Dobbeltminder fra en bænk i Classens have

Jeg sidder på et tæppe, med ryggen lænet op mod kassen på min ladcykel. Jeg har slukket min lydbog for i stedet at stoppe op og skrive, bare et øjeblik. Det store kastanjetræ skygger for solen, der skinner lystigt og varmt fra himlen, som syner mere blå end jeg kan huske den har været længe.

Vi skal holde fødselsdag for Jens og fire andre drenge fra hans klasse om lidt. Jeg er bare kommet i god tid, så nu sidder jeg her.

Mindes dengang jeg sad her for første gang. Det var i 2009. Jeg var lige flyttet til København og jeg følte mig enormt storby-agtig, når jeg sådan brugte en park til noget. Hjemme fra sønderjylland var jeg jo vant til at alle bare havde en have, så for mig havde parker hidtil mest været sådan noget, nogen luftede hund i. Ofte også dét sted, hvor byens mellemstore teenagere mødtes om aftenen for at lege S-P-K og ryge forbudte cigaretter, men ikke et sted man som sådan hang ud.

Jeg havde lejet mig ind i en kæmpe herskabslejlighed, hvor jeg havde to værelser og et lille the-køkken for mig selv, helt oppe på fjerde sal. Det var en dejlig lejlighed, men fordi solen altid bragede direkte ind ad mine vinduer om formiddagen, så var det også en utrolig svær lejlighed at sove i, efter en nattevagt.

Jeg elskede nattevagter. Eller altså, elskede er måske så meget sagt, men efter adskillige år bag disken på barer og diskoteker på forskellige lokationer, lå det mig ikke så fjernt at være vågen om natten og sove om dagen. Så hvis man så sammenlignede mig med mange af mine kollegaer, så elskede jeg nattevagterne. Så meget, at jeg ofte tilbød dem, der havde det sværest ved at være vågne om natten, at bytte deres nattevagter for mine dagvagter. Det gjorde ingen forskel for mig og jeg kunne godt lide roen der trods alt var (og er) på fødegangen om natten. Alle de planlagte undersøgelser der trods alt også finder sted på eller omkring en fødeafdeling er elimineret og der er “kun” de kvinder, som enten har komplikationer der skal tilses akut eller kvinder, som er ét eller andet sted i deres fødsel.

Så jeg havde mange nattevagter. Som betød, at jeg på de både varmeste og lyseste dage henover sommeren, søgte ud af lejligheden når jeg skulle sove. Jeg gik over i parken der lå lige bag lejligheden og lagde mig til at sove i skyggen af et træ. Et kastanjetræ, ofte. Et kastanjetræ i dén park, som jeg lige nu sidder i og venter på at skyde en fødselsdagsfest igang for min ældste søn, som fyldte otte år for nogle uger siden. Dér hvor jeg sov mine nattevagter ud, da jeg var, I ved, sådan helt pureung.

Det føles som et helt andet liv, det jeg havde dengang.

“Hej, sidder du der?” Det er én af de andre drenges forældre. Jeg tømmer ladcyklen for grøntsagsstave, tæpper, drømmekage og flagranker. Fuck. Jeg har glemt Jens’ gave. Typisk. Overlader klargøringen til de andre forældre, springer tilbage på cyklen og henter gaven. Der er ikke plads til flere minder lige nu.

Børn, kager, gaver, sang, fri leg, fælles leg, enkelte konflikter, røde kinder og slikposer med hjem, selvom vi bor i den mest speltudskældte del af København.

Fødselsdagen gik fint, gaven blev taget godt imod, drengene tog videre hjem til deres far, udbringeren fra wolt har lige ringet på min dør og når Simon og jeg om lidt har spist, så håber jeg på, at kunne lokke ham med ud i København, for både at mindes det gamle og skabe nyt sammen. Det er nemlig noget af det bedste jeg ved. Dobbeltminder, som dét jeg uden tvivl har skabt mig i dag.