Tid til eftertanke #11

Det har selvklart været en uge lidt ud over det sædvanlige, fordi vi i mandags rejste til Italien, hvor vi har været lige siden. Det har både været en roligere, vildere og dejligere uge end de fleste andre. Okay, og mere angstprovokerende end nogensinde før, men den del satser jeg på at få rystet af mig med dette indlæg. Det hjælper mig i hvert fald ofte at få fortalt jer om nogle af de ting der er svære i mit liv, så jeg satser på, at det også er tilfældet med dét her.

Ugens højdepunkt har uden tvivl været, at se hvor fuldkommen vidunderligt det har været for børnene at holde og være på ferie. De var nogle værre bøffer (særligt overfor hinanden) de første par dage, men efterhånden som ferietempoet vandt ind på dem, er de simpelthen kommet så godt in sync med hinanden. Og med os voksne for den sags skyld også.

Jeg smilede allermest hele tiden. Kan man sige det? Ja, det er selvfølgelig min blog og mine regler, så jeg ved godt, at jeg nok diskuterer mest med mig selv her, men jeg kan simpelthen ikke udvælge én episode som den mest smilfremkaldende i denne uge. Alt muligt lige fra ture i poolen, til borgbesøg og Uno i bare maver har gjort mig glad helt ned i maven, så hvis vi lige ser bort fra det med slangen (som I hører om lige om lidt) så har jeg nærmest smilet stort hele ugen.

Lavpunktet var da jeg mødte en slange en eftermiddag da jeg var på vej fra poolen og ned til vores lejlighed. Der findes intet i verden (udover krig) jeg er mere bange for end slanger, så hvis nogen havde stået klar med et målebånd, er jeg temmeligt sikker på at jeg havde scoret mig en officiel verdensrekord i sidelæns længdespring lige der. Kæft, hvor blev jeg bange, mand!

Det gode ved det var at jeg på forhånd havde læst, at der forelå en risiko for at vi kunne møde et par slanger under vores ophold og at jeg – måske derfor – faktisk formåede at holde fatningen sådan rimeligt godt. I hvert fald spurgte Peter inde fra huset hvorfor jeg havde skreget, hvortil jeg med et smil fortalte, at der bare var nogen der havde sprøjtet koldt vand på mig. Jeg ved godt, at det ikke var verdens bedste forklaring. Særligt ikke taget i betragtning at vi, foruden ejeren der også boede der, havde stedet for os selv. Men jeg havde faktisk forventet et full-blown angstanfald, med sortnen for øjnene og besvimelse og dén slags. At jeg sidenhen har haft mareridt hver nat, er selvfølgelig en anden snak og det gør mig sådan set ikke mindre stolt over hvor køligt jeg trods alt håndterede situationen.

Jeg har haft det bedst med at iføre mig nederdel tilsat tennissokker og sneaks. Ja, sgu! Jeg havde aldrig troet at jeg skulle få overvundet mig selv med dén trend (som jeg længe har syntes var smart til andre og tåbelig til mig) men nu synes jeg pludselig også det er ret smart til mig. Så meget at jeg måske en dag får taget et billede af det, så I kan se. Måske. Babysteps, I ved…

Det bedste jeg har spist har i sagens natur været italiensk. Jeg elsker italiensk mad! Men altså, selvom jeg til alle tider er og bliver en pastapige, så har det allerbedste jeg har spist, faktisk været en pizza med hjemmedyrket rucola og parmesan som jeg fik på et lokalt pizzeria i Bolsena, som vi var blevet anbefalet af en sød caféejer på torvet. Shit, en god pizza!! Hvis I nogensinde kommer til Bolsena, så tag ind på “Tanaquilla” som ligger tæt på biografen og få en vidunderlig madoplevelse – til nærmest ingen penge.

Jeg har (som det eneste hele ugen) set sæsonafslutningen på Den Som Dræber en aften efter børnene var faldet i søvn. Shit, shit, shit!! Den er for vild, den serie!

I næste uge ser jeg mest frem til at se Martha igen. Hun har heldigvis haft det som blommen i et æg i kærlig pleje hos Simons lillesøster, men suk, jeg savner min lille hundehvalp. Næste gang håber jeg at kunne få hende med på ferie.

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

    1. Aner det ikke!! 😂🙈 Jeg så bare at den var halvanden meget lang og meget, meget, meget farlig!! (Og at den heldigvis stak af ligeså hurtigt som mig).