre – fysisk i hvert fald. For selvom jeg ønskede vaginal fødsel, frygtede jeg at historien ville gentage sig fra sidst; et langt og udmattende forløb, som trods alt det hårde arbejde endte i et kejsersnit. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at forberede mig; tog kursus i ”smertefri fødsel” og gik hos en psykoterapeut og jordemor med speciale i fødselsangst.

Tilbage til vægtscanningen i uge 28… Ifølge scanningen lå lillebrors vægt på 16% over gennemsnittet- Fødselslægen var ikke bekymret og forklarede at en baby kan ligge over og under gennemsnittet på helt op til 22% før det er udenfor normalen. Jeg er selv 1,80 cm høj, så der var ikke noget alarmerende i det resultat.

I uge 33+1 kom jeg til scanning igen, her viste den at lillebrors vægt lå på 22% over gennemsnittet, altså lige præcis på grænsen for normalen. Lægen var dog stadig afslappet omkring det, og vi talte om at scanningerne jo aldrig er helt præcise.

Tiden gik stærkt, som jeg har hørt at den ofte gør med barn nr. 2 og det blev uge 37+1 og tid til næste scanning. Min mand havde mulighed for at komme med til denne scanning og vi jokede med hvor stor denne kæmpebaby ville være til denne scanning. Sonografen scannede og målte løs, som hun plejede og da hun var færdig meddelte hun at hun lige ville hente en kollega som ville udføre scanningen igen – da hun kom frem til et resultat på 36% over gennemsnittet og synes det virkede voldsomt! Det synes min mand og jeg også! Kollegaen udførte scanningen og de konfererede frem og tilbage – og blev til slut enige om et resultat på ca. 32% over gennemsnittet, hvilket svarede til en vægt på ca. 4 kg. Derefter kom vi videre til fødselslægen og denne gang kunne jeg se på hende at hun var noget mere stiv i betrækket over resultatet. Hun forklarede at grunden til at høj fødselsvægt anses som en risikofaktor, er risikoen for fastsiddende skuldre under fødslen. Når vægten kommer over 4,5 kg., steg denne risici og hun var ikke meget for at vi kom derop omkring – også set i lyset af min tidligere komplicerede fødsel. Vi talte frem og tilbage om muligheden for igangsættelse før termin, hvilket jeg talte videre med min jordemoder om ugen efter. Ved min sidste fødsel fik jeg igangsættende medicin, jeg fik vedrop og vandet blev taget – dvs. at jeg fik foretaget en række indgreb. Jeg ved ikke om min fødsel blev kompliceret, som følge af disse indgreb, men min egen fornemmelse er det bl.a. var derfor. Jeg ønskede ikke at historien skulle gentage sig, og igangsættende medicin var heller ikke en mulighed denne gang pga. det tidligere kejsersnit. I stedet bruges ballonkateter, hvilket dog krævede at kroppen så småt var ved at være klar til fødsel. Og i såfald skulle jeg indlægges med ballonen natten over – og hvis dette så ikke virkede, ville man prøve med et vedrop. I mine ører lød det som om at det hurtigt kunne ende ud i et langt ophold på hospitalet, hvilket jeg ikke var synderligt interesseret i. Jeg ønskede at blive hjemme længe så længe så muligt, lade min krop gå i naturlig fødsel og gøre gavn af kroppens eget oxytocin ved at være et sted jeg var tryg. Samtidig var jeg klar over at jeg grundet mit tidligere kejsersnit og den (dog minimale) risiko, der er for at arret kan briste, ikke kunne blive hjemme alt for længe.

Fødselslægen var lydhør over for mine ønsker og ville se mig til scanning igen 14 dage senere. Hendes anbefaling lød på at jeg ikke skulle gå for længe over tid, grundet babys størrelse, og hun foreslog at vi lavede tid til planlagt kejsersnit i uge 41+2, såfremt jeg ikke var gået i fødsel af mig selv inden. Og såfremt at baby ikke ville blive vurderet over de 4500 g. inden denne dato. Hvis det var tilfældet ville hun anbefale et kejsersnit tidligere. Det var jeg ok med og jeg besluttede mig for at gøre alt hvad jeg kunne for at gå i naturlig fødsel og hvis ikke det lykkedes, foretrak jeg et planlagt kejsersnit, i stedet for diverse medicinske igangsættelses metoder. Min jordemoder og mand bakkede mig op og det gav ro i maven at nå den beslutning. Jeg var ikke frygtelig bange for et eventuelt planlagt kejsersnit, da jeg ikke synes at kejsersnittet i sig selv havde været slemt sidst. Det var mere forløbet op til og det at det pludselig blev akut der var ubehageligt. Men jeg kendte til alle fordelene ved vaginal fødsel, f.eks. ifht. amning (hvilket var kompliceret sidst) og ønskede derfor at det ville gå denne vej.

Som tidligere nævnt havde jeg fulgt kurset i Smertefri Fødsel og følte mig efterhånden godt forberedt til den forestående fødsel. Jeg fik hver dag min mand til at trykke på diverse ”fødselsmodnende punkter” på ben og fødder og vi talte om hvordan vi ønskede og håbede på fødslen ville blive.

Jeg startede også til fødselsmodnende akupunktur da jeg var 37+3 og fulgte diverse, mere eller mindre alternative, råd på området, for at få skub i den fødsel! Bl.a. spiste jeg hver dag 6 dadler! Akupunktøren jeg gik hos var også jordemoder og i uge 38 undersøgte hun mig indvendigt og konstaterede at jeg var noget nær ”lukket som en østers”. Undersøgelsen og akupunkturen havde dog sat gang i nogle heftige plukkeveer, grænsende til at føles som veer – der bevirkede at hjemturen fra Frederiksberg til Hillerød blev lang og betød at jeg måtte holde ind til siden et par gange og trække vejret dybt. Jeg nåede lige at have et lille spirende håb i maven om at fødslen var på vej, men efter et par timer skiftevis på sofaen og gående rundt, var smerterne gået i sig selv.

Næste scanning var mandag d. 3. december 2018 og weekenden op til blev brugt med mand og vores store søn. Vi var i biografen, ude og hente juletræ og på café. Rigtig dejligt med hyggelige oplevelser sammen bare os 3, inden den nye tid med baby snart skulle starte. Det viste sig at være en god idé at vi havde fået hygget os lige denne weekend!

Om mandagen kommer jeg så til scanning i uge 39+1, denne gang tager min mor med, da min mand er forhindret pga. arbejde. Sonografen kører den rutinemæssige scanning og konkluderer til sidst at baby nu er 40% over gennemsnittet, med en estimeret vægt på 4,8 kg! Jeg bliver noget paf og spørger om hun er sikker?! Det bekræfter hun og tilføjer at baby lå helt perfekt ifht. at udføre scanningen. Min mor og jeg smutter ud i venteværelset og venter på at fødselslægen henter os. Jeg er meget overrasket over resultatet og tænker hele tiden ”800 g. på to uger!” Hvilket baby skulle have taget på siden sidste scanning. Min mor siger med en forsigtig stemme at det jo kan være at lægen vil anbefale et kejsersnit tidligere… inderst inde tænker jeg at hun har ret, eftersom baby nu er over de 4500 g., men jeg vælger at skyde tanken væk og holder fast i at jeg nok skal nå at føde vaginalt inden et kejsersnit bliver aktuelt.

Vi bliver kaldt ind til lægen og ret hurtigt kigger hun alvorligt på mig og siger ”som jeg ser det, så har babyen taget beslutningen for os” og uddyber at hun vil anbefale et kejsersnit allerede dagen efter… På Hillerød Hospital, laver de kun planlagte kejsersnit tirsdag og torsdag og det var jo tirsdag dagen efter. Jeg prøver at argumentere for at vi kan vente til om torsdagen, så vi lige kan forberede os på det derhjemme. Men lægen fortæller at pga. risikoen for de fastsiddende skuldre, skal jeg, hvis jeg går i fødsel inden, komme ind og få et akut kejsersnit. Hun kender min historie med det akutte kejsersnit sidst og vurderer at et kejsersnit dagen efter er den bedste løsning ifht. at få et roligt forløb. Jeg giver hende ret… samtidig stiller jeg spørgsmålstegn ved den usikkerhed der kan være ved disse vægtscanninger og nævner at min jordemoder i sidste uge vurderede babys vægt til omkring de 4,2 kg. ved at mærke på maven – dog tilføjede jordemoderen at når babyerne når en vis størrelse bliver det meget svært at vurdere. Lægen hører hvad jeg siger, men fortæller at hun mener at det er en for stor risiko at tage, at vente. Jeg vælger at følge lægens anbefaling og dermed bliver det besluttet at lillebror skal til verden dagen efter!

Jeg skal derefter i al hast nå at tale med narkoselæge, sygeplejerske på barselsafsnittet og have taget blodprøver – så det som min mor og jeg troede var et kort besøg på hospitalet viste sig at vare i alt 4 timer! Jeg bliver dog positivt overrasket da jeg finder ud af at det kan blive et såkaldt ”hud-mod-hud-kejsersnit” hvor klædet sænkes idet baby kommer ud og han kommer op til mig, såfremt han har det godt. Jeg ringer til min mand og beder ham komme hjem, så vi kan forberede os til dagen efter, sammen. Inden vi hentede vores store søn fra børnehaven, mødtes vi alle tre på Halifax og fik en ordentlig burger – min mor og jeg var blevet møgsultne efter det lange ophold på hospitalet! Det var meget surrealistisk at sidde der og vide at dagen efter samme tid, ville vi have vores lille (store) søn i armene!

… Og i næste uge, kan I så læse om hvordan kejsersnittet rent faktisk gik. Det var ikke uden problemer, kan jeg godt afsløre!

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven