På kryds og på tværs

Det er et lidt atypisk indlæg det her. Det er længere end de fleste andre jeg nogensinde har skrevet, men det kræver altså sin plads. Der er brug for det og jeg har brug for at komme af med det. For at dele mine tankerne med jer – og måske endda med flere end jer, der normalt læser med her hos mig i det daglige, fordi jeg håber på at indlægget vil blive delt på kryds og på tværs. Det er nemlig et indlæg, som jeg tror kan blive vigtigt for os alle sammen. Særligt lige nu, op til et valg…

Det fylder meget i medierne, det her med integration. Integrationsbyrden, som nogen drister sig til at omtale dem; de mennesker det handler om. De fleste lader til at være enige om, at vi bliver nødt til at gøre noget, men hvad vi skal gøre, er der til stadighed uenighed om.

Nogen mener at vi gør mest, ved at lade færre komme hertil, imens andre mener det modsatte og jeg skal, lige nu, ikke gøre mig til dommer over hvad der i sidste ende er mest rigtigt af de to. (Omend jeg naturligvis har en holdning!). Til gengæld, så brænder det i mig for at få sagt, at jeg efterhånden er fuldt ud overbevist om, at vi bliver nødt til at ændre den måde hvorpå vi tager imod flygtninge og indvandrere på, fordi dét vi gør i dag simpelthen ikke er godt nok. Det virker jo ikke, for pokker!

Jeg er nemlig enig med store dele af både befolkning og politikere i, at vi står overfor en udfordring med at få nye danskere godt (nok) integreret i vores samfund. Jeg har jo også set de statistiker der med al tydelighed viser en overrepræsentation af mennesker med anden etnisk herkomst end dansk i vores fængsler, for at nævne en de af udfordringer der ofte bliver peget på, når debatten raser. Eller alle dem, der er på overførselsindkomster, for at nævne en anden. Selvfølgelig har jeg det.

Jeg tror bare ikke at vi kaster bolden – eller lorten, som jeg tænker er en mere passende metafor i denne sammenhæng – til rette ejermand.

Jeg tror simpelthen at vi griber udfordringen helt forkert an – og jeg tror faktisk, at vi selv er skyld i at den overhovedet er opstået. Og med vi, mener jeg altså de folkevalgte, som igennem årtier har begået en kæmpe brøler overfor alle de mange tusinde mennesker der er kommet her til vores land, i håbet om at få en bedre tilværelse end den de for manges vedkommende er flygtet fra. En brøler som handler om at vi jo for pokker ikke har sørget for at give de mennesker nogle ordentlige vilkår for at lade sig integrere.

I hver evig eneste større by i Danmark er der ét eller flere boligkomplekser, socialt boligbyggeri, hvor det lader til at kommunerne per automatik sender de mennesker ud, som kommer til på ophold, hvadenten det er af midlertidig eller permanent varighed. Billige, garanteret umærkede boliger, med plads til både børn og voksne – hvad er egentlig problemet? Jo, ser du, problemet er, at alle bliver placeret de samme steder og at det mest nærliggende for rigtigt mange derfor bliver, at skabe – eller fastholde – kultur, sprog og samfundsforståelse med hinanden, frem for at arbejde målrettet mod at blive “én af os”. Etniske danskere, underforstået.

Og jeg forstår det godt. Hvis det var mig og mine børn, der en dag blev nødsaget til at flygte fra vores lille land, og vi ovenikøbet blev placeret i et område fyldt med andre danskere, så ville jeg da som det mest naturlige i verden stimle sammen med dem. Jeg ville færdes i det samfund jeg var blevet placeret i, men samtidig holde på mine danske rødder. Mødes til fællesspisning om onsdagen, spise brunch om lørdagen, lave legeaftaler, tale dansk og holde sengetider, børneopdragelse og alt det andet vi kender herhjemmefra, så “normalt” som overhovedet muligt. Jeg ville leve sammen med de andre danskere, i dét land vi nu engang var havnet i. Fredeligt, selvfølgelig, men nok også ret dansk.

Og det er jo sådan set fint nok, men lur mig om ikke der også ville ende med at være en overrepræsentation af os, der endte med aldrig rigtigt at lære dét sprog “de andre” taler, fordi vi brugte de fleste af døgnets frie timer på at tale dansk med vores børn, os selv og hinanden? At mange ville ende på overførselsindkomst, fordi der ikke var jobs at få til “sådan nogle som os” fordi vores kvalifikationer pludselig ikke var gældende og vi ikke rigtigt forstod den kultur vi levede i, fordi vi levede i sådan en lille dansk koloni? Og at der, som følge af dét ville opstå en kløft imellem “os” fra Danmark og “dem” fra dét land vi nu engang befandt os i. Jeg tror det. Jeg tror faktisk at det ville ende med at være nogenlunde ligesom vi oplever det i mange af “ghetto-områderne” her i Danmark i dag.

Og dét virker da bare pissedumt. Ærligt.

Især taget i betragtning at der ligger så åbenlyse muligheder lige for fødderne af os, som jeg er fuldkommen overbevist om ville give os langt bedre resultater med integration end dem vi nogensinde har set tidligere. Åbenlyse og billige, vel at mærke.

Jeg ved det selvfølgelig ikke, men jeg forestiller mig faktisk at langt de fleste der flygter fra hus og hjem, drømmer om at få en bedre fremtid. At de gerne vil integreres og leve sammen med de mennesker der bor i dét land de nu engang kommer til. Hvis altså bare de får muligheden. Sådan tænker jeg i hvert fald om mig selv. Jeg ville da elske at blive integreret – sådan rigtigt – i et andet land, hvis ikke jeg kunne blive boende i Danmark, og jeg i stedet var så heldig at få udsigt til permanent ophold et andet sted, sammen med min familie. Men jeg var da for pokker – for at kunne blive det – nødt til at blive præsenteret for muligheden.

Vi bliver nødt til at gøre noget ved den måde vi tilbyder integration på, og vi bliver nødt til at gøre det nu. Det nytter med al tydelighed ikke “bare” at tvinge ny-danskere til at gå i sprogskole og tage aftenkurser på AOF, i håbet om at det gør dem danske. Der skal simpelthen mere til og vi bliver nødt til at tænke lidt ud af den boks vi har haft hovedet gravet godt og grundigt ned i de sidste mange, mange år, hvor vi har forsøgt at klare integrationen med økonomisk støtte og skrappe regler for “hvad man skal kunne” som immigrant i vores land. Det nytter ikke, ligesom jeg sådan set heller ikke tror det ville nytte spor, hvis vi enten strammede rebet eller lod det falde til fordel for en måske ligefrem stigende økonomisk støtte. Nej, vi skal simpelthen til at involvere os lidt mere personligt – og så skal vi give dem der kommer til os, nogle vilkår der gør, at de får lyst til at gøre det samme. Vi skal blande os med hinanden. Kære os om, måske endda…

Jeg læste forleden at andelen af tomme huse i Danmarks landdistrikter er steget med 50% i løbet af de seneste 15 år og jeg fatter simpelthen ikke, at der ikke sidder nogle politikere derude, som snart begynder at se det åbenlyse potentiale der ligger lige for næsen af os allesammen. Måske er det noget med en skov der er svær at se for træer, jeg ved det ikke, men for mig er det åbenlyst.

Jeg er født og opvokset i et landdistrikt. Jeg boede forskellige steder ude på landet, uden for en lille by, Broager, med omtrent 3000 indbyggere. I den by var der ikke én eneste indvandrerfamilie. De boede nemlig inde i Sønderborg, i boligbyggeriet, som ingen andre gad bo i. Og så vidt jeg ved, så er det stadig ret meget sådan, selvom der med garanti er et tomt hus eller to at finde, hvis man kigger rundt omkring, ude på landet.

Det er så ærgeligt, synes jeg, for jeg kender de mennesker der bor i Broager og jeg ved, at de er søde, empatiske og velmenende mennesker, som sætter fællesskabet højt og som står klar med åbne arme for at tage imod nye borgere i deres lille by.

Tænk nu, hvis der sad nogle politikere derude og kunne se fornuften i, at den næste familie der kom til området ikke skulle tildeles en lejlighed inde i boligbyggeriet i Sønderborg, men som i stedet skulle have et lille hus, i en lille by, et sted ude på landet. I Broager, eller en tilsvarende by, som jeg ved findes i hundredevis rundt om i landet.  Måske med en ressourcestærk familie tilknyttet, som kunne hjælpe den nye familie til at lære, hvordan man gebærder sig i det lille danske samfund. Hvis nogen med et lille ekstra overskud, kunne tage dem med til håndbold om tirsdagen og lære dem om tilbudsaviser, busplaner og mødetider i skolen og som måske endda gad at bage dem en bolle og drikke en kold henover hækken på en varm sommerdag, fordi det er sådan noget der gør at vi er danske. Jeg tror på det. Og jeg tror på, at det ovenikøbet også er en billigere løsning, end dét vi har gang i, i dag.

Ja, faktisk så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det ville gøre alverden til forskel. Både for de mennesker som kommer her, men altså også for os, der har boet her altid. Hvis vi rent faktisk fik muligheden for, eller en opfordring til – personligt – at tage imod de mennesker som kommer hertil, når de kom ud i hver deres hus, i hver en lille bitte landsby, så tror jeg faktisk at det kunne give os enormt meget værdi. Alsidigheden, forståelsen, perspektivet det kan give, at lære en ny, fremmed familie at kende, tror jeg kan gøre rigtigt meget godt landet over. Og jeg synes det er på tide, at vi får råbt politikerne op, så de snart kan få gjort noget ved det her problem. Så problemet måske ligefrem kan blive løst. Så vores integrationspolitik rent faktisk kan hjælpe alle til at blive integrerede, som de ligeværdige mennesker de naturligvis er.

Skriv din kommentar

Kommentarer (29)

  1. Jeg har bare ét spørgsmål til dig, Cana. Hvornår går du ind i politik? For det her er det mest fornuftige jeg længe har læst!! Please bliv politiker.

    1. Hvor er du bare sød! Det ligger ikke liiige i kortene de næste par år, men hvis jeg en dag stiller op til enten det ene eller det andet, så tager jeg imod al opbakning med kyshånd 🙂

  2. Godt emne og godt du tager det op Cana 🙂
    Integration fuldstændig kan være svært og jeg forstår hvorfor.
    Jeg har arbejdet i udlandet i en del år og ville heller ikke bare integreres 100% og droppe min tro, mine traditioner og mine gøremål.
    Jeg tror mest på at vi alle bør leve fredeligt sammen i en stor blandet verden, hvor accept, tolerance og respekt hersker 🙂

    1. Det bør vi så absolut og jeg tror godt jeg forstår hvad du mener. Alligevel tror jeg at at det er vigtigt at man som ny borger i et land, forsøger at leve sammen med – altså, ikke bare parallelt, men faktisk sammen med – landets traditionelle befolkning. Det kræver selvfølgelig bare at at man bliver reelt inviteret med til bords – og lige dér tror jeg at vi har fejlet “big time” herhjemme… Desværre!

  3. Cana, jeg er om muligt blevet endnu mere vild med dig, siden du skrev dit første indlæg om politik. Jeg er enig med hvert et ord du har skrevet, og har (vildt nok) haft nøjagtig den debat med min bedstemor i aftes, hvor mine argumenter og tanker var meget lig dine. Jeg er vild med de her indlæg, du er simpelthen så velreflekteret og fornuftig at høre på! Jeg vil sende dit indlæg til min bedstemor i morgen, og forhåbentlig kommer det meget bredt ud. Det fortjener at bliver læst det her. Kæmpe highfive til dig, Cana 👋🏼

    1. Årh hvor er du sød!! Og hvor sjovt at I lige har snakket om det samme. Jeg håber at din bedstemor kan lide indlægget <3

  4. Meget interessant indlæg der ikke ligger langt fra mine egne tanker.
    Det er spændende at se dig blive mere og mere politisk ladet her på det seneste. Bravo – jeg synes du har nogle gode idéer!

    Men jeg synes der er én ting du skal passe på med. Der er ikke noget der er indlysende når det gælder politik. Sådan vil vi alle sammen gå og have det, men det er der altså ikke!

    Hvad der er totalt indlysende for dig er overhovedet ikke indlysende med en der har fundamentalt anderledes erfaringer og deraf holdninger end dig. Omvendt, hvad der er indlysende for et sådant individ er måske slet ikke for dig. Så hvis i snakker sammen som om det i siger er åbenlyst, får i ikke åbnet for godteposen og sat hinanden godt nok ind i jeres rationaler. Det er efter min mening det der går galt på integrationsområdet såvel som en hel masse andre områder. Der bliver ikke lyttet godt nok, men der bliver virkelig heller ikke diskuteret godt nok. Vi har så svært ved at se tingene fra andre vinkler end vores egen; vi har så svært ved at lære af andre; og vi har så evigt svært ved at diskutere på det grundlag fordi vi er så mange for at det bliver personligt og følger til uvenskab og fjendtlighed.
    Det og så, at der er mange der egentlig går mere ind for assimilering, men kalder det integration i mangel på bedre viden.

    Og så er det her et problem for hele befolkningen. Vi skal også lige huske, hvordan demokrati egentlig fungerer og ikke bare fra lægge os ansvaret og bebrejde dem der sidder og repræsenterer os uden at have mandat nok til at følge vores vilje. Vi må alle dage først og fremmest selv tage arbejdshandskerne på og “være den forandring vi gerne vil se” i samfundet (for lige at citere en vis mand).

    1. Du har helt ret, Pernille! Selvfølgelig skal jeg passe på og hvis jeg peger på andre som idioter, så peger der tre fingre tilbage på mig selv, i know. Og netop derfor har jeg forsøgt i så vid udstrækning som muligt, at undgå alt der kunne virke partipolitisk i dette indlæg, for jeg ser det simpelthen som et generelt problem, som ingen rigtigt kan/tør/vil tage sig af.
      For selvfølgelig er jeg ikke den første i verdenshistorien der får denne tanke, men lige at få det ud over stepperne, hvor medarbejderne – særligt socialrådgiverne – på de allerede besparelsesramte arbejdspladser, næppe har det store overskud til “lige at finde en helt særlig passende bolig i én eller anden by, der måske måtte have et tomt hus stående”, frem for “bare” at tage én af de ledige lejligheder i de sædvanlige betonblokke. Det kræver en indsats (og penge) at re-etablere systemet, men til gengæld er jeg ikke et sekund i tvivl om at det betaler sig godt på den lange bane. Både økonomisk, såvel som socialt.

  5. Stor respekt for, at du taget emnet op. Jeg arbejder med integration og har gjort det en del år. Det er altid rart at se empatiske indspark i debatten. Jeg er bare rigtigt, rigtigt ked af, at du støtter op om den fejlpræmis, at integrationen er mislykket her i landet. Al forskning viser, at det ikke er sandt. Og slet ikke på landsplan. Vi har boligområder med problemer, men det er absolut ikke det generelle billede, hvis vi kigger på hele landet. De undersøgelser, der ofte henvises til, er ikke videnskabeligt holdbare (der er fx ikke korrigeret for socioøkonomi, traumer etc., ligesom billedet mudres af, at der ikke skelnes mellem forskellige former for opholdsstatus).
    Vi eksperter indgiver høringssvar og råber alarm over det ene nye vanvittige lovforslag efter det andet. Vi påpeger, når der manipuleres med evidens, vi kommer med forslag til, hvad der rent faktisk virker. Og vi bliver per definition ikke lyttet til. Overhovedet.
    Problemet er, at vores område ikke er reguleret efter fornuft, evidens eller praksiserfaring. Det er 100 % reguleret efter symbolpolitik, og så længe det er det, slås vi mod vindmøller.
    Jeg kan i øvrigt oplyse om, at flere landkommuner allerede har gjort, som du foreslår. Det har de så ikke længere lov til med nuværende lovgivning, men det har før været praksis at installere især familier med mange børn i huse i landsbyer i flere kommuner.

    1. Det er skræmmende som symbolpolitik får lov at være meningsdannende uden baggrund i evidens. Jeg bliver simpelthen så trist over, at vores norm for, hvordan vi taler til og om hinanden, stille og roligt rykker sig, og vi nu accepterer en “os-og-dem” retorik i den politiske debat. Der er nu ikke nogen der reagerer, når der tales om, at vi kun vil have de veluddannede udlændinge til DK. Eller jo undskyld, der reageres med at ville overgå hinanden i, hvor gode planer de har udtænkt for netop at få kun de “gode” udlændinge til DK, men jeg ser ikke mange der stopper op og italesætter at alle mennesker er lige meget værd.
      Muligvis er der noget jeg overser i den politiske debat – jeg bliver efterhånden så trist og frustreret over det, at jeg ikke orker at se det.

      Godt at f.eks. Cana som offentlig person sætter fokus med et andet perspektiv. Uanset om jeg er enig, så værdsætter jeg retorik og menneskesyn ❤️

    2. Allerførst tak for dit indspark, Merete. Hvor er det dejligt at læse fra én, der rent faktisk ved noget om området, at det går godt – meget bedre end dét bilede vi møder i medierne. Med dét sagt, vil jeg dog gerne høre fra dig, når du nu siger at det går så godt og at integrationen ikke er fejlslagen – synes du virkelig at dét vi gør i dag, er godt nok?
      Jeg har ad flere omgange boet i socialt boligbyggeri, jeg har boet både i provinset, i forstæderne og lige midt i København og jeg må altså ærligt indrømme, at jeg har mødt rigtigt mange på min vej, som ikke føler sig taget særligt godt om eller af – og som bestemt ikke føler sig danske. Uanset hvad, er min pointe, at det nok allermest skyldes at vores indsats her i landet godt kunne trænge til en opdatering og dét håber jeg at du er enig med mig i. (Eller også håber jeg at du kan fortælle mig, hvorfor det vi gør i dag, er godt nok). 🙂

      1. Nej, det vi gør i dag er ikke godt nok. Det er faktisk decideret katastrofalt, set fra en rent faglig vinkel. Og vi kommer til at se virkeligt voldsomme konsekvenser de næste mange år. Men det vi gjorde indtil for 5-6 år siden var langt henad vejen rigtigt godt. Vi hjalp nytilkomne flygtninge med at finde bolig, koblede kontaktfamilier på dem, gav dem tid til at lære dansk, stillede tolke til rådighed og gav deres børn modtagerundervisning. Selvom vi aldrig har haft samme system til indvandrere, så fik de dog også danskundervisning gratis. Det lykkedes at få de fleste integreret på arbejdsmarkedet, og børn af indvandrere og flygtninge klarer sig ikke på nogen måde så dårligt, som det bliver italesat.
        I dag har kommunerne qua lovgivningen ikke længere lov til at yde den støtte, som jeg oplever, at langt de fleste socialfaglige medarbejdere egentlig ønsker at yde (jeg er ikke selv socialfaglig). Jeg ser den ene dygtige sagsbehandler efter den anden gå fra faget, fordi de ikke kan holde ud at skulle håndhæve så vanvittigt (og til tider ondskabsfuldt) et regelsæt. Og tilbage bliver jo så de, der er ligeglade eller i hvert fald i stand til at lukke af for deres egen moral og følelser.
        Men det er en del af den overordnede politik, der er blevet ført de sidste 10-15 år: man lovgiver ud fra en overbevisning om, at fattigdom er verdens bedste motivation, og ignorerer når alle fagpersoner råber, at fattigdommen nu er så massiv, at det direkte hindrer integration – også på arbejdsmarkedet.
        Det er svært at pege på bare ét sted, vi fejler i dag, for der er så uendeligt mange. Men det kan jo nok koges ned til, at man har mistillid til alle fremmede og tror, at man kan straffe og true sig til integration.
        Der er meget vi kunne gøre anderledes – og vi er nok dygtige mennesker indenfor integrationsområdet som nok skulle løse opgaven uendeligt meget bedre, hvis vi ikke havde en lovgivning hvis formål lader til at være at smadre integrationen (jo, det mener jeg faktisk, den er bevidst designet til).

        1. Det lyder som om vi er rungende enige – jeg er i alle tilfælde enig i alt dét du skriver her! Og så tror jeg til stadighed på, at mit forslag (som slevfølgelig skal være blandt mange andre gode tiltag) om at “blande befolkningen” lidt bedre end det er tilfældet i dag, vil afhjælpe mistilliden en hel del. Det er langt sværere at have mistillid til et menneske du har mødt, frem for en fremmed 🙂 Håbet må til stadighed være lysegrønt…

  6. Nailed it!!!

    Det har jeg også prædiket i årevis. Jeg har gået i skole i en jysk flække med ca. 2.000 indbyggere i 80’erne og 90’erme. Vi havde en skole med 2-3 spor og til og med 10.klasse – det samme havde naboflækken. Vi havde i 3 måneder i 6.klasse et tamilsk søskendepar på skolen. Thats it – ellers “all white” so to speak.

    I den nærmeste større by i kommunen var der 4 skoler og næsten alle indvandrere i kommunen gik på den ENE!!! Og ja – selvfølgelig gav det problemer.

    Der var bestemt snæversynede og fordomsfulde borgere i min by (bl.a. pga af de problemer der var i nabobyen og tv mv.) – men jeg er simpelthen sikker på at de ville have gjort en verden til forskel (for alle parter) hvis vi haft mulighed for at have 1-2-3 indvandrere i hver klasse… i stedet for 80+% i nabobyen.

    Øv altså! Synes det er så forfejlet. Mine tidligere naboer ville have haft så godt af at lære nogen at kende på tomandshånd – og ikke blot fra nyhederne.

    Suk.
    Kh og tak for et godt indspark i debatten.

    1. Selv tak, Mette!! Det ville nemlig – uden tvivl – gøre en kæmpe stor forskel. Alle steder. 🙂

  7. Man skal dog lige tænke på, at det ikke er alle, der har lyst til at bo i et lille landsbysamfund. Jeg elsker fx storbyen med dens muligheder, stemning osv. og ville føle mig helt kvalt i en lille landsby.
    Flygtninge, der var vant til at bo i en storby i deres hjemland, ville nok have det på samme måde.
    Og at drikke en kold over hækken er nok ikke det mest oplagte at gøre med personer, der evt. kommer fra muslimske lande 😉

    1. Det har du selvfølgelig helt ret i – jeg tænker dog, hvis jeg skal være helt ærlig, at de fleste af dem som flygter hertil og som ikke lige sidder i position til at kunne “klare sig selv” efter et veloverstået danskkursus, allerhelst bare gerne vil bo et sted, hvor de kan være trygge og leve et godt liv med deres familie, med jobs (i sigte i hvert fald) og med nye venner. Om ikke andet, så i hvert fald til en begyndelse, indtil de føler sig godt nok integrerede til måske selv at kunne finde en lejlighed dét sted de end måtte have lyst til at flytte hen.

  8. Interessant forslag med at blande befolkningen liiiidt mere i de små byer og også komme de tomme boliger til livs. Lad os håbe der er nogle politikere der læser med her! Da jeg for mange år siden læste til socialrådgiver hørte vi bla. om at man i Norge underviste fremmede i norsk kultur, hvordan man geberder sig, hvordan man bor i hus/benytter toilet/køleskab/låser sin dør, kører med bus osv. på det modersmål de fremmede kom med og at de derfor blev bedre integreret, fordi de forstod hvad der blev sagt. De gik stadig til norsk for at lære sproget men det kan jo ikke nytte noget at undervise om alt det andet på et sprog de ikke kan. Det virkede i Norge og det undrer mig at man stadig ikke benytter den mulighed i dk.
    Samtidig hørte vi om de mange folk fra Somalia der kom til DK og at de var de sværeste at integrere, at kommunen ved besøg efter nogle uger oplevede at de nye indbyggere sked i huller i haven for de vidste ikke hvad et toilet var, al maden hang i poser ud af vinduerne og køleskabet, der ikke var sat til, blev brugt som almindeligt skab.
    Dette var i 2003-2006…….. Det er utroligt lidt og ret simple ting der skal til for at få en bedre integration 🙂

  9. Kære Cana
    Tak for dit indlæg. Indlæg skal være skarpe for at skabe diskussion – tillykke med at det er lykkedes endnu en gang.
    Nu har jeg læst dit indlæg et par gange og Jeg tænker: ja du har ret, gid det var så nemt at integrere og blive integreret. Vi boede i udlandet i 5 år uden at vide hvornår det var den “sidste uge”. Trods vi var der på ubestemt tid, var det svært at komme ind på lokal befolkningen, som havde deres holdning til alle os, der kom og arbejdede nogle år og så smuttede hjem med alle pengene. Nej vi var bestemt ikke flygtninge og kan ikke derfor ikke sammenlignes med flygtninge, men alligevel… der var fordomme mod os og i Danmark har vi vist en del fordomme mod “fremmede”. Det var ubehageligt at være den, de andre allerede havde sat i boks… Hvordan vi får mennesker til at møde hinanden med åbenhed og interesse, det ved jeg desværre ikke, men gid dit indlæg kunne rykke bare lidt og måske give os tanken “En fremmed er en ven du endnu ikke har mødt”

  10. Nå men må hellere give mit besyv med, er trods alt en del af “snakken” Jeg er egentligt helt vildt træt at den unuancerede debat. Jeg er født og opvokset i Danmark, har aldrig haft problemer med noget som helst, ikke engang jobsøgning, men trods af det ryger jeg i “indvandre” kassen… måske pga min glød, navn men sidst og ikke mindst pga min trosretning… og det er også netop der filmen knækker for mig… vores grundlov giver trosfrihed, men hvordan fungere den egentlig i praksis? Tjah ikke så godt, for nogle mener at “danskhed” ikke kan følges ad med fx. Islam… og hold nu kæft jeg bliver så træt… vi har en vanvittig tendens her i Danmark til at indeksere mennesker i små fine kasser, og det skaber ikke andet en ulighed og at vi bliver fremmede for hinanden. Hvis vi nu bare som udgangspunkt møder andre mennesker der hvor de er, og med nysgerrighed så kommer vi alle rigtig langt… Det er ihvertfald sådan jeg møder alle på min vej, væk med kassetænkning🤷🏽‍♀️ Det blev lidt længere end jeg havde tænkt mig… men hvad skulle jeg ellers lave i et S-tog på vej hjem fra Distortion👵🏽

  11. Kære Cana
    Tak for dit fine indlæg. Det er noget der optager mig rigtig meget lige for tiden og derfor er det også så dejligt at læse andres tanker omkring netop integration. Jeg har selv en kæreste som er ved at søge dansk statsborgerskab og forleden dag fik han besked om at han formentligt vil få sit statsborgerskab til oktober HVIS han først møder op til en ceremoni hvor han skal “give håndtryk håndflade mod håndflade, ansigt mod ansigt”. Nu er min kæreste fra et EU land og har som sådan ingen kulturelle problemer med at gøre ovenstående, men jeg har siden han fik beskeden haft helt ondt i maven over hvordan vi behandler nye statsborgere i vores land. Tænk at dette er først besked de modtager som danske statsborgere. Jeg er godt klar over at dine tanker ikke nødvendigvis går på dem der skal være danske statsborgere men jeg synes at ovenstående er et meget godt eksempel på hvordan den dansk stat lige pt kun ser integration som at man skal tilpasse sig de danske normer. Personligt tror jeg da bestemt at det er en tovejs ting og at vi danskere også kan lære utrolig meget af dem der skal integreres.
    Så tak for at du tager debatten op!