.. Og så græd jeg igen – en fødselsberetning

Det er for langt de fleste kvinder noget af en rutsjetur at gennemgå både graviditet og fødsel. Det er både fysisk og emotionelt hårdt og jeg synes simpelthen at alle kvinder, der præsterer dét, er røv-seje. Så er det sagt.

For kvinden, der har skrevet denne uges fødselsberetning, var der ovenikøbet lidt ekstra pres på, fordi man ved en scanning i slutningen af graviditeten, pludseligt mistænkte en virus hos baby, som i værste tilfælde kunne have fatale konsekvenser. Det er jo enhver gravids værste mareridt, at der skal ske baby noget.

Tag godt imod en rørende fortælling om et hårdt forløb…

Endelig var jeg blevet gravid uden hjælp, og hele graviditeten var gået så godt. Lige indtil den dag, hvor jeg skulle til vægtscanning cirka 4 uger inden termin.

Jeg havde fået “lov” til sådan en, fordi min store datter mod al forventing vejede 4,5 kg, da hun blev født.

Desværre fandt lægen ved vægtscanningen “alt, alt for meget fostervand”, som hun udtrykte det. Jeg blev vildt nervøs. Jeg skulle have taget 15 forskellige blodprøver og endnu en glukosebelastning for at tjekke om baby var okay (kun min mand vidste, at vi ventede en dreng – jeg ville overraskes). Lægen kom ikke ind på, hvad baby kunne fejle. Jeg var meget frustreret, og vi begyndte selv at undersøge det.

Blodprøverne viste sig at være positive for CMV. En virus, som ingen rigtig ved noget om, men som i bedste fald ville betyde ingenting og i værste fald betyde, at baby ville blive mentalt retarderet.

Jeg græd og græd og græd.

Jeg var ekstra sårbar, fordi jeg nogle måneder inden havde været ved at miste min bedste veninde til en stor hjerneblødning, og min svigermor var lige blevet diagnosticeret med fremskreden cancer. Vi ville først få vished for om baby var okay efter fødslen. Dog blev hans hjerne scannet to gange, imens han stadig lå i maven og alt så fint ud.

Den store mængde fostervand gjorde, at han ikke lå med hovedet nedad. Han hoppede rundt i maven, som det passede ham. Hvis vandet ville gå derhjemme, skulle jeg lægge mig ned og ringe 112, for der var risiko for, at navlesnoren ville falde ud og derved blive afklemt. Lægerne ville ikke engang prøve at vende ham for de var sikre på, at han ville hoppe op igen. Derfor blev den ene mulighed igangsættelse og den anden mulighed planlagt kejsersnit. Jeg valgte sidstnævnte. Jeg kunne overhovedet ikke overskue igangsættelse, indlæggelse og at det hele måske alligevel ville ende med akut kejsersnit, og så var jeg kørt fuldstændig i sænk pga. alle de psykiske ting.

Jeg mødte ind på barselsgangen, og en læge skulle scanne mig for at se om han stadig lå med hovedet oppe, men hun kunne slet ikke finde hovedet, så hun måtte hente overlægen. Han fandt mod al forventning at hovedet nu lå nedad, men skævt i bækkenet.

Nu ville overlægen ikke lave kejsersnit alligevel og mente, at jeg skulle sættes igang for som han sagde: “Man kan jo dø… Hende jeg lige har lavet kejsersnit på blødte 4 liter”. Med den sætning lod han det dog være op til os selv at beslutte, hvad vi ville. Jeg kendte til alle komplikationerne, for jeg havde arbejdet på selvsamme barselsgang i 2 år som sygeplejerske. Jeg blev enormt bange.

Jeg græd og græd.

Nu havde jeg i flere dage mentalt forberedt mig på at skulle have kejsersnit og var selvfølgelig nervøs for selve indgrebet. Derudover tænkte jeg hele tiden på om min baby var retarderet, og jeg ville bare have ham ud, så jeg kunne mærke og se ham.

Jordemoderen kom ind. Hun trøstede mig og var meget forbløffet over overlægens udlægning. Hun gik for at tale med ham. Sammen kom de tilbage, og lægen spurgte om vi havde besluttet os. Og det havde vi; vi havde fortsat et ønske om kejsersnit.

Kejsersnittet blev gennemført. Min baby kom ud og skreg.

Jeg græd igen.

Jeg fik set, at det var en dejlig stor dreng.

Desværre fik han fostervand i lungerne og måtte indlægges på neonatalafdelingen. Han kæmpede og kæmpede med vejrtrækningen og stadig vidste vi ikke om han fejlede noget, og nu var der også en risiko for at vi ville miste ham. Nu havde jeg så dårlig samvittighed over at have valgt kejsersnit. Jeg havde mistet 2 liter blod og havde mange smerter, så jeg var svær at få på benene.

Jeg savnede vores store datter helt vildt. Jeg var bekymret og min mand veg ikke fra min side. Vi havde kendt hinanden i 12 år, og jeg så hvorfor jeg blev forelsket i ham dengang. Han passede både mig og vores dreng. Sørgede for jeg fik malket ud, spist, hvilet og hjalp mig i bad, var med til at vaske vores dreng, give ham mad, tale med børnelægerne mv.

Dagene på neonatal gik op og ned. Jeg græd mange tårer. Magnes urin var blevet taget fra og sendt afsted til undersøgelse for den virus. En dag ringede den ledende overlæge på neonatalafdelingen fra sin påskeferie. Han havde læst med hjemmefra og var næsten helt sikker på, at vores dreng ikke havde CMV og mente egentlig også, at jeg formentlig heller aldrig havde haft den dumme virus. Og han mente i hvert fald slet ikke, at han nu havde lungebetændelse, som en forvagt ellers havde sagt.

Vi var så lettede.

Da vi havde været indlagt i 7 dage, blev vi udskrevet. Jeg havde kæmpet for at få amningen op at køre, og det fik jeg. Jeg havde hele tiden et ønske om at tjekke, at han fik mad nok; jeg var så usikker, men neonatalsygeplejersken var fantastisk og sagde: “Jamen, hvad vil du tjekke det for? Nu stoler vi på, at det går. Nu ammer du ham alt hvad du kan og så vejer vi ham i morgen, og han vil have tabt sig lidt uden sonde, men det er okay”. Han havde tabt sig lidt, men vi blev alligevel udskrevet, og børnelægen fik henkastet sagt: “Ja, forresten, så har han ikke CMV”.

Jeg græd igen.

Aldrig har jeg været så lettet og lykkelig på samme tid. Nu kunne vi endelig blive forenet alle fire

Skriv din kommentar

Kommentarer (3)

  1. Cana, hvor sender jeg en fødselsberetning hen? Kan du måske oprette en underside med noget kontaktinfo specifikt til fødselsfredag? Jeg tænker ikke, at din agent skal have dem 😀