Pas dit eget frimærke, søster

På et – for mig – meget belejligt afbud (tak, Cathrine – og Eddie), blev jeg i går spontant inviteret til en dameaften ud over det sædvanlige. Vi startede med drinks og snacks på Crowne Plaza, som sidenhen diskede op med én af Danmarks – efter min overbevisning – sejeste kvinder, Helle Thorning Schmidt. Ganske uagtet hvor enig (eller uenig) jeg måtte være med hendes politiske overbevisning, så har den kvinde altså vist et helt særligt format. Jeg mener – hun var jo Danmarks første kvindelige statsminister! Hun fortalte lidt om hvordan hun oplever at kvinder kan, skal eller bør positioneres som de seje, dygtige og hjertelige individer vi er og det var, hands down, vildt inspirerede at blive mødt så meget i øjenhøjde, af en kvinde som har opnået så meget som hende.

Efterfølgende gik vi et par hundrede meter over til Royal Arena, hvor ingen ringere end én af verdenshistoriens hidtil mest indflydelsesrige (tidligere) førstedamer, Michelle Obama, gik på scenen i et intimt talk-show sammen med Rachel Ray til en snak ud fra Michelle Obamas bog, Becoming.

… Og her skal jeg være ærlig og sige, at inspirationen altså ikke ramte mig som det første. Det blev meget en sludder for en sladder og en overfladisk gennemgang af Michelles vej til at blive førstedame og om hvor vanvittigt livet i Det Hvide Hus er, både imens det står på – og når det slutter igen.

Det var varmt, hjerteligt og spændende, men ikke helt så inspirerende som jeg ellers havde håbet på. Lige indtil Michelle Obama, de sidste fem minutter, selv fik lov til at styre samtalens gang da hun som en afslutning på showet blev spurgt, om der var noget hun gerne ville give videre. Her sagde hun noget, som rørte mig dybt og som jeg derfor ydmygt vil forsøge at give videre til jer.

Det handlede om, at vi ikke nødvendigvis behøver at gøre store ting eller forsøge at ændre verden for at gøre en forskel. Vi behøver ikke alle sammen rejse store velgørende fonde, eller gøre livet bedre for mennesker ude i verden som åbenlyst har det værre end os selv; hvis bare vi gør vores bedste for at hjælpe de mennesker, som er lige omkring os. På dét frimærke vi står på i livet, i dette øjeblik.

Vi er alle forbilleder for nogen og for dem, skal vi forsøge at gøre en forskel. Vores nære veninder eller vores kollegaer måske? Og for de af os med børn, så i hvert fald for dem. Overfor dem kan vi for alvor influere og gøre en forskel. Vi kan hjælpe de mennesker som står os allernærmest til et bedre liv. Vores veninder til en øget tro på sig selv og vores børn til et godt og sundt fundament, som ruster dem til at blive gode, stabile samfundsborgere, hvor de ikke alene har lært at elske sig selv, men også at elske andre. Vi skal lære dem gode dyder, samvittighedsfuldhed og empati. For på dén måde at ændre verden.

Lyder det langhåret? Jeg er enig, men hør mig nu ud.

Vi lever i en verden af splid, hvor mennesker er så sure på hinanden, at vi ligefrem går i krig og slår hinanden ihjel. Det er tragisk og hårdt både at sige og at høre, men det er sandheden. Men hvad nu hvis vi kollektivt lærte, at bruge vore medmenneskelighed? Hvis vi lærte ikke at sammenligne os med andre og bekrige hinanden for de egenskaber vi misunder, men i stedet at være åbne og nysgerrige overfor andre, som er forskellige fra os selv, tror jeg at vi ville komme langt. Tænk endda, hvis vi kunne hæve os over det, når vi mødes med noget eller nogen, som vil os det ondt. Hvis vi i stedet for at møde det med medarrogance, møder det med nysgerrighed og kærlige intentioner – eller som Michelle Obama sagde: ”When they go low, we go high”.

Hvis vi nu antager, at vi alle sammen – verden over – fra i dag, gør vores allerbedste for at lære vores børn, hvordan man gebærder sig anstændigt, ordentligt og samvittighedsfuldt overfor hinanden; hvordan man bærer over i stedet for at bære nag, så vil alle de ringe dét spreder i vandet, ende med at forandre verden om bare én generation.

Hvis vi nu alle sammen bare sørger for at passe vores eget lillebitte frimærke, så er vi om ikke andet kommet et godt stykke hen ad vejen.

Jeg tror i hvert fald på det og jeg vil fra i dag og alle dage fremover, gøre mit allerbedste.

Skriv din kommentar

Kommentarer (4)

  1. Det her indlæg er så fedt, at jeg har linket til det på min egen blog – http://www.mormormedtiletter.dk! Håber, at det er okay med dig:-)
    Skønt, at du har så meget indlevelse i Michelle O’s optræden, at du formår både at se det positive tillige med det negative, hvor mange andre gæster har anmeldt det helt igennem negativt:-)