mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

En drømmefødsel på terminsdagen

Hun havde forventet – eller i hvert fald håbet på – en fødsel, der ville vare omkring et døgns tid. Derfor blev hun naturlivis temmeligt overrasket, da jordemoderen sagde at hun altså var otte centimeter åben, efter bare et par timer med veer.

Velkommen til en vidunderlig fødselsfredag, som heldigvis vidner om, hvor fedt det ofte er at være andengangsfødende 😉

Kl.05 vågnede jeg ved at jeg skar en underlig grimasse, fordi jeg fik en smerte i underlivet. “Hm, plukkeveer” tænkte jeg. Gik ned på toilettet. Da jeg kom op igen, følte jeg faktisk at den der smerte blev ved med at komme, så måske var det alligevel ikke bare plukkeveer.  Jeg lå og mærkede lidt efter, og blev enig med mig selv om at gå ned og se lidt tv.

Imens jeg så tv blev smerterne kraftigere, og jeg tænkte ar jeg ville tage tid. Der var 3 minutter imellem og ca 30-40 sek varighed. Det var pokkers. Jeg havde termin idag, min kæreste havde købt billet til festival – hvor hans yndlingsband skulle spille – og jeg havde sagt “ork, chancen for at hun kommer på terminsdagen er minimal”, så jeg tænkte at hvis jeg skulle vække ham og sige at fødslen var igang, så skulle jeg være meget meget meget sikker. Så jeg gik i bad, og den dér murren blev ret meget værre.

Jeg vækkede min store pige, og gik rundt og gjorde klar til hendes skole. Jeg fik mere og mere ondt, måtte trække vejret godt ned i maven. Jeg prøvede at forestille mig at jeg skulle over et bjerg hver gang der kom en ve, samtidig med at jeg skulle skjule det for min store datter, da hun har angst og ikke rigtig kan håndtere at jeg er i smerte. Nå, men jeg måtte nok hellere vække min kæreste. Jeg hviskede til ham “jeg tror sgu at du skal være far idag, koncerten må vente … Han fór op af sengen, og udbrød: “Er det nu??”, imens han var helt rundforvirret, og nærmest intet kunne se ud af sine morgenfede øjne. Jeg beroligede ham og sagde at han skulle tage det helt roligt; han kunne sagtens køre min datter til skole, imens jeg gik og fik stærkere veer.

Min store datters fødsel varede lige omkring 2 døgns tid, hun blev taget med kop og måtte have en genoplivning, så jeg tænkte jeg var jo god tid. Men måske jeg var så heldig at det kun ville vare ét døgn denne gang 😉

Der gik en times tid, og min kæreste mente jeg burde ringe til jordemoderen, da der var kort tid mellem veerne og de varede ca 1 minut. Især taget i betragtning at vi havde kørsel på 45 min til sygehuset. Jeg ringede og jordemoderen sagde til min store forbavselse at jeg skulle komme. Hun synes hun kunne høre på mig at det var tid. Vi skulle lige sætte min datter af på hendes skole først. Da hun var steget ud af bilen, og jeg havde fundet mit største smil frem og sagt “hej hej, alt går godt, nyd du din dag” så kan jeg ellers lige love dig for at der kom smæk på veerne. Er du vimmer den køretur blev hård! Der var ingen parkeringsplads, så jeg sagde at jeg bare ville gå ind, og at min kæreste kunne komme.

På vej til fødegangen var der en dame der smilede til mig og sagde “nå du har da veer, hva!” Godt spottet ellers… Det er ikke just det man har overskud til,  når det føles som om babyen har max travlt med at komme ud. Anyways, min jordemoder kom mig i møde og sagde hun ville undersøge mig på en stue.

Idet jeg kom ind på stuen smed jeg alt mit tøj, fuldstændig blottet for hvad der måtte minde om blufærdighed. Jeg kunne ikke holde ud af have tøj på! Jordemoderen sagde jeg gjorde et fantastisk arbejde med min vejrtrækning. Min kæreste kom ind, og jordemoderen undersøgte mig. Hun kunne fortælle at jeg var 8 centimeter åben!

Say whaaaat!!? Jeg fattede ingenting.

Så fik jeg ellers travlt med at fortælle jeg ville føde i vand, og at der skulle ringes til min søster som skulle være med til fødslen (hun boede 1 times tid fra sygehuset). Der blev ringet, og vandet blev gjort klart. Jeg blev ved med at sige til min jordemoder at jeg ikke havde været på toilettet inden, og om jeg ikke skulle have lavement, men hun sagde det nok skulle gå.

Jeg kom i vandet, og det var som jeg huskede fra min store datters fødsel en helt fantastisk lindring at komme i det varme vand. Nu var veerne så kraftige at jeg forsvandt ind i mig selv når jeg fik en ve. Lige indtil jeg så at jeg havde skidt lidt i vandet. Suk. Heldigvis kunne vi grine lidt af det, og min kæreste tog det ret pænt.

Mit vand gik i badekarret og desværre var fostervandet grønt, så jeg måtte op af vandet og hen på sengen at ligge. Jeg følte ikke jeg kunne ligge ordentligt på briksen, mine ben krampede, så jeg kom om på siden i stedet. Min søster kom ind af døren, og fra hun kom ind af døren begyndte hun at græde; hun var så rørt. 10 minutter senere pressede jeg 2 gange og så kom verdens smukkeste baby ud kl.9.45. Helt perfekt.

Vi hylede allesammen, og det var så fint, så fint…

Jeg skulle syes rimelig meget, både udvendigt og indvendigt, og jeg fik noget lattergas til at tage det værste smerte for det. Jeg synes dog stadig det gjorde lidt ondt, men jeg lå med den dejligste lille baby så jeg gav det ikke så meget energi. Min kære søster spurgte om hun måtte prøve det der lattergas, da jeg var færdig med at blive syet, og det fik hun lov til (ja, jeg har en lidt småskør søster) og da hun ikke rigtig synes der skete det store, ville jordemoderen dreje lidt på den og fandt da ud af at den slet ikke havde været tændt! ;-).. Ja, så forstår jeg bedre at det gjorde lidt ondt at blive syet. 

Baby tog godt fat ved brystet og suttede lystigt, og vi hyggede på stuen i nogle timer, så lidt VM på en lille Ipad (Danmark spillede deres første kamp, selv jordemødrene sad og så med) og derefter tog vi hjem.

Det var en drømmefødsel for mig, min kæreste var den bedste og dejligste hjælper og jeg er så glad for at min søster lige nåede at få oplevelsen med. Storesøster blev meget glad og lettet over at jeg og baby havde det godt, og nu her snart et år efter er det hele stadig helt fantastisk.

Bonus info: Begge mine piger er født på terminsdagen.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven