mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Når bedøvelsen til kejsersnittet ikke virker…

Det var på ingen måder en hverken nem eller uovervejet beslutning, at det skulle være et planlagt kejsersnit. Faktisk blev det først besluttet dagen forinden det skulle finde sted, og hvis ikke allerede du har været der, så kan jeg anbefale dig at læse forløbet omkring den svære beslutning, i sidste uges fødselsfredag: “beslutningen om et planlagt kejsersnit”.

Dagen kom, hvor det planlagte kejsersnit skulle foretages, men det gik ikke helt som forventet…

Det blev hurtigt tirsdag og min mor kom kl. 8, for at passe vores store søn som skulle holde fri fra børnehaven sammen med hende, så de senere på dagen kunne komme forbi hospitalet og se lillebror.

Vi mødte op på hospitalet kl. 9 og var forberedte på at skulle vente et godt stykke tid, da jeg først var nr. 3 til kejsersnit den dag. En jordemoder tog imod os og fortalte hvad der skulle ske og efter at have ventet i venteværelset fik vi en stue omkring kl. 1.30, hvor jeg og min mand skulle klæde om. Jordemoderen kiggede ind til os nogle gange og fortalte at de andre to kejsersnit havde trukket ud, så vi måtte væbne os med tålmodighed. Jeg forsøgte at blunde lidt på stuen, men det var nærmest umuligt med tanken i baghovedet om at vi snart skulle se vores baby! Omkring kl. 13 blev det endelig vores tur og vi kom ind på operationsstuen hvor vi hilste på alle de som skulle udføre kejsersnittet. Lægen havde jeg hilst på dagen før, hvilket var rigtig rart. Der var god stemning på stuen og alle var gode til at informere om hvad der skulle ske. Jeg bliver gjort klar, får lagt drop osv. og anæstesilægen går i gang med at lægge spinalbedøvelsen. Først ligger jeg på siden, men hun synes ikke rigtig at det fungerer, så jeg må op at sidde. Det lader til at lykkes, så jeg kommer ned at ligge igen og kan mærke den velkendte følelse fra sidst hvor min ben begynder at blive varme. Efter lidt tid vil lægen teste om bedøvelsen virker og hun niver mig i maven, hvilket jeg godt kan mærke. De mener at bedøvelsen skal have mere tid til at virke, så vi venter og der snakkes imens. Efter lidt tid kan jeg stadig mærke når hun niver mig med pincetten og vi taler frem og tilbage om hvorvidt det gør rigtig ondt eller jeg bare kan mærke det.. jeg synes ikke at det gør voldsomt ondt, men jeg kan ret tydeligt mærke det. De vipper lejet jeg ligger på, i forskellige retninger, da de mener bedøvelsen har fordelt sig, så det virker mest i benene. Jeg kan læse i min journal at efter 30 min med diverse forsøg bliver det besluttet at starte kejsersnittet, da det vurderes at det jeg kan mærke er acceptabelt.

Til at starte med kan jeg blot mærke at de roder ved mig, men ret hurtigt gør det helt utroligt ondt! Jeg bliver bedt om at slappe af og trække vejret dybt og min mand siger jeg skal bruge mine vejrtrækningsøvelser fra Smertefri fødsel. Jeg kan dog mærke en voldsom smerte og at noget er helt galt! Sådan føltes det slet ikke under kejsersnittet sidst. Jeg begynder ret hurtigt at skrige af smerte og operationsteamet stopper og fortæller at jeg ikke er ordentlig smertedækket og at jeg derfor skal i fuld narkose. Det bliver jeg selvfølgelig ikke begejstret for, men jeg kan godt se at det er eneste udvej lige nu. Jordemoderen som har fulgt os siden om morgenen kommer op til mit ansigt og fortæller hvad der nu skal ske og at min mand desværre skal gå ud af stuen imens jeg bliver lagt til at sove. Vi siger hurtigt farvel og derefter klager jeg min nød over at der ikke er nogen til at holde mig i hånden mens jeg falder i søvn og der kommer hurtigt, hvad jeg vil tro, er en sosu-assistent og holder mig i hånden og jeg falder lidt til ro. Jeg husker at narkose-sygeplejersken holder en maske over min næse og mund, jeg skal trække vejret i. Jeg tror at jeg vil falde i søvn af det, men det går op for mig at der bare er ilt i masken. Efter hvad der føles som en evighed inde i den maske, siger anæstesilægen at hun nu giver mig bedøvelsen i armen og at jeg skal tænke på noget rart. Herefter falder jeg ret hurtigt i søvn. Det følgende har jeg derfor fået fortalt af min mand. Han kommer ind på stuen igen efter ca. 10 min. og stiller sig ved mig og holder min hånd. Han kigger kort på mig, men bryder sig ikke om at jeg ligger der i narkose og ser helt livløs ud. Han er ikke den sarte type, så han kigger over klædet og ser hvordan lægen bakser for at få baby ud. Jeg har noget arvæv fra sidste kejsersnit, som gør at der skal lægges kræfter i at åbne kejsersnittet. Han registrer at lægen beder om at der bliver kaldt på en anden læge og der ryger nogle latinske gloser rundt i rummet. Han oplever at der er en hektisk stemning i rummet og at der bliver arbejdet intenst på at få baby ud. Det virker ikke helt nemt, men pludselig kan han se hvordan det vælter ud med fostervand og han beskriver det som et kæmpe vandfald! Lægen spørger hvornår den anden læge kommer og efter lidt tid, kommer den anden læge og superviserer i hvordan baby kan komme ud. Min mand når at blive bange for om der er noget galt, men kan se at de arbejder på højtryk og derfor ikke har tid til at informere ham. Til efterfødselssamtalen med lægen, fortæller hun at hun kaldte på en anden og lidt mere erfaren læge fordi hun kunne se at min blære var vokset ind i arret fra det tidligere kejsersnit. Dette har hun set mange gange tidligere, men det kan være vanskeligt at komme til og samtidig passe på blæren, så derfor ville hun gerne have en kollega med over skulderen. Årsagen til den hektiske stemning var at det skal gå stærkt med at få barnet ud når moderen er i fuld narkose, da barnet kan blive påvirket af narkosen. 

Da baby Herman kommer ud, bliver han taget hen på børnebordet, hvor min mand hurtigt får lov at se ham og derefter tager en børnelæge over. Han skriger og spræller, hvilket min mand bliver glad for at se. Lægerne sætter måleudstyr på ham og suger ham, da han har slugt fostervand. De står et stykke tid og roder med ham og min mand kan forstå at han er nået at blive påvirket af min narkose. Hermans iltmætning er lidt lav og de overvejer om han skal på neonatal og have noget hjælp. Min mand bliver selvfølgelig nervøs omkring dette, men kan forstå at der ikke er noget akut i det. Efter ca. 30 min. observation vælger lægerne at han skal på neonatal til yderligere overvågning og at han også skal have noget C-pap. Min mand går med ham på neonatal og i mens bliver jeg syet sammen og gjort færdig. Jeg husker at jeg vågner ved at jordemoderen står og taler, men jeg er i tvivl om, om det er mig hun taler til. Jeg havde det som om at jeg vågnede efter en meget lang søvn og er lidt forvirret. Jeg kan genkende hendes stemme og hører hende sige noget med ”en søn på 5,2 kg” og ”neonatal” og PLING, så bliver jeg vågen og meget overrasket over vægten og noget skræmt ved at høre om neonatal. Jordemoderen forklarer at jeg ikke skal være nervøs for min søn, han er ok, men har brug for lidt hjælp. Og hun fortæller også at da han lå på børnebordet og så sin far der talte til ham, kiggede han meget kærligt på ham og faldt til ro. Dette beroliger mig og jeg bliver kørt ind på opvågningen til overvågning af en meget sød sygeplejerske der straks skitserer planen: jeg skal have følelsen tilbage i mine ben (spinalbedøvelsen var særdeles effektiv i benene!), der skulle styr på smerterne og så skulle jeg hurtigst muligt se mit barn! Jeg blev lykkelig for at hun var helt med på at det var vigtigt for mig at komme hen til mit barn hurtigst muligt – det føltes så forkert at være adskilt! 

Mens jeg lå på opvågningen kom min mand forbi og viste billeder af Herman og fortalte om ham. Det var rigtig rart og gjorde mig mere rolig, han så helt perfekt ud! Jeg havde en fornemmelse af at have ligget på opvågningen i 1 time, men kan se i min journal at det var 2½ time! Da jeg var klar til at komme på neonatal og blive genforenet med Herman og min mand, ringede sygeplejersken efter en portør. Hun kom nedslået ind og fortalte at der desværre var lang ventetid på portører… jeg fik nærmest en klump i halsen af skuffelse, da jeg nu var virkelig desperat for at se mit barn! Et øjeblik efter, kom sygeplejersken tilbage og fortalte at hun og en kollega ville køre mig hen på neonatal, hun kunne godt forstå at jeg virkelig gerne ville hen til mit barn. Som sagt, så gjort og hvor var det skønt at få Herman i armene! Det føltes så rigtigt. Han havde en del overvågningsudstyr på, men havde fået C-pap’en af og havde rettet sig fint. Så nu var alt godt, vi var genforenet, Herman var ok og dagen efter blev vi overflyttet til barselsafsnittet.

Min mand og jeg har talt forløbet igennem mange gange og de første 14 dage efter fødslen var jeg meget følelsesmæssigt påvirket af forløbet og græd meget. Jeg tror det handlede om kontroltab; at jeg skulle have kejsersnit med det døgns varsel, hvilket kom bag på mig – og et yderligere kontroltab ved at jeg skulle i fuld narkose. Derudover var min mand også påvirket af den voldsomme oplevelse og synes ikke det havde været rart at se mig ligge livløs i fuld narkose og derefter stå alene med vores søn, som havde brug for noget hjælp. Min mand havde også fornemmet komplikationer under kejsersnittet, da der var blevet kaldt på den ekstra læge og dette havde gjort ham utryg og gjorde også mig utryg efterfølgende da jeg ikke vidste hvad der var sket og om jeg og barnet havde været i fare.

14 dage efter var vi til samtale med lægen som udførte kejsersnittet og jeg følte det som om at nogle faldt på plads inden i mig. Det var utrolig rart at få det talt igennem og blive oplyst om hvad der var sket. Ofte går tingene jo stærkt, der sket uforudsete ting og sundhedspersonalet kan ikke nå at oplyse undervejs. Min største anbefaling er at tage i mod en sådan samtale. Jeg var i tvivl om det var nødvendigt: ”vi har det jo godt” og man vil jo ikke spilde de travle lægers tid. Men hold nu op, det var så forløsende og rigtig for min mand og jeg at bede om det. Det gav grobund for at komme videre og få taget ordentligt hul på det nye liv som en familie på 4. 

Og til slut vil jeg sige at jeg i dag 4 måneder efter, har god ro i maven over forløbet – og jeg har hele tiden været helt sikker på at, det var rigtigt at følge lægens anbefaling om et kejsersnit.. 5,2 kg. er jeg glad for at jeg ikke skulle føde vaginalt!

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Jeg oplevet noget ligende med mit planlagte kejsersnit med barn nr 2. Jeg kunne dig ikke mærke når de nev eller noget før de begyndte at hive og og skære indvendig. Det gjorde så ondt st jeg skreg. Det endte også ud i akut smertestillende og maske. Jeg blev bedøvet så meget da de ikke kunne lægge mig i fuld narkose de de var for langt. Det resulteret i min krop gik lidt i chok så livmoderen hævet op og jeg mistede 1.5liter blod. Har aldrig hørt om andre der også har oplevet det. Men det var en voldsom oplevelse.

    1. Hej Bianca,

      Ja det lyder da virkelig som en voldsom oplevelse! Vil det sige at du var vågen undervejs?
      Mvh. Marie (fra fødselsberetningen)

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven