mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Vi kan ikke få hverdagen til at hænge sammen

Midt i valgkamp, hårde toner i forskellige skalaer, kampe, diskussioner og for nogle ganske fås vedkommende overforbrug af både øgenavne og dét der er værre, har jeg sådan lyst til at skabe noget andet.

Jeg vil gerne skabe fællesskab igennem sårbarhed og ærlighed. Derfor skrev jeg forleden en klumme til bt.dk, som havde til formål at rumme, anerkende og sende skud ud til alle jer derude, der af og til måtte have det ligesom mig, når jeg føler at præstationsræset og den evige stræben efter “det perfekte liv” bliver for voldsom.

Jeg skrev blandt andet at:

Jeg ville jo gerne gøre det godt, og når jeg – gentagne gange, selvfølgelig – ikke lykkedes med at være god alle steder, føltes det mest af alt, som om jeg var en kæmpe fiasko. Sådan én, der ikke var god nok, selvom jeg gjorde mit bedste.

Nogle gange blev jeg endda i tvivl, om jeg nu rent faktisk gjorde mit bedste. Så jeg pressede citronen. Hårdt og længe, indtil mine knoer blev hvide af anstrengelse, og sveden piblede frem på overlæben som små kampklare tropper i krig.

Jeg løb, hoppede højt og slugte kameler uden at se mig tilbage, førend det en dag gik op for mig, at det hjalp lige lidt.

Jeg kan ikke præstere alle steder. Jeg kan ikke gøre alle tilfredse. Jeg kan jo for pokker ikke engang finde ud af at tømme opvaskemaskinen om aftenen, inden jeg går i seng, selvom jeg hver evig eneste morgen forbander min egen dovenskab, når jeg skal bruge kostbare minutter på noget så tåbeligt som at flytte rundt på rent service.

Kender I det? Det her med at man bare så gerne vil gøre og kunne alt muligt, men at virkeligheden faktisk er, at man ikke engang kan indfri sine ambitioner om at tømme opvaskemaskinen på et bestemt tidspunkt, fordi man simpelthen er for træt? At selv de mindste opgaver pludselig kan synes uoverstigelige, fordi man skal præstere på så mange punkter?

Tilsyneladende er der i hvert fald 65% af alle småbørnsforældre, som har en følelse af ikke at kunne få hverdagen til at hænge sammen, så derfor skrev jeg senere i klummen:

Jeg tror slet og ret, at vi løber for stærkt. For vi kan ikke det hele, og hvis vi nu bare kunne synes, at det var okay at sige det højt, så tror jeg, at det ville blive så meget nemmere at acceptere.

Hvis vi deler og tør vise, at vi ikke er andet end helt almindelige mennesker med helt almindelige kræfter, behov og ønsker for vores eget og andres liv, så tror jeg, at vi kommer langt.

I et kærligt fællesskab, hvor vi forvisser hinanden om, at vi gør det godt nok, så længe vores intentioner kommer fra et godt sted. Også selvom vi af og til fejler.

I hvert fald føles det vidunderligt at have sagt det til dig, at jeg ikke altid kan alt det, jeg gerne vil – og at jeg øver mig på at synes, det er helt okay.

Jeg er god nok, når bare jeg både passer på mig selv og dem, jeg holder af, og jeg har sådan lyst til at fortælle dig, at du er det samme. Du er god nok, også selvom om du næppe er god til det hele på samme tid.

Det er så vigtigt at huske på. Både i hverdagen, når det går godt og når det ikke gør, og så selvfølgelig i særdeleshed nu hvor hverdagen tilmed er smurt ind i en valgkamp som jeg kun forestiller mig bliver tiltagende gemen, efterhånden som vi nærmer os den store dag. Vi må aldrig glemme det kærlige fællesskab, hvor vi tør vise vores sårbarheder.

Det var bare lige det.

I kan læse hele klummen HER hvis I har lyst.

Skriv din kommentar

Kommentarer (13)

  1. Jeg øver mig i disse uger i at blive bedre til at sige “det må godt være der”, og det virker!
    At sige til sig selv at opvasken som man ikke har fået taget, må godt være der.
    At vasketøjet som man ikke har fået hængt op, må godt være der.
    At børnenes skænderi, må godt være der.
    Det er vigtigt at have en kærlig tilgang til sig selv, at kunne tilgive sig selv og slippe ambitionerne lidt, det bliver man ofte et meget bedre menneske af ❤️

    1. Hvor er du god! Selvfølgelig må det gerne være der <3 Tak for at minde mig - og garanteret også andre - om det.

  2. Jeg har købt en ekstra Vasketøjskurv. Så kan det rene tøj ligge der og hygge sig, mens jeg ikke får det lagt sammen 😊
    Og den opvasker bliver tit heller ikke tømt her, før det er nødvendigt, fordi køkkenbordet ikke har plads til mere. Jeg elsker de perioder, hvor det hele er ryddeligt og lækkert, men man kan tydeligt se på mit hjem, hvor stor mit overskud er.
    Og pyt med det 😊

    1. Ha ha, det var et smart trick med den ekstra vasketøjskurv, så man ikke behøver se på de rodede bunker af tøj!

      1. Vi har et vennepar, som installerede to opvaskemaskiner i deres køkken, da de gennemrenoverede deres hus. Så er der altid en med rent service, som man kan fra, som var det et køkkenskab, og en med beskidt service, som man kan aflevere det i, når man har brugt det (som man tog direkte fra den rene). Det virker, ifølge dem, suverænt i praksis! Det kom sig vist også af, at en ekstra opvaskemaskine var ligeså billig (læs: dyr) som et velindrettet designer køkkenskab. . . . . .

  3. Uhh hvor jeg kender det… Jeg har valgt at studere og gerne gøre det mere end godt, samtidig med gerne at ville være den perfekte kone, perfekte kæreste, perfekte husmor, perfekte mor, perfekte datter, perfekte veninde, perfekte søster, sørge for at træne, leve økologisk vegansk sundt. Præstation og perfektehed er nutidens forbandelser for børn og voksne. Vi burde alle øve os i det uperfekte, det dovne og det grimme. Og med det burde kunne jeg starte med mig selv.

    1. Du lyder i hvert fald helt enormt dejlig – også selvom du af og til ikke når alt det du gerne vil <3

  4. Jeg kender det alt for godt.
    Vi lever i et samfund, hvor vi konstant skal være omstillingsparate og hvem kan det i længden!
    Godt du skriver og gør opmærksom på ræset 🙂
    Håber vi snart få lært at sætte farten ned.
    Aften hilsner og hvil dig og husk altid de 3xT= Ting Tager Tid

  5. Tak, bare tak. for at turde sige det højt🤗
    Jeg arbejder hver dag med alle MINE forventninger til mig selv. Ingen har 1/2 så mange forventninger til mig, andet end mig. Så hvorfor blive ved med at polere overfladen og istedet leve livet dybt og inderligt♥️

    1. Selv tak <3 Du har helt ret. Forventningerne er for store deles vedkommende, udelukkende vores egne.

  6. Jeg er også SÅ meget med på det team som ikke når hele vejen rundt.
    Opvaskeren kan få en tur til- og det kan vasketøjet i vaskemaskinen også, hvis jeg ikke finder energien til at udføre min opgave efter de har gjort deres arbejde😊
    Jeg kunne godt være bedre til at holde hjemmet, absolut!
    Men jeg satser i første omgang på at udføre det som gør mig glad, og husker at have fokus på det mens jeg udfører opgaven, (som da jeg fjernede mælkebøtter mellem fliserne i går☺️)
    Til de mindre sjove opgaver, hører jeg lydbog imens😊 Det overskygger mine følelse af, at det er en pligt.
    (Fx ungernes madpakker😂)

  7. Virkelig et godt skriv! Perfekthedskulturen har taget totalt overhånd og vi glemmer at trække vejret og nyde. Jo mere vi snakker sammen og åbner op for at vi ikke kan det hele, hele tiden, jo mere vil vi over tid huske på at vi også skal leve livet og være til stede.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven