mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Det føltes som en stor falliterklæring

Jeg havde virkelig glædet mig til at skulle føde mit første barn, og med et uforløst ønske om selv at blive jordemoder, vidste jeg også en hel del om fødsler. Jeg havde håbet på en fødsel uden de store smertestillende midler og indgreb, men jeg blev slemt skuffet.

Sådan startede kvinden bag denne uges fødselsberetning ud – og selvom jeg ville ønske det anderledes, så ved jeg, at hun ikke er alene. Så mange kvinder ender ud med at føle skuffelse over egen indsats og jeg synes simpelthen det er så ærgerligt. Alle kvinder, der har født – hvadenten det er vaginalt eller ved kejsersnit – fortjener et hallelujah og en kæmpe high-five, for det er så sejt at give liv, fuldstændigt uagtet hvordan forløbet så ender med at være. Jeg synes i alle tilfælde, at kvinden her, er mega-sej. Især måske, fordi hun efterfølgende ikke venter så længe, førend hun gør det hele igen…

“Selvom jeg forsøgte forinden at holde for øje, at jeg muligvis ville få brug for smertestillende og indgreb, føltes det alligevel som en stor falliterklæring, at jeg fik brug for så meget, som jeg gjorde”

Min fødsel var en helt forfærdelig oplevelse, og selvsagt en slem skuffelse, da jeg fik prøvet de fleste ting der findes i kataloget under fødsel. Selvom jeg forsøgte forinden at holde for øje, at jeg muligvis ville få brug for smertestillende og indgreb, føltes det alligevel som en stor falliterklæring, at jeg fik brug for så meget, som jeg gjorde.

Det starter lørdag d 7. november, 40+2, hvor jeg er på julemesse. Jeg har hele tiden haft plukveer, men de tager til og bliver i løbet af aftenen regelmæssige – dog ingen reelle smerter. Min mand pakker lørdag aften taskerne til fødegangen, da vi fornemmer og håber, at noget er under opsejling. Vi var meget spændte!

Søndag morgen går slimproppen og jeg har tegnblødning. Søndag aften kl. ca 23 starter de rigtige veer, og kommer regelmæssigt med ca 15-20 min mellemrum og varer 30-45 sek. I løbet af natten og mandagen tiltager veerne og tegnblødningen, og mandag eftermiddag kl 16 kommer veerne nu med 5 minutters mellemrum og varer 1 minut. De gør rigtig ondt, og jeg synes allerede, jeg har brugt rigtigt mange af mine kræfter. Efter en time ringer vi til fødegangen. De fortæller at de har alle fødestuer fyldt, så vi skal køre til Esbjerg i stedet for Kolding sygehus… Suk! Dette kan jeg slet, slet, sleeeet ikke overskue, så jeg spørger om de ikke blot kan undersøge mig inden vi kører så langt – det går de så med til.

Vi ankommer på fødegangen, og mine veer går helt i stå. Efter en del ventetid bliver jeg undersøgt – udslættet livmoderhals og en finger åben – stemmer slet ikke overens med hvor ondt jeg har og har haft, synes jeg. Jordemoderen synes vi skal køre til fødegangen i Esbjerg, fordi der nu nok snart sker noget. Det er jeg ikke overbevist om, da jeg nu kun har veer hver 10-15 min. Vi aftaler at vi bliver en times tid i undersøgelseslokalet for at se om der sker fremgang. Det gør der ikke, så vi kører hjem igen.

Derhjemme svinger veerne fra at komme hvert 5. min til hvert 20. min, men der er aldrig længere end dette imellem, og de varer alle mindst 1 minut. Det er helt utrolig hårdt! Det værste er, at jeg ikke kan hvile mig, fordi når jeg ligger mig ned, bliver veerne ekstremt kraftige og varer gerne 2 minutter – jeg bliver bange, og føler efterhånden noget er galt, siden det svinger sådan, og det føles også helt forkert i min lænd og haleben.

Nå men efter 1½ døgn mere derhjemme med masser af tårer, kan jeg simpelthen ikke klare mere. Det er onsdag nat kl 01:30, og vi ringer til fødegangen. Mine veer kommer nu hvert 10. minut, men jeg fortæller grædende jordemoderen i telefonen at jeg bare ikke kan mere og at de må hjælpe mig. Dagen efter, torsdag, ville jeg være 41+0, og altså tid til hindeløsning, så jeg håber de på en eller anden måde vil hjælpe mig nu i stedet. Hun inviterer mig ind til en undersøgelse.

Kl 02:30 bliver jeg undersøgt af jordemoderen – en jævnaldrende kvinde, som jeg har en god kemi med. Vi har på forhånd aftalt, at hvis der fortsat intet er sket, vil hun tilbyde mig indlæggelse og morfin injektion så jeg kan få sovet. Efter undersøgelsen er hun stille og siger hun lige vil lytte til baby igen, jeg ligger ængsteligt og venter men min mand har regnet ud, at det er et godt tegn – hun ville ikke trække pinen ud hvis det var noget skidt. Hun fortæller at jeg er 4-5 cm åben, og om vi ikke skal droppe morfinen og holde fødselsdag i stedet – jeg græder af glæde og lettelse over at der gudskelov er sket noget nu!

Kl. 3 får jeg lavement og kommer i brusebad – dette er rigtig dejligt, men jeg mangler min mand inde under bruseren, som jeg plejer at hænge op ad når jeg har en ve. Siden jeg blev undersøgt har jeg følt at der var gået hul på vandet, men jordemoderen siger, at så ville der komme mere vand. Men da jeg tørrer mig efter badet, er der noget grønligt væske på håndklædet. Derfor undersøger hun mig igen kl. 4 hvor jeg er gode 5 bløde cm og hun bekræfter vandafgang – det er dog ikke grønt, det der fortsat kommer – pyha.

Jeg har utrolig ondt i min lænd under veerne – vanvittigt ondt, helt generelt – og jeg begynder at snakke seriøst om at få en epidural, selvom jeg hele tiden har ønsket at klare mig uden. Jordemoderen synes vi skal prøve at trække den lidt uden, og foreslår mig derfor at prøve noget, der hedder tens – små stødpuder mod smerter i lænden. Dette virker nogenlunde, men jeg har bare tilsvarende ondt et andet sted i stedet. Sidder på en hoppebold og dette er en okay stilling, selvom jeg hellere vil stå op af min mand under veerne – jeg kan bare ikke rejse mig under en ve af en eller anden grund, og jeg er for træt til at stå op hele tiden, så nu sidder jeg på bolden og udholder dette. Føler generelt under hele fødslen, at jeg ikke kan bevæge mig under en ve – vildt mærkeligt.

Kl. 5 er jeg 6 cm åben og kommer i badekar. Dette er rigtig rart mellem veerne, men fuldstændig u-udholdeligt for mig under veerne – jeg føler bare sidder helt hårdt ned på min stakkels lænd, som i forvejen gør helt forfærdeligt ondt. Jeg holder ikke ud særligt længe her, og er virkelig grædefærdig – jeg har sindsygt ondt og synes der er uoverskuelig langt igen – så jeg beder om en epidural kl. 6. Jeg får den følelse, at jordemoderen er skuffet over min beslutning om dette, og det hjælper ikke ligefrem på mit humør.

Jeg kommer derfor op af vandet, får påsat CTG, lagt venflon med drop med saltvand og målt temperatur og blodtryk. Anæstesilægen kommer, og efter 6 forsøg (!!!) hvor jeg er ved at besvime undervejs og derfor nu får ilt på maske, lykkes det at lægge epi’en. Hvilken lettelse! Ulempen er at jeg har blodtryksfald et par gange, voldsom kløe og nu kun må ligge på briksen – men jeg får en uvurderlig pause fra veerne.

 

Klokken er nu 7, og der er vagtskifte – Jordemoderen afløses af hende, som også undersøgte mig mandag aften. En ældre kvinde med en lidt bestemt facon. 7:30 bliver jeg undersøgt igen, er nu 8 cm åben og der påsættes elektrode på babys hoved, da hjertelyden er svær at opfange med CTG’en nu.

Jeg sover nu til kl. 9, hvilket var meget tiltrængt. Jordemoderen synes vi skal sætte skub i mine veer, da de fortsat kun kommer hver 10 min og det bliver svært at presse baby ud med så få veer. Først prøver vi ve-fremkaldende akupunktur i det ene ben, det virker ikke. Herefter opsættes ve-fremkaldende drop. Det virker efter jordemoderen har skruet gradvist op mange gange. I denne periode har jeg det næsten helt hyggeligt, og vi får lov til at vælge, hvilken hue min lille pige skal have på når hun er født.

Kl. 10:30 kan jeg nu tydeligt mærke at veerne igen, da jeg får en pressende fornemmelse i mit bækken. Dette tiltager hurtigt i intensitet, og jeg har igen voldsomt ondt på trods af epiduralen. Jeg undersøges igen, og er nu kun 7 cm åben? Jordemoderen begynder her at tvivle på om babyen er stjernekigger, men uanset hvad, så står hun rigtig skævt i mit bækken. Jeg skal derfor skiftevis ligge på alle fire, på den ene side og på den anden side – rigtig hårdt, ikke mindst fordi jeg har nedsat følelse i mine ben og tusindvis af ledninger overalt – og stadig bliver bedt om at bruge ilt på maske. Jeg får pressetrang, men må slet slet ikke presse med endnu, fordi hun står for højt og skævt i bækkenet.

Kl. 11 har jeg utrolig mange smerter og pressetrang, så jeg presser let med på toppen af veen. Jordemoderen synes jeg efterhånden har blødt lige rigeligt under fødslen, så jeg får taget en blodprøve af min blodtype, i tilfælde af jeg får brug for at modtage blod.

Kl. 11:30 får jeg lov til at presse aktivt, selvom baby stadig står højt og skævt. Bliver bedt om at ligge i forskellige stillinger for at fremme babys rotation gennem bækkenet. Der er let påvirket hjertelyd ind imellem, hvorfor jeg skal bruge iltmasken mellem hver ve – den er altså hård at trække vejret igennem i flere timer! Sådan fortsætter det i lang lang tid… Jeg presser og presser, jordemoderen siger at jeg presser godt, men fortæller mig ikke om fremskridt og hvad planen er, hvilke resulterer i, at oveni min totale udmattelse kan jeg slet ikke se nogen lykkelig ende på det. Der er en medicinstuderende på stuen som jordemoderen regelmæssigt informerer ovre i hjørnet – jeg kan sagtens høre hvad de siger, og kan slet ikke overskue at høre hende sige ”ja du kan godt se at der ikke er megen fremgang, barnet står stadig lige bag symfysen….”. Jeg er meget meget frustreret, skælder ud på jordemoderen, men formår først efter fødslen at sætte ord på, hvad det egentlig er jeg mangler fra hende. Jeg er samtidig så udmattet, at jeg ikke kan holde mine ben og mit hoved oppe under presseveerne, som jordemoderen absolut beder mig om konstant – ja jeg kan dårligt åbne øjnene og kigge på min mand, som iøvrigt er en fantastisk støtte. Efterhånden begynder jeg at fortvivle, prøver desperat at få jordemoderen til at forstå at jeg simpelthen ikke kan mere.

Kl. 13 kalder hun så en fødselslæge på stuen til at vurdere situationen. Hun beder om at få taget blodprøver fra barnets hoved. Disse er gode så baby har det godt, og da lægen samtidig synes jeg presser godt, synes hun vi skal fortsætte lidt endnu. 13:20 tager de endnu en blodprøve, som er fin, men jeg er totalt udmattet og spørger rigtig meget, om de ikke nok vil hjælpe mig – jeg kan bare ikke mere!

Derfor påsættes sugekop kl. 13:25. Lægen informerer forinden om at jeg stadig selv skal presse hende ud, men at hun hjælper. Desuden er der risiko for voldsomme bristninger og at vi må køre til akut kejsersnit hvis koppen ikke virker. Jeg er ligeglad – jeg har brug for hjælp, og det er nok især pga dette, at jeg efterfølgende havde så stor skyldfølelse. Fordi sugekop jo også er en risiko for barnet, som jeg føler, jeg selv har påført.

Men men men efter 2 presseveer sker forløsningen, da jeg føder vores lille pige, med navlesnoren 3 gange om halsen, og får hende op på min mave – efter 2 timers aktiv pressefase. Min mand og jeg græder begge af lettelse – jeg troede vitterligt ikke at jeg ville klare den, så jeg er bare overdrevet lettet og glad. Og har nu den skønneste lille pige liggende på min mave. Totalt forløsning!

Og sådan kom vores dejlige pige til verden 11.11.15 kl. 13:27, 40+6.

63 timer siden første spæde ve… 3290g og 52 cm.


Efterforløbet:

Lige efter jeg har født kommer en skylle af grønt fostervand, hvorfor vores pige 2 minutter efter fødslen kort ses af en børnelæge – men hun er super fin, så jeg får hende straks tilbage igen. Apgar 10/1 og 10/5.

Moderkagen fødes 10 min senere, og jeg bliver efterfølgende syet for en grad 1 bristning og en labia brist.

Efterforløbet var hårdt, da mit mellemkød virkelig havde lidt overlast af den lange fødsel. Mange smerter og hævelser i lang tid, desuden en del smerter.

Skyldfølelsen tog mig et års tid at komme af med – jeg følte, at jeg havde bedt lægen anvende en sugekop på mit barn, som potentielt kunne skade hende. Men hun har ingen skade lidt, og er idag den mest fantastiske lille spilopmager på 3½ år. Og jeg fandt kort tid efter ud af, at også jeg faktisk godt kan føde på en mindre lidelsesfuld måde.


… 10 måneder efter sin første fødsel, fandt kvinden ud af, at hun var gravid igen og i næste uge kan I få lov til at læse dén beretning, som jeg uden at sige for meget, godt kan afsløre er af en helt anden kaliber. Glæd jer! 

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven