mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Tegnblødning, indlæggelse og hurtig fødsel

Selvom den eneste sådan helt reelle indikation på, at fødslen er lige på trapperne, er at veerne går i gang, så er der selvfølgelig også mange andre ting, som kan indikere at fødslen nærmer sig. Tegnblødning, for eksempel, som kvinden der har skrevet denne uges meget fine fødselsberetning, har oplevet det.

Hvis du har lyst kan du læse mere om de mest gængse tegn på fødsel her. – Altså, efter du lige har brugt et par minutter på den skønne fødsel du bliver præsenteret for nedenfor billedet 🙂

Jeg havde haft en ukompliceret graviditet, men jeg blev sygemeldt lidt før min barsel begyndte, fordi jeg havde lidt for mange plukkeveer – heldigvis den slags som hverken gør ondt eller generer, men bare kræver lidt ekstra sofa-pauser.

Fredag morgen, hvor jeg er 36+5, registrerer jeg en lille smule blod på papiret efter et toiletbesøg. Men jeg tænker ikke videre over det og tager upåvirket hul på dagens program, som bød på brunchbarselhygge med en flok andre gravide piger. Her nævnte jeg blødningen, og først da der var to veninder, som mente at fødegangen måske ville have godt af et kald, gik det op for mig, at man måske ikke skal gå og bløde i sin graviditet. Om eftermiddagen ringede jeg derfor til fødegangen, som gerne ville se mig til tjek. Jeg fik kørt en CTG, hvor de kunne se, at jeg havde 1-4 plukkeveer på 10 minutter. Vi var til observation nogle timer, men da blødningen næsten var væk, blev vi sendt hjem igen med ordre på at ringe ind igen ved tiltagende smerter eller blødning.
Mange af tidspunkterne og oplysningerne i det næste stykke kommer fra min journal.
Lørdag morgen, 36+6, kl. meget-tidligt vågnede jeg og registrerede igen blod efter toiletbesøg, samtidigt med at jeg var begyndt at have menstruationsligende smerter. Min kæreste og jeg aftalte af give fødegangen et kald, og de ville gerne have os ind igen. Så vi aflyste dagens brunchaftale og kørte på sygehuset i stedet.
På sygehuset blev der igen kørt CTG, og jeg blev scannet både indvendigt og udvendigt, da lægen mente, at blødningen eventuel kunne komme af moderkageløsning. Hele tre læger blev tilkaldt for at scanne, men ingen kunne hverken be- eller afkræfte, om der var tale om moderkageløsning, så jeg blev indlagt på svangreklinikken til yderligere observation. På nuværende tidspunkt var blødningen, de menstruationsligende smerter og plukkeveerne bare status quo. Men op ad eftermiddagen blev jeg alligevel overført til indlæggelse på en fødestue. Vi tog det hele meget stille og roligt – vi hyggede os nærmest med film på ipadden 😉 Jeg havde jo hverken mere eller mindre ondt, så vi havde egentligt en forventning om, at blive sendt hjem for natten. Vi kunne jo ikke bare ligge dér og optage en fødestue, når jeg nu ikke skulle føde lige med det første. Lægen overvejede faktisk at sende os tilbage på svangreklinikken til observation om aftenen, men af en eller anden grund blev det ikke til noget, og vi fik i stedet besked på at blive på fødestuen natten over. Det er først på det her tidspunkt, at vi overvejer, at vi måske ikke kommer hjem, før vi har en baby i armene fremfor i maven, så vi beslutter, at min kæreste kan køre hjem efter den famøse taske. Flere gange i løbet af dagen og aftenen blev jeg tilbudt en smule smertestillende, for at kunne at slappe lidt bedre af. Men jeg takkede nej, fordi jeg gerne ville følge med i, hvordan min krop havde det.
Hele den nat får vi ikke rigtig sovet, jeg får jævnligt kørt en CTG, og vi kan høre en lille smule rumsteren fra andre fødende ude fra gangen. I det hele taget var det en meget særlig oplevelse at ligge derinde på fødestuen uden at være i fødsel. Min kæreste kunne ikke få en seng, så han blev tilbudt at sove på fødebriksen, dét takkede han dog nej-tak til, så han sad i en stol og sov det meste af natten.
Omkring kl. 05 søndag morgen opgiver vi at få mere søvn. Imens vi sidder og spiser lidt morgenmad, joker vi med, at vi sikkert bliver sendt hjem om lidt. Vi undrer os over, at vi bare kunne få lov at optage en fødestue – vi havde jo også set i nyhederne, at landets fødegange havde mega travlt – men plukkeveer er der stadig mange af, så jordemødrene vil gerne se tiden lidt an.
Kl. 06.30 hører jeg en dyb høj kliklyde fra mit underliv, og jeg tisser i sengen – altså, tror jeg. Lidt flov beder jeg min kæreste om at trække i snoren, så jeg kan få lagt nyt sengetøj på min seng. Men da jordemoderen kommer, kan hun fortælle mig, at det ikke er tis, men at mit vand lige er gået, og at vi i hvert fald ikke bliver sendt hjem nu 😉
Hurtigt herefter får jeg rigtige veer, og jeg forsøger at komme ud under den varme bruser. Men jeg kan slet ikke være i smerterne, når jeg står op, så jeg kommer hurtigt ind i seng igen. I sengen kan jeg bedre være i veerne, og da jeg kl. 11.00 bliver undersøgt, kan jordemoderen fortælle, at jeg er i aktiv fødsel.
Uden de store problemer kan jeg bruge min vejrtrækning til at håndtere veerne, og jeg får meget ros for mit arbejde. Det er sjovt, hvordan det altså virker med sådan en omgang præventiv ros, jeg blev i hvert fald barnagtig stolt over mig selv, som jeg lå der og tog dyyybe kontrollerede indåndninger med næsen og pustede helt stille og roligt ud gennem munden. Hvorefter jeg lod min krop overtage vejrtrækningen igen i ve-pauserne.
Min kæreste kan følge med i veerne på CTG’en, og han kan se hvornår, veen aftager, før jeg kan mærke det, og dén oplysning hjælper mig faktisk ret meget. På det her tidspunkt har jeg 3-4 uregelmæssige veer på 10 minutter, og jordemoderen spørger, om jeg vil have akupunktur for smerterne. Jeg får lagt akupunkturnålene, imens hun fortæller, at det her går hurtigt, og at hun satser på, at vi kan holde fødselsdag, inden hendes vagt slutter kl. 15.00.
Der går ikke længe før, at jeg kan mærke, at smerten ændrer sig, og jeg får pressetrang. Jeg kommer op på fødebriksen, og jeg gipser mig igennem veerne. Jordemoderen vil gerne have, at jeg venter med at presse med, så hun bedre kan hjælpe med, at jeg ikke sprækker. Jeg kan næsten ikke være i min krop mere, og jeg kan næsten heller ikke gipse mere; jeg er træt, har næsten ikke spist eller drukket, så mine batterier er ved at være flade. Jordemoderen foreslår en pudendusblokade, som er lokalbedøvelse i hver sin side af skeden, hun når dog kun at lægge blokaden i den ene side. For pludselig må jeg gerne presse med, og kl. 13.27 føder jeg i uge 36+6 en dreng på 3500 gram. Han kom ud med navlesnoren to gange rundt om halsen, og det når jeg liiige at se, så da han storskrigende kommer op på min mave, kan jeg kun få fremstammet, om han overhovedet trækker vejret – dét gjorde han sjovt nok 😉
Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven