Efter otte års kamp…

Det skulle tage hende i alt otte års kamp, førend hun blev mor til sine to børn. En sorgfuld kamp, som hun ikke alene vandt, men som i sidste ende også gav hende en drømmefødsel og følelsen af, at heldet trods alt også smilede lidt til hende.

Velkommen til en – i hvert fald for mig – meget rørende fødselsberetning.


8 år har det taget.
5 graviditeter, hvor 3 endte i spontane aborter. 2 af dem inden min søn, som blev født i 2012. Og en i 2016 hvor vi endda nåede at se hjerteblink.
Jeg er blevet udredt og de fandt masser af arvæv i livmoderhalsen på grund af de to aborter og et udskrab af moderkage efter fødslen af min søn. Det blev fjernet og det var derefter jeg blev gravid for 4. gang og havde min 3. spontane abort.

Så gik der lang tid hvor vi selv prøvede – og gav op.

Vi gik igang med fertilitetsbehandling. I januar-marts 2018 havde vi 3 forsøg med insemination, uden succes. Og så gav vi op igen. Så overvejede vi adoption – og gik igang med det.

Og så pludselig, en dag i august 2018, stod jeg, meget uventet, med en positiv graviditetstest.

Det har bogstaveligt talt kostet blod, sved og masser af tårer. Jeg har været i sorg længe.

Der fulgte en graviditet fyldt med alle de gener der findes, næsten 24/7 og næsten alle 9 måneder. Men mest af alt var det 9 måneder. fyldt med angst, for at miste.

Min søn blev født 5 uger for tidligt og der gik 22 timer fra han kom ud til jeg så ham og holdte ham første gang. Alligevel kredsede mine tanker ikke omkring min lidt vilde fødsel af min søn. Jeg var bange for at miste og derfor blev mine ekstra jordemoder samtaler hurtigt sporet ind på at gøre mig tryg i min graviditet.

Fødslen af min kommende datter fyldte ikke hos mig. Jeg var ligeglad med hvordan hun ville komme til verden. Bare hun kom ud til mig.

Der var kun 2 ting, der var vigtige:
Kommunikation under fødslen, (da jeg sidst ikke havde forstået at jeg ikke ville se min søn de næste 22 timer) og hvis muligt, at hun kom op til mig med det samme.


Jeg er i uge 38 og godt utålmodig. Mit blodtryk er blevet lidt højt og de overvejer at sætte mig igang. Men vurderer, da alle andre tal er pæne, at vente.

Uge 39 er jeg til kontrol og det bliver bestemt, at jeg skal sættes igang torsdag morgen med angusta piller. Den besked får vi onsdag morgen. Så vi får afleveret storebror og drøner til Århus for at spise og hygge inden lillesøster kommer.

Vi møder op og bliver indlagt og klokken 10.00 torsdag morgen tager jeg en pille og så fremdeles hver 2. time.

Vi får at vide at det er en god ide at slappe af. Men jeg vil ud at gå. Lade tyngdekraften hjælpe hende ned, så jeg selv kan presse hende ud. Ingen cup denne gang, tænker jeg. Så vi går 9 km ialt i løbet af dagen.

Der sker intet!

Klokken 22.00 tager jeg den 2. sidste pille og jeg synes jeg mærker lidt murren. Men det stopper og jeg tænker at der ikke ville ske mere. Så jeg lægger mig til at sove og klokken 00.00 ringer mit ur og jeg tager den sidste pille. Hvis ikke den virker, skal vi vente til i morgen tidlig og så lægge en plan der.

Der går 15 minutter og så synes jeg det begynder at nive lidt.

Efter en halv times tid, hvor jeg har ligget i sengen og tænkt, at noget er under opsejling begynder jeg at få veer. De tager hurtig til og kommer i par. Men lidt uregelmæssigt. Jeg skiftevis ligger i sengen og bander eller sidder på toilettet fordi det bare føles godt.

Da klokken er ca. 01.30 vækker jeg min mand.“Jeg har veer, kald lige på jordemoderen”.
Jordemoderen kommer ind og jeg fortæller, at jeg har fået veer. Jeg går rundt på stuen og snakker og hun er såen lidt “ok, kald når de bliver kraftigere”.

Jeg lægger mig i sengen og jeg kan huske at jeg tænker, hvis det her kun er starten så giver jeg op nu, for det gør da ondt ad helvedes til. Og så tænker jeg, at jeg er svag, at tænke sådan. Og så tænker jeg igen: “fuck det, for det her gør ondt!” 

Jordemoderen kommer ind for at køre CTG.

Da jeg har ligget max 15 min. kan jeg mærke sådan et tryk og et blop. En meget mærkelig fornemmelse, men jeg tænker at det er vandet der går.

Jeg siger til min mand “så kan du godt kalde” og så var det, at han svarede “nu? På jordemoderen? Hvorfor? Skal jeg kalde nu som i nu?”
“Ja” var mit korte svar.
Vandet går da hun kommer ind på stuen.
Jeg får bukserne af og hun bekræfter at vandet er gået.
Så begynder det at trykke og jeg – ja undskyld- skider i sengen. Jeg var lidt ligeglad. For det hele trykker og mine veer er ret kraftige, så jeg koncentrerer mig om at trække vejret – alt andet er ligegyldigt.

De får mig undersøgt og jeg er 9 cm åben. Jordemoderen griner lidt, på en kærlig måde “hørte du mig godt Anne?” Jeps! Jeg er både lidt chokeret og lettet.

Så afsted på fødestue med mig.

Jeg har presseveer og de gør sindssygt ondt, men jeg må ikke helt presse endnu.
Så jeg gisper og prøver, at lade være med at presse.
10 cm åben og jeg må endelig presse.
Sådan en befrielse.

Jeg kan mærke hendes hoved presse på dernede og selvom det gør ondt og føles vildt underligt, så er det også en dejlig følelse.
Jeg kan mærke, at jeg selv vil være i stand til at presse hende ud.

Ligesom ved min søns fødsel er jeg gået helt ind i mig selv. Jeg gør som jeg får besked på. Men mine øjne har været lukket siden vi kørte ind på fødestuen og jeg ænser ikke at de lægger venflon på mig eller noget andet.
Jeg hører at de siger jeg er sej. Det gentager min mand hele tiden og hver gang han siger det, føler jeg mig sejere.

Men jeg ænser, at det er meget mere roligt end sidst. Der er ikke sluttet flere apparater til mig og der er kun en jordemoder og en sosu-assistent på stuen. Ingen overlæger eller et helt hold fra neo der venter. Der er en anden ro. Der er ro.

På et tidspunkt siger min jordemoder “de 2 næste veer der må du presse alt det du kan, men så de næste, der må du ikke. Der skal du gispe”.
Samtidig gør de klar til at tage en blodprøve på min datter, da jeg får en presseve. De siger pres, alt hvad du kan og det gør jeg … ud kom min datter. Klokken 04.00 små 4 timer efter veerne startede. 3372 g og 51 cm. Helt perfekt.

Jeg fik en 3. gradsbristning, grad 3. a.

Jeg ved ikke om det var dét jordemoderen ville undgå da hun sagde, at jeg måtte presse og så skulle holde pause. Men ud kom min datter og hun skreg. Og kom op til mig. Og skreg lidt mere.

Så lå hun endelig hos mig. Jeg kunne trække vejret. Og mens de syede mig sammen så fandt hun mit bryst og begyndte at spise.

Så her slutter min historie. Min historie som begyndte for 8 år siden. For mig hænger det hele sammen. Kampen for at blive gravid og fødslen af min søn. Det hele blev afsluttet med, hvad for mig var en drømmefødsel med fødslen af min datter. På den måde føler jeg mig enormt heldig.

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Dejlig livsbekræftende historie.. Som minder lidt om min egen, og derfor gør lidt ekstra indtryk på sådan en smuk, solrig fredag morgen. 5 graviditeter og 2 børn – også en dreng og en pige 🙂 tak for at dele din historie med os. Knus Ida

  2. En historie jeg desværre kender godt og i mit tilfælde heldigvis endte i kærlighed til 2 børn. Een dreng født i 12, og derefter en spiral som jeg troede jeg havde fået fjernet som ikke var fjernet (der gik 2 år med det) efterfølgende 3 missed abortion og 4 gang var den der heldigvis. En graviditet med meget angst. Nu er han ude og jeg er meget lykkelig. 2 dejlige velskabte dreng har jeg💙💙