mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Tid til eftertanke #19

Når jeg tænker på ugen der er gået, så virker den i udgangspunktet ikke som noget ud over det sædvanlige. Tværtimod, så virker den som sådan en slags uge, som de fleste af os har i ny og næ, men ikke desto mindre, så har den været fantastisk! Særligt i dag, har været ganske vidunderlig. Dagen startede med at jeg gik til bageren efter morgenbrød (efter at være gået forgæves én gang, fordi vores nye bager åbenbart har ændret åbningstid fra 7 til 8 i weekenden (som jeg ikke fatter en skid af!)). Simon og jeg blev hængende ved bordet en times tid, imens drengene spillede playstation. Vi tog på loppemarked, ud og plukkede friske jordbær, slog et smut forbi stranden og spiste koldskål og jordbær med fløde til dessert. Hallelujah, mand! Det har været én af de bedste uger længe og jeg kan slet ikke få armene ned over hvor fedt livet (også) kan være, når det hele bare kører i et velsmurt hverdagsgear.

Det er, mine gode damer, blevet tid til eftertanke.

Ugens højdepunkt må på en meget mor-agtig måde simpelthen stå som den overnatning jeg havde med Jens’ klasse i torsdags. De får ikke bevilget nogen klassekoloni fra skolens side, men fordi deres klasselærer er sådan en vidunderlig og proaktiv type, som sætter en ære i et godt fællesskab i klassen, så fik vi altså stablet en tur på benene, hvor vi forældre tog over efter skole/arbejdstid og var sammen med børnene til bål, fri leg og telte i baghaven. (Godt nok viste det sig, at vi åbenbart var lidt low på sovepladser i teltene, men med lidt kreativitet og velvilje hos både børn og voksne, blev problemet heldigvis hurtigt løst). I det store og hele var det sådan en god tur og jeg kan kun anbefale alle, at forsøge at arrangere eller tage del i noget lignende, hvis man har skolesøgende børn. Jeg er i alle tilfælde kommet væsentligt tættere ind på livet af mange af børnene og altså ditto med de forældre, som var derude sammen med mig. Det var en kæmpe-god oplevelse!

Jeg smilede mest da min lille bitte Peter tabte sin anden tand i aftes. Han tabte den første for nogle uger siden, en aften hvor han var hjemme hos sin far. Selvom det for nogle af jer måske virker som noget fjollet noget at gå op i, så gjorde det simpelthen så ondt på mig, ikke at være der til at dele begejstringen over den lillebitte udrevne mælketand, så jeg var naturligvis henrykt over at han tabte nummer to herhjemme. Ligesom han i øvrigt også var det. ❤️

Ugens lavpunkt var da det gik op for mig at min vejr-app på telefonen åbenbart var fuld af løgn, da den havde påstået at der ikke ville komme så meget som en dråbe regn, natten imellem torsdag og fredag. Der kom virkelig meget regn. Og torden. Og lyn. Og jeg skulle sove i telt. Hvor der ikke var helt sovepladser nok. Greeeeeat! #not

Det gode ved det var at der alligevel kom så meget kondens inde i det lille telt, hvor vi havde klemt intet mindre end syv børn og tre voksne ind, at jeg faktisk var i tvivl om morgenen, om mit hår var vådt af indtrængt regnvand, eller ren og skær kondens, fordi jeg lå trængt helt ud under teltdugen…

Jeg har haft det bedst med at iføre mig de nye støvler jeg købte, til bare 40 kroner på et loppemarked i dag. Jeg var egentlig på udkig efter et par sorte, rå og meget gerne nittede støvler, som jeg tænkte kunne gøre det godt som festivalstøvler, når Simon og jeg tager til Samsø Festival til sommer. Men hurtigt måtte jeg erkende at der ikke var det store grundlag for støvle-shopping, som mine børn åbenbart slet ikke finder samme glæde i, som jeg. Støvlejagten blev indstillet, lige indtil jeg, kort før udgangen, så et par brune læderstøvler, som i formen lignede dét jeg var på jagt efter. Størrelse 40. Bum. 40 kroner. Så kunne jeg godt se ud over at de hverken var sorte eller nittede. Ja faktisk vil jeg næsten gå så langt som til at sige, at de er meget bedre end det.

Det bedste jeg har spist har været to ting. 1) de mange pluk-selv-jordbær jeg har kørt ind i dag. Både som smagsprøver, i koldskål og med fløde hældt hen over. 2) den salte version af mine sunde vafler, som jeg langt om har knækket koden på at lave, så de smager af mere! Jeg elsker mad der er pakket ind i brød, så endelig at have lavet noget, som smager af brød, men emmer af sundhed, er såååå godt! Jeg fik (selvfølgelig) ikke skrevet opskriften ned, men så snart jeg har lavet et re-take (som forhåbentligt bliver ligeså godt) skal jeg nok svinge en opskrift ind over til jer.

Det bedste jeg har hørt er første afsnit af anden sæson af podcasten “Hej Mor” som min gode veninde Cecilie og hendes meget søde mor, Kit, står bag. I første sæson snakkede de sig op igennem de 30 år Cecilie dengang havde levet og jeg var således temmeligt spændt på, om en ny sæson nu også kunne være ligeså fængende og interessant, når den i sagens natur ikke kunne have samme kronologiske udgangspunkt. Og der må jeg bare bøje mig i støvet for dd to damer, som i den grad har formået at få mig lullet godt og trygt ind i deres univers, hvor jeg får lyst til at høre mere fra dem. Meget mere, endda. I kan finde podcasten HER, hvis I skulle have lyst til det.

I næste uge ser jeg allermest frem til at skulle til Sol over Gudhjem på Bornholm. Jeg er for første gang blevet inviteret derover (sammen med en masse journalister, gætter jeg på) for både at gå på opdagelse i noget af alt det Bornholm kan, og for selvfølgelig at opleve den store kokke-konkurrence, som lægger navn til begivenheden. Samtidig har jeg, for at gøre det hele endnu bedre, fået lov til at tage Simon med. (Ja, faktisk så gætter jeg på at Simon, som jo er gourmetkok, nok er en del af årsagen til at jeg er blevet inviteret i første omgang, men det er jo kun dejligt). Bornholm, oplevelser, sanseindtryk, masser af mad, kærestetid og måske, hvis vi er heldige, et solstrejf på næsen? Dét glæder jeg mig rigtigt meget til!

Skriv din kommentar

Kommentarer (5)

  1. Jordbær og koldskål er bare en klassiker! Min mor blendede altid en halv bakke i, samt saft og skal fra to limes fremfor citron, i sin sommerversion.
    Har du ikke prøvet det, kan versionen varmt anbefales som alternativ til den originale 🤩 Spises, selvklart, også pyntet med jordbær og evt lidt knas.

    Og fedt med støvlescoop, den slags kan man blive stjernelykkelig over; bloggede selv om et jævnt par billige sneakers, som jeg fandt i børneafdelingen til mig selv, her i lørdags – nogle gange er man bare heldig 💪🏻

  2. Sikke en skøn uge.
    Og hvor hyggeligt I kommer her til Bornholm – så ses vi måske på havnen 😀☀️

    1. Hvis vi gør, så lov mig at sige hej (og skål, hvis klokken er så mange, at vi slentrer rundt med vin i glasset) 😀

      1. Det lover jeg 🙂
        Hvor længe er det I bliver? Dagen efter er der bål også i Gudhjem? Mega hyggelig aften. Og si’ til hvis I skal have lidt fif til øen 🙂
        Hilsner
        Pernille

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven