Fødselsfredag: Sådan foregår et planlagt kejsersnit

Omtrent 10% af alle fødsler foregår ved planlagt kejsersnit – og alligevel hører vi kun ganske sjældent om dem her på domænet. Onde tunger måtte sige, at det er fordi de ikke er ligeså “spændende” som vaginale fødsler (eller forsøg på selvsamme), men i virkeligheden tror jeg også det handler lidt om, at mange kvinder, som har fået planlagt kejsersnit ikke på samme måde har lyst til at fortælle, fordi det stadig er en lille smule tabubelagt. Desværre! Der er nemlig ingen i Danmark som for foretaget et planlagt kejsersnit uden grund. Ingen.

Der er altid en grund. For kvinden bag denne uges beretning, hvor I får lov til at komme helt tæt på forløbet under et planlagt kejsersnit, er grunden ret tydelig, når man læser hendes første fødselsberetning, som jeg delte i sidste uge HER.

planlagt kejsersnit

 

Sådan foregår et planlagt kejsersnit.

Mandag den 6.8.18 er jeg 38+6 uger henne og vi har tid til et planlagt kejsersnit. Jeg står op lidt over 5, da jeg skal drikke 300 ml saftevand inden 5.30, så min krop ikke går helt død hen af dagen, hvis det trækker ud. Emilie, min datter, vågner lidt i 6 og vi får hygget lidt sammen med mormor inden vi skal møde på barselsgangen klokken 7.30.

Da vi kommer derud kommer der efter lidt tid en sygeplejerske og præsenterer sig selv. Hun skal indlægge mig og sørge for at vi bliver informeret omkring de forskellige ting. Vi får udleveret tøj som jeg og Jesper skal have på under operationen. Jeg skal også have støttestrømper på for at mindre risikoen for blodpropper, det er dog en større opgave for Jesper at få dem på da de er monster stramme og jeg har virkelig meget vand i fødderne…

Efter vi har siddet ude på barselsafsnittet lidt, får vi besked på at skulle gå ned i stueplan for at snakke med en narkoselæge, vi møder en læge på vejen der siger vi ser smadder godt ud begge to 😀

Da vi kommer derned venter vi næsten 30 minutter på lægen. Hun er super sød og imødekommende overfor mine ønsker til kejsersnittet, og fortæller at de er ved at lukke hende der lige har fået kejsersnit, så vi vil snart blive kaldt ind. Der går næsten 30 minutter igen, og vi sidder på nåle begge to! Så kommer der en sygeplejerske ind og vi regner selvfølgelig med at det er vores tur nu. Desværre siger hun at der kommer til at være ventetid på 1 1/2 time endnu, da der er et akut kejsersnit på vej ind. Vi bliver lidt ærgerlige over det fordi vi jo selvfølgelig godt vil have det overstået og se vores søn, men vi ved også godt at et akut er vigtigere end os. Vi har valget om at blive der nede eller sætte os op på barselsgangen; vi bliver der fordi der er et tv.

Vi når at se det samme godmorgen Danmark 3 gange, og kan næsten opskriften på sprængt kyllingebryst i hovedet nu. Og jeg må selvfølgelig stadig ikke spise. Suk…

Efter næsten 2 timers venten kommer der en sygeplejerske og fortæller det er vores tur nu. Vi bliver fulgt ned gennem en lang gang og ind på operstionsstuen. Her bliver vi mødt af nogle søde mennesker som skal hjælpe med at få lillebror ud.

Jeg kommer op og ligger på operationsbordet og får lagt to drop i min venstre hånd, det ene får hun ikke lagt ordentligt, så det bliver lagt i armen i stedet. Så skal jeg vende mig om på siden så jeg kan få lagt spinal bedøvelsen. Jesper sidder foran mig og holder mig i hånden, jordemoderen hjælper mig med at holde mine ben krøllet sammen så narkoselægen kan ramme rigtigt. Først får jeg sprøjtet noget lokalbedøvende ind i ryggen, det er ekstremt ubehageligt og jeg får vidst også klemt Jespers hånd lidt meget. Herefter bliver selve bedøvelsen sprøjtet ind og det gør virkelig ondt, jeg føler en smerte i nerverne helt nede i mine tæer, og får vidst også sat mine negle i hånden på Jesper.
Men straks efter begynder hele min underkrop at summe, ligesom når ens arm sover. Narkoselægen beder mig vende mig om på ryggen mens jeg stadigvæk kan, men bedøvelsen har allerede overtaget så meget at jeg ikke kan bevæge mig, så de hjælper mig.

Der bliver lagt kateter og de gør nogle småting klar. Fødselslægen kommer og kigger på mit ar, og spørg om det er okay hun tegner på det, fordi det er så flot at de rent faktisk ikke kan se det i lyset.

Nu bliver det tjekket om jeg kan mærke noget med en kold sprit klud, og de konstaterer at bedøvelsen er løbet lidt op af mod mit bryst, da jeg faktisk ikke mærker noget helt op til brystet, men det er okay så længe jeg føler jeg kan trække vejret og ellers har det godt, jeg skal selvfølgelig sige til hvis det ændrer sig.

Herefter fortæller fødselslægerne at de vil gå i gang med operationen, de har nemlig lige stået og nevet mig i maveskindet uden jeg har reageret.
Bedøvelsen løber stadigvæk lidt op ad, for jeg kan mærke at jeg bliver varmt op af min hals, jeg får derfor ilt i næsen, og det forsvinder efter nogle minutter.

Den ene læge åbner mig indtil de kommer til livmoderen, så tager den anden over fordi de simpelthen ikke kan komme igennem arvævet. Jeg mærker et enormt tryk på min mave, og spørger om de er på vej ind til ham, fordi jeg jo ved de skal skabe en kunstig ve med et tryk på maven for at få ham ud, men får at vide at “ nej nej, det er dig”. På det tidspunkt tænker jeg ikke mere over det.

Omkring det her tidspunkt begynder jeg at få det underligt på en måde, men det opdager anæstesisygeplejersken åbenbart også, for hun udskifter pludselig en sprøjte med noget medicin i, og så snart det kommer ind i mine blodårer får jeg det straks bedre.

Endelig kommer de ind gennem arvævet og prikker hul på fosterhinden. Fostervandet er klart og lillebror ligger i hovedstilling. Utroligt nok da jeg har haft for meget fostervand og han i lang tid ellers havde ligget med hovedet oppe ved mine ribben.

De har taget det blå klæde ned, så vi kan se øjeblikket hvor han kommer ud af min mave. Det er for vildt at se han bliver trukket ud! Han kommer direkte op på min mave og jeg tager i ren refleks mine hænder hen mod ham, selvom jeg har fået at vide jeg lige skal vente til han er afnavlet. Lægerne venter så lang tid så muligt med at afnavle og “malker” navlesnoren efter mit ønske, men bliver derefter lidt mere bestemte i stemmen, da de er nød til at få styr på min blødning.

Efter afnavlingen kommer han op på mit bryst og jeg kan nu rigtig se min søn for første gang. Han får 10 på apgarscoren både efter 1 og 5 minutter. Efter noget tid, måske 10 minutter snupper jordemoderen ham over, så han kan blive målt og vejet, han ligger utrolig urolig på vægten, så den hopper op og ned, og er slet ikke sikker på at hun får den helt rigtige vægt, men den officielle vægt er 4050 gram og så er han 54 cm lang. Efter det holder far ham for første gang.

Jordemoderen kommer over og viser moderkagen efter mit ønske; det er utrolig at han har boet inde i den hule.

Imens alt det her sker, bliver jeg lukket sammen. Normalt tager det cirka 15 minutter, men det tager dem hele 45 minutter.

Fødselslægen kommer hen bagefter og fortæller at det massive pres jeg havde mærket tidligere rent faktisk var ham der lå med hele overkroppen ind over mig og prøvede at få min livmoder åben med kraft. Han har åbenbart skulle bruge ekstremt mange kræfter på det fordi jeg havde så meget arvæv. Han havde aldrig før set så meget arvæv, så han har stået der og åbnet livmoderen som en meget genstridig pose Haribo. Faktisk har han hevet med så mange kræfter at mit ar ikke længere bare er en streg, det er formet som er L nu. Da han hev, rev han en 3 cm lang flænge ned mod min blære. Av.

Lægen er våd flere steder på tøjet og jeg spørg derfor om det er fostervand, fordi jeg havde for meget af det og anæstesi sygeplejerskerne havde holde det blå forhæng længere op end normalt da de tog vandet, men nej det var det ikke. Han havde simpelthen svedt så meget at tøjet var helt vådt, han jokede derefter med pigerne på operationsstuen om at når man svedte så meget, så var man i god form.

Lægen fortæller desuden at pga arvævet og den ekstra revne han havde lavet, lignede det at der var sprunget en håndgranat i mit underliv da lillebror var kommet ud, og at jeg derfor havde mistet en del blod. De havde derfor også haft svært ved at lukke det hele, og havde skulle koncentrere sig om at få det gjort ordentligt, da jeg har en muskelknude der sidder lige præcis der hvor de ville sy mig. Heldigvis lykkes det jo fint og jeg blødte i alt 850 ml blod. [850 ml som ved et kejsersnit ligger indenfor normalområdet, red.]

Til sidst fortæller lægen, at hvis vi vil have flere børn skal jeg snakke med en læge omkring det først, da han ihvertfald ikke har lyst til at være den læge der skal åbne mig igen. Så lidt diplomatisk sagde han nok, at han ikke ville anbefale mig at få flere børn.

Da jeg er lukket sammen får jeg sat et pico plaster på, som er koblet til en lille maskine der skaber undertryk og pumper hver 15. minut; den skal sørge for at såret forbliver tørt.

Nu er vi klar til at komme på opvågningen, og der kommer en portør og kører mig der op, lidt efter mig kommer Jesper med lillebror i krybben.

På opvågningen tjekker de min blødning og hjælper med at lægge lillebror til brystet første gang. Det går helt perfekt og han tager fat som han skal med det samme. Da jeg efter noget tid kan bevæge mine ben igen, bliver vi kørt op på barselsafsnittet 426, stue 18.

Skriv din kommentar

Kommentarer (7)

  1. Tak! Bare tak. Jeg skal have planlagt kejsersnit om ca 3 måneder og jeg har virkelig ønsket mig en mere deltajleret fødselsberetning om pks – dem er der nemlig ikke mange af nogen steder. Så det var så dejligt at læse.

    1. Tine det er min fødselsberetning, og hvis du har nogle spørgsmål, er du velkommen til at spørge 🙂

      1. Tusind tak 😊
        Hvor lang tid gik der før du kunne komme ud af sengen selv, løfte lillebror osv? Og var det anderledes efter dit pks end dit aks? Ved godt det er meget individuelt, men jeg tror noget af det jeg har det sværest med, er det her med potentielt ikke at kunne så meget bagefter. Jeg var så heldig at have en virkelig god vaginal fødsel af storebror, 7 timer fra første ve, så var han ude og havde han ikke stået skævt var det nok gået hurtigere, da jeg var fuldt udvidet efter 5 timer. Og var hurtigt på benene igen.

        Hvor stor forskel var der på dine kejsersnit? Jeg har først fået tid til pks 4 dage før termin og da jeg fødte storebror før det, kan jeg godt tænke, at jeg ikke nødvendigvis når hen til datoen for pks. Og kan godt mærke at tanken om et akut kejsersnit, omend det vil være er roligt et af slagsen, ikke tiltaler mig super meget

        1. Jeg kom først ud af sengen dagen efter, da jeg havde en del mere ondt denne gang. Lægen kunne umiddelbart ikke lige finde ud af hvorfor, men jeg fandt så selv ud af et par uger efter, at de har haft strammet et enkelt sting lidt for meget i min underhud, og det har på en eller anden måde været ret smertefuldt, og har desuden også gjort at jeg får ondt lige der når jeg overanstrenger mig eller laver noget “hårdt” fysisk, MEN, hvis jeg ikke havde haft det, så tror jeg faktisk at jeg havde været oppe allerede samme dag, jeg havde det en del bedre denne gang, da jeg jo også var frisk og veludhvilet denne gang.

          Jeg løftede først lillebror sådan rigtig og kunne gå med ham rundt efter en uges tid. Men det var igen kun fordi jeg havde ondt i i min venstre side pga det stramme sting.

          Jeg synes det var sindssyg meget anderledes med pks end aks. Mit pks var en stille og rolig oplevelse, og alt personale hyggede sig bare, og jeg elsker at jeg fik ham op på brystet, det var så fantastisk.

          Hold da op en hurtig og god fødsel, den første var! Hvad er grunden til pks nu?
          Hmm nej det kan jeg da godt forstå ikke er så rart, når nu du fødte før første gang, og føder så hurtigt. Har du snakket med lægen om det?

          Og mht til ikke at kunne så meget bagefter, det skal du ikke tænke så meget over. Den første uge er du måske bundet lidt til sofaen, men det er du alligevel hvis du vil amme haha. Og derefter så skal man bare lytte til sin krop og ikke gøre for meget. Det eneste jeg synes er irriterende, er at jeg ikke kunne bære min datter før efter de der uger, men hun accepterede meget hurtigt at det kunne jeg ikke.

          1. Jeg må desværre ikke føde vaginalt denne gang, da jeg siden sidst, har haft brækket bækkener så alvorligt at det nu er skruet sammen i to ud af tre led. Kirurgen der opererede mig mente, at det ville være for risikabelt med vaginal fødsel, da mit bækken åbenbart ikke er super bredt i forvejen, så risikoen for at baby sidder fast er for stor.

            Ja jeg nævnte det for lægen, men hun holdt fast i at de så hellere vil lave aks. Men skal til jordemoder på torsdag, den samme som jeg skal til møde med inden kejsersnittet, så tænker jeg også lige vender det med hende. Man kan så sige, at går jeg i fødsel før pks, så er det bare direkte ind og så laver de det som “roligt” akut kejsersnit. Men tænker bare stadig der er noget andet. Nu må vi se. Tak for alle dine svar i hvert fald 🙂

            Jeg kan godt se, det nok ikke umiddelbart er realistisk at være alene på sygehuset om natten, så min mand kan tage hjem og være sammen med vores store søn. Vi må tage det som det kommer 🙂

  2. Tusind mange tak for de her 2 fødselsberetninger. Jeg havde også et igangsættelsesforløb på 5 dage med min datter, der desværre endte i et ret akut kejsersnit (man hører heldigvis ikke så tit om så lange forløb, synes jeg). Vi skal have en lillebror til sommer, og jeg giver den vaginale fødsel en chance, men har samtidig fået en tid til et planlagt kejsersnit 41+4, hvis jeg er lige så umoden som sidst på det tidspunkt, og de hverken kan lave hindeløsning eller tage vandet. Og det hjælper bare SÅ meget med beretninger, der minder lidt om ens egen situation. Så ja også kæmpe mange tak herfra for at dele ❤️

    1. Er glad for du kunne bruge det til noget ❤️
      Og sejt at du giver vaginal fødsel en chance! Håber det lykkes 😊