Tid til eftertanke #15

Vi har spillet flere spil end vi plejer, Peter er begyndt til Musmik og Jens er som noget nyt gået igang med at læse gyserhistorier når han får “skærmtid”. Jeg har spist makrelmadder med hytteost og blendet smoothies til den store guldmedalje. Og så har vi været i Sønderjylland de seneste tre dage.

Og jeg har elsket det hele. Altså, lige bortset fra ugens nedtur, som altså var temmeligt irriterende. Sådan, mildt sagt…

Velkommen til ugens “tid til eftertanke”-indlæg 🙂

Ugens højdepunkt var selvfølgelig min ældste nieces konfirmation her til for- og eftermiddag. Årh altså! Jeg er på ingen måder religiøs og jeg synes i bund og grund også at det er et lidt vel gammeldags ritual, men ikke desto mindre, så var det altså et solidt peak på ugens program. Jeg var ikke andet end et stor teenager, da hun blev født og nu er hun pludselig blevet sådan én, der er blevet konfirmeret. Sådan én der takker ja til en velkomstdrink og som synes at gucci-sneakers og adidas-t-shirts er det sejeste i verden. Sådan én, der kan selv. Min lille niece, som var så smuk og som er så sød og som altså har givet mig usædvanligt tunge tårer i øjenkrogene ad flere omgange i løbet af dagen.

Jeg smilede mest da Jens’ lærer sagde at hun da bestemt synes det var en god idé at give Jens en fridag på mandag (altså, i morgen). Seriøst, gode lærere, som ser børnene og har øje for dét der er vigtigt (som i min øjne ikke altid er lix-tal og læringsplaner), er guld værd og at min søn er beriget med én af de allerbedste af slagsen gør mig altså glad helt ind i hjertet. “Selvfølgelig skal I holde fri!” (Hurra!).

Ugens lavpunkt var en helt tosset togtur da drengene og jeg skulle fra København til Sønderborg i fredags. Først holdt toget stille i Slagelse i en time, hvor tre vogne blev tømt og eskorteret over i de resterende, hvor folk selvsagt så stod som sild i en tønde. Sidenhen stoppede toget i Fredericia, hvor alle der skulle mod Sønderborg pludselig fik besked om at forlade toget og i stedet gå til spor 7, hvor vi skulle hoppe på toget mod Flensborg.

Først tænkte jeg, at det da godt nok var lidt mærkeligt at skulle køre mod Flensborg, fordi dét tog aldrig kommer forbi Sønderborg, som er en endestation, men jeg slog tanken hen og tænkte, at togpersonalet selvfølgelig havde styr på det.

Der var bare lige dét, at der ikke gik noget tog til Flensborg fra spor 7. Eller fra noget andet spor, for den sags skyld. Så der stod jeg, med to børn og en hund, i regnvejr på stationen i Fredericia, hvor jeg ikke kunne nænne at gå tilbage til det stakkels togpersonale og afkræve dem svar, fordi kødranden af armfagtende mennesker omkring dem allerede var tyk som en medisterpølse lige inden den sprækker.

Så jeg ringede til min mor og erklærede vores forsinkelse og hoppede på et regionaltog mod Esbjerg, for i det mindste at komme til Kolding. Så var vi trods alt lidt tættere på.

Det gode ved det var at min mor ikke tøvede et sekund førend hun – nærmest med et smil på læberne – sagde “vi kommer bare og henter jer”. Det mindede mig om, hvorfor mødre (og fædre) er bedre en nogen andre i hele verden. (Altså, udover éns børn, men de er jo altså også i en liga for sig, som vi må snakke om en anden dag). TAK, mor!

Jeg har haft det bedst med at iføre mig min nye blazer fra Five Units. Jeg købte den på zalando i sidste uge og har brugt den skamløst lige siden.

Det bedste jeg har spist var en vaffel med rabarber og noget crumble-halløj på Les Trois Cochons. Shiiiit, den var god! Jeg tænker, at jeg må til at have gang i mit (altså, Simons) belgiske vaffeljern og se om ikke jeg kan trylle noget der ligner frem, derhjemme. Hvis det lykkes, lover jeg at give jer opskriften, for dét må I simpelthen ikke gå glip af!

Det bedste jeg har set må næsten være meningsmålingerne for det kommende folketingsvalg, der næsten kunne indikere at Enhedslisten rent faktisk har en chance for at overhale Dansk Folkeparti i antallet af mandater. Jeg er selvfølgelig godt klar over, at det ikke er godt i alles øjne (langt fra), men i mine, er det altså ret lækkert, når nu jeg stemmer dét jeg skrev i indlægget HER.

I næste uge ser jeg frem til at holde møde med min redaktør. Hun har haft manus på min kommende bog til gennemlæsning den seneste uge og jeg er så spændt på at høre, hvad hun synes om den.

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Jeg er blevet lidt afhængig af dine posts måske fordi jeg har brug for input efter jeg lukkede min FB. I dit indlæg nævner du forældre/ mor der gerne kommer og henter, det fik mig til at tænke på en 1 januar MEGET tidligt om morgenen. Knægten ringede han stod ( ude på landet) med to piger i festtøj og der kom ingen bus, de havde ventet i lang tid og pigerne var efterhånden ret blå. Jep jeg stod op og hentede dem. Havde jo sagt, ring altid hvis i kommer i problemer 😉