Mit liv som jordemoder #1

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente af dagen, men jeg vidste at den var betydningsfuld. Mine forældre og min storebror var mødt op på skolen i Esbjerg, hvor vi mødtes, sammen med resten af holdet og deres respektive familier. Der blev holdt nogle taler, som jeg så vidt jeg husker ikke rigtigt kunne fokusere på, og så blev vi ellers kaldt op til scenen, én for én, for at få et håndtryk, et tillykke og vores helt eget træstetoskop, som et bevis på, at vi nu var jordemødre.

Det er præcis 10 år siden i dag, at jeg dimitterede fra jordemoderuddannelsen og som den fedeste kliché i byen, fatter jeg ikke hvor tiden er blevet af!

Eller jo, når jeg kigger mig omkring i mit liv og tænker over alle de ting der er sket i løbet af de sidste 10 år, så forstår jeg det godt, men samtidig så synes jeg altså bare heller ikke, at det er så længe siden jeg gik der, på jordemoderskolen sammen med alle mine jordemoderveninder.

Det var en vild dag, den dag. Jeg fik en ankelkæde af min storebror og en margueritring af mine forældre og jeg husker at jeg var meget, meget glad. Jeg var jordemoder. Det klingede stolt og rungende, når jeg tænkte på det. Uddannet og klar til at træde ind på en fødestue, uden en “rigtig” jordemoder bag mig. Jeg var klar til for første gang at skulle stå der alene.

Jeg havde igennem de seneste år drømt om den dag jeg skulle stå lige der, med mit eksamensbevis i hånden, en uddannelse i rygsækken og være parat til at begynde på mit voksne arbejdsliv. Jeg havde allerede fået job og var selvfølgelig fuld af boblende forventninger.

Men jeg var også bange. Tænk nu hvis jeg slet ikke var så god som mine lærere og mine kontaktjordemødre havde fortalt mig. Tænk nu, hvis jeg nu alligevel ikke var klar. Tænk nu, hvis jeg gjorde noget galt. Hvis jeg overså noget, handlede for langsomt, for hurtigt eller slet og ret gjorde noget, der ikke var hensigtsmæssigt for den kvinde jeg stod overfor.

Det føltes pludseligt som et meget tungt ansvar på mine dengang bare 22-årige skuldre.

Det var nu jeg skulle begynde mit liv som jordemoder. Et liv, jeg i løbet af min uddannelse var blevet overbevist om, jeg skulle leve for evigt. Jeg elskede mit fag. Jeg elskede de gravide, fødslerne og den helt unikke tid lige efter. Den menneskelige kontakt, den ledende, hjælpende rolle, samarbejdet, krisehåndteringen, det fysiske arbejde og forløsningen af en baby var noget af det bedste jeg overhovedet kunne komme i tanker om. Selvom jeg var bange, glædede jeg mig til at komme igang.

Et par uger senere kom den store dag. Den dag, hvor jeg, med mit spritnye ID-skilt med påskriften “jordemoder”, for allerførste gang gik ind på en fødestue med et par, og lukkede døren bag mig. Der var ingen andre end os tre og det var nu jeg skulle vise mit værd. Det var mig, der skulle være den rolige, erfarne, autoritære og empatiske jordemoder, som med største selvfølgelighed skulle hjælpe det unge (men ældre end mig, dengang) par igennem fødslen af deres andet barn.

“Shit, shit, shit” tænkte jeg. “Hvad nu hvis de opdager, at det er den allerførste gang jeg står på en fødestue uden en erfaren jordemoder bag mig?” Pludselig blev jeg i tvivl om jeg nu også kunne huske hvad det var man skulle. Kunne jeg overhovedet klare det? Og hvad skulle jeg egentlig svare, hvis de spurgte hvor længe jeg havde været jordemoder?

De spurgte. Manden spurgte. Pokkers!

… Hvad jeg svarede, kan du læse når jeg engang i næste uge skriver den næste del af historien om mit liv som jordemoder. 

Ps. Billedet er taget lige efter jeg kom ud fra min allersidste eksamen, fire dage forud for dimissionen. Se lige hvor seriøst ung jeg var!

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)