Det din mor aldrig fortalte dig

Der går nærmest ikke en dag, hvor jeg ikke på én eller anden måde fortæller – og viser – mine børn, at de er vidunderlige og at jeg elsker dem hele vejen op til himlen og tilbage. Sådan som jeg tror, at vi mødre altid elsker vores børn. Sådan som de fortjener at vide at vi har det. Alligevel er det – særligt igennem den seneste tid – gået op for mig, at der også er en hel del ting jeg ikke fortæller dem. Ting, som det langsomt men sikkert er gået op for mig, at min egen mor heller aldrig har fortalt mig, selvom jeg har på fornemmelsen at hun nok har haft det præcis ligesom jeg har det nu…

Dét din mor aldrig fortalte dig
det din mor aldrig fortalte

Selvom hun roste dig for at være dygtig og modig, var hun skrækslagen! Når du stolt og modigt klatrede rundt allerhøjest oppe i klatrestativet på legepladsen, var hun rædselsslagen for at du skulle falde ned. Tænk nu hvis du skulle brække en arm, miste en tand – eller (gys!) dét der var værre!

Det gjorde (mindst) ligeså ondt i hendes hjerte – og samvittighed – som det gjorde på dig, de gange du rent faktisk faldt. Det kan godt være at det på mange måder var selvforskyldt at du faldt ned, da du forsøgte at hoppe fra reb til reb i fire meters højde, men for din mor, vil det altid føles som om det udelukkende var hendes skyld. Du var hendes største ansvar og hvis du kom galt afsted, ville hun altid bebrejde sig selv. Endda også i de tilfælde hvor hun ikke engang var til stede.

Hun ville også gerne have is. Du kan bide spids på at din mor også gerne ville have is, slik, pandekager eller sodavand alle de gange du plagede om det. Hun sov formentligt alt for lidt om natten, og havde måske heller ikke rigtigt nået at spise frokost, fordi hun liiige skulle ordne ét eller andet for dig, så ja! Hun var sulten – og ja, hun var sulten efter sukker. Og alligevel stod hun ofte imod; for din skyld.

Hun kunne heller ikke særligt godt lide broccoli. (Slet ikke når du havde tygget på den). Hun ville – selvfølgelig – hellere spise den der is, men altså, broccoli var (og er) sundere for dig, så det var dét I fik. Og selvfølgelig spiste hun også dét du havde haft i munden, hvis du bad hende om det. Det er en mor-ting.

Hun hadede at sige nej. Uanset hvor stort og bedårende du kiggede på hende med dine runde øjne og helt vildt lange øjenvipper, sagde hun af og til nej når du spurgte. Men selvom det måske virkede som det stik modsatte, så hadede hun at gøre det. Hun hadede når vandet steg op i dine øjenkroge og hun hadede, at du blev så vred. Den eneste grund til at hun sagde nej, var for at passe på dig. Også selvom det af og til føltes helt anderledes.

Hun hadede sig selv undervejs. Ikke hele tiden, men af og til hadede hun sig selv. For at have fejlet, skældt ud, været fraværende, overbeskyttende, vred, uopmærksom og for nogle gange at sidde tilbage med en følelse af ikke at slå til overfor dét menneske hun elskede allermest.

Hun hadede de vilde forlystelser, selvom I gentagne gange satte jer hvinende ind i dem, når I var i Tivoli. Hendes tarme satte sig ligesom aldrig rigtigt på plads, efter hun havde været gravid, så alle slyngende forlystelser blev som tortur for hende. Hun skreg med andre ord ikke af glæde, men af ren og skær kvalme. Muligvis i kombination med en solid omgang frygt for at du eller hun skulle komme noget til undervejs.

Din glæde var altid vigtigere end hendes frygt. Nok var hun gudsjammerligt forkvalmet og bange for at der skulle ske dig noget ondt, men glæden i dine øjne og dén udvikling du gik igennem, når du klarede en ny udfordring, gav altid frygten kamp til stregen. Din glæde vandt til enhver tid over din mors behov.

Du fik hende til at græde. Af angst, af afmagt, af udmattelse, af træthed, men allermest af lykke. En lykkefølelse, der ikke kan måle sig med noget andet i verden og som kun du (og dine eventuelle søskende) kunne – og kan – frembringe hos hende.

Hun ville gøre det hele om igen. Den føromtalte lykkefølelse gør, at hun uden at blinke ville gøre det hele om igen, hvis hun nogensinde fik chancen for det.

Skriv din kommentar

Kommentarer (8)

  1. Fuldkommen enig DOG med kæmpe undtagelse af den med rutsjebanerne. Jeg freaking elsker dem. Jo vildere jo bedre – og har plaget og ventet i længsel efter min ældste skulle turde (har sågar TÆNKT om ham, at han var en bangebuks 🙈). Nu er han endelig lidt med på sjov og begynder at nærme sig en højde for de VIRKELIG fede. Juhhhuuu!!!

  2. Haha, at spise lakridser som står bagved kaffekanden, og stopfodre baby med rugbrødsbidder, sker hyppigt hjemme hos min veninde, når vi hygger – vi har også talt om, at forældre siger og gør næppe altid det samme :p

    Og ved, at mine manglende motoriske evner har givet sin del chok, med klippekort til skadestuen – godt de begge er pædagoguddannede, så har man set så meget 😉

  3. Godt skrevet, Cana❤
    Du er bare rigtig god til at sætte ord på de følelser der ikke bliver snakket om.🤔. Jeg synes det er svært at udtrykke følelser, men du gør det så smukt. Tak❤❤

  4. Jeg vil lige tilføje hvad jeg tror min mor ville tilføje til listen:

    Jeg havde ikke lyst til at dø fra dig (jer). Selvom I var blevet voksne, var jeg slet ikke færdig med at være en del af jeres liv. Jeg ville ønske det ikke var blevet som det gjorde. Jeg ville ønske jeg havde mødt dine (jeres) børn.

  5. Av av, nu fælder jeg en lille tåre (igen) – højgravid og hormonel, og nu en lille smule klogere på alle de fantastiske men også nervepirrende stunder, der venter forude 😭❤️

  6. Da jeg havde fået mit første barn sagde jeg til min far. Det er vel kun her i starten, man er så nervøs og bange for sit barn?! Næh sagde han lige så tørt! Men du lærer at leve med din nervøsitet og angst.

  7. Wow, du ramte lige fuldstændig plet med en masse ting, jeg slet ikke havde tænkt over jeg følte. Det er jo så sandt, så sandt. Jeg elsker også lige min egen mor lidt højere nu (hvis det da er muligt):)