En vidunderlig vandfødsel

Første gang havde hun en ukompliceret fødsel, lige omtrent tre uger før termin, så der er selvfølgelig ikke noget at sige til, at hun fem dage efter terminen var begyndt at blive lidt utålmodig…
Tung, træt og utålmodig, ligesom en hver anden højgravid, tog jeg til jordmoder 40+5 – alt var i den skønneste orden, og hun lavede en hindeløsning på mig. Men det gjorde simpelhent så ondt, at hun næsten ikke fik lov til at gøre det ordenligt. Hun kunne mærke, at jeg havde 1-2 cm livmoderhals og var 1 cm åben. I mine ører lød det til, at fødslen var LANGT ude i fremtiden.
Under hele graviditeten havde jeg haft rigtig mange plukkeveer, så jeg mærkede ikke den store forskel efter hindeløsningen. Men om natten vågnede jeg alligevel lidt mere øm end normalt, og jeg var flere gange oppe på toilet. Jeg havde på fornemmelsen, at noget var under opsejling, så jeg bad min kæreste om at blive hjemme fra arbejde, da vi vågnede om morgenen. (Min første fødsel var en hurtig ukompliceret fødsel, så vi var forberedt på en hurtig andengangsfødsel også). Vi stod op og blev enige om, ligesom alle andre dage de sidste tre uger, at i dag var en god dag til en fødsel 😉 Det skulle heldigvis vise sig at være rigtigt. Jeg kunne godt mærke, at mine plukkeveer blev mere og mere smertefulde, men ikke noget som jeg gjorde særlig notits af. Vi hyggede med morgenmaden og den store blev kørt i børnehave. Imens gik jeg i bad, og kl. ni ringede jeg til OUH første gang. Der var 6-7-8 minutter mellem veerne, men de varede ikke mere end 30-40 sekunder. Jeg havde fået at vide, at jeg skulle kontakte OUH forholdsvis hurtigt min første fødsel taget i betragtning. Vi aftalte i telefonen, at jeg skulle ringe igen, når der var cirka fem minutter imellem. Desuden havde jeg det ganske fint, og vi hyggede os med kaffe og Netflix i stuen 🙂
Omkring kl. 11 ringede jeg ind igen, nu var veerne taget til og var blevet mere hyppige. Jeg havde det stadig fint – så længe jeg stod op. Når der kom en ve, stod jeg og rokkede lidt, imens jeg træk vejret helt stille og roligt. Vi skulle komme på OUH en time senere.
Da vi ankom fik jeg kørt en hjertelydskurve, og Jordmoderen lavede en indvendig undersøgelse – 1-2 cm livmoderhals og 1-2 cm åben. Altså, muligvis stadig lang tid til en fødsel. Jordmoderen ville dog ikke sende os hjem, men sendte os ud på den famøse gåtur i stedet. Så vi gik ned i kantinen for at spise frokost – at rende rundt på OUHs mest befærdede gange med veer kan ikke rigtig anbefales.  Da vi kom tilbage en time efter, var livmoderhalsen udslettet, men jeg var stadig kun 1-2 cm åben. Min urinprøve var ikke helt blank, og da min ve-smerte mest sad foran, mente Jordmoderen, at jeg muligvis “bare” kunne have en blærebetændelse. Men hun var alligevel ikke vild med tanken om at sende os hjem. Problemet var bare at fødegangen på OUH åbenbart havde “fuld booket”, så hun mente servicen ville være bedre, hvis vi kørte til Svendborg. Vi takkede selvfølgelig ja til bedre service, og fordi jeg stadig havde det ok og fint kunne være i mine veer, så satte vi os i bilen for at køre de 45 minutter til Svendborg.
Vi landende på Svendborg Sygehus omkring kl. 15, hvor vi blev taget i mod af den sødeste jordmoder og jordmoderstuderende (desuden var det noget af et sceneskift fra travle menneskefyldte OUH til stille og ret fredfyldte Svendborg Sygehus). Vi fik en luksusstue med kæmpe badekar/fødekar, og Jordmoderen spurgte ind til vores ønsker omkring fødslen. Jeg fortalte, at jeg ikke havde nogle særlige ønsker, men at jeg som udgangspunkt ikke ønskede medicinsk smertestillende. Der blev lavet en indvendig undersøgelse, og hun kunne mærke at jeg var 2-3 cm åben. Hun skønnede lillesøster til 3400 gram (i Odense blev hun skønnet til 3800 gram).
Jeg havde det fortsat rigtig godt, og jeg havde fuldstændig styr på min vemestring – så længe jeg stod op, ligeså snart jeg sad eller lå, blev smerten værre og veen længere. Generelt havde vi det bare mega hyggeligt – vi jokede med hinanden og med Jordmødrene, og da min kæreste blev spurgt, om han ville have kaffe og takkede ja, kom de ind med en lille bakke til ham med kaffe, saftevand og småkager. Så dér sad han med fødderne oppe og spise småkager og drak kaffe 😉
Jordmoderne sagde ret hurtigt, at hvis jeg ville i vand, så ville det tage ca en time at fylde karet. Jeg havde egentligt ikke noget særligt behov for det, men vi blev alligevel enige om at fylde det, så muligheden var der.
Omkring kl. 16.30 var jeg 7 cm åbent, og jeg blev hjulpet ned i karet. I det her kar var der ligesom formet til, at den fødende kunne ligge på ryggen i den klassiske fødestilling. Jeg prøvede at ligge mig sådan, men jeg tabte alt hvad der mindede om kontrol, så jeg havnede hurtigt på knæ i stedet. Ret hurtigt kunne jeg mærke pressetrang, og jeg blev lidt forvirret over det, men Jordmoderen sagde, at jeg skulle lytte til min krop, og at jeg gerne måtte presse lidt med på toppen af veen.
På det her tidspunkt havde jeg ingen særlige ve-pauser, men jeg var alligevel fattet nok til at svare, da Jordmoderne spurgte, om der måtte komme en læge med ind på stuen. Hun havde været læge på sygehuset i 20 år, men havde aldrig været med til en helt almindelig ukompliceret fødsel – det måtte hun selvfølgelig gerne. 
Efter et par veer, hvor jeg pressede lidt med, gik mit vand – helt klart – og jeg kunne med det samme mærke forskel i ve-smerten og pressetrangen.
Kl. 17.26 sagde Jordmoderen, at jeg skulle tage i mod mit barn, for hun kunne ikke nå. Så jeg tog mine hænder ned og tog i mod vores lillesøster, og dér sad jeg så med lillesøster i armene – dét var bare så fint, og selvom jeg ikke havde et særligt ønske om at føde i vand OG selv tage i mod barnet, så var det helt, som det skulle være.
Vi blev hjulpet op på fødebriksen, hvor navlesnorren blev klippet af den jordmoderstuderende, og moderkagen blev født. Da jeg havde fået et par sting, kom de ind med fødselsdagsmiddag og lod os være alene et par timer derefter.
“Lille”søster viste sig desuden at veje 4570 gram, og hvis de havde vidst det, “måtte” vi slet ikke føde i Svendborg  . Men vi havde simplehent de sødeste og dygtigste jordmødre, som viste den største tiltro og tillid til mit fødearbejde, så vi kunne ikke ønske os anderledes.
Omkring kl. 23.00 lå vi hjemme i vores seng med vores helt lille nye baby i midten 🙂

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)

  1. Så fin en fødsel og jeg har heller ikke oplevet andet end ro og tillid til de fødende på fødegangen på Svendborg Sygehus.

    Desværre er den konstant i fare for at blive lukket ned.