Fire børn, en hund og kun én voksen

Af uransagelige årsager endte jeg med at synes det var en god idé at lade begge mine drenge få en legeaftale med hjem, her til eftermiddag. Ja, faktisk syntes jeg at det var så god en idé, at jeg selv havde taget kontakt til de andre forældres børn i aftes og spurgt om lov til at tage børnene med hjem, efter skole og børnehave. Simon var jo også hjemme til at hjælpe, så det var ingen problem.

“Ja da!” lød svaret, som det så ofte før også har lydt og jeg glædede mig stort til at jeg her til morgen kunne fortælle drengene at de begge to havde en legeaftale.

Jahuuuuu! Udbrød de i kor.

Jeg smilede og tog en tår af min kaffe.

Det pis-regnede. Tog bilen.

Begyndte at lægge planer for cykelruten når jeg skulle hente børnene, hvis regnen skulle fortsætte. Hader at cykle i regn.

Måtte også hellere lige få handlet ind, hvis nu de skulle spise med.

Tog til møde inde i byen.

Solen kom frem.

Kyssede lidt på Simon, som fortalte at han lige havde taget et par ekstra timer på arbejde, så han ville først være hjemme ved 21-tiden.

Fuck.

Skulle åbenbart være alene-voksen til fire børn. Og en hundehvalp.

Lavede regnskab. (Gab!).

Købte meloner og gulerodsboller. Og tomatsuppe. Altid tomatsuppe. (Selvom jeg naturligvis burde lave min egen, nu hvor jeg har lært at gøre det på fem minutter!).

Cyklede op til skolen. 2 af 4 børn kom i cyklen. Deres tasker fyldte resten. De havde jo også haft idræt.

Vi vil hjem nuuu” gjalder de i kor.

Det bliver en lang eftermiddag” tænker jeg, imens jeg siger noget med min bedste pædagogstemme på, om at vi lige skal hente Peter og hans ven først.

Drengene i børnehaven hopper af glæde da jeg kommer. Sødt. Og lidt forhåndsudmattende. Orker ikke rigtigt overdreven energi blandt potentielt fire drenge i alderen 4-8 år, lige nu.

Vi cykler hjem.

Nogen råber “hurtigere!”. Andre råber “langsommere!”. Jeg cykler bare.

Vi kommer hjem.

Nogen får gulerodsboller. Alle får melon. Hunden bliver luftet og derefter drager børnene lydløst ind på værelserne.

De leger. Sådan ægte-leger, uden voksen indblanding.

Drikker kaffe. Klapper hunden. Kaster endnu et blik på regnskabet.

Må vi spille PlayStation?”. Det er de store.

Nej, men I må gerne spille et spil”.

Forventer ramaskrig.

Fem minutter senere sidder de og læser spørgsmål om danmarkshistorien højt for hinanden.

(WTF?!)

Jeg tjekker til de små. De leger med Paw Patrol.

Den store legekammerat bliver hentet. Midt i spillet. Alligevel rydder de op uden et kny, fordi jeg lover at stille flere historiske spørgsmål imens.

Vi spiser. Børnene tomatsuppe, jeg smørstegt spidskål og noget smagfuldt grøntsagshalløj jeg har genopvarmet i en gryde.

De fleste skåle bliver stillet over i køkkenet efter vi har spist.

De små leger igen.

Må jeg få skærmtid nu?” Spørger den store.

“Du må læse Maneno”.

Den store læser, de små leger.

Sidste legekammerat bliver hentet.

Jeg vil bo her” siger han inden han går. Det vil han nok ikke, men han er sød. Det er de allesammen.

Den store læser stadig, så jeg går tur med den lille og med hunden.

Vi laver fælleskrammer i sofaen.

Børster tænder, læser højt og putter børn.

Som sover nu.

Tænk, at jeg jeg nogensinde har haft krise over at skulle have to legeaftaler med hjem på én dag. Uagtet at det har regnet og st jeg var alene som voksen på pinden.

Børn er åbenbart nemmere at have med at gøre end man lige skulle tro. (Eller også var jeg bare heldig, men det er sjovere at tro på det første).

Vi gør det igen i morgen. (Måske). Først skal jeg bare lige have et lillebitte glas rødvin. Klokken er trods alt også snart 21, så lige om lidt får jeg forhåbentligt selskab af ham den voksne jeg så godt kan lide. Også selvom han tog på arbejde en dag, hvor jeg troede han havde fri.

 

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)

  1. Åhh, hvor skøn beretning!. Jamen de er sgu så søde, de unger,-som regel. Men hvor er det godt at du har mod på nye legeaftaler, det har de jo sådan et stort behov for så de kan udvikle sunde relationer til andre mennesker. – Held og lykke med de skønne unger. Bare vent-de flytter ind en dag,- en efterårsferie,- det er skønt og jeg savner “mine” drenge, selv om min søn er 36 nu- men “drengene”- de ses stadig og kan ta´ en by-tur sammen, eller en kano-tur.