mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Hvad gør man hvis nogen fortryder?

Man kan diskutere både højt og længe om, hvorvidt – eller i hvor høj grad – det er en menneskeret at få børn. Det kan for rigtigt mange mennesker på ét eller andet tidspunkt føles som et basalt behov – ja, nærmest livsvilkår – at få et barn. For de fleste lader det sig heldigvis gøre uden alt for meget palaver eller slinger i valsen, imens det for andre, kræver både blod, sved, tårer og en hulens masse timer i gynækologisk leje.

… Og så er der dem, for hvem det aldrig rigtigt lykkes. Dem som ikke kan producere deres egne børn, uanset hvor hårdt, længe og meget de så end forsøger. Dem, for hvem ønsket om et barn, ikke længere er i egne hænder, testikler eller livmødre. Dem som ikke alene har brug for læger, jordemødre eller sygeplejersker, men som rent faktisk har brug for at andre føder børn til dem.

Her i Danmark ser vi oftest, at par som ikke selv kan producere børn, adopterer, men faktisk er det  også en mulighed, at en anden kvinde kan bære og føde barnet til familien.

Herhjemme er det udelukkende tilladt med dét man kalder for altruistiske rugemødre, hvilket betyder, at rugemoderen udelukkende tilbyder at lægge krop til af sit gode hjerte. Der må således ikke være kontraktslige forhold ind over og hun må under ingen omstændigheder modtage penge for at bære barnet til den familie som i sidste ende skal have det. For at sikre dét, må hun tilmed udelukkende blive gravid med egne æg.

Reglerne er sådan for at beskytte både børn og rugemødre og jeg skal ingenlunde gøre mig til dommer over, hvorvidt de er gode eller ej, for jeg kan simpelthen ikke finde ud af at beslutte det med mig selv.

Igennem de seneste uger har en dokumentarserie omkring rugemødre og de familier som bruger dem, rullet over skærmen på DR1 og selvom jeg synes, efter at have set den, at være kommet i bedre forståelse for både de barnløse familier og rugemødrene der er med, så føler jeg mig egentlig ikke så meget bedre rustet til at tage stilling til, hvad pokker man skal stille op med spørgsmålet om, hvorvidt de danske regler om rugemødre er i orden eller ej. Eller i hvilket omfang de er det, måske nærmere.

Jeg er selvfølgelig med på, at de par som bruger rugemødre er enormt dedikerede og kærlige overfor børnene, som med al sandsynlighed kommer til at få det som blommen i et æg. Men jeg kan samtidig også se, at det ikke altid er så ligetil, at dedikere sin krop til at være gravid for andre. Èn af rugemødrene fra programmet siger sågar, at hvis hun havde vidst hvad hun var gået ind til 10 måneder tidligere, så havde hun aldrig gjort det.

Avs.

Samtidig synes jeg – selvfølgelig – at det er både fint og smukt, at man som kvinde har mulighed for at hjælpe andre, som ikke selv kan få børn, med at få dem alligevel; med at få deres største ønske opfyldt. Jeg synes det er fantastisk, når det lykkes – og i udgangspunktet synes jeg egentlig også, at det skal være op til alle mennesker selv at bestemme over egen krop. Det er bare ikke så ligetil når det også indebærer et lille nyt menneske, som man ikke selv planlægger at tage sig af.

For hvordan sætter man overhovedet prisen på et barn? Og hvis man så sætter pris på barnet, har man så indgået en handel, som også indebærer reklamations- og returret? Hvad nu, hvis barnet ender med at blive multi-handicappet og evigt plejerkrævende? Kan de betalende forældre så sige nejtak? Hvad gør man hvis nogen fortryder? Hvem skal man beskytte? Åh, jeg synes der er så mange etiske spørgsmål og jeg kan simpelthen ikke finde ud af at blive klog på hvad jeg synes, men jeg vil vildt gerne høre jeres overvejelser.

Hvad tænker I om brugen af rugemødre? 

Skriv din kommentar

Kommentarer (17)

  1. Jeg tænker, at det skal være forbudt at bruge rugemoderens egne æg for at mindske risikoen for, at hun ser det som sit eget barn og nærer et ønske om at beholde barnet. Derudover skal der helt sikkert være en kontrakt på plads, som sikrer, at barnet juridisk set ikke er rugemoderens. I min optik kan det ikke være anderledes. Ingen kan være tjent med, at rugemoderen kan fortryde, det er et kæmpe rod efterfølgende for både forældre og barn. Det løser også problematikken med returret 🙂

    Jeg har ikke noget svar på det med betaling, men jeg kan godt lide tanken om, at man må holde rugemoderen skadesløs; dvs. medicin, vitaminer, graviditetstøj, sovepuder, tabt arbejdsfortjeneste osv.

    1. Det er et meget interessant input – særligt fordi det i Danmark jo netop er forbudt, at rugemoderen bliver befrugtet med moderens æg. Lægerne må simpelthen ikke udføre behandlingen.

  2. Det er ikke en menneskeret at få alt man ønsker sig. Heller ikke børn. Historisk set har omkring 25% af befolkningen været barnløse enten af fysiske eller sociale årsager. Så det er ikke nyt, at alle ikke-angrebspagt børn. Men det er nyt, vi ikke slår os til tåls og lever med det.
    Men jeg kan hilse og sige, man kan få rigtig gode liv, selv om man ikke har fået de børn man drømte om. Det handler om at flytte fokus over på hvad man så kan i stedet.
    At bede/betale et andet menneske for at føde sine børn er for mig at se dybt uetisk og skaber en masse nye problemer og etiske dilemmaer.

    1. Undskyld men… “flytte fokus over på hvad man så kan i stedet”…?

      Selvfølgelig kan man få et godt liv uden børn – men måske sætter du det lige groft nok op på den facon der. “Flyt lige fokus fra den største drøm du overhovedet har og det største ønske du overhovedet har og dit biologiske ur”.. aaah.. Come on.
      Du taler som en, der på ingen måder har været i nærkontakt med et ufrivilligt barnløst par/kvinde/mand..

      Kom ind i kampen 🙂

    2. Selvfølgelig kan må få og have et godt liv uden at få børn. Mange vælger det jo selv <3 Men jeg forstår nu alligevel godt, at de mennesker, som brændende ønsker sig at blive forældre, ikke bare sådan lige kan opgive dén drøm. Måske er det fordi vi lever i et priviligeret samfund, hvor vi er så "forkælede" at vi kan "tillade os" på dén måde at ønske os at få børn, men ikke desto mindre, er følelserne vel reelle nok? At flytte dét fokus er nok i hvert fald væsentligt lettere sagt end gjort.

  3. Jeg har som dig fulgt troligt med i programmerne, og det gjorde mig virkelig klogere på min egen holdning, selvom emnet er svært og sårbart, og jeg sagtens kan se, at der ikke bare er et klart svar for det ene eller andet. Som med det meste andet her i livet, tror jeg ikke på, at der er noget, der har godt af at foregå i det “skjulte”, om man vil. Hvis man brændende ønsker sig børn, tror jeg ikke at lovgivningen her i Danmark er nok til at stoppe en i at forfølge den drøm – om det så betyder, det skal foregå i et andet land, på ulovlig vis eller hvad der ellers kunne være af muligheder. Der er helt klart nogle etiske problemstillinger, som man bliver nødt til at forholde sig til, hvis der skal åbnes op for brugen af rugemødre, men det er da langt mere problemfyldt (ifølge mig), at parterne indtil videre ikke er sikret på nogen som helst måde, fordi der ingen lovgivning eller retningslinjer er herhjemme. Det kan da netop sætte gang i en lavine af problemer, hvis der sker noget uventet i sådan en proces og følelserne i forvejen er uden på tøjet. Jeg har svært ved at se, at ulemperne er så store, at de overskygger fordelene, men tanken om rugemødre er mig heller ikke fjern, så måske er det derfor. Hvis jeg en dag står i Danielles (den ene rugemor fra dokumentaren) sted, vil jeg aldrig tvivle med at tilbyde at “låne min livmoder ud” (synes, det var så fint et udtryk, haha) til nogen, der stod mig nær. På de betingelser at jeg havde fået mine egne børn og at det ikke var mit æg, der blev brugt.
    Jeg ved, at det er en gråzone og vanvittigt svært at finde hoved og hale på sine holdninger om et emne, der er så følsomt og som ved en legalisering ville skulle tage højde for mange parters – ikke mindst barnets – tarv. Jeg er glad for, at du tager det op, for det mindste vi kan gøre, er da at tale om det. Du må have en rigtig dejlig tirsdag, Cana ☀️

    1. Hvor er du bare god, Simone! Du har jo fuldkommen ret i, at det vigtige lige nu måske “bare” er, at vi får talt om det. Jeg synes det er super-super sejt, at du allerede nu kan mærke, at du gerne vil tilbyde dig som rugemoder såfremt du en dag står i en situation hvor det giver mening for dig. Og netop dét, fortæller mig også, at det selvfølgelig ikke er så ligetil hverken at bestemme eller lovgive omkring dén slags. Der er – særligt på min facebookside – kommet en del kommentarer omkring at “det er synd for rugemoderen, fordi hun ikke følelsesmæssigt kan afgive sit barn” og selvom jeg på mine egne vegne er enig i, at jeg nok aldrig ville kunne afgive et barn jeg havde båret og født, så viser din kommentar jo så fint, at vi (selvfølgelig) er forskellige. Som én af rugemødrene i programmet fortæller, er det dog (enormt) vigtigt med en seriøs forventningsafstemning og lige dér tænker jeg, at det er svært ved de altruistiske rugemoderskaber, fordi man ikke må lave en kontrakt. Måske er en kontrakt slet ikke så dum endda?

  4. Min mand og jeg er ufrivillig barnløse. Forhåbentligt ikke for evigt men indtil nu. Vi ville aldrig overveje at bruge en rugmoder. Genetik bør i min verden ikke veje tungere end ønsket om at få et barn. Så hvis vi ikke selv kan få de børn, vi ønsker, så ønsker vi at tage os af nogle børn, som andre forældre ikke kan. Der er nok børn i verden, som mangler omsorgsfulde ressourcestærke forældre, så for mig giver det ikke mening at sætte endnu flere børn i verden. Simpelthen fordi jeg mener, at ønsket om børn skal være højere end ønsket om bestemte gener.

    1. Hvor er du bare god, Camilla <3 Jeg håber for jer, at I snart bliver forældre - hvadenten det er med biologien indblandet eller ej. Kram!

  5. Min indgangsvinkel til emnet er måske lidt anderledes, idet jeg sidste år havde sundhedsret på min uddannelse (jeg læser jura på Københavns Universitet), hvor vi kort berørte emnet. Her var det særligt følgende problemstilling som skabte stor debat: Hvad skal man stille op, hvis “forældrene” i forbindelse med undersøgelserne i uge 13 eller 19 ønsker at afbryde graviditeten grundet misdannelse eller lignende, men rugemoderen ikke ønsker at afbryde graviditeten? I sidste ende er det jo rugemoderens valg, men hvis “forældrene” ikke længere ønsker barnet, hvem kan så anses for barnets “forældre” når det bliver født? Særligt, hvis rugemoderen ikke har nogen biologiske bånd til det pågældende barn?

    1. PRÆCIS!! Det er så mega-vigtigt dét der og netop dér jeg forsøger at lægge mit fokus – hvis nogen fortryder undervejs. Jeg er med på, at dem, som anvender rugemødre nærer et brændende ønske om at få et barn og at de med al sandsynlighed vil strække sig langt; men hvad nu hvis de fortryder, fx grundet et svært handicap. Hvem skal så tage sig af barnet? Og er det virkelig i barnets interesse at blive født ud i en verden, hvor det i udgangspunktet pludselig er uønsket? For mig at se, er vi i det mindste nødt til også at se på barnets tarv, hvis vi skal have et nuanceret billede af det.

  6. Du rejser virkelig mange interessante spørgsmål, som jeg ikke selv har overvejet ift adoptivforældrenes mulige ønske om en returret.
    For mig at se er betalte rugemødre et skråplan af flere årsager 1) det er endnu måde at gøre kvindekroppen til en ting, der kan købes – en maskine om man vil. 2) jeg vil tro, at enhver ufrivillig barnløs kvinde, som er blevet mor ved ægdonation vil blive ked af den tanke, at det kun er genetikken, der bestemmer om man er nogens mor. Det at bære et barn er jo en kæmpestor tilnæknytningsøvelse, og bare tanken om at skulle give det barn videre med eller uden gener til fælles – virker for mig ubærlig. 3) derfor kan man ikke lave en kontrakt, der binder nogen til at forære den unge væk. Det er helt crazy – det er virkelig at underkende rugemoderens hendes menneskelighed.

    Men hvis man har en god veninde eller søster, som melder sig til showet, så kan jeg leve med det. Den altruistiske handling sikrer, at rugemoren beholder sin ret til at fortryde, men det løser selvfølgelig ikke problemet med at modtagerforældrene kan fortryde eller blive ‘snydt’.

    Og så vil jeg gerne istemme mig den kommentar, som siger at det ikke er en menneskeret at få alt, hvad man ønsker sig. Og at vi måske som samfund og enkeltindivid skal blive bedre til at acceptere det som en grundvilkår for vores eksistens.

    1. Jeg er for så vidt egentlig ret enig med dig langt hen ad vejen – og også i, at det ikke er vores “ret” at få børn. Alligevel forstår jeg eddermamer godt desperationen hos nogen, hvis de inderligt ønsker sig et barn og ikke er i stand til at producere det. Uanset hvorfor.
      Man kan selvfølgelig godt argumentere at genetik ikke er så vigtig som at få et barn – så langt er jeg også enig, men så kommer det (for mig) svære: Det er jo langt fra alle der kan få lov til at adoptere. Adoption er en lang og svær proces at gå igennem og for nogen lykkes det aldrig, uagtet hvor gode deres intentioner er. Hvad så med dem? Dem, som er fyldt 42 og brændende ønsker sig et barn? Enlige? Åh altså, jeg synes det er svært at komme med nogle endegyldige udmeldinger her…

  7. Efter to aborter, to gange “æg udtagning” seks æg opsætninger utallige sprøjter og hormonpenne, var jeg på et tidspunkt klar til alt. Min kusine tilbød faktisk at lægge krop til, overvejede også adoption, men som du selv skriver, hvad hvis barnet bliver behandlingskrævende, sygt etc., hvad så? Heldigvis blev jeg efter en god pause og en omgang akupunktur endelig gravid. Havde desværre så en del komplikationer så som svangerskabsforgiftning, en moderkage fuld af blodpropper og et foster, der i uge 26 var – 19 i vækst og 14 dage senere, efter næsten en mini protest, hvor jeg truede med at blive siddende ude på gangen indtil de havde skannet mig, da jeg havde mærkelig fornemmelse og ganske rigtigt nu var hun – 34 i vækst. Blev indlagt og fødte ved subakut kejsersnit. Heldigvis har jeg fået en sund og rask datter født i uge 29+1. Men forstår så inderligt og hjerteskærende par/enlige der går ud over, hvad andre mener er rigtigt for at få et barn.
    Synes der burde være endnu mere fokus på barnløsheds problemerne og hvad man kan hjælpe par med.
    Blev lidt langt og måske lidt kringlet, så hvis du synes det er volapyk så bare slet det. Tal fordi du er dig.

  8. Jeg er helt enig i, at der er mange etiske problemstillinger forbundet med rugermoderskab og at det er vigtigt at tage diskussionen. Jeg mener samtidig, at det er vigtigt at gøre lovligt i Danmark, både traditionelt rugemoderskab (rugemoders æg + insemination) og ‘gestational carrier’ (ikke rugemoders æg), for at sikre parrene, rugemoderen og ikke mindst barnet juridisk og socialt.

    Jeg kan godt blive noget harm over kommentaren om, at man ikke skal forvente at få alt hvad man ønsker sig. Jeg har selv været så utroligt heldig at få tre sunde og raske børn meget, meget nemt (bortset fra svær bækkenløsning), men jeg har arbejdet og forsket i reproduktionsmedicin i mange år.

    Og at det er noget nyt, at vi ikke bare slår os til tåls med det, skyldes at der før assisteret reproduktion ikke var andre muligheder. Ligesom der før man opfandt penicillin heller ikke var andet at gøre, end at acceptere, at man ofte døde af lungebetændelse.

    Jeg synes, at den offentlige diskurs ofte bliver noget med, at ufrivilligt barnløse er forkælede, det er deres egen skyld, de skulle være gået i gang noget før og i øvrigt holde op med at pive. Samtidig er alle vi, der er i slut-30’erne og 40’erne blevet tudet ørene fulde med, at vi skulle sørge for at få en uddannelse og et job og det var i hvert fald mit, og alle mine veninders største mareridt at blive gravide, da vi var i start-20’erne. Så der er altså også nogle samfundsmæssige forhold, som skubber til at udskyde graviditet.

    Infertilitet er anerkendt lægefagligt som en sygdom, som man har ret til at få behandlet. Så hvis vi siger, at infertilitet altid bare er parrets egen skyld, skal vi så også holde op med at behandle kræft, hjerte-kar-sygdomme, slidgigt, overvægt, sukkersyge osv? Fordi folk bare må lære at leve med konsekvenserne af de valg de har taget og hvis man fx ryger, så kan man ikke også forvente at blive gammel? Fraset de sjældne, genetiske sygdomme er der næsten ingen lidelser, som ikke også har en komponent, der skyldes livsstil/miljøfaktorer/sociale forhold osv og jeg ville personligt meget nødigt leve i et samfund, hvor man ikke kan blive behandlet for en sygdom fordi “det er ens egen skyld”. Så hvorfor er det anderledes med infertilitet end alle mulige andre sygdomme? Man skal måske også lige huske på, at fertilitetsbehandling fører til børn, som ellers ikke ville være blevet født, og i Danmark ser vi mod en fremtid, hvor der mangler unge mennesker (skatteydere). Så vi vinder alle sammen ved at hjælpe ufrivilligt barnløse.

    Og ja, man kan ganske givet leve et godt og fuldt liv uden børn, som nogle også aktivt vælger. Det forholder sig bare sådan, at >92% af alle kvinder ønsker sig at få børn. Og de, der ikke bare kan lave dem hjemme, mener jeg, at vi har en etisk, moralsk og samfundsmæssig pligt til at hjælpe.

  9. Jeg tror ikke det er SÅ juridisk svært at lovgive om. Der er andre lande som har velfungerende lovgivninger og det er ikke forbudt at stjæle.

    Jeg tror en ret vigtig vinkel i det her, er at homoseksuelle mænd meget få steder kan få lov at adoptere. Yderligere adoptere vi ikke særligt mange børn internt i Danmark. De fleste kommer i pleje, det gør adoption hos homoseksuelle ret svært i praksis.

    Jeg tror bestemt ikke forbud og at det bliver gjort i det skjul, gavner nogle parter.
    Tværtimod, viser dokumentaren at juraen er en kæmpe sten på vejen lige nu, og det kan hverken være i barn, rugemor eller forældres interesse

  10. Altså nu står jeg selv i den situation at min kæreste og jeg er ufrivilligt barnløse. Jeg er kronisk syg (har forhøjet tryk i hjertet) og jeg kan derfor ikke tåle at blive gravid. Lægerne siger at jeg er i højrisiko for at dø, hvis jeg bliver gravid (har fået “dommen” af både Odense universitetshospital og Riget). Fordi jeg har den sygdomstitel, har jeg også fået at vide, at jeg nok heller ikke får lov til at adoptere. Min kæreste og jeg er derfor nødt til at bruge sidste mulighed for at få vores største ønske opfyldt, og den mulighed er så en rugemor. Jeg er velfungerende, studerer og bor i hus med min kæreste som jeg også skal giftes med til sommer. Jeg er 27 år og har altid ønsket mig at få børn. Da jeg i 2016 fik af vide at jeg ikke kunne tåle at blive gravid gik min verden i stå. Jeg var (og er stadig) utrolig ulykkelig over at jeg ikke skal opleve at blive gravid og få børn. Vores eneste mulighed for børn er en rugemor. At benytte en rugemor koster omkring en million kroner. Foruden usikkerheden omkring økonomien, så skal vi også til udlandet og lade en fremmede kvinde bære vores barn. Der er så meget vi skal igennem for at få vores ønske opfyldt. Derfor ville det være rart hvis politikerne gad at tage stilling til de 30 år gamle regler vi har på området. Jeg er enig med dig i, at der er så mange etiske spørgsmål, og selvfølgelig skal der tages vare på, og hensyn til både rugemor, barn og forældre. Fordi uanset hvad så vil folk der er udfordret på området lave børn. Så jeg så hellere at man have nogle retningslinjer og regler som beskyttede alle parter i processen. Og måske man kunne imødekomme disse mennesker ved at lave reglerne mere gennemsigtige og opdaterede til et samfund, hvor der findes mange forskellige muligheder for at få børn og forskellige måder at være en familie på.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven