mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Til en helt særlig kvinde

Der findes mange mennesker her i verden. Det ved vi selvfølgelig allesammen godt. Mennesker med forskellige liv, forskellige værdisæt, forskellige ressourcer og forskellige behov. Og alligevel er vi på mange måder alligevel så ens. Vi har de samme følelser. Vi mærker glæde, vrede, sorg og kærlighed på samme måde – og vi knytter os til hinanden, fordi vi, uanset hvor uafhængige vi end måtte være, alligevel har det bedst i én eller anden form for flok. For de flestes vedkommende i alle tilfælde.

Jeg har egentlig altid set mig selv som ret uafhængig af andre. Jeg har forsøgt ikke at lade andre bestemme min skæbne og på dén måde altså også brændt nallerne og virket enten arrogant eller kold i mit forsøg på at passe på mig selv. Alligevel har jeg mødt mennesker, som har taget mig ind og det er én af dem, jeg gerne vil præsentere jer for i dag.

Ann-Emilie, hedder hun, kvinden med de smukkeste øjne og det mest vidunderlige smil jeg kan komme i tanker om. Vi mødtes for første gang tilbage i 2006, hvor vi var startet på jordemoderskolen. Hun var (ligesom alle andre på holdet) lidt ældre end mig. Hun var helt sikkert også klogere og garanteret også sødere. Hun tog sig nemlig af mig, den lidt for vilde teenager, der havde forvildet sig ind på jordemoderuddannelsen.

Ann-Emilie tog mig ind under sin store, kærlige vinge og fortalte mig at jeg var god nok. Hun gav mig ro og hjalp mig, som én af de første, til at tro på mig selv for hvem jeg var, i stedet for hvad jeg kunne. Hun var med andre ord et forbillede, som satte sig på hug og kiggede mig dybt, ærligt og varmt i øjnene.

Med årene blev vi uddannet og fik job i hver vores landsdel, kontakten gled ud i sandet og hun blev mest af alt mindet om en dejlig veninde, som for altid vil have en stor plads i mit hjerte. Indtil for nogle dage siden, da jeg opdagede, at Ann-Emilie har fået kræft. Tungerodskræft, for at være mere præcis. En agressiv form for kræft, som heldigvis lader til – med ret store mængder kemo til hjælp – at være helbredelig.

Men for fanden, kræft. Det er en mor til tre små børn (+2 lidt større, i bonus), som er ramt. Ovenikøbet en mor, som er selvstændig og som desværre er ramt af dagpengereformen i sin værste form, fordi familien tilsyneladende er for fattige til at hun kan få dagpenge og for rige til at hun kan få kontanthjælp. Hun sidder med andre ord, uden indtjening og uden mulighed for at få økonomisk støtte fra det offentlige. Med fem børn, en mand (som i øvrigt er studerende) og en agressiv kræft, som kræver behandling flere gange om ugen. Fedt nok, hva’?

… Altså, fuck.

Jeg skrev til Ann-Emilie. Skrev at det gjorde mig ondt at læse om hendes sygdom og så tilbød jeg naturligvis at hjælpe hvor jeg kan. Her tænkte jeg mest på den indsamling jeg havde set var blevet oprettet til Ann-Emilie og hendes familie, i håbet om, at de ikke også skal til at gå fra hus og hjem, for at kunne komme økonomisk igennem hendes sygdomsforløb.

“Som du måske ved, har jeg en ret stor platform på de sociale medier, så hvis du vil have det, vil jeg gerne fortælle lidt om den vidunderlige kvinde du er og dele din indsamling med mine følgere, så I forhåbentligt snart kan ramme målet” skrev jeg til hende.

Meget overraskende fik jeg et svar tilbage om, at det sørme da ville være dejligt, men at dét hun faktisk allerhelst ville have fra mig, var hjælp og sparring til at få skrevet den bog, hun drømmer om at skrive og udgive. En bog om sit kræftforløb. Om vigtigheden af leg, humor, glæde, kærlighed, venner og familie i sådan et forløb. Hun vil med andre ord gerne fortælle om noget af dét man kan gøre selv, for lettere – meget lettere – at komme igennem. “Det med pengene betyder ikke så meget for os, for med hjælp fra vores netværk skal vi nok klare den. Jeg vil meget hellere dele ud af min viden.” skrev hun tilbage.

Og lige akkurat dér blev jeg mindet om hvor skide fantastisk Ann-Emilie er. Hun tænker ikke på sig selv. Hun har en iboende tro på, at universet nok skal klare den for hende og at det hele nok skal gå. Hun vil meget hellere hjælpe andre.

… Og dét får mig til ekstra-gerne at ville hjælpe hende. For selvfølgelig skal hun skrive den bog og selvfølgelig skal den stå på hylderne hos alle boghandlerne, når engang den er skrevet, trykt og klar til at komme i handlen. Men på vej derhen, ville det simpelthen gøre mig så overdrevet glad, hvis jeg vidste at Ann-Emilie og hendes mand, ikke behøvede at vende hver en sten og bruge unødig energi på at tænke på en økonomi der simpelthen ikke går op.

Derfor håber jeg, at I vil være med til at hjælpe familien til en hverdag med dén bekymring mindre, ved at give dem et bidrag (hvor alle beløb er velkomne) til deres indsamling lige HER. Det betyder så meget for den lille familie og jeg véd at de kommer godt igen – om ikke andet, så i karmapoint. Sådan er det nemlig med Ann-Emilie. Hun er indbegrebet af god karma og jeg er overbevist om, at dét man giver til hende, kommer godt igen på én eller anden måde.

… Og så lover jeg at give en melding, når bogen fra hende bliver til mere end en idé, for jeg er ret sikker på, at den bliver sådan én man får rigtigt meget lyst til at læse. For der findes mange mennesker i verden, men der findes ikke mange, der er så gode som Ann-Emilie.

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)

  1. Hvor bliver jeg både glad og ked af at læse din historie, glad fordi du fortæller om et menneske der har haft betydning i dit liv, sat spor, hvilket er det vigtige. Og din lyst til at hjælpe ikke for at give tilbage, men give fordi der var behov. Jeg bliver desværre også ked af det, at det er r blevet så usikker at være syg i Danmark, hvor er fællesskabet, solidariteten, rummeligheden og det at vi som samfund tager os af den der ikke lige nu kan selv. Vi bryster os af verdens bedste sundhedsvæsen, m.m. men hullerne er blevet for store, for mange falder igennem. Jeg x fingre for din veninde og hendes familie.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven