Annonce

At stoppe op…

Kender du det, når man står under bruseren og for et lille øjeblik glemmer tid og sted? Når travlheden synes et andet sted, end lige der hvor man står og nyder varmen fra vandet og en blød, velduftende sæbe, som man giver sig god tid til at smøre ud over hele kroppen? Det er noget af det bedste jeg ved! For tiden bruger jeg en kropssæbe fra det italienske brand, N.A.E., men den skal jeg nok fortælle dig mere om, efter vi lige har snakket lidt om vigtigheden af de her små pauser i hverdagen, hvadenten de foregår i brusebadet, på et gadehjørne eller med røveren velplaceret i en sofa et sted uden alt for mange forstyrrelser.

Det er ikke så længe siden vi snakkede om hvordan det kan være at så mange af os ofte render rundt med en mere eller mindre kronisk dårlig samvittighed over, at vi ikke slår til på alle fronter i vores liv. (Hvis du ikke har læst det, kan du finde det HER). Vi har slet og ret mere at se til, end vi kan formå at leve op til og det er rent ud sagt noget rod. Det endte i kommentarsporet ud i en konklusion om, at de ofte alt for høje forventninger til os – for store deles vedkommende – primært ligger hos os selv.

Det betyder selvfølgelig også, at der kun er én til at ændre på dem. Dig. (Og mig, for mit vedkommende, naturligvis).

Men for pokker, hvor kan det være svært, for ét er at vi snakker om det og rent faktisk tør åbne op og erkende vores sårbarheder og manglende evner til at slå til på alle fronter, men noget andet er så, at navigere i hvad vi så skal hvornår og hvordan vi i det hele taget når det hele bedst.

Personligt har jeg – som jeg også skrev forleden – haft en klar tendens til bare at sætte tempoet op og presse citronen indtil skallen gik i stykker af lutter anstrengelse. Alligevel har det synes som jeg ikke altid har haft saft nok at gøre med.

Sidenhen er der dog sket dét med mig, at jeg er begyndt at forstå vigtigheden af at stoppe op og holde nogle pauser. Det er en proces og jeg har stadig lang vej igen, men jeg forsøger dagligt at minde mig selv om, at det ikke nytter noget at blive ved med at piske sig selv for hårdt. Min hjerne kan simpelthen ikke finde ud af det og i stedet for at være dygtig, opfyldende og effektiv, bliver den reptilagtig og sløv, når jeg ikke giver den ro til at restituere og lade puslespillet falde på plads. For ja, det er faktisk ofte i pauserne, når vi “slukker” for hjernen, at trådene i alt det vi går og tumler med samles. Så hvis ikke vi holder fri, flyver boldene lettere i hver sin retning. Og dét er jo noget rod.

Hjernen har simpelthen brug for pause. Eller pauseR, faktisk.

For at sikre at vi ikke udelukkende pumper vores hjerner med dopamin, adrenalin og kortisol, imens vi arbejder os selv halvt ihjel, er vi nødt til at forsøge at skabe bedre balance i hjerne. Det gør vi ved, udover at arbejde, gøre og løbe efter de ting som motiverer os, at aktivere vores beroligende system.

Vores beroligende system er altafgørende for at vores hjerner kommer i balance og selvom det kan være fristende bare at køre hårdt på, så er det altså en decideret nødvendighed at zone ud ind i mellem, hvis vi skal fungere bare nogenlunde optimalt.

Jeg har alle dage været sådan én der forsøger at være effektiv i alt jeg gør – og dét er der altså ikke meget beroligende over, skulle jeg lige hilse at sige. Men det er ingen nem opgave for mig sådan pludselig at ændre adfærd og stoppe op. Virkelig ikke.

Derfor har jeg (blandt andet) sat ind på det aller-rareste (og nemmeste) sted jeg overhovedet kan forestille mig: i mine brusebade, som jeg også nævnte i toppen af indlægget. Jeg er simpelthen begyndt at bruge tid på at nyde mine brusebade, som ellers altid primært har handlet om effektivitet.

Jeg forsøger at gøre en dyd ud af at mærke hvordan det føles når vandet rammer kroppen, at mærke huden blive varm og håret tungt. Jeg trækker vejret dybt og forsøger ikke at tænke på andet, end at mærke mit bad.

… OG DET ER SÅ DEJLIGT!

For tiden bruger jeg en ny showergel fra det italienske brand N.A.E. som er inspireret ud fra den frodige italienske natur. Alle deres produkter har et minimum af 97% naturlige ingredienser og er alle veganske og certificerede økologiske og så er al emballage faktisk lavet ud af genanvendt plast eller plantebaserede materialer.  

Her i Danmark findes N.A.E.s produkter i tre forskellige serier, hvor jeg altså primært har kastet min kærlighed over den grønne serie, Freschezza, som dufter mildt af timian og rosmarin. Showergelen er skøn at smøre på og bliver lynhurtigt til skum, når den kommer i kontakt med huden, som naturligvis efterlades blød og velfugtet, når badet er slut. 

Produkterne kan købes i Kvickly, Føtex, Bilka og på nemlig.com lige HER.

Det behøver virkelig ikke være spor svært at stoppe op og give hjernen en velfortjent pause til at få samlet trådene – og hvis ikke allerede du gør det, så vil jeg hermed gerne opfordre dig til at begynde i dit brusebad. Så er du ligesom i gang 🙂

Skriv din kommentar

Kommentarer (6)

  1. Det er så godt, at der kommer mere fokus på forventningspres, både fra os selv og samfundet. Jeg har netop afsluttet min professionsbachelor som socialrådgiver, hvor mit bachelorprojekt omhandlede forventningspresset. Her nåede jeg frem til, at børn og unges stigende tendens til at opleve sig ensomme og psykisk mistrivende kommer fra presset, men også fra at skamme sig over det og holde det inde. Så godt du sætter fokus på det, så det ikke længere er et tabu at det er skide svært at slå til alle steder, hvor man selv og andre forventer det!

  2. Og ved du hvad, skønne Cana, man lærer det sgu aldrig.
    Altså det kommer aldrig af sig selv, det med at tage de små pauser.
    Det vil vi altid skulle minde os selv om, jævnligt.
    Tænker, at det er en kvindeting, helt genetisk:-)
    Det er ok, bare vi husker os selv og hinanden på, at det ikke må styre os.
    Så tak, fordi du lige mindede mig om, at jeg skal nyde pauserne og huske at tage dem, hver dag!!
    Nyd din aften:-)

  3. Den slags bad lyder som Utopia for mig! Jeg må lige vente nogle år med den slags (ellers hårdt tiltrængte pauser)! Men tak for dejligt budskab Cana, og god dag ❤

    Kærlig hilsen en mor til 2 på hhv. 4 måneder og 3 år 🙈

    1. Ejjj, det skal da overhovedet ikke være utopi – i bad med dig, når din kæreste er hjemme og tag en god, lang, velfortjent pause <3