Annonce

Soveværelset der ligesom aldrig blev færdigt…


Det er efterhånden lidt over et halvt år siden vi flyttede fra vores lille (men hyggelige) lejlighed på Østerbro, til den lidt større (og meget lysere) lejlighed i Nordhavn og alligevel er vi stadig overhovedet ikke kommet ordentligt på plads.

Fordi det er en lejelejlighed vi bor i, kan jeg ligesom ikke rigtigt overskue at gøre alt for meget ved den; både fordi det på én eller anden måde føles lidt forkert og så selvfølgelig fordi jeg tænker, at vi ikke skal bo til leje (som er jo er gigantisk dyrt i København) for evigt og så kan det måske slet ikke betale sig. Dumt, når vi efter alt at dømme nok alligevel ender med at bo her i nogle år endnu, jeg ved det, men altså, sådan er det. Babysteps, I ved…

Èt af de rum vi har syltet mest, har været soveværelset. Læg mærke til at jeg skriver har været, for det er altså min plan, at nu skal det være! Vi fik allerede tilbage i november vores nye seng og med den havde jeg sådan set planlagt at soveværelset skulle have den helt store tur, men så skete der ligesom ikke rigtigt mere… Vi satte en hylde op og gik så i stå. Kender I det? Jeg ville uden tvivl blive glad for at få et par billeder og en drømmefanger op at hænge, men indtil nu har det åbenbart været et uoverstigeligt projekt, ha ha. På den anden side må jeg dog lynhurtigt indskyde, at jeg synes at sengen, som trods alt fylder det meste af rummet, er ret pæn i sig selv og på dén måde gør det måske alligevel ikke så meget at rummet er bart som en fastelavnstønde efter slagning.


Sengen er en Auping Essential med hovedgærde, plan sengebund og vivo madras, som vi – efter kyndig vejledning – fandt hos Sengespecialisten på Østerbro. Et besøg I kan læse mere om HER, hvis I har lyst.


Det er første gang jeg har en seng med hovedgærde og jeg elsker det! Lidt fordi jeg synes det er mega-pænt, men mest fordi det er virkeligt dejligt at sidde op ad. Jeg ved ikke om I husker det fra indlægget om vores besøg hos Sengespecialisten, men Simon og jeg havde faktisk en ret stor (og munter, bevares) diskussion om hvorvidt vi ville have elevation i sengen eller ej, så det har altså været af afgørende betydning, at sengen ikke alene er god at ligge i, men at man også sidder godt i den. Som man heldigvis gør.

Jeg kan ellers have lidt svært ved at sidde i bløde møbler, fordi det trigger min diskusprolaps til at falde sammen. Men i sengen, med en pude i lænden, sidder jeg faktisk ret godt. Og når vi nu er ved hele det her lændesmerter og bækken-halløj som jeg døjer med, så må jeg bare sige, at denne her seng er helt genial. Vi endte med – i stedet for elevationen – at vælge den dyreste madras, som har en særlig hofte/lænde-zone, netop for at skåne min ryg, og uden selvfølgelig at have prøvet den lidt billigere model, så vil jeg vove at påstå, at det var godt givet ud.

Madrassen er lidt hårdere end jeg har været vant til og faktisk troede jeg de første par uger, at jeg ville blive nødt til at gøre brug af Aupings 100 dages ombytningsret. Derfor skrev jeg til dem og klagede min nød over, at jeg måske synes at sengen var lidt for hård, hvortil de svarede tilbage, at det selvfølgelig var helt op til mig at vide, hvordan jeg sov godt, men at det var deres erfaring at man altså skulle bruge 2-4 uger på at “vænne sig” til en ny seng. Jeg skulle selvfølgelig være velkommen til at bytte madrassen til en blødere udgave, hvis jeg syntes, men de rådede mig altså til at give den lidt tid. “Kom hellere og byt den efter 90 dage, end efter 10” sagde de.

Og gudskelov for det, for nu kan jeg slet ikke forestille mig at sove i en blødere seng end den vi har!

Jeg har stort set aldrig ondt, når jeg ligger i sengen og når jeg vågner om morgenen, er smerterne altid bedre, end de var om aftenen, hvor de typisk er værst. Det kan selvfølgelig også have sammenhæng med sengebunden, som, selvom den er 80% åben, består af intet mindre end 10.000 støttepunkter (det der net, I kan se på et af billederne nedenfor), som udover at give en fantastisk ventilation også gør, at madrassen ligger fleksibelt og på den måde endnu bedre kan forme sig efter kroppen.

Genialt.

Jeg er i hvert fald ovenud tilfreds med at have skiftet madrassen på gulvet ud med denne her drøm af en Auping – og så synes jeg faktisk at den, med et par puder og et henkastet tæppe, giver rummet et ret fint udtryk.

Vi kommer ikke udenom, at et menneske (ifølge Auping, i hvert fald) i gennemsnit bruger 25 år af sit liv i sengen og med dét i tankerne, så synes jeg altså, at det er værd at overveje, at få noget vejledning til at få valgt en seng der matcher éns behov. Og til dét, kan jeg kun give Sengespecialisten – i hvert fald ud fra mine erfaringer fra deres afdeling på Østerbro – mine varmeste anbefalinger.

… Og så må jeg se om ikke snart jeg kan få nosset mig sammen til at få hængt lidt flere ting op på væggene, så soveværelset snart kan blive færdigt. Nu er det i alle tilfælde sagt højt.

Skriv din kommentar

Kommentarer (9)

  1. Hej Cana

    Vi er 3 piger igang med et skoleprojekt hvor overemnet er grænser og underemnet er personlige grænser på internettet.

    Så vi vil spørge dig om hvor din personlige grænse går i forhold til hvad du vil dele og ikke dele på de sociale medier?

    Hvordan har du fået lysten til at dele “dit liv” på de sociale medier, og har du nogensinde delt eller postet noget som du derefter har fortrudt?

    På forhånd tak!

    Mvh 3 skoleelever.

    1. Hej 3 skoleelever,

      Jeg deler som I måske ved rigtigt meget! Dog deler jeg aldrig ting, som går ud over mennesker i mit private netværk og jeg kunne ikke drømme om at hænge andre end mig selv ud herinde 🙂 Ironi på vegne af andre er sjældent sjovt, men det er til gengæld selvironi – og dét har jeg masser af 🙂
      Pøj pøj med opgaven!

      KH Cana

  2. Må man spørge hvor dine pyntepuder er fra – de store lyseblå og de runde rosa? De er super fine 😉

  3. Hej Cana
    Er din diskusprolaps en skades- og genoptræningshistorie, du vil dele i et indlæg en dag?

    Jeg blev i sommeren 2018 ramt af store bækkensmerter som viste sig at være to diskusprolapser ved korsben og lænd, som jeg fortsat plages af og hårdnakket forsøger at træne væk. Det opleves ikke så nemt som man kunne ønske sig. Jeg er 38 år med en datter på 5 år og har altid trænet meget, men så blev jeg mor og jeg glemte at passe på mig selv.

    Det ville være fantastisk med lidt inspiration fra en anden kvinde som har stået/står i en lign. situation 🙏🏻