mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Frygtede at miste sin baby

Jeg kan ligeså godt sige det som det er. Jeg græd, da jeg første gang læste denne uges fødselsfredag. Af frygt, af afmagt over de følelser jeg forestillede mig kvinden havde og til sidst heldigvis af lettelse, da der – selvom det en overgang syntes meget tvivlsomt – gudskelov kom et levende barn ud.
Jeg tror på mange måder at kvinden her ligner rigtigt mange af os andre. Hun ville ikke være til besvær og hun ville for alt i verden slet ikke puttes i en kasse som en “overhysterisk førstegangsfødende”. Så hun klappede i og fortalte ingen om sine bekymringer, som hun efter bedste evne og overbevisning forsøgte at mane til jorden inde i sig selv.
Problemet var bare, at hun ikke var spor hysterisk. Hun vidste besked og blev ikke taget alvorligt og hvor ville jeg dog ønske, at jeg havde kendt hende dengang, så jeg kunne have sagt, at hun var helt okay og at man aldrig, aldrig, aldrig er til besvær, når man bekymrer sig for sit barn. Jeg ville sådan ønske, at min kommende bog om alt det man (i virkeligheden) skal vide om sin fødsel, var udkommet dengang, så hun kunne have læst den og været blevet bevidst om, at hun altid skulle – og havde ret til – at lytte til sin mavefornemmelse. At hun aldrig var forkert. At hun var god nok, uanset graden af bekymringer hun måtte have. Ingen er forkerte, ingen bekymringer er dumme og alle gravide (og ikke-gravide i øvrigt) fortjener at blive taget alvorligt <3
Nå, nok fra mig – tag godt imod en meget, meget rørende fødselsberetning.
Det er noget helt unikt og specielt ved at vente sig første gang. Jeg var hele følelsesregistret igennem flere gange igennem graviditeten. Bekymringer, glæde, forventninger, angst, lykke, tårer, frygt, begejstring… Det lille liv vi ventede os, var altoverskyggende og allestedsnærværende i handlinger og tanker. Men jo tættere vi kom på fødslen, jo mere rædselsslagen blev jeg. Egentlig ikke for selve fødslen, (hvem glæder sig ikke til at presse en pigtrådsindpakket kommode igennem et nøglehul!?!) men bange for alt det der kunne gå galt,  og i sidste ende betyde at jeg mistede min baby eller at baby blev hjerneskadet.
En bekendt havde året forinden mistet sit barn i maven 3 dage over termin og jeg var overbevist om, at det også ville ske for mig. Men jeg holdt tankerne og frygten for mig selv og lod det æde mig op indefra. Jeg insisterede på, at alle i min nærhed, skulle have den opfattelse at jeg ikke var en hysterisk førstegangsfødende og at jeg bestemt ikke var sådan en, der ringede til fødegangen i tide og utide. Det skulle de ikke kunne sige om mig.
Ca. 1 måned før termin, får jeg følelsen af at der siver fostervand ud. Jeg googler mig frem til, at jeg kan tjekke om det er fostervand frem for tis, ved at tage bind på… Jeg prøver metoden og er ret overbevist om at det ER fostervand der siver. Da jeg skal til Jordmoder et par dage senere nævner jeg min bekymring for hende. Hun slår det hen med, at det er normalt at tisse i bukserne, at jeg er førstegangsgravid og derfor blot er (over)bekymret fordi jeg ikke har prøvet det før. Jeg lukker i som en østers og hader mig selv for overhovedet at have stillet spørgsmålet, for nu fik de jo ret… Jeg er en typisk overpylret førstegangsgravid!
Jeg går terminen i møde, med konstant løbende “tis i bukserne” og bekymringen bliver større og større…
Da vi rammer terminen, har jeg stadig ikke pakket den “famøse taske”, nærmest for at understrege hvor cool og afbalanceret jeg er som førstegangsgravid. “Vi skal jo nok nå at pakke, når veerne melder sig” siger jeg tørt til alle der spørger.
3 dage over termin vågner jeg med en ubeskrivelig dårlig fornemmelse af at noget er galt. Hvornår var det lige jeg mærkede baby sidst? Jeg puffer til maven for at få en reaktion… Der sker intet. Og sådan forsætter jeg op af formiddagen og hen over middag. Spiser surt, salt, sødt, drikker isvand, hopper, puffer, skubber og aer maven… Men der sker intet. Ingen reaktion  overhovedet. Min mor ringer omkring kl. 15.30 og spørger om der snart sker noget. Jeg spiller cool og afslappet, men inden i, er jeg ved at gå i panik. Jeg kan ikke mærke baby. Jeg afslutter hurtigt opkaldet og går hvileløst rundt i lejligheden, mens jeg venter på at min kæreste kommer fra job. Jeg burde ringe til fødegangen, tænker jeg flere gange.. Men jeg slår det hen, for jeg har jo ikke veer eller vandafgang, så de kan jo ikke gøre noget.. Og hvis jeg endelig får lov at komme der ud, så kan jeg sikkert mærke liv igen, så snart jeg er ankommet… Jeg må holde op med at være hysterisk, siger jeg til mig selv. Ellers er jeg en af de førstegangsfødende der kimer fødegangen ned. Og sådan er jeg ikke, fastslår jeg igen. Fødegangen skal først kontaktes når veerne er med kort mellemrum. Punktum!
Da jeg høre min kærestes bil i indkørslen er jeg lettet. Klokken er ca. 17 og jeg er mildest talt ude af mig selv af bekymring. Så snart han træder ind af døren bryder jeg grædende sammen og fortæller om dagen og at jeg ikke kan mærke baby. Han spørger til hvad fødegangen har sagt? Ehm… dem har jeg ikke kontaktet endnu. Og så bliver han, forståeligt nok, rasende og insisterer på at jeg kontakter dem straks. Jeg ringer snøftende til fødegangen og da de kan høre at frygten er stor og at jeg har forsøgt med alle forskellige midler at få baby til at reagere, siger de, at jeg kan komme til tjek med det samme.
Vi sætter derfor  kurs mod OUH. Min kæreste spørger om vi skal have pakket taske til mig og baby og hvad med autostol? Jeg affærdiger ham og siger at det er pjat, for vi bliver sendt hjem igen når de har lavet et tjek. Jeg er jo ikke i fødsel. (Og inderst inde ønsker jeg faktisk  ikke at have babys ting med, for jeg er bange for, at jeg slet ikke får en baby med hjem.) Jeg når dog lige at bede min kæreste tage kamera med, for en sikkerhedsskyld, selvfølgelig.
Turen til OUH tager ca. 15 minutter men føltes som timer. Der er en dyb, dyb stilhed i bilen. Det er tydeligt at min kæreste også er meget bekymret.
Vi ankommer til OUH og får anvist en stue. En jordemoder kommer til og fortæller at jeg skal have “kørt en strimmel”. Hun starter dog med at finde hjertelyd på baby og jeg græder som pisket. Baby er ikke død siger hun, som om hun ved, at det er luge præcis dét, jeg frygter allermest lige nu.
Hun rigger udstyret til og beder mig trykke på knappen hver gang jeg mærker liv. Så forlader hun stuen og siger at hun kommer tilbage om 30 minutter. Minutterne går og jeg mærker stadig ingenting. Intet overhovedet. Pludselig går døren op og jordmoder kommer ind med en skanner og en mand der præsentere sig som overlæge, følger efter. Han scanner maven og taler lavmælt med jordmoderen med fagord jeg ikke kan forstå. Så kigger han på mig og siger kort, men i et alvorligt tonefald; du må ikek blive bange, men baby skal ud nu! I det samme går døren op og det vælter ind med folk på den lille stue. Overlægen siger, at han går ned og gør sig klar på operationsstuen og forsvinder. I det sammen begynder de at køre mig i sengen ud af stuen, hen mod elevatoren. To personer hænger på sengen og forsøger at iklæde mig operationstøj og en helt anden vil have mig til at bekræfte mit CPR.nr. Der er en der trækker væk med min mand og råber efter os, han møder os på operationsstuen. Det er kaotisk og der er rigtig mange mennesker omkring mig der hver især forsøger at løse deres del af “opgaven”.
Jeg er totalt forvirret og handlingslammet, men får fremstammet, at jeg virkelig skal tisse. Jordemoder siger, at der ikke er tid, så hvis jeg virkelig ikke kan holde mig, må jeg tisse i sengen! Så fortæller hun, at jeg skal have foretaget kejsersnit nu for baby lider og der er intet fostervand.
Imens jeg bliver kørt ind på operationsstuen forklarer hun om operationen, de mange mennesker og om det team med børnelæger der også venter på stuen. Jeg insisterer på, at være vågen, at de ikke må lægge mig i narkose, for hvis barnet ikke klarer det, vil jeg være vågen, når det kommer til verden. Så skal det være hos mig og ikke vente til jeg vågner op. Jeg kan simpelthen ikke klare tanken om det. Jordemoder er sød og forstående.. Hun fortæller, at det vil være overlægens vurdering, men at de selvfølgelig vil forsøge at imødekomme mit ønske. Imens rapporterer ĺen anden sygeplejerske konstant om babysværdier. De er uændret. Rigtig dårlige, men uændret, ikke forværret. Det er en rigtig stærk baby, der kæmper for at møde jer, siger hun.
Vi ankommer til operationsstuen og Jordemoder fortæller om mit ønske om at være vågen. Da babys værdier ikke er forværret yderligere vurderer overlægen, at han godt vil imødekomme mit ønske, men med mulighed for at “sadle om” hvis baby har brug for det.
Herefter skælder han ud på det øvrige personale, fordi narkoseholdet ikke er dukket op inden for deadline. Stemningen i rummet er anspændt og jeg er rædselslagen. Jeg kan ikke sige noget, men græder stille og forsøger at finde min kæreste blandt alle menneskerne på stuen. Narkoseholdet kommer styrtende ind på stuen og undskylder forsinkelsen. Jeg er nærmest i trance. Der foregår en masse omkring mig, men det føles som om jeg er inde i en boble og ikke rigtig er en del af det. Jeg finder min kæreste i hjørnet af stuen på en stol. Han sidder fuldstændigt passivt med kameraet dinglende om hånden.. Jeg møder hans blik. Jeg har aldrig set ham så bange.
Operationen går i gang og jeg slipper for fuld narkose. Ud kommer baby og bliver straks videregivet til børnelægerne, der står klar på stuen ved siden af. Min mand bliver kaldt ind til børnelægerne. Jeg frygter det værste. Der er ingen gråd eller lyde derinde fra… det er ikke godt, tænker jeg. Men jeg tør ikke spørge til det. Er så bange for at få en dårlig besked, mens jeg ligger der på briksen og bliver syet sammen igen. Men pludselig kan jeg høre babygråd inde fra stuen og jeg bryder fuldstændigt sammen. Baby lever! Kort tid efter kommer min kæreste ind på operationsstuen med en lille hvid bylt i armene. Vores førstefødte. Jeg spørger om baby har det godt og han nikker med tårer i øjnene. Jordemoder spørger, om vi ikke kender kønnet på baby.. Min mand kigger lidt forvirret rundt. Det har vi slet ikke tænkt på, nu hvor situationen var så anspændt. Alle på operationsstuen smågriner over, at vi ikke aner, om den lille bylt er en pige eller dreng og jordemoder spørger, om det ikke er på tide, at vi får det afsløret. Så imens den lille fine bylt bliver lagt op til mit ansigt og de små mørke øjne, med det dybeste blik, møder mine for allerførste gang, får jeg beskeden: “Tillykke med din lille datter.”
Og lige dér, er alt andet helt ubetydeligt.

Skriv din kommentar

Kommentarer (8)

  1. Så vanvittig og fin en historie – vi kan aldrig være for pylrede når det kommer til vores børn… Jeg har været inde på ekstra tjek med begge mine, og jeg er heldigvis altid blevet modtaget med åbne arme og stor forståelse for min bekymring.

  2. Sikke en stærk historie. Jeg kan så meget genkende mig selv i ikke at ville være til besvær. Fantastisk at den lille pige overlevede.

  3. Hold nu kæft, hvor jeg hyler! Godt at det endte sådan! Åh.. Lille familie ❤️❤️❤️❤️

  4. Årh det minder så meget om min egen fødsel. Min søn sad bare fast i min livmoder fordi der ikke var noget fostervand og det ender ud i at kejsersnittet tager 12 min. De tror jeg er i narkose og siger en masse jeg ikke skulle have hørt, bl.a. Om hvordan de må knække nakken hvis han ikke kommer ud, for at redde mig😥😪 jeg var skrækslagen og koncentrerede mig så meget om at trække vejret, kunne ikke andet. Det herskede længe tvivl om hvorvidt han havde taget skade. I dag er han 6 år og lige som han skal være, eneste “skade” fra forløbet er at han har et stort høretab pga iltmangel, men det er billigt sluppet❤️

  5. Åh hvor er den hård, den her… hvor er det godt, det endte godt. Stærk og velreflekteret fortælling. Men hvor er det bare tankevækkende, at vi som samfund efterhånden – med hele vort narrativ om “den rigtige graviditet/fødsel” – har masseret gravide over i et hjørne, hvor frygten for at blive anset som “hysterisk” eller “pivet” ender med at komme før både mavefornemmelse og babys bedste. Jeg synes, det er en fuldstændig forfærdelig tendens.

  6. Et langt skriv fra en Neonatal-sygeplejerske (syge nyfødte/præmature)
    Jeg har jeg altid opfordret forældre til at kontakte hjælp og kræve den, hvis de føler noget er galt.
    Man kan nemt blive affejet i vores sundhedssamfund, ikke fordi menneskerne der, ikke vil hjælpe, men fordi vi har (til tider massivt) travlt og ja forsøger at undgå og få fyldt vores stuer, med dem der ikke reelt har brug for vores hjælp og ja der er mange ‘over-nervøse’ forældre, men i ved jo heller ikke altid hvad der er normalt og hvad der ikke er 🤷🏼‍♀️
    Men som jeg fortæller til forældrene ‘føler du i helt inde i din mavefornemmelse at noget er galt, selvom man ikke kan sætte finger på hvad det er, så kontakt hjælp og forlang den! Så er det en lille pris at risikere blive kaldt ‘curlingforældre osv’. Jeg har været der og set ‘lige ved og næsten’ som denne fortælling men jeg har også oplevet hvor det er gået galt fordi kvinden af frygt for at lyde hysterisk ikke kontaktede hjælp, eller accepterede at blive affejet ved døren og der var noget galt.

    Jeg vil dog også i samme moment sige ‘lyt nu lige til mavefornemmelsen og din realitets sans’ fordi gurli-sulajma lige støtte fingeren på trip-trap stolen på vej ned, behøver hun nok ikke med lynets hast at komme på skadestuen, når hun ellers sidder fryd og gammen og æder sand ude i sandkassen. Det ved du godt i din mavefornemmelse. Er du i tvivl så ringer du selvfølgelig til egen læge/1813.
    For vi får også bare fyldt op med børn, hvor forældrene kun har lyttet til angsten og ikke mærket efter i maven, og så er der altså ikke altid plads til de børn hvor den reelle mavefornemmelse er god nok.

    Men ‘vi’ er her for at hjælpe jer og jeres børn, så er mavefornemmelsen der så ringer du!

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven